_{Jacob Kjærsgaard Mortensen, historiker og forstander på Hadsten Højskole}

Ovenstående udsagn er efter sigende Grundtvigs eget, og afspejler den betænkelighed, han havde ved den bevægelse, der brugte hans navn, og som opstod i forlængelse af hans mangefacetterede virke. Lige fra begyndelsen var der altså mere end én mening om den sag. Det reflekteres med al tydelighed i fortolknings-, receptions- og brugshistorien. Grundtvig har således været en permanent figur på den erindringspolitiske slagmark i Danmark. Ligesom han har været en permanent figur i højskolernes stadige afklaring af deres idegrundlag.

I det forrige nummer af Højskolebladet gav Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø udtryk for en fornemmelse af, at FFD og højskolebevægelsen ”er kommet til at lide under et manglende kendskab til Grundtvigs og Kolds ideer om højskolens fundament og tradition”.

Tak for indlægget og oplægget til diskussion. Jeg deler i øvrigt fornemmelsen af det manglende kendskab og ser det som en uheldig udvikling.

Men det synes ikke rimeligt blot at tilskrive det den nuværende bestyrelse i FFD. Jeg tror heller ikke, at det først og fremmest handler om programerklæringer fra talerstolen – men det står jo enhver frit for. Det må først og sidst være op til de mange skoler, der mener noget med disse grundlæggende begreber, at fortolke, aktualisere og formulere dem, så de får liv og betydning i den konkrete højskolehverdag og gør sig gældende i bevægelsen og foreningen.

At den grundtvigske tradition stadig er et originalt grundlag for højskolerne, er jeg overbevist om. Dette uagtet at Jasper Gramkow Mortensen og Ole Hjorth fra Oure i sidste nummer af Højskolebladet mener, at det er der intet belæg for, og at loven er højskolernes eneste fælles grundlag.

Lad så være at de overser den detalje, at to af hovedsigtets tre led (Højskolelovens § 1) netop er grundtvigske begreber, der blev udfoldet i højskoleskrifterne fra 1830’erne. At forestille sig at tradition, kultur og tankegods ingen rolle spiller i højskolernes fælles grundlag er udtryk for en formalistisk kortslutning. Højskolebladets undersøgelse af forstandernes inspirationskilder viste da også noget andet.

Det, der kendetegner den enorme grundtvigreception, er de mange facetter af Grundtvig og hans virke. Derfor er det også vel flot, at Gramkow og Hjorth mener at have sagt det mest sigende om Grundtvig i højskolesammenhæng ved nærmest besværgende at gentage ordet bibelfundamentalisme. Begrebet kan henføres til en konservativ strømning i USA i starten af 1900-tallet – altså noget efter Grundtvig.

En sådan anakronistisk tilbagedatering af et begreb er ahistorisk og problematisk. Og al den stund, at de grundtvigianske og grundtvigske miljødannelser og traditioner, der har båret højskolerne, har stået for det modsatte af ovennævnte fundamentalistiske
strømning, kan man med rette spørge til, om den besværgelse overhovedet giver nogen mening.

Det virker som om, at Gramkow og Hjorth ikke har gjort sig besværet med at sætte sig ind i det tankegods og de traditioner, de definerer sig selv i modsætning til. Hvis de havde det, ville de vide, at der sandsynligvis ikke er nogen grundtvigianere tilbage i højskolen. Den dør er sparket ind for længe siden. Det gjorde Kaj Thaning i 60’erne og efter ham Ebbe Kløvedal Reich og Ejvind Larsen så eftertrykkeligt op gennem 70’erne – ved hjælp af Grundtvig.