Leder: Udefra og indefra
Skrevet den 4. august 2008 af Andreas Harbsmeier
Det er altid en interessant øvelse at stifte bekendtskab med et nyt miljø – at sætte sig ind i en jargon, en stil, tilbagevendende temaer,sym- og antipatier, markante personligheder, intriger, forudfattede holdninger og så videre.Interessant er er det selvfølgelig også at træde ind i højskolemiljøet. Fyldt med modstridende synspunkter, holdninger og forestillinger om, hvad højskolen skal, hvad dens berettigelse er, og hvor den er på vej hen, og ikke mindst hvor den står lige nu. Det er billedet af et miljø, der er levende og vitalt. Et miljø, hvor der sker mange nye ting. Ingen tvivl om, at lysten til at lave både tidssvarende, nytænkningen og samtidig højskole er til stede.
Af samme grund kan det undre, at billedet af højskolen udadtil ser en hel del anderledes ud. En almindelig forestilling, jeg støder ind i, er, at højskolen stadig er i krise, at der ikke foregår nytænkning, at højskolen er noget, der har fremtiden bag sig. De to billeder stemmer ikke overens. Og hvad kan grunden så være til det?
Der er ganske givet flere, men en oplagt kunne være den måde, som højskolerne fører sig frem i den offentlige debat. Tydeligt bliver det, når man for at fremhæve egne fortræffeligheder ser sig nødsaget til at fremmale et fortegnet billede af omverdenen. For sådan ser det faktisk ud udefra. Højskolen i det offentlige rum er – med væsentlige undtagelser – tilsyneladende så optaget af at mene noget om sig selv, at den ikke er en den indlysende interessante samtalepartner, når det handler om emner med en bred samfundsmæssig relevans, den kunne være. Højskolen behøver tilsyneladende ikke andre til at opretholde fordommene om Højskolen – det klarer den udmærket selv.
Med samme vitalitet og nytænkning, som der bliver bedrevet rundt om på højskolerne, og som er tydeligt indefra – ligesådan kunne skolerne optræde i det offentlige rum, så man kan se det ude fra.
Denne artikel kan læses i Højskolebladet, august 2008
