_{Af Brian Degn Mårtensson ph.d.-studerende, Aarhus Universitet}

I det seneste nummer af Højskolebladet skrev Mads Rykind-Eriksen og Erik Lindsø en meget omtalt kronik under overskriften "Bevægelsen er ved at miste sin forankring". Kritikken gik på, at højskolebevægelsen var på vej væk fra Grundtvig og den levende debat. I stedet var den på vej til at blive et konsensussøgende managementforetagende, og denne udvikling kunne bl.a. spores i Højskoleforeningen (FFD).

Som respons skriver bestyrelsesmedlem i FFD, Simon Lægsgaard, indledningsvis i indlægget "Svar på tiltale", at der i Rykind-Eriksen og Lindsøs kritik "anføres en række årsags-/virkningssammenhænge, som forekommer stærkt manipulerende og er med til at forplumre billedet." Denne formulering synes jeg er uheldig, for den repræsenterer netop den relativistiske, kompleksitetsmasturberende og substansopløsende debatform, som højskolen burde være et værn imod.

Heldigvis forholder Lægsgaard sig kort efter mere præcist til sagens kerne: "Et af de forhold, der klarest lader sig identificere i kritikken, er, at en del af ansvaret for højskolebevægelsens oplevede deroute skyldes bestyrelsens slet skjulte dagsorden om at ensrette højskolerne og lægge traditionerne og debatterne i graven. Den forestilling må jeg på det kraftigste anfægte. Tværtimod arbejder den bestyrelse, som jeg selv er en del af, på at styrke Højskolebevægelsens sammenhængskraft og identitet ved på én gang at understøtte højskolernes mangfoldighed og dyrke det fælles grundlag og den fælles bestræbelse."

Lægsgaards replik i dens helhed er interessant og fortjener ros for overhovedet at være et svar. Endda kan man sige, at den er et dobbelt svar, for ikke alene er den et svar på den eksemplificerede kritik, men den er også et svar på den bagvedliggende bekymring, der afstedkom denne: Er højskolen - med FFD i front - på vej ind i en relativistisk blindgyde, hvor alting i grunden kan være hip som hap, så længe den klarer sig på konkurrencesamfundets præmisser?

Lægsgaards svar kan nemlig sammenfattes som følger:

1) Alting er meget kompliceret, og derfor kan intet diskuteres
principielt, 

2) Hvis vi endelig skal diskutere noget principielt, er vores linje altomfavnende, og til slut;

3) Man er meget velkommen til at rejse principielle diskussioner (selvom det er omsonst jf. punkt 1).

Således er både kritikernes bagvedliggende bekymring og eksemplificerede kritik ligegyldig, da "dogmatik" - som Lægsgaard skriver - "er ikke vejen frem, når vi efter bedste evne må forsøge at tage vare på arven ved at være både med- og modspiller i en udfordrende og foranderlig verden." 

Ovenstående minder meget om debatten om reformen af læreruddannelsen i 2012-2013. Dengang fandt daværende minister Morten Østergaard, at uddannelsen fremover burde basere sig på kompetencemål, styringsbehov og evidens i en foranderlig verden, og kulturelt betingede faglige traditioner og dannelsesbegrebet som sådan blev derfor systematisk bekæmpet.

Eksempelvis blev undervisningsfag moduliseret til ukendelighed, mens "kompetenceområder" fra generelle fag som psykologi og didaktik fik nye navne a la "Elevens læring og udvikling" eller "almen undervisningskompetence".

Denne kulturfjendtlige og instrumentelle logik blev mødt af massiv kritik fra forskere og fagfolk, der påpegede, at uddannelsen hermed gik fra at være en læreruddannelse til at blive en læringsmedarbejderuddannelse. Især gik kritikken på den målrettede bekæmpelse af hele vores dannelsestradition. 

Dette fik Morten Østergaard til at respondere med indlægget "Slip de gamle bindinger. Den almene dannelse vil blive styrket" i Kristeligt Dagblad. Meget lig Lægsgaard stillede Østergaard slet skjult spørgsmålstegn ved, om de mange kritikere overhovedet havde forstået ret meget af det hele, der jo var meget kompliceret og dynamisk i en foranderlig verden. Dertil påpegede Østergaard, at reformen faktisk styrkede den almene dannelse, idet den simpelthen var så god, som den var.

Jeg er sikker på, at både Lægsgaard og Østergaard dengang som nu argumenterer med de bedste intentioner, og at de i øvrigt ikke ønsker at afmontere debatten om store spørgsmål af almen interesse. 

Problemet opstår, når relativismen transcenderer udi intetheden. Det, mener jeg, skete i Østergaards tilfælde, og Lægsgaard er i hvert fald snublende tæt på. Når intet længere kan danne grundlag for noget, og alting svæver som indbyrdes systemrelationer, kan tilpasning blive til frisættelse, underkastelse blive til myndighed, og målrettet karrierelæring eller selvudviklingskurser blive til højskole. Hvorfor ikke?