Panik før lukketid
Skrevet den 11. juni 2010 af Andreas Harbsmeier
Handlekraft synes at være det herskende politiske credo. Og det i en sådan grad, at det er muligt at gennemføre omfattende ændringer uden at kunne begrunde dem med noget, der minder om gode argumenter.
De besparelser, der fra næste år bliver gennemført som et led i den såkaldte Genopretningsaftale, er udtryk for netop det: Man handler først – i et lønligt håb om, at
netop den egenskab bliver belønnet af først og fremmest markedet og befolkningen. Først bagefter forsøger man at finde frem til de mulige konsekvenser af selve handlingen. Resultatet er, at man stort set handler i blinde og uden perspektiv.
Det er givetvis ingen dårlig ide at få skabt balance på de offentlige budgetter. Og det er givet, at de berørte områder bliver utilfredse. Således også højskolerne. Men får besparelserne karakter af magtdemonstration uden mulighed for dialog, bliver konsekvenserne langt værre end nødvendigt.
Kun at udvise handlekraft – uden at tage sig tid til at begrunde den – endsige tage ansvar for den, er udtryk for svaghed. Jo mere en regering – og dens ministre har behov for at markere, hvem der bestemmer, jo svagere er dens udgangspunkt.
Genopretningspakken, der ikke kun skal genoprette den danske økonomi, men også skulle genoprette tilliden til regeringens ansvarlighed og kompetence, er blevet lige nøjagtig det modsatte.
Det positive er imidlertid, at højskolerne, der i forvejen har rigeligt med argumenter, bliver tvunget til at sige måske ligefrem være med til at præge den offentlige debat igen.
