_{Af Simon Finnerup, lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup}

Er det afgørende, at lærerne og andre ansatte bor på den højskole, de arbejder på, eller kan vi med sindsro lade udviklingen fortsætte og acceptere den hastigt igangværende udflytning?

Debatten om bopælspligt på folkehøjskolerne er blusset op dette efterår, og en del af argumenterne handler naturligvis om den hjemlige stemning, mange af højskolerne ønsker at skabe.

Jeg kan ikke være uenig i, at skolens stemning er afgørende, men vi må ikke glemme, at højskolen også er en ting. Med mursten, fundament og højt til loftet i konkret forstand. Ender vi i en situation, hvor den abstrakte stemning har mistet jordforbindelsen og sin tilknytning til højskolens ting, har vi givet afkald på et af skoleformens særpræg.

Ansatte, der bor på skolen, bidrager til at fastholde den dimension af højskolelivet, som knytter bånd mellem det konkrete, nære, lokale og fysiske og stemningens, atmosfærens abstrakte lag. Når en lærer, der bor på skolen, fortæller eleverne, at hendes dør står åben, udvider hun sit pædagogiske handlingsrum. Og når hendes kollega holder morgensamling om Løgstrups interdependensetik, og hans hustru et par timer senere kysser ham i spisesalen under aftensmaden, til trods for at han træt og udslidt bestemt ikke fremstår kysseværdi, styrker det hans pædagogiske etos.

Mange unge mennesker har i dag et særligt behov for at mærke den virkelige verden. Nogle skærer i sig selv for at konkretisere en indre smerte. Andre kaster op for at fremkalde en fysisk reaktion. Og flertallet af de unge, umiddelbart velfungerende, dyrker i dag i højere og højere grad venskaber som digitale størrelser, man kan holde ud i strakt arm på de sociale medier. Det styrker ikke deres evne til at håndtere venskaber i den virkelige, fysiske verden. Et problem, jeg oftere skal forholde mig til som lærer, er for eksempel, hvordan den ene værelseskammerat kan møde den anden værelseskammerat ansigt til ansigt i en situation, hvor begge er mere fortrolige med at kommunikere på Instagram.

Hvor er det skønt, at højskolen med 170 år på bagsmækken stadigvæk er en bygning, elever og ansatte kan søge husly i, når meget andet synes flygtigt, usammenhængende og fremmedgørende.

Simon Finnerup

Højskolens rum er heldigvis stadig et virkeligt, fysisk rum, som godt nok kan synes isoleret og truet i en tid, der i højere grad forekommer mere abstrakt. Da jeg for år tilbage gik på universitetet, lærte strukturalisterne mig, at en hest ikke er en hest. Dekonstruktivisterne påstod, at sandheden er en hær af metaforer, og på det seneste har de systemteoretiske tænkere bedyret, at mennesket ikke er andet end en konstruktion i et system af kommunikation.

Menneskets live er fysisk, sanseligt og konkret

Hvor er det skønt, at højskolen med 170 år på bagsmækken stadigvæk er en bygning, elever og ansatte kan søge husly i, når meget andet synes flygtigt, usammenhængende og fremmedgørende. De forfattere, der i 1800-tallet skrev dannelsesromaner, forekommer mig at være sprællevende og relevante i dag med deres ideer angående dannelse og det ’at finde hjem’. Disse ideer formede ikke bare højskolerne i bevægelsens spæde begyndelse, men er i stand til at italesætte brandvarme problemstillinger også i senmodernitetens tidsalder.

Svækker vi på højskolerne den del af menneskelivet, der handler om at bo i et hus - altså menneskets fysiske, sanselige og konkrete liv - kompromitterer vi den helhedsorienterede tilgang til dannelse og risikerer at svæve af sted i atmosfærens lette luftlag.

Simon Finnerup

For dannelsesromanens forfattere var det helt centralt, at det enkelte menneskes livsprojekt lykkedes, når vedkommende fandt hjem. Endemålet ’hjem’ blev ikke bare defineret som mursten, men som en tilstand af forsoning og syntese af de dimensioner i et menneskeliv, der kan stritte i alle retninger: Resultatet af det enkelte menneskes mentale, sociale og konkrete rejse. Finder man hjem i dannelsesromanens optik, finder man altså sig selv, man finder en livsledsager, man finder sig til rette i samfundet – og man finder et hus at bo i.

Svækker vi på højskolerne den del af menneskelivet, der handler om at bo i et hus - altså menneskets fysiske, sanselige og konkrete liv - kompromitterer vi den helhedsorienterede tilgang til dannelse og risikerer at svæve af sted i atmosfærens lette luftlag.

Er man i tvivl, kan man teste sin usikkerhed og finde Højskolesangbogens nr. 21 frem. ’Svantes lykkelige dag’ er stadig et hit på højskolerne, fordi den minder os om glæden ved tingene som ting. Kaffe er kaffe, ost er ost, og nøgne Nina bader rigtig nok. Udsætter vi osten for symbolsk fortolkning og opløser den som ting, fordufter morgenstemningen.