Af Jørgen Carlsen, forstander på Testrup Højskole og medredaktør af Højskolesangbogen
I programmet til forestillingen "Højskolesangbogen" fortæller den svenske instruktør Minna Johannesson, at hun fik ideen til teaterkoncerten, da hun så en socialdemokratisk valgplakat med sloganet "Det Danmark du kender". Sloganet rummer på den ene side noget åbent og inkluderende, men på den anden side også noget meget særegent for danskerne, symboliseret ved Højskolesangbogen. Selvfølgelig har alle lande deres elskede sange. Men tilstedeværelsen af en levende tradition for folkelig fællessang er en af de ting, der udpræget kendetegner Danmark.
Læs også Tre gode grunde til at synge fællessang
Højskolesangbogen udtryk for noget genuint dansk
Det er måske lettere at se for en svensker end for en dansker. Af samme grund burde Højskolesangbogen være selvskreven i Bertel Haarders Danmarkskanon. Men som bekendt kom den slet ikke med på listen. Det er en skam, for Højskolesangbogen er i modsætning til de andre såkaldte værdier udtryk for noget genuint dansk. Denne danske sangskat er selve kernen i teaterkoncerten, som trakterer med ikke mindre end 36 numre, hvoraf et enkelt af dem består af et julepotpourri af 16 salmer og sange. Man kan ikke sige andet, end at publikum for smæk for skillingen.
Selve narrativet i teaterkoncerten er en smule forfjamsket. Det fortælles via et display, at en katastrofe har lagt Danmark øde. Ni overlevende danskere er tilbage og skal nu finde sammen om et fornyet livsmod og en fælles fremtid med udgangspunkt i en række sange fra Højskolesangbogen. De fordeler sig på forskellige socialgrupper: evighedsstudenten, svineavleren, julemanden, miss Danmark 1998, renovationsarbejderen, livsstilscoachen, kommunalpolitikeren, to efterlønsmodtagere og en død mor, der bliver slæbt rundt i forestillingen og indimellem alligevel rører på sig. Med undtagelse af den døde mor skiftes de til at optræde med en sang, for det meste solo, men af og til også i kor. En af scenerne er et flashback til situationen før katastrofen, hvor man ved en familiesammenkomst tager Højskolesangbogen frem og synger "Den danske sang er en ung blond pige". Hen imod slutningen konstateres det, at sangene har været i stand til at bringe fællesskabet ud af rådvildhedens mørke og ind i en forjættende fremtid. Mission accomplished.
Forestillingen kan sammenlignes Musorgskijs "Udstillingsbilleder
Lad mig sige det rent ud. Det stærkeste ved forestillingen er ikke dramaturgien. Den virker i det mindste ikke efter hensigten. Man bliver overhovedet ikke indfanget af historien. Ja, man kan knap nok få øje på den undervejs. Der er ingen drivende handling eller udvikling. Ingen spænding. Man fornemmer slet ikke, at der står noget på spil. Men det sjove er, at det faktisk ikke betyder noget. Det er ret ligegyldigt. Fortællingen er blot udvendig staffage. Man kan sammenligne det lidt med komponisten Musorgskijs "Udstillingsbilleder", der fokuserer på en række motiver fra en maleriudstilling. Beskrivelsen af billederne er hovedsagen. Ingen savner en musikalsk fortolkning af selve kunstmuseet, vel? På samme måde her. Det stærkeste er sangene - teksterne og melodierne. Det er dem, der bærer hele forestillingen, og de bliver leveret med hjerte, lever og nyrer af de medvirkende. Nogle demonstrerer større sangtalent end andre, men ingen falder igennem. Og de fleste sange går lige i hjertekulen på publikum. Glem alt om struktur og plot i forestillingen. Der er heller ikke nogen indre nødvendighed i rækkefølgen af Højskolesangbogens 572 numre.
Højskolesangbogen som sofastykke
Er dramaturgien ikke værd at skrive hjem om, forholder det sig anderledes med scenografien. Det vrimler med sofaer i forestillingen. I første del er der mindst et dusin, hvoraf mange er på hjul og skifter position i forhold til hinanden, når skuespillerne kører rundt med dem. Efter pausen udgøres scenen af et sandt bjergmassiv af forskellige sofaer - side om side og række efter række i stigende højde. På en måde virker scenografien grandios. Havde det været en Wagner-opsætning, og havde der været tale om et klippelandskab, kunne man med lidt god vilje godt få en oplevelse af noget sublimt og storladent. Men hånden på hjertet, der er ikke noget som helst sublimt ved en sofa. Sofaen er en triviel hverdagsrekvisit, der stort set findes i alle danske hjem. Den signalerer indbegrebet af hjemlighed. At ordet sofa stammer fra Tyrkiet, som igen er afledt fra det arabiske suffa, spiller i den forbindelse ingen rolle. Alle forbinder sofaen med noget ærkedansk. Her kan man sidde i sin campinghabit med en dåseøl eller i sit stiveste puds og nippe til en cosmopolitan. Sofaen som møbel er klasseløs. Den er et polstret siddemøbel til flere personer, som kan bruges til at tage en lur i, hoppe i, slænge sig i, dyrke sex i og selvfølgelig sidde sammen med andre og hygge sig i. Og det sidste er vi her til lands kendt for at være ret gode til.
Der er noget helt igennem antipatetisk ved ord som sofa, hygge og hjemlighed. Og denne antipatetiske grundstemning er også platformen for ´hele forestillingen. Man fornemmer tydeligt, at i Minna Johanneson har afholdt sig fra at dyppe sangene i sentimentalitetens sejdgryde. Hun har med stort held hele vejen igennem betjent sig af sin indre kitsch-detektor. Hun ved, at sentimentalitet er kvalmende, fordi den spekulerer i følelser og serverer dem i en klistret marinade. En usentimental omgang med følelserne sætter dem til gengæld fri. Følelser er der nemlig ikke noget i vejen med, hvis de vel at mærke får lov til at spire og gro indefra hos den enkelte tilskuer.
Den musikalske bearbejdning af sangene er helt i top. Kapelmestrene Niels Søren Hansen og Nikolaj Heyman er ifølge programteksten holdt i kort snor af Minna Johanneson. Resultatet er en perlerække af musikalske arrangementer, som egensindigt trakterer de forskellige melodier efter forgodtbefindende: nogle slipper helskindet igennem, andre får tæsk efter noder, atter andre maltrakteres eller dekonstrueres som punk eller militærmarch. Det kan kun lade sig gøre af en eneste grund, nemlig at melodierne allerede er kendte af publikum. Netop denne indforståethed giver dem friheden til at variere, forvrænge eller sabotere det oprindelige musikalske tema.
Bare et par eksempler på den obstruktion, nogle af sangene bliver udsat for. Ingemanns og Carl Nielsens "Tit er jeg glad" (HS 85) er et værk, der gennemsyret af den højeste følelsesmæssige intensitet. Der findes i hele Højskolesangbogen ikke nogen sang, der både i tekst og melodi lever mere op til det tyske begreb "Seufzer" - en musikalsk frase, som appellerer til smerten, kummeren, vemodet, kort sagt det sukkende hjerte. Her er med andre ord lagt op til et glansnummer med bevægende skønsang. Men hvad sker der i forestillingen? Sangen bliver serveret prunkløst og affældigt af Jens Jørn Spottag, som spiller den ene af efterlønsmodtagerne i campinghabit. Den løfter sig ikke majestætisk og spreder vingerne, men bryder kun halvkvalt og resigneret gennem lydmuren. Og dog rammer den os tilskuere i hjertekulen. Så stærk er teksten og melodien, at begge baner sig vej til publikum på trods af alle odds.
Eller tag Poul Henningsens og Kaj Normann Andersens "I dit korte liv" (HS 111). Vi har den alle i øregangene, måske endda i Liva Weels smægtende fortolkning. Den er så indladende, henrivende, ja så forførende i sit humanistiske budskab om at gribe dagen, at enhver sangerinde næsten på forhånd kan regne med at have publikum i sin hule hånd. Men i evighedsstudenten Maria Bach Hansens fortolkning går glansen helt og aldeles af Skt. Gertrud. I stedet for smægtende vellyd præsenteres vi for en sammenbidt, vredladen og militant staccatoagtig version af samme sang. Måske er inspirationen hentet fra den slovenske tænker Slavoj Zizeks tale om modernitetens forbandelse som "pligten til lyst".
En andet typisk feel good sang, Benny Andersens "Se, hvilken morgenstund" (HS 21) får også ørerne i maskinen. Det sker ved at udsætte den for en musikalsk karikatur. Teksten er fra Benny Andersens hånd helt igennem antipatetisk og jordbunden: ostemad, kaffe, fugle, græs, sang under brusebad, kærtegn - alt sammen såre hverdagsagtige og almindelige ting. Ikke desto mindre bliver den forsynet med musikalske stylter og gjort ulidelig forskruet. Det sker ved at blive sunget a cappella med korstemmer, som efterhånden bliver så meget for meget, at vi befinder os et sted mellem Ørkenens Sønner og Det Kgl. Teaters operakor på speed.
Et mentalt spejlkabinet
Som sagt har Minna Johannesons kitsch-detektor sat sit umiskendelige præg på forestillingen. Der er dog én ironisk undtagelse. Af de mange sange, der optræder i forestillingen, er der kun en eneste, som ikke findes i Højskolesangbogen. Det er fodboldsangen "Vi er røde. Vi er hvide". Og hvilken forskel. Her er ingen originalitet på spil, ingen poesi, forundring eller trolddom, blot en række fladtrampede klichéer. Teksten er skrevet af Jarl Friis Mikkelsen og er præcis så åndfuld som Brødrene Øbberbøv og Walter og Carlo. Den demonstrerer i al sin litterære afmagt alt det, som højskolesangbogen IKKE er: en litterær og musikalsk skrotbunke.
Lad os slutte med et tankeeksperiment. Hvad ville der ske, hvis denne ypperlige teaterkoncert tog på turné i udlandet? Eller måske mere nærliggende: hvis publikum i salen bestod af japanere, polakker, nigerianere eller andre, der intet kender til dansk sprog og kultur? Svaret ligger ligefor. Forestillingen vil uden den mindste tvivl blive betragtet som et flop - i heldigste fald som et eksotisk flop. Hvorfor? Fordi hele forestillingen står og falder med et sammenfald af kulturelle koder mellem publikum og det, der foregår på scenen. Forestillingens charme består i en levende vekselvirkning mellem aktører og publikum. Det fælles mødepunkt er sangene. De sange, man kender, fungerer som et sjælespejl. På den måde fungerer forestillingen som et mentalt spejlkabinet for hver eneste tilskuer i salen. Men samtidig kan tilskuerne også spejle sig i hinanden i erkendelsen af, at de har noget til fælles, at de har en historie sammen. Dette fællesskab artikulerer sig også aktivt i de fællessange, der er indlagt i forestillingen.
At forestillingen fungerer, får sit klare bevis ved afslutningen. Beviset er, at publikum forlader salen mere oplivede, småsnakkende og energifyldte, end da de kom. Noget af det samme kan man konstatere efter en aften med højskolesang. Sådan skal det være. På trods af den kiksede dramaturgi er forestillingen en triumf for Det Kgl. Teater. Men også en triumf for indehaveren af hovedrollen: Højskolesangbogen.
Om forestillingen
Højskolesangbogen
Teaterkoncert
Skuespilhuset, Det Kgl. Teater
Instruktion: Minna Johannesson
Spiller frem til 4. februar - alle forestillinger er udsolgt.