Omkring 1970 blev der på Vraa Højskole holdt efterårsmøde, hvor den unge Amdi Petersen var taler. Han udrullede sin vision for en ny type skole, mens medlemmerne af skolekredsen sad tungt og lyttede forundret. Næppe overbeviste. Da seancen med Amdi var slut, sagde mødelederen, Aage Rosendahl Nielsen (1921-2003) fra "æ Verdensuniversitet" i Skyum: "Lad os bede en bøn!". I den sammenhæng var der ingen ugudelige modsigelser. Bønnen blev kort: "Kære Vorherre. Tak for, at du sendte os Amdi. Amen!"
Bønnen blev kort: "Kære Vorherre. Tak for, at du sendte os Amdi. Amen!"
Søren Bald
Om man skal takke Vorherre, vil jeg stille spørgsmål ved. Nogle ville måske snarere pege på hans modpart!
Her følger så et partsindlæg, hvis forfatter foretrækker landsretsdommen fra 1997 for højesteretsdommen fra 1999. Og siger: Tvind kan ikke deres Hansen, Blixen, Ingemann og Bukdahl!
Frem mod koncernen
Amdi Petersen blev i løbet af 70' erne den drivende kraft i etableringen af skolesamvirket Tvind. Udefra ofte beundret, men også forkætret, fordi der i tidens løb kom lidt for mange uha-historier fra "Tvind-flygtninge". Det sidste kunne dog forsvares og forklares med, at Tvinds metoder var en del af de frie skolers hævdvundne tradition for allehånde former for pædagogik. Og der var så nogle, der ikke brød sig om lugten i bageriet.
I begyndelsen havde skolesamvirket medvind, men op gennem 80'rne så offentligheden lidt for mange "Tvind-flygtninge", som pegede på utallige former for gruppetyranni og lukkethed. Fra 1979 levede Amdi Petersen selv skjult for offentligheden. De økonomiske forhold var præget af uigennemskuelighed. Der gik flere pengestrømme ud af den enkelte skole. Eleverne indsamlede brugt tøj til udviklingslande, men tøjet blev solgt i indsamlingslandene, og midlerne skulle så efter Tvinds udsagn bruges til projekter i den 3. verden. Det praktiske arbejde fik en meget fremtrædende plads, og mange spurgte sig selv, hvor megen undervisning, der fandt sted på Tvind, når eleverne byggede vindmølle og samlede tøj ind. Imperiet voksede og antog mere og mere form af en koncern, som var i stand til både at investere i 3.-verdenslande og udbygge skoleimperiet med nye filialer både her og der.
Hvordan kunne vi andre forsvare den tvindske økonomi-tænkning og opbygningen af en koncern, hvor begrebet selvejende institution var en illusion a la Kejserens nye Klæder. En Potemkin-kulisse!
Søren Bald
I nogle sammenhænge fik den tvindske pædagogik roser fra fagfolk, når det gjaldt opsamling af kuldsejlede unge, som af deres socialrådgivere blev sendt på Tvind, som på sin egen måde tog sig af eleverne. Men op gennem 80'erne aftog denne praksis, fordi de sociale myndigheder fik lidt for mange sårede mennesker tilbage. Men Tvind havde fået pengene!
Hvordan kunne vi andre forsvare den tvindske økonomi-tænkning og opbygningen af en koncern, hvor begrebet selvejende institution var en illusion a la Kejserens nye Klæder. En Potemkin-kulisse!
Da bægeret var fuldt - frem mod tvindloven
Undervisningsministeriet forsøgte først i 90'erne at få klarhed over de tvindske pengestrømme, men måtte igen og igen konstatere, at det var næsten umuligt at trænge ind til substansen og få klare svar, men selvstændige var skolerne ikke. Blev der efter de forskellige fri- og højskolelove bedrevet undervisning eller var opsamlingen af midler til den centrale koncernledelses frie disposition det afgørende? Svarene blafrede i vinden over Frederiksholms Kanal.
Højskolernes forening forsøgte flere gange internt at gå mere direkte til benet i samtaler med Tvinds talsmand Poul Jørgensen og hans medbragte væbnere, men også vi måtte konstatere, at vi mødte en vis venlighed, men ingen overbevisende substans.
I Højskolebladet skrev jeg som formand for FFD i efteråret 1995 en leder under overskriften "Koncern eller selveje?". Det hed bl.a. "Det er ikke det åbne og åbenlyse samarbejde mellem en række skoler, der falder i øjnene, men det er det lukkede og koncernagtige indtryk, som man uundgåeligt får af skolesamvirkets aktiviteter, der mere synes båret af interessen for at udnytte lovgivningens økonomiske sider end at være med til at forvalte højskoletraditionen i en fri diskussion om mål og midler… Vores skoleform og vores aktiviteter - ikke mindst undervisningen og samværet på skolen - må kunne tåle dagens lys. …Her er der desværre lidt for ofte koks i den tvindske højskoleform, og det ville tjene de enkelte skoler til ære, hvis de tydeligt markerede, at de hver for sig er selvstændige, selvejende institutioner, der nok arbejder på en fælles sag, men at den mere er højskolens sag end koncernledelsens".
I foråret 1996 konkluderede Undervisningsministeriet, at skolerne ikke var selvejende institutioner i den forstand, der ligger til grund for godkendelses- og tilskudslovgivningen. Ministeren fremsatte derfor d. 13. marts lovforslag nr. L 218, der den 12. juni 1996 blev endeligt vedtaget som Lov nr. 503. Loven fratog pr. 1. januar 1997 Tvind-skolerne retten til at modtage statstilskud, fordi de ikke reelt var selvejende institutioner. Et mindretal i Folketinget var modstandere af indgrebet, fordi de fandt det grundlovsstridigt.
Højskolernes forening var allerede ved lovforslagets fremsættelse inde i billedet, fordi vores livsnerve blev berørt: Retten til som selvejende institutioner at drive skolevirksomhed og modtage statstilskud. Den 7. maj udsendte de 4 frie skolers foreninger ved deres formænd en udtalelse. Det hedder heri bl.a.: "Vi beklager, at det er endt her, men vi accepterer de trufne beslutninger, fordi vi er overbeviste om, at de træffes for at sikre, at de skoler, der virker under de forskelllige frie skolelove er selvstændige og uafhængige institutioner, hvis formål udelukkende er skoledrift". Der blev også peget på, at den tvindske praksis "belastede tillidsforholdet mellem skolesamvirket Tvind og Undervisningsministeriet med risiko for uoverskuelige skolepolitiske konsekvenser.
I højskoleforeningens bestyrelse var vi ikke enige. Et mindretal i bestyrelsen var imod Tvind-loven, mens flertallet var bekymret ved, at der blev trukket midler ud af den primære skoledrift.
Søren Bald
I højskoleforeningens bestyrelse var vi ikke enige. Et mindretal i bestyrelsen var imod Tvind-loven, mens flertallet var bekymret ved, at der blev trukket midler ud af den primære skoledrift. Og derfor tog man loven til efterretning.
Landsret og højesteret er ikke enige
Da loven var vedtaget, rejste en af Tvind-skolerne sag mod Undervisningsministeriet, fordi man fandt sig uretmæssigt behandlet ved fratagelsen af statstilskud. Sagen kom først til Østre Landsret, der d. 13. maj 1998 frikendte ministeriet, fordi retten mente, at "Folketinget havde kompetence til at lovgive, som man havde gjort". Retten tog ikke stilling til, om loven var i strid med Grundloven. Tvind ankede afgørelsen til Højesteret, der d. 19. februar 1999 omstødte Landsrettens afgørelse og erklærede dele af loven grundlovsstridig, idet retten fandt, at dele af "lovens bestemmelser udgjorde en afgørelse af en konkret retstvist mellem skolerne og ministeriet og dermed udgjorde en udøvelse af den dømmende magt, som tilkommer domstolene". Basta! De dele af loven, der hermed var erklæret ugyldige blev hurtigt efterfølgende ophævet af Folketinget. Danmark havde hermed fået statueret, at vi har lovprøvelsesret, selv om nogle vil mene, at den slags er en kæp i demokratiets hjul.
Folketingsflertallet havde - i et desperat forsøg på at komme årtiers systematiske udnyttelse af rundhåndede tilskudsregler til livs - vedtaget Tvindloven, hvor Højesteret senere underkendte dele af loven, men kun bestemmelserne om fratagelse af tilskud.
Balds konklusion
Martin A. Hansen spurgte engang: "Er barnet et kar, der skal fyldes, eller en spire der skal gro?" For Tvindskolerne synes det anderledes. Her kunne det hedde: "Skolens kasse skal fyldes og eleven skal tro".
Tvind overholdt ikke Karen Blixens valgsprog: "Jeg vil svare" (Je responderay). Tvinds ledelse gemte sig, og lod Poul Jørgensen tale uden om. Tvind var ikke til dialog, men til omsvøb og tavshed om sine reelle formål. Og den tålsomme statsmagt blev igen og igen ført bag lyset!
Tvind virkede også uden for Danmark, men glemte buddet i B. S. Ingemanns strofe i sangen "I alle de riger og lande", hvor 4. vers lyder:
Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.
Tvindskolerne gjorde sig til selskabstømmere i den grundtvigske skoletradiiton. Det gav penge, men i det lange perspektiv var det en skidt sag - ikke kun for Tvind.
Hvad sagde Jørgen Bukdahl?
Jørgen Bukdahl (1896-1982) var forfatter, foredragsholder og varigt knyttet til Askov. Og hvad han sagde om højskolen, glemte Tvind, så derfor en repetition:
"Du skal blive dig selv. Du skal tage dig selv i besiddelse. Du skal lære at sige jeg. Ellers ender dine gøremål udadtil i abstraktioner. Du skal lære at blive menneske, den enkelte, det særegne, det aldrig før værende, det aldrig siden blivende. Et under af mulm og lys. En verden. Det er den romantiske højskolearvs grundvold. Men den går videre. Du skal herefter lære at sige vi. Hvad du er i dig selv, krones først moralsk i, hvad du er mellem og for andre. Det er først i fællesskabet, at personlighedsudviklingen krones i en moralsk stræben, ellers ender den i anarki"
Dette er den gode højskoles vigtigste opgave. Den kan løses på mange måder. Den er blevet løst på mange måder, men Bukdahls ord bør være kompasset.
Tvindskolerne var blinde passagerer i det grundtvigske skib, men de ville samtidig have penge ud af at sejle med.
Søren Bald
Den gode skole er forpligtet af Bukdahls kompas. Tvindskolerne var blinde passagerer i det grundtvigske skib, men de ville samtidig have penge ud af at sejle med.
Måske var Aage Rosendals bøn velment, men tiden viste, at han nok takkede Vorherre for tidligt. Og guderne må vide, hvor Amdi er i dag!
Blå bog
Søren Bald (F. 1940)
Elev på Krogerup Højskole i 1960, læreruddannet i 1964 og cand.mag. i samfundsfag & historie i 1972. Derefter gymnasielærer ind til 1982, hvor han blev forstander på Krogerup Højskole. Bald var medlem af bestyrelsen for Folkehøjskolernes Forening i Danmark fra 1991, og formand fra 1995 til 1999. Desuden landsformand for de radikale 2001-2009.