Debat: Er krise en del af højskolernes selvforståelse?
Skrevet den 13. februar 2009 af Højskolebladet
Ordet krisen klæber tilsyneladende til de danske højskoler - som om det er blevet en del af selvforståelsen. Men hvorfor egentlig? Elevtallet er opadgående og mange nye initiativer er i gang. Troels Mylenberg og Britta Schall Holberg giver deres bud
Af Charlotte Kjærholm Pedersen
Troels Mylenberg:
Journalist og tidligere forstander på Vallekilde Højskole. Har blandt andet været ansat på Weekendavisen og Dagen og i en længere årrække været leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet. I dag er han politisk reporter på Berlingske Tidende.
”Krise er et ord, der klæber. Højskolerne har været i krise, hvor det blev italesat alle steder fra. Nu er det utrolig svært at slippe af med. Krise er nærmest blevet højskolernes image. Tanken om, at højskolerne er i krise ændres heller ikke, når man kun hører om skoler, der lukker, og ikke om skoler der åbner.
Hvis højskolerne skal arbejde sig ud af denne ide om krise, så skal de selv skal stoppe med at tænke og tale så meget om den. Jeg mener egentlig ikke, at højskolefolk er selvtilstrækkelige,
men det kommer til at virke sådan på den måde, de opfører sig.
At stå ved det man kan
”Højskolernes problem ligger ikke i kommunikation. Det er ikke noget, som et reklamebureau kan klare. Det har man jo forsøgt sig med et utal af gange. Det billede som skabes inde i hovedet på folk, når man siger højskole, det kan man ikke viske ud. Men det har man helt uden grund forsøgt. Det handler i høj grad om show it, don’t tell it. Der er utrolig mange ord, men meget lidt handling i offentligheden.
Det paradoksale ved denne problemstilling er jo, at der er mange, som tager på højskole og har deres livs oplevelse. Højskolerne er en succes.
Uanset hvordan man vender og drejer det, så har højskolerne noget lidt altmodisch over sig. Lidt fællessang, lidt fingermaling og lidt gamle dage. Og det er der slet ikke noget i vejen med. Det er måske endda højskolernes allerstørste styrke. Men det kan for udenforstående virke som om, at man ikke rigtig vil vedkende sig den arv. Det kommer fra højskolernes side til at forfalde til bragesnak, og at verden er i forfald. Derfor ender man med ikke at høre noget optimisme og positivitet fra højskoleverden i offentligheden. Ikke at højskolerne agerer sådan bevidst, men det modtages sådan. Højskolerne har en bestemt klang og det må man gøre sig bevidst. Man kan jo heller ikke lave en violin om til en elguitar.
Højskolen skal tale om andet end sig selv
Højskolerne skulle bare vide, hvor stor velvilje og kærlighed der er blandt de fleste mennesker uden for højskolerne. Alle ønsker højskolerne det bedste. Alle undtaget nogle enkelte højskoleforstandere selv. Jeg synes, man skal bruge tiden på at lave højskole. Den tid højskolerne har i offentligheden, burde de bruge på at tale om andre vigtige ting end lige netop højskolen og dens krise. De forstandere, som gennem tiden har været berømte og anerkendte, er jo ikke blevet det, fordi de har talt om højskole, men har brugt højskolen som platform til at tale om andre ting. Jeg havde nogle skønne år som forstander og er stadig vild med ideen om højskole, men jeg oplever, at man bruger ufattelig mange kræfter på at tale om sig selv og livet på højskolerne, og overhovedet ikke tager stilling til livet udenfor. Det svarer til, at politikere kun snakker om, hvordan det er at være politiker. Det er synd og skam at misbruge den fornemme talerstol, det er at være højskoleforstander. Man repræsenterer noget fint, gammeldags og samtidig moderne som højskolerne, men man evner ikke at bruge det til andet end at tale om sig selv.”
Britta Schall Holberg:
Folketingsmedlem for Venstre. Har været aktiv i højskolesammenhæng i mange år. Både som bestyrelsesformand for Helnæs og Kerteminde Højskole, men også som medlem af undervisningsministeriets højskoleudvalg. Hun har derudover været indenrigsminister og sundheds-minister.
”Det er kun højskolefolk, der snakker om krise. Det går jo langt bedre end for nogle år tilbage, situationen er helt anderledes i dag. Jeg tror, den økonomiske krise har gjort, at man fokuserer på andre værdier end bare den økonomiske gevinst. Der er nogle personlige ting, som er vigtigere i tilværelse.
Fx at vi er i stand til at snakke med hinanden på tværs af interesser. Vi har også en del ældre, som er friske, og gerne vil opleve noget på fx en højskole. Derudover har det vel efterhånden
sat sig fast, at det ikke hjælper at jage igennem en uddannelse. Vi har en viden om, hvor stor betydning et højskoleophold
kan have på folk, inden de påbegynder en uddannelse.”
Højskolen skal hjælpe
”Det specielle ved højskolerne er, at de kan hjælpe alle mennesker, uanset hvilken fase de er i. I vores samfund findes der utilpassede unge, som har det svært. De skal ikke bare overlades til sig selv. Der bliver højskolerne nødt til at blande sig. De unge skal have indhold i deres liv og opbygge en tro på sig selv, og det kan højskolerne bidrage til. Man har mulighed for at vise en anden del af verdenen og for at kvalificere sig. Bare det at komme af sted og møde nogle andre mennesker, der har anderledes holdninger end én selv, og som kan ruske lidt op i ens selvforståelse. Derudover findes der masser af mennesker, der gerne vil skifte spor, hvilket højskolerne også kan hjælpe med.”
”Men højskolerne har et stort kommunikationsproblem, som har eksisteret i adskillige år. Hvis man vil markedsføre noget man kan, så er det nødvendigt at gøre klart, hvad det er. Det svære ved højskolerne er, at man ikke kan skrive på en liste, hvad det er, de kan. I stedet er man nødt til at vække folks interesse, gøre dem nysgerrige og få dem til at forstå, at der er noget at komme efter på en højskole. Det kan godt være, at højskolen bygger på nogle gamle idealer, men det trækker jo mennesker til. De trænger til fællesskabet, til historien og til at få en sammenhæng i alt det fragmenterede de oplever i deres hverdag. Højskolerne
skal finde tilbage til deres rødder. Fornyelse er et spørgsmål om at finde ud af, hvad man kan.”
Forstandernes ansvar
”Derudover synes jeg, at højskolefolkene kan berige debatten i offentligheden. Hvis højskolerne selv vil videre og arbejde sig ud af ideen om krise, så kan de sagtens det, men de skal tro på det. Jeg synes i den grad at tiden kalder på, at man tager fat på vigtigere ting end økonomi. Og med den tid vi lever i, burde det være lettere for højskolerne at få det budskab ud end nogensinde før. Der er blogs, Facebook og alt muligt andet. Der er masser af muligheder for at kommunikere ud til befolkningen. Det kan da godt være, at det ikke vil lykkes med et læserbrev, men så må man jo benytte sig af alle de andre muligheder, der er. Dog tror jeg, at de fleste har behov for at læse noget andet om højskoler, end at de er i krise.”
”Tidligere var der jo højskoleforstandere, som var fyrtårne, men i dag bliver der skiftet så meget ud på posterne, fordi forstander sidder med økonomi og alt mulig andet. De ender med at køre sur i det og så går hele profileringsarbejdet tabt. Her kunne bestyrelserne godt være behjælpelige, og tage lidt af presset, for det er jo ikke kun forstanderen som skal ud og profilere skolen. Hvis bestyrelserne udgør nogle ressourcer i lokalsamfundet, så kan de jo godt være med til at fortælle, at det er en god base.”
