En lukket fest
Skrevet den 10. juni 2009 af Andreas Harbsmeier
Kan enkelte højskoler så tvivl om alle skolers lødighed? Sagen om den såkaldte slankeguru, Flemming Darre, og hans engagement på både Støvring og Diget - Højskolen i Skagen giver stof til eftertanke. Men nej, skoleformen står nu generelt så stærkt, at man udmærket kan klare en enkelt dårlig sag. Til trods for at de involverede højskoler ikke har set så heldige ud i forløbet og heller ikke har levet op til lovkravene, har det ikke skabt grobund for en generel mistanke mod højskoledanmark.
Til gengæld giver sagen anledning til at mere principiel diskussion af højskolers almene karakter, og det forhold, at højskolen skal være for alle. Det er ingen ny debat, men ikke desto mindre af stor aktualitet. Fra ministeriel side er der klare krav til, at højskolerne skal levere alment indhold og være åbne for alle. Er det ikke rimeligt at spørge, om en given skole, der i praksis kun henvender sig til meget specifik målgruppe, der enten har bestemt religiøs overbevisning, der er børn af en veluddannet middelklasse eller ligefrem har bestemte fysiske forudsætninger,
de facto lever op til de krav?
Højskole-betegnelsen er ingen beskyttet titel, og ingen er vel interesserede i, at dokumentationskravene til højskoler skal blive skrappere. Hidtil har en vis selvjustits gjort, at der ikke har været behov for strammere regler for, hvilket indhold en højskole skal levere, og til hvem. Men hvordan skabes en diskussion af, hvor grænserne går for, hvad der er højskole, og hvad der er noget andet, og hvorvidt den enkelte skole er forpligtet på en fælles ”højskole”-tanke? Det ville være befriende at få en sådan debat op og stå.
