Den svære balancegang
Skrevet den 11. marts 2010 af Andreas Harbsmeier
Hvem skal befolke de danske højskoler? Den nye undervisningsminis-
ter Tina Nedergaard siger i et interview i dette nummer af Højskolebladet, at højskolernes fornemste opgave er, at være der for dem, man kunne kalde de lidt svagere unge. Dem, der er i fare for ikke at gå videre i det kompetencegivende uddannelsessystem. Og det leder jo videre til spørgsmålet om, hvem højskolernes målgruppe egentlig er.
For alle højskoler vil gerne have mange elever, spørgsmålet er bare hvilke elever. Som skoleform står højskolerne mellem på den ene side at skulle finde politisk legitimitet ved at tage socialt ansvar for særlige grupper af unge, som undervisningsministeren siger – og på den anden side at markedsføre sig selv i forhold til den primære målgruppe, nemlig 4. g’erne fra middelklassen, der godt kunne tænke sig et halvt års tid på højskole med liv og glade dage og faglig inspiration, før de starter på en videregående uddannelse.
Ideelt set er der ingen modsætning mellem de to målgrupper. For det må være en forudsætning, at højskolernes største elevgruppe er dem med overskud og de bedste forudsætninger. Ellers havde man ikke meget at tilbyde de elever, der tilhører den svagere gruppe.
Men i praksis kan det være en vanskelig balanceakt. Højskolerne over en bred kam dækker hele spektret, men ser man på de enkelte højskoler, har de meget homogene elevgrupper. Hvis højskolen fortsat skal være et af de få tilbageværende
steder, hvor man faktisk møder nogle, der er anderledes end en selv, er det nødvendigt at tænke i bredere målgrupper. Hvis ikke må man fortsat arbejde med to forskellige dagsordner: en der skaffer politisk legitimitet, og én, der skaffer
elever.
