Udfordring: Grøn dannelse
Skrevet den 12. marts 2009 af Højskolebladet
Udfordring til Højskolen. Morten Albæk efterlyser grøn dannelse
Morten Albæk:
Aldrig har vi talt så meget om klimaudforingen, miljøet, Co2, vedvarende energiformer, global opvarmning og aldrig har vi i skåltaler, festtaler, og balkontaler talt så meget om nødvendigheden af at vi som individer, samfund og stater erkender nødvendigheden af at skabe en grøn revolution, der kan sikre fremtidige generation, en klode der er kendetegnet af fred, fremskridt og bæredygtighed. Men ingen (værdiskabende) revolution uden først en oplysningstid. Så hvorfor ser Højskolen ikke sig selv som epicentret og laboratoriet for skabelsen af et helt nyt dannelsesparadigme, nemlig Grøn Dannelse?
Else Mathiassen:
Morten Albæk har ret, når han ytrer sin bekymring om ”grønne skåltaler” og når han peger på at netop højskolerne kan varetage en grøn dannelse. Vi har på Vestjyllands Højskole god erfaring for, at det nytter at bevæge sig ind i det grønne felt. Vi fik i 2008 Rav Åge prisen – en miljøpris stiftet af Thise Mejeri - for ikke kun at snakke om miljø og økologi, men også gøre noget ved det.
Højskolerne har om nogen mulighed for at lade handling og refleksion følges ad. Den grønne dannelse sker i kroppen. En grøn bevidsthed kan ikke fæste rod ved at forblive i diskussionsrummet.
Det skal ses, høres, smages og ind imellem gøre ondt i musklerne. Kommer du til Vestjyllands højskole er det første, du ser vindmøllen, der snurrer og giver strøm og varme. Buffeten du får serveret er økologisk, bl.a hentet fra vores egen økohave. Eleverne på Øko- iværksætterlinjen forarbejder træ og genbrugsmaterialer til en primitiv campingplads. Værkstedet er det runde halmhus, der egentlig er bygget til fortælling og dans. På den måde opleves det grønne i hverdagen.
Det er vigtigt, at vi hele tiden relaterer grøn dannelse til en moderne tilværelse. I aften skal vi høre foredraget ”Bæredygtig adfærd – rager det mig? Hvad gør vi, når benzinen koster en 20’er?” Til disse foredrag arrangeret sammen med Landbrugsforeningen og Folkeuniversitet er der altid fulde huse. Så lokalt er vi et grønt epicenter. Vores mål er ikke et forsøg på at skabe frelste elever. Erfaringen er, at elever som overhovedet ikke havde klima, øko eller grøn energi i deres verdensbillede tager fra højskolen med en grønnere bevidsthed. De konkrete oplevelser med bæredygtighed gør, at de tænker over, hvad de putter i indkøbskurven, og giver dem en underbevidsthed, der gør, at de får det lidt dårligt, når de ser en reklame, hvor alt isenkram smides ud af vinduerne.
Grøn dannelse består i at vise den enkelte grønne muligheder, der kan erstatte vanens konventionelle ”det plejer vi”. Både som konkret oplevelse og i diskussion.