Hvilket demokrati?
Skrevet den 17. november 2010 af Højskolebladet
Leder
Af Andreas Harsbmeier, redaktør
Det hele var bedre i gamle dage. Den fornemmelse får man ofte, når
man taler med højskolefolk. Dengang højskolerne havde masser af kursister og stor politisk opbakning og indflydelse. Hvor højskolerne havde trofaste venner langt ind i det politiske, og hvor der virkelig blev lyttet, når højskolerne mente noget – om sig selv og om politiske forhold. De seneste massive besparelser på højskoleområdet har med al tydelighed vist, at det er så som så med den politiske opbakning.
I højskolernes formålsparagraf står, at de skal arbejde for ”demokratisk dannelse”. Og det gør højskolerne også i udpræget grad. På Løgumkloster Højskole og rundt omkring på landets skoler dannes mennesker i fællesskab på tværs af forskelligheder i alder, køn, religion, klasse og hvad. Sådan er idealet, og sådan er praksis på de fleste af landets skoler. På både lange og korte kurser kommer kursister
til højskolen – ikke blot som passive modtagere af undervisning, men som aktive medspillere i et mikrokosmos – at være en del af en demokratisk proces og forstå og ikke mindst erfare, hvordan det hele hænger sammen.
Hvilken form for demokrati danner højskolerne borgere til? De politiske spilleregler har ændret sig, og politiske beslutninger bliver truffet på baggrund af helt andre forhold end tidligere. Lidt polemisk kunne man sige, at man efterhånden har større politisk indflydelse ved en gang at deltage i en meningsmåling, end ved årelangt engagement i organisations- og foreningslivet.
Kernen i højskolernes selvforståelse som en demokratisk institution arbejder stadig inden for det gamle system – det gode gamle dobbeltdemokrati, som halter gevaldigt. Det betyder i praksis, lidt hårdt trukket op, at højskolerne som institution er komplet uden for indflydelse, fordi man ikke vil anerkende de nye spilleregler – og derfor er mere eller mindre usynlige i en bred offentlighed, der mere eller mindre kritikløst indretter sig efter de nye forhold. Så kunne man spørge sig selv: Er det et problem? Så længe de elever, der ankommer og rejser igen, er beriget fagligt og som mennesker.
Jo, det er et problem – for højskolerne har brug for politisk anerkendelse. Derfor er de i den lidet misundelsesværdige situation, at de enten må give køb på en central del af deres fundament eller risikere liv og lemmer i omfattende kritik af det bestående for dog på den måde at have et fast ståsted. Det er ikke et nemt valg. Ind til nu har man placeret sig godt og grundigt mellem to stole. Udfordringen for højskolen i dag er derfor: Er man villig til for alvor at forsvare dobbeltdemokratiet og de gode gamle dage – eller vil man mere ukritisk tilpasse sig den nye politiske virkelighed.
