"Ja, tal nu sandt om småt og stort, og jævnt om alt det høje", skrev Grundtvig i en skolesang fra 1841. Det var i 1830'erne og 1840'erne, at han i en række skrifter gav forslag og ideer til en folkelig højskole for unge, som på flere punkter skulle være anderledes end de skoler, man ellers kendte i tiden - fra børneskolerne med deres golde terperi over de åndløse latinskoler til det ufolkelige universitet.
Siden 1844 har de danske folkehøjskoler været en del af dansk skoletradition, men også den danske folkeskole blev stærkt præget af Grundtvig gennem de mange grundtvigsk prægede lærerseminarier. Man sang hans sange og salmer, og Grundtvigs syn på det menneskelige, det folkelige og det kristelige blev sunget ind i generationer af danske skolebørn. Denne grundtvigske tradition i dansk skoleverden havde sin storhedstid i hundredåret fra 1860'erne til 1960'erne, men virkningerne af traditionen lever endnu.
Grundtvig fik betydning for undervisningens indhold, især med hensyn til det nationale og det kristelige. Om han derudover også fik betydning for skolernes, og det vil jo sige lærernes, pædagogiske praksis, er et andet og vanskeligere spørgsmål. Den unge Grundtvigs virke som lærer blev kortvarigt. Han var præst, historiefilosof, digter og rigsdagsmand, men ikke pædagogisk tænker. Hans skoletanker var i højere grad tænkt som bidrag til en uddannelsespolitisk debat end til en pædagogisk debat. Så meget klarere fremstår imidlertid hans ret få bemærkninger om kravene til lærerne i den folkelige højskole.
I sine skoleskrifter er Grundtvig meget tilbageholdende med hensyn til at beskrive en kommende højskoles daglige virke og pædagogik. Højskolerne skulle netop ikke være bundet af pensum eller metode, men derimod af det virkelige liv og tidens krav. Han tog afstand fra alle på forhånd fastlagte planer og metoder, idet højskolen til enhver tid skulle kunne tilpasse sig livets og tidens krav. Man må se hovedet, før man laver hatten, og livet kan ikke beskrives, før det er levet, hedder det hos Grundtvig.
Hans få bemærkninger om pædagogisk metode er imidlertid klare nok. Det fremgår, at han ikke brød sig om fremmedord som pædagogik eller metode. Hvad andre kaldte læremåden eller metoden, det kaldte han "tale-gaverne"! Og Grundtvigs krav til lærerne var først og sidst et krav om talegaver: de skulle kunne tale levende, hjerteligt, folkeligt og "vekselvirkende". Dermed er Grundtvigs pædagogiske filosofi karakteriseret i al korthed.
Jeg skal nu uddybe, hvad disse fire talegaver - som i grunden udgør fire sider af én og samme sag - betød for Grundtvig, altså det levende ord, hjertesproget, den folkelige tale og en fri og levende vekselvirkning. Mange af Grundtvigs betragtninger herom er indspundet i tidsbundne og forældede syner, men jeg vil prøve på at lade det stadigt levende i hans tanker træde i forgrunden.
Det levende ord
"Mennesket er i Guds billede skabt / med levende ord på sin tunge, / og derfor kan han mellem træ'r og dyr / med guderne tale og sjunge". Man forbinder gerne - og med god grund - Grundtvigs navn med udtrykketdet levende ord,og tænker i den forbindelse på det mundtlige ord i modsætning til bøgernes døde bogstaver. Og sandt er det da også, at Grundtvig gerne understregede forskellen mellem den levende tale og den døde skrift. Det betyder dog ikke, at han ringeagtede skriften og bøgerne, tværtimod, og han tilbragte jo også selv en meget stor del af sit lange liv alene mellem bøger og manuskripter. Det levende ords hemmelighed er ikke, at det er mundtligt!
Grundtvig gør da også udtrykkeligt opmærksom på, at talens fortrin frem for skriften kun gælder "under lige betingelser, thi man forvilder åbenbar sig selv, når man sammenligner en genialsk bog med mundtligt vrøvl"! Grundtvigs brug af udtrykketgenialskviser hen til den forskel, der er vigtigere end forskellen mellem tale og skrift, nemlig forskellen mellemord med åndog ord uden ånd - det være sig i tale eller skrift.
Både talte og skrevne ord kan være hule og tomme, uden liv og kraft - og derfor uden varige virkninger. I vore snakkesalige medietider er ligegyldig snak og tomme ord så almindelige, at mange knap aner, at ord - talte eller skrevne - kan have tyngde og fylde, være udspændte af liv og kraft. Denne ordenes kraft kaldte Grundtvig ånd: "den usynlige livskraft, der i menneskemundens ord kan åbenbare sig for vor hørelse, vor sjæl og vort hjerte, den livskraft kalder viånd". Når han talte om det levende ord, så tænkte han ikke på livlig snak, men på den livskraft, der forplanter sig gennem åndsbårne ord.
Når barnet lærer at tale sine forfædres sprog, får det adgang til åndens usynlige verden. Den er, ligesom sproget, større end det enkelte individs verden, og omfatter og sammenknytter ikke blot de levende, men også forfædrene og de endnu ufødte efterkommere. Når Grundtvig taler om åndens usynlige - eller oversanselige - verden, så tænker han ikke på nogen overnaturlig, metafysisk eller filosofisk transcendent verden, men på historien med den dybeste inspiration fra forfædrene og det største håb for efterkommerne.
Historien kan hverken ses eller føles, men rummer dog liv og kraft, der kan forplantes gennem levende ord. Åndens verden er historiens verden, med forfædrenes største sejre og nederlag, idealer, drømme og håb, vel at mærke når kraften heri genvækkes hos os gennem nutidige ord med ånd - hvad Grundtvig kaldte enhistorisk-poetiskfortolkning af historien.
Grundtvig priste gerne samtalens levende vekselvirkning, men det erikkefra samtalen, at det levende ord henter sin kraft. Det levende ord betyder for Grundtvig først og sidst en kraft, der forplantes gennem tiderne fra slægt til slægt: ordene fra forældre til børn, fra forfædre til efterkommere, fra oldtidens myter og poesi til nutidens videnskab og kunst. Det levende ord henter sin kraft fra fortiden - i Grundtvigs kristne univers i sidste ende fra den Gud, der blæste livskraft, ånd, ind i Adam, det første menneske.
Og da vi nu - altså på Grundtvigs tid! - lever i en videnskabens og oplysningens tidsalder, hvor livets kraft gennem erfaringernes rigdom og mangfoldighed går langt ud over, hvad familien og kirken kan rumme og videregive, så får skolen og dermed lærerne en nøglerolle som dem, der med levende ord skal vække og opretholde de unges sans for fortidens liv, ånd og bedrifter, så de unge påtager sig arv og gæld og en dag selv med levende ord lader kraften strømme videre til en ny generation.
Hjertesproget
Det levende ords hemmelighed er imidlertid ikke udtømt med det, som Grundtvig kalder ånd, den usynlige livskraft. Lige så vigtigt er det, at det levende ord er hjerteligt, så ordene røber, at læreren har noget på hjerte og har følelser for de forfædre og den historie, der tales ud fra. Ligeledes skal ordene røbe, at tilhørerne har en plads i lærerens hjerte, at han håber og tror på de unge og den fremtid, der tales til. I dag ville vi vel sige, at talen ikke skal foregive objektivitet og ophøjet neutralitet, men skal bygge på, og være sig bevidst om at bygge på, et 'værdigrundlag'.
Grundtvig talte ikke om værdier, men gerne omhjertesproget: "Glem ej, hvad tale betyder i grunden, at det er hjertet på tungen". Den levende tale skal forbinde ånd og hjerte, eller fantasi og følelse, hvad der efter Grundtvigs syn netop er skolens største opgave. Lærerens tale skal vække de unges indbildningskraft, vække dem til åndeligt liv, så de får sans for mytologi, poesi, historie, kunst og videnskab, hele åndens verden, men samtidig skal talen give dem kærlighed til og ærbødighed for forfædrene og for den levende sammenhæng, som lærerens tale sætter dem ind i.
Det gælder lærere såvel som elever, at "den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær". Læreren skal have noget på hjerte, men det hjertelige er ikke nok. Følelsen skal tjene ånden, så læreren ikke blot kan pege på, hvad der er værd at elske og at kæmpe for - men også kan sige hvorfor. Grundtvig rendyrker aldrig følelsen, og skolen er i Grundtvigs perspektiv netop det sted, hvor følelserne skal klares i eftertankens lys. Det hørte til hans storslåede historiefilosofi, at vi ikke lever i oldtiden, fantasiens tidsalder, eller i middelalderen, følelsens tidsalder, men i nutiden, eftertankens og forstandens tidsalder.
Derfor må læreren først og fremmest skaffe sig historisk viden, for alt menneskeligt skal til syvende og sidst forklares gennem historien - som egne og andres erfaringer gennem tiderne. Læreren står selv i lære hos de forfædre, der har efterladt levende ord - ikke mindst på skrift! Og læreren må i sin egen læretid besinde sig på, hvilke traditioner, han selv føler sig bundet af og hvilke han vil bekæmpe - det være sig nationale eller religiøse, - eller rent humane, som hos dem, Grundtvig kaldte "naturalister med ånd".
Grundtvig var selv bundet af nationale og kristelige traditioner, som i dag må virke forældede, ja måske ligefrem farlige i deres snæverhed. Hans originale historiesyn byggede på en fundamentalistisk bibelforståelse, der gjorde Bibelen til kilde til historiens begyndelse for 6000 år siden. Danskernes historie førte han tilbage til folkeslagenes adskillelse efter Babelstårnets fald for 4000 år siden, og han fandt, at såvel Bibelen som hele verdenshistorien pegede på danskernes guddommelige bestemmelse. Danskerne var Guds udvalgte "hjertefolk", og det var danskernes opgave i den nye tid at være et forbillede for hele verden med hensyn til sand oplysning, ægte videnskabelighed og kristelig ånd.
En nutidig forståelse af Grundtvig kan umuligt genoplive denne bastante nationalkristelige retorik. Hans historiesyn er i dag blevet historie, og hvis der skal være inspiration at hente fra Grundtvig i dag, så kan det kun ske ved at lytte sig frem til en stadig levende kerne bag det tidsbundne og forældede i hans syner. Når det gælder skole og pædagogik, så er netopdet levende orden sådan kerne i Grundtvigs syn.
Hans blomstrende, men tidsbundne syner udspringer altid af opfattelsen af mennesket som mere end legemligt væsen, nemlig som sprogligt, og det vil igen sige åndeligt og historisk væsen. Skolens og lærernes opgave er da, i en materialistisk tid, ved hjælp af det levende ord at gøre de unge bevidste om deres eget åndelige og historiske væsen og samtidig få dem til føle deres hjertelige forbundethed med slægten, med forfædrene og med de endnu ufødte efterkommere.
I dag er det imidlertid vigtigt at tilføje, at det ikke er nok at pege på forfædrenes bedrifter. Det er ikke nok at elske og ære den rige arv fra forfædrene - der er også en historisk gæld at vedkende sig. Hjertet er ikke kun bundet af forfædrenes største håb og drømme, men hjertet er også knuget af en tung arv af forfædrenes nederlag, svigten - ja, barbari og grusomhed. Det er ikke kun i Tyskland, at lærerne må tale ud fra en historisk byrde af skyld og skam. Det gælder i Japan, det gælder i de tidligere totalitære kommunistiske stater, det gælder i Sydafrika - men det gælder også i Danmark, hvor vi har omskrevet, retoucheret og rekonstrueret fortiden, så danskerne lettere kunne ses som 'Guds udvalgte folk'.
Hjertesproget må i dag også røbe, at vi vedkender os byrden af vore forfædres umenneskelighed, udøvet for en eller flere generationer siden. Skolens, og dermed lærernes, evne til personligt at vidne om forfædrenes dumhed og forbrydelser og til med levende ord at vidne om den skyld og smerte, som vi endnu i dag må føle på vore forfædres vegne, kan blive afgørende for fremtiden.
Hjertesproget kan og skal rumme det, der i Nelson Mandelas nye Sydafrika blev kaldt "sandhed og forsoning". Dette krav til lærernes brug af hjertesproget går langt ud over Grundtvigs nationale og kristelige horisont - men det ligger i forlængelse af hans syn på det levende ord og hjertesproget. Af Grundtvig kan vi lære,atvi skal lære af historien, men ikkehvadvi skal lære.
Den folkelige tale
At tale folkeligt betyder ikke at tale populært, men at tale dansk, et jævnt og klart, almindeligt forståeligt dansk - eller hvilket sprog læreren nu er vokset op med. Dette krav synes måske så selvfølgeligt, at det næppe er værd at nævne - læreren taler vel sit eget folks sprog? At tale populært om noget, som alle kender til, er heller ikke så svært, men at tale folkeligt betyder at tale forståeligt også om historiens, videnskabens og kunstens største og dybeste spørgsmål - og det er straks vanskeligere.
Grundtvig advarede ofte om, at de fleste lærere - herunder ham selv - som de boglærde de gerne var, havde tilegnet sig et bogsprog med så mange fremmedord, kunstige vendinger, abstraktioner og spidsfindigheder, at deres tale var blevet unaturlig og ofte uforståelig. Man tør vel sige, at dette forståelsesproblem er vokset siden da med den tiltagende fagspecialisering og dertil hørende fagsprog. Den manglende evne hos eksperter til at formidle faglig indsigt i et forståeligt sprog udgør et både kulturelt og demokratisk problem, og hvis heller ikke lærerne i skolen evner at formidle tidens viden og indsigter i et forståeligt sprog, så gør det kun problemet større.
Grundtvig fandt selv, at han levede i en ny tidsalder, hvor fornuft, videnskab og oplysning blomstrede, og hvor samtidig den enkelte i stedse højere grad kunne frigøre sig fra alle traditionelle bånd. Tidens individualisering truede det sammenhold og den solidaritet, som samfundet byggede på. Det hørte derfor for Grundtvig netop til skolens og dermed lærernes vigtigste opgave i den nye tid at modvirke den stigende individualisering med en folkelig, for alle forståelig tale, der oplyste det, der var fælles for dermed at styrke stat og samfund.
Og fælles er - i en individualiseret tid - netop historien om vores forfædre og det de har skabt. Det er historien, som binder os sammen som folk - og i sidste ende, ud over Grundtvigs horisont, som europæere, ja som menneskehed på en lille klode. Hvis historien om en fælles fortid skal kunne binde os sammen, så er det imidlertid ikke nok, at en række eksperter fra hver sin vinkel og på hver sit fagsprog, ud fra hver sin religion og hver sin ideologi, bidrager med hjørner af historien. Så må man i skolen møde en fælles historiefortælling, forståelig for alle. Det er måske lærernes største opgave i dag: at befæste sammenhold og fællesskab i en individualistisk og frihedsdyrkende tid. På tværs af alle nationale og religiøse skel skal der føres en klar tale om arv - og gæld! - fra en fælles fortid inden for et globalt skæbnefællesskab.
Hvor det levende ord kræver historisk viden af læreren, så kræver den folkelige tale herudover sproglige evner. At gøre en omfattende, undertiden vanskelig tilgængelig viden forståelig på et jævnt og klart sprog er en svær opgave, som kræver, at læreren har lyttet til og lært af mange menneskers meget forskelligartede tale: "Hvem folket vil træffe / tilbunds under ø, / med folket må bjæffe, / om ej han kan gø, / hvem for det vil sjunge, / må låne dets tunge, / og lære at ånde på den", hedder det hos Grundtvig.
Problemet er så i dag, at vi har opdaget, at folket er en sproglig abstraktion. Folket taler ikke med én, men med mange tunger, og en lærer skal i dag kunne tale et sprog, som kan forstås af unge med meget forskellig baggrund og meget forskellig historisk horisont. Kravet til læreren bliver da et krav om en høj grad af sproglig bevidsthed og lydhørhed over for andres, ikke mindst de unges sprog - for at kunne bjæffe med dem, men også for at udvide deres sproglige og dermed åndelige horisont.
Hvad der i dag gør en folkelig tale vanskelig, er den ekspertjargon, som skæmmer radio, TV og alle nye medier. Og allerværst, de universiteter, der som videnskabens højborge skulle udvide vores fælles horisont, og som derfor skulle være skolernes og lærernes vigtigste partnere, de evner kun i ringe grad at formidle deres videnskabelige arbejde på et forståeligt sprog. Universiteterne dyrker på mange humanistiske og samfundsfaglige områder en til det groteske opstyltet, vilkårlig og hul fagjargon, og lader skolerne og lærerne i stikken, når det gælder at "tale sandt om småt og stort, og jævnt om alt det høje".
En fri og levende vekselvirkning
Grundtvig krævede altså, at læreren skulle kunne tale levende, hjerteligt og folkeligt - men det følger af hans syn, at skolens opgave først var løst, når og hvis lærdom blev til liv, - som når lærerens tale satte en samtale i gang med og mellem tilhørerne. En sådan samtale kaldte Grundtvig også en levende vekselvirkning, og denne levende vekselvirkning skulle være så fri og naturlig, munter og frugtbar som muligt, hvis undervisningen skulle lykkes.
Grundtvig vidste godt, at på hans tid var der ikke mange lærere, der mestrede den kunst at sætte en levende samtale med eleverne i gang, en samtale, hvor lærerens erfaring og viden i dialog med elevernes nysgerrighed og friske syn førte til nyt lys over såvel gamle som nye erfaringer. Det gjaldt også Grundtvig selv, at han ikke magtede den levende vekselvirkning, der gennem en samtale oplyste sagen bedre end nogen enetale kunne gøre.
På dette punkt synes vi jo bedre stillede i dag. Skolens elever er i Danmark fra barnsben vænnet til at samtale, til at blive spurgt og at blive lyttet til. Denne tradition er dog ikke gammel. Også i den grundtvigske folkehøjskole var det helt indtil 1960'erne sådan, at lærerne talte og holdt foredrag - mens eleverne lyttede i tavshed uden at stille spørgsmål, eller i det højeste svarede på, hvad de blev spurgt om.
Først med 1960'ernes opbrud - 1968! - begyndte for alvor en levende samtale mellem lærere og elever i alle danske skoler, herunder også højskoler. Inspirationen til dette opbrud kom ikke fra grundtvigske kredse, men her genfandt man snart tidens nye tone i Grundtvigs gamle skrifter. Og inden længe blev det også i de grundtvigske højskoler en selvfølge, at lærerens enetale ikke var nok, og at samtalens kvalitet var afgørende for, om undervisningen lykkedes.
Når man i dag undertiden hører, at højskolerne lige siden 1844 har bygget på levende vekselvirkning og samtale, så er det ren rekonstruktion. Denne rekonstruktion af højskolens historie er ikke sand - men den rummer det gran af sandhed, at Grundtvig drømte om en sådan levende samtale som al undervisnings kulmination.
Hvordan vi end i dag begrunder det, så føler vi os vist alle som lærere forpligtede af denne drøm om levende vekselvirkning, som jo også har andre filosofiske rødder end Grundtvigs drømme - man kan blot nævne Platons dialoger, hvorigennem Sokrates' tale lyser.
Sokrates' eksempel kan også minde os om, at en livlig snakken frem og tilbage ikke er det samme som en sokratisk dialog. Som lærer med sin tale at kunne sætte en samtale i gang, holde den ved lige og nære den til at blusse op til stærkere og stærkere lys over et spørgsmål eller et tema, det er den sokratiske kunst. En sådan kunst kræver fagligt overblik, ja faglig overlegenhed, åndelig smidighed, lydhørhed, sproglig opfindsomhed og ikke mindst hurtighed - der skal kunne skydes fra hoften med øjeblikkelige, men præcist rammende gensvar på bemærkninger, spørgsmål og udbrud. Der skal kunne skelnes mellem drilleri og nysgerrighed og mellem provokation og lidenskab, og stedse skal samtalen forsøges løftet til nye perspektiver, videre horisont og større klarhed.
Grundtvig henviste allerede tidligt i sit forfatterskab til Platons dialoger og Sokrates som det klareste billede på "den mundtlige samtales uefterlignelige vilkår", der gjorde al boglærdom såvel som al enetale til forberedelse af den levende vekselvirkning, som er videnskabernes, kunstens og derfor også skolens store mål. Han advarede dog samtidig om, at samtaleformen kunne udarte til det fladeste og kedsommeligste af alt - afhængigt af læreren! Det er jo netop Sokrates' tale, der gør samtalen sokratisk - Platons dialoger er ikke referater fra gruppearbejde!
Hvis vi endnu i dag finder den sokratiske kunst vanskelig, så kan det måske være os en trøst at huske, at Grundtvig selv langt fra var nogen Sokrates. Han magtede således ikke den enkleste forudsætning for at tage del i en levende samtale: at lytte efter andre stemmer. Svigerdatteren Lavra Grundtvig skrev, at "hvem, der har kendt ham, må vel sige, at det ej lå for ham at gå ind på andres tankegang".
Præsten Vilhelm Birkedal skrev, at lige så langsynet og skarpsynet han var i historiens og videnskabens verden, lige så kortsynet var han, når det gjaldt vurderingen af de personer, som kom ham nær. Han lyttede ikke gerne længe til andre, men hørte helst sig selv tale. Han havde med moderne ord altid det lange lys tændt, og blændede aldrig ned, så han kunne se hvem han havde for sig.
Til gengæld talte han gennem sine skrifter med en tordenrøst, der gav genklang så langt ned gennem tiden, at han endnu i dag kan sætte tanker, tale og samtale i gang hos os.