Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Testrup er heller ikke altid Testrup

Publiceret 20-03-2017

Flere lærere græd, da Jørgen Carlsen blev ansat som forstander i Testrup. Og det var ikke af glæde. Nu 30 år senere går han af som forstander og efterlader en skole, der er en institution i dansk åndsliv.

Af Andreas Harbsmeier

Årstallet er 1986. Den dengang 37-årige Jørgen Carlsen har netop overtaget forstanderposten på, hvad han selv betegner en "skodhøjskole".

Skolens blot 13 elever kan alle sidde om ét bord i spisesalen. Mange af dem er stærkt belastede af misbrug. Nogle er narkomaner, andre alkoholikere, flere begge dele. Skolen er i krise og ligner et "mini-Christiania". For at overleve havde Carlsens forgænger følt sig nødsaget til at tage enhver elev ind, der kunne tælle på taxameteret.

I første omgang er begejstringen over den nye forstander ikke just overvældende. Flere lærere græder ligefrem, da den unge Carlsen bliver præsenteret som den mand, der skal genrejse     Testrup Højskole. Flertallet havde foretrukket en anden, men bestyrelsen trumfede sin kandidat igennem. Det skulle vise sig at være en god ide.

"Jeg kunne holde hovedet koldt, for de kendte mig slet ikke. I en vis forstand kaldte det nogle skjulte kræfter frem i mig. Jeg var fast besluttet på, at højskolen skulle se helt anderledes ud," fortæller den i dag 67-årige forstander.
Efter en uge på posten, smider Carlsen en elev ud. Han hedder Tom og har været i spjældet to gange for væbnet bankrøveri. Han har ingen respekt for låste døre og beder ikke engang om nøglen, når han uden for måltiderne vil ind i køkkenet og have noget at spise.

"Jeg vil ikke sige, at der ikke kan laves flot arbejde med det, man kan kalde sociale klienter. Men det har svært ved at løfte sig. Det ved enhver højskolestab. Der skal ikke være for mange elever, der kræver for meget opmærksomhed, før det begynder at falde fra hinanden. Så bruger man timevis hver eneste uge på lærermøder på at diskutere, hvad vi nu skal vi gøre med Michael," fortæller Carlsen.

"Jeg var meget hård. Jeg slog ned på enhver form for misbrug. Det var ud med det samme. Det var fordi, jeg havde oplevet sumpen. Det er selvfølgelig ikke kun et spørgsmål om højskolens velbefindende, men også et spørgsmål om at forholde sig til de mennesker, det handler om. Er det et menneske, der giver et ærligt forsøg? Eller er det et menneske, der skider på alt og alle?"

Carlsen lader pedellen hejse Dannebrog, hvad han knap nok havde gidet ind til da, og indfører fagene filosofi, musik og teater. Med inspiration fra den legendariske Askov-forstander Knud Hansen og Niels Højlund, der havde været Carlsens forstander, da han en kort overgang i 1982 havde været lærer på Ry Højskole, begynder han at skabe den klassiske højskole på Testrup og iscenesætte den koreografi, der har præget stedet lige siden. "Højskole består af tre ting: form, form og form," siger han til sine lærere. "Med en og samme elevmasse, kan du få englene til at synge, eller det kan ende i en flad mexicansk pandekage. Rent depressivt."

Ikke alle lærere var med på den fra starten. "Jeg vil ikke gå rundt og være en form," sagde Ole Toftdahl, Ry Højskoles nuværende forstander. Men Carlsen tror nu nok, at Toftdahl i dag forstår, hvad han mente, griner Carlsen med en karakteristisk smittende latter.

For at skabe liv på højskolen trækker Carlsen i starten store veksler på sin omgangskreds i nærliggende Århus, hvor han havde boet indtil da og blandt andet arbejdet på Institut for Idéhistorie på Universitet.

"Vi fik mange gode folk til at komme og holde foredrag. De fik stort set ingenting for det. De kunne ikke tage taxa, men jeg tilbød at pumpe deres cykel. Men der er ikke noget så opbyggeligt som fremgang."

Alle på skolen løber hurtigt, og forstanderen selv underviser i en periode op til tredive timer om ugen. I løbet af få år er forårsholdet fyldt. Og da højskolen kan holde 125 års jubilæum i 1991, er skolen i god gænge. Faget filosofi trækker utroligt meget, og en overgang er der halvtreds elever på filosofilinjen. Jostein Gaarder har en bestseller med Sofies Verden, nogen siger, at 90erne var filosofiens årti. Det lukrerer Testrup Højskole i den grad på. Højskolen får skabt sig en klar profil.

"Vi talte meget til den boglige side af eleverne. Det er i sig selv et signal. Det er ikke for at stikke næsten i sky, men en bekendelse til refleksion, kritik og humanistiske dannelsesidealer. Den profil bliver ementeret i midten af 90erne, så man ved, hvad skolen står for.

Det har gjort, at de elever, der kommer har været en slags respons på de signaler, vi har sendt," fortæller Carlsen.

Senere blev det litteraturlinjen, der med ansættelsen af forfatteren Christian Dorph kom til at tegne højskolen - og det i en sådan grad at en betragtelig del af de yngre danske forfattere i dag,på et eller andet tidspunkt har været forbi Testrup.

Jeg var meget hård. Jeg slog ned på en hver form for misbrug. Det var ud med det samme. Det var fordi, jeg havde oplevet sumpen. Det er selvfølgelig ikke kun et spørgsmål om højskolens velbefindende, men også et spørgsmål om at forholde sig til de mennesker, det handler om. Er det et mennesker, der giver et ærligt forsøg? Eller er det et menneske, der skider på alt og alle?

Jørgen Carlsen

Jeg repræsenterer mig selv

I dag, slutjanuar 2017, ligger Testrup Højskole øde hen. Parkeringspladsen er tom, og i gården, der omkranses af højskolens fire længer, er stille - der er ikke et menneske at se. Men det er en stakket frist. Senere samme eftermiddag ankommer forårsholdets 128 elever. Der er fuldt hus, som der har været de sidste mange år.

Nogen har været så betænksomme at stille ostemadder frem i lokalet, hvor vi skal tale sammen. Om få timer skal Carlsen byde velkommen til sit sidste hold elever på den højskole, han har stået i spidsen for i mere end 30 år. Han skal holde sine to indledende foredrag for eleverne - Volume 1 og 2, som han kalder dem, der slår takten an med tonerne fra husguderne Grundtvig og Poul Henningsen.

Carlsen går lidt besværet ind i rummet, bentøjet har kendt bedre dage. Men det er så også det eneste, der virker besværet ved manden. Det lader i hvert fald ikke til, at hovedet eller talegaverne er på retur. Og det er da heller ikke manglende energi eller blegnet kærlighed til højskolen, der har fået Carlsen til at stoppe. Det er derimod ønsket om at tilbringe mere tid med konen Anne Margrethe Zacher Carlsen, med bøgerne og i skrivehjørnet. For højskolen har vitterligt været den rette hylde for Carlsen.

Den har været det sted, hvorfra han har ført sin egen og højskolens kulturkamp, talt imod dødbideriet, systemtænkningen, åndløsheden og for dannelsen, poesien, musikken og ja, kærligheden.

I højskolekredse - ja, inden for den frie skoleverden i det hele taget - er der en vis nervøsitet forbundet med, at Jørgen Carlsen nu stopper som forstander. Nervøsiteten angår ikke Testrup. Der er fuld tillid til, at Simon Axø, højskolens nuværende viceforstander, der dagen forinden er blevet ansat som forstander, vil løfte opgaven. Men Carlsen har om nogen været højskolens stemme i den offentlige debat, og den kommer til at mangle.

"Jeg gør egentlig bare det, der traditionelt har været en højskoleforstanders opgave. Det, der gør mig synlig, er måske, at der ikke er så mange andre, der rager op. Jeg vil ikke bebrejde nogen noget. Jeg føler heller ikke, at jeg repræsenterer højskolen. Jeg repræsenterer ikke engang Testrup, jeg repræsenterer mig selv i det meste af det, jeg siger."

"Jeg synes ikke, der hviler noget åg på mine skuldre. Og jeg tror da også at andre højskolefolk og mine medarbejdere ville frabede sig, at jeg skulle repræsentere højskolen. Nogen ser mig som en form for højskolefundamentalist, hvad jeg aldrig nogensinde har været. Jeg gør det, jeg har mulighed for og lyst til."

 

Jørgen Carlsen takker af som forstander på Testrup Højskole efter 31 år på posten.

Alt det vi gør, er et forsøg på at skabe elever med overskud og mod til at tage fat på deres eget liv. Det bliver vanskeliggjort af arbejdstidsregler og forordninger, der medvirker en eller anden form for bureaukratisering og funktionærgørelse af livet på en højskole.

Jørgen Carlsen

Elsk verden

Dele af den verden, som Carlsen opponerer imod i sine utallige foredrag og artikler i aviser og i nærværende blad, har imidlertid også sneget sig ind på højskolen.

"Dengang jeg startede, var det gejst og engagement, der kørte det hele. Ingen tænkte på 11-timers regler eller implementering af lønbekendtgørelser. Det er ikke en verden, som rummer den samme passion som dengang. Jeg er fuld af forståelse for, at man skal have rimelig løn for det arbejde, man laver, men jeg kunne godt tænke mig, at kaldstanken var den drivende kraft. Og at man først og fremmest betragter det som et privilegium at arbejde på en højskole. Alt det, vi gør, er et forsøg på at skabe elever med overskud og mod til at tage fat på deres eget liv. Det bliver vanskeliggjort af arbejdstidsregler og forordninger, der medvirker til en eller anden form for bureaukratisering og funktionærgørelse af livet på en højskole. Men det er kommet for at blive. Man kan håbe på, at man på højskolerne har gejst nok til ikke at lade bogholderholdningerne fylde alt for meget," fortæller Carlsen, mens ostemaden forbliver urørt på tallerkenen.

De sidste tredive år i højskolens tjeneste har da også budt på mere eller mindre drabelige diskussioner om højskolens frihed fra statslig indblanding og kompetencegivende undervisning. Ofte med Carlsen i en hovedrolle.

"Meget af diskussionen om 'undervisning af bred almen karakter' er tåbelig. At man insisterer på, at der i hvert eneste fag skal være et element af bred almen karakter. Ja, tak, men det hele skal jo ses som en cocktail. Det, vi laver til morgensamling, er tit meget åndfuldt, men ikke patetisk. Det spreder sig ud i undervisningen. Men det er tåbeligt at tro, at man kan tale om en specifik højskolepædagogik, som om det, at man har en time i historie her på højskolen, skulle adskille sig fra, hvad de gør i gymnasiet. Gu, gør det da ej. Det er selve konglomeratet, der skal i centrum. Det er da ikke den enkelte time."

Undervisningen er en indgang til livsunderet, siger han med største selvfølgelighed. "Men man skal passe på, man ikke presser det for hårdt. For kan man undervise i matematik på højskole? Ja, selvfølgelig. Men kom ikke og sig, at en tredjegrads ligning er et indblik i livsunderet. Det er det jo ikke."

"Der foregår noget specielt på en højskole. Det har at gøre med, at man bliver mere opmærksom på betydningsfuldheden af den verden, man lever i, sådan at man omfatter den med en agtelse, som gør, at man føler sig ansvarlig. Hannah Arendt siger, at målet med undervisningen er at få eleverne til at elske verden så meget, at de vil tage ansvar for den. Det er et godt pejlemærke for højskolen. Det er et spørgsmål om at inddrage sig selv og sit eget naturel, sit eget potentiale i det. Hvad er betydningsfuldt i denne verden, og hvad kan du gøre ved det?"

Carlsen vil ikke bebrejde nogle højskoler, at de er mere rettet mod en form for formel kompetence, end andre. Men han ville blive ked af, hvis man generelt mente, at højskolen skulle rumme et kompetenceelement i lighed med de traditionelle uddannelser.

"Jeg vil gerne stå fast ved, at højskolen først og fremmest er en dannelsesinstitution. Det ligger i hele livsoplysningsperspektivet. Og så nytter det ikke noget, at Ove Korsgaard og andre kommer og historisk korrekt siger, at sådan har det aldrig været. Det er en meget udynamisk måde at se historien på. Som om, at historien rummer sin egen normativitet. At fordi historien var på en bestemt måde, så er det det, der karakteriserer højskolen. Nej, det, der karakteriserer højskolen, er det, der ikke findes i den øvrige del af uddannelsessystemet. Hvis man afvikler dannelseselementet, så afvikler man højskolen."

Testrup er heller ikke altid Testrup

Tilbage i 90erne udspilledes en markant debat om kompetencegivende undervisning på højskolerne. Centralt i debatten stod Testrup og Jørgen Carlsen på den ene side og Oure og Ole Hjorth på den anden. Det lykkedes ikke Hjorth at få gjort højskolerne kompetencegivende, og siden har der hersket et vist spændingsforhold mellem de to skoler.Vi er spadseret over i foredragssalen på højskolen, hvor Carlsen til ære for fotografen træder op på talerstolen.

"Jeg tror, at Oure er et godt eksempel på, at der hverken findes 100 % rigtige eller 100% forkerte højskoler. Jeg tror så meget på koreografien i en højskole, at det at folk indfinder sig frivilligt, altid vil være godt. Det vil altid skabe interaktioner, som er udviklende. Jeg tror, at Oures virkelighed er bedre end deres ideologi. Omvendt kunne man sige om Testrup, at der er mindre højskole i virkeligheden end i ideologien, hvis jeg skal være så ærlig. Testrup er heller ikke altid Testrup, om man så må sige. Man laver idealforestillinger om, hvordan tingene skal være. Jo mere man nærmer sig idealet, jo bedre er det. Men det er ikke søndag hver dag. Det skal man affinde sig med."

Udefra kan Testrup meget vel ligne en 4.g.-højskole, og er det også i vis forstand, medgiver Jørgen Carlsen.

"Når det er sagt, så er det jo ikke en sygdom at være 4.g.'er. Jeg er sikker på, at der er nogle elever, der ville være bedre tjent med at være på en anden højskole end Testrup. Ud fra de forudsætninger eller den indstilling. Her kan du bruge navnet Kafka, uden at skulle forklare det. Vi kører i et andet gear, og det kan man mene er hovskisnovski. Men man kan måske også beklage, at det i vor tid er nødvendigt," fortæller Carlsen, hvis højskole også er kendt for at være storleverandør af folk, der har gjort det rigtig godt som en del af den snakkende klasse.

"Vi pisker af og til os selv med mangfoldigheden, selv om vi har folk på hvert eneste hold med en ikke-akademisk baggrund. Men jeg mener heller ikke, vi skal forsøge at rumme alle. Ambitionen om, at højskolen skal rumme alle, er selvpinerisk. Og den er ikke til gavn for nogen. Alle er inviteret til at komme, men vi kan ikke gøre mere end at holde dørene åbne."

Den indstilling har gennem tiden fået kritiske stemmer til at kalde Testrup en eliteskole. Men Carlsen er loren ved elitebegrebet. Måske især efter Trumps sejr og Brexit er eliten blevet en udskamningskategori, mener han.

"Man sætter kunstigt folk i en position, hvor de får et legitimeringsbehov. Ikke fordi de ikke kan noget, men fordi de kan noget. Det er en meget ugrundtvigsk måde at tænke folk og elite på."

Carlsen kommer til at tænke på Holger Begtrup, som i sin tid var forstander på Grundtvigs Højskole. Han skrev et værk i fire bind med titlen Det danske Folks Historie i det 19. Aarhundrede.  Værket består af en række biografier af rigets store mænd: H.C. Andersen, Oehlenschlæger, St. St. Blicher, Grundtvig.

"Da jeg læste det, tænkte jeg, 'hvad fanden, det er jo ikke det danske folk'. Men det er fordi, jeg tænkte, det var for snævert. Det er en meget stor misforståelse at sige, at så snart folk udmærker sig på en eller anden måde, så tilhører de ikke længere folket. H.C. Andersens far var skomager, hans mor var sindssyg. Men han bliver lige pludselig en fremragende digter. Så tilhører han lige pludselig ikke folket mere. Det er en virkelig jantelovsagtig måde at forholde sig til begrebet folk på."

"Holger Begtrup sagde, at 'her er nogle repræsentanter for det danske folk, som faktisk har drevet det vidt. Dem skal I høre noget om.' Underforstået, vil du også være med til at videreføre det danske folks historie. Du behøver ikke være en Ørsted, men du har noget at bidrage med. Det er en helt anden måde at tænke top og bund på, som en organisk vækst. Der er nogen, der har bedrevet noget, og så snart de har gjort det, så bliver de kaldt elite. Det er jeg meget stor modstander af."

Jo ældre, jeg er blevet, jo lettere er det for mig at blive holdt af. Og det er ikke, fordi jeg angler efter elevernes kærlighed.

Jørgen Carlsen

Fra far til bedstefar

Når forårsholdet om få timer befolker højskolen uden for Aarhus, vil der efter al sandsynlighed ikke være stofmisbrugere blandt eleverne. Carlsen vil ikke have behov for at smide elever ud. I stedet siger han til lærerne, at de skal gå i infight med elevernes små og store synder, så de kan komme og græde ud ved hans skuldre.

Jørgen Carlsen, der selv er far til to voksne børn, spadserer ud i højskolens have, der er omsluttet af en kold januar-tåge. Da han begyndte på højskolen, kunne han lige være nogle af elevernes far. I dag deres bedstefar. Og det er lettere at være en gammel forstander, siger han.

"Mange af eleverne i dag har en udvisket forældrefigur, fordi moderne forældre ikke vil være forældre, men gerne vil være venner med deres børn. Det skaber en diffusitet i selvafgrænsningen. Den gamle patriarkalske far - selv om man ikke skal ønske ham tilbage - havde i det mindste den kvalitet, at man kunne gøre op med ham. I dag er din mor blevet din veninde, og din far er blevet din ven. Det giver en mangel på robusthed," forklarer han, mens han ser ud over markerne.

"Jo ældre, jeg er blevet, jo lettere er det for mig at blive holdt af. Ikke fordi jeg angler efter elevernes kærlighed. Jeg er ikke far, jeg er deres bedstefar. Jeg er ældre end deres forældre. Jeg indtræder i sådan en metarolle. De kan ikke identificere mig med ham, de skal gøre op med. Men snarere med en, hvis skuldre de kan græde ud ved. Jeg er sådan set - i kraft af en vis svækket autoritet - blevet meget mere tilnærmelig. Det er mit indtryk, at jeg er ganske afholdt. Ikke fordi jeg sidder i elevhusene og drikker øl med de unge, men alligevel omfatter de mig med en vis hengivenhed eller respekt."

 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies