Off game
Skrevet den 19. august 2010 af Højskolebladet
KRONIK De vækstlag, demokratiet dannes af, skabes ikke i det dagsaktuelle politiske spil, men ude i virkeligheden, hvor mennesker tør diskutere mere end forsimplet retorik om økonomi og optimering
Af Helga Kolby Kristiansen, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
For kort tid siden sad jeg og snakkede med en pige, der ved uheldighedernes sammentræf var droppet ud af gymnasiet. Hun fortalte, at det var svært at leve med den stigmatisering, der ligger i, at hun var en af hindringerne for, at politikerne kunne nå målet om, at 95 % af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. Hun følte sig reduceret til den uheldige procentdel, som politikerne taler om, når de siger, at det er vigtigt at få de sidste med, hvis Danmark skal klare sig i en globaliseret verden. Det er et stort ansvar at lægge på en 19-årigs usikre skulder.
Eller drengen, der siden 6 klasse havde stående på sin handlingsplan, at han skulle være læge og indrettede sine fag derefter, men nu stod med en studentereksamen, der fortalte, at han aldrig blev læge. En identitetsudfordring, der ikke bare løses ved snak om ”hurtigt igennem”
Igen rasles der fra politisk side med belønning til de stærke selvkørende i form af bedre SU, kontante bonusser og højere eksamenskarakter ved studiestart efter 1 år.
Sidder politikerne mon ved deres skriveborde og tegner livet i grafer og søjler og skubber rundt med unge som rangervogne.
Tænker de på, at der står levende mennesker bag beregningerne?
Unge, der er stoppet – ikke på grund af ulyst til uddannelse – men fordi de er stødt på forhindringer, der spærrer for, at en uddannelse kan klares på rekordtid: skilsmisse i familien, et dødsfald, mobning i skolen. Helt almindelige unge, der kan være sårbare, men også er ambitiøse og målrettede.
Politik for fremtiden?
På de områder har en række institutioner, heriblandt højskolerne, lagt et stort stykke arbejde. For højskolerne bidrager gerne til at ruste eleverne fagligt til uddannelsessystemet, men finder det også nødvendigt i solidaritet med unge at sige, at et menneskes potentiale er ikke alene identisk med dets evne til at betale skat.
Det er en grundtanke i al højskolevirksomhed, hvad enten det gælder unge på lange kurser eller andre aldersgrupper på de korte kurser. Den hviler på respekten for, at vi som samfundsborgere evner at tænke selv og handle ansvarligt, også når det gælder de store udfordringer, Danmark står over for.
Klimaforandringerne udfordrer os. Hvad skal vi leve af? Hvor skal vi bo? Hvad skal de bærende værdier være, når nogle samfund går under, og nye skal bygges op, sådan som det allerede sker rundt om i verden.
Klimatopmødet viste, at forandringer ikke kommer oppe fra, men højskolens historie fortæller, at forandringer kan komme nedefra, og at folkeligt pres kan skabe forandringer.
Internationalt melder sig også store spørgsmål: Hvordan forholder vi os, når Europa og USA må afgive retten til at være verdens eneste magtcentre?
Er svaret alene, at af frygt for at miste skal vi blive verdensmestre i alt muligt?
Velfærdssamfundets værdier er også på dagsordenen. Omsorg, uddannelse, sundhed synes reduceret til en forsimplet retorik om økonomi og optimering. Økonomi er vigtig. Det skal på ingen måde anfægtes, men der findes også andre værdier, og det er højskolens opgave at sætte et stopskilt op, når økonomien breder sig ind på områder, hvor det handler om menneskelighed.
Fælles for de nævnte temaer er, at løsningen eller mangel på samme rækker langt ind i fremtiden, og her er det beskæmmende, at det forekommer næsten umuligt at få politikere til at se længere end til næste valg. Den evige valgkampsstemning synes at spærre for, at der laves politik for fremtiden.
Off game
På Silkeborg Højskole har vi spillet et rollespil: ”Kampen om Danevang”. Spillet starter med, at alle går ”in game”, men en regel siger, at den enkelte spiller kan erklære sig ”off game”, når der skal ordnes noget i den virkelige verden.
Under spillet kom jeg til at tænke på, at det ville være meget enklere, hvis politikerne havde et tilsvarende system: Når de tog deres ”in game” skilt på, vidste vi, at nu spiller de bare. Det er ikke fordi, de selv tror på, at virkeligheden ser sådan ud. Det er noget gamet kræver, når fokusgrupper og Go’ Morgen Danmark vil lege med dem.
Så kunne vi almindelige borgere slappe af, og vente på, at de går ”off game” og forholder sig alvorligt til den virkelige verden.
Forholder sig til os som selvberoende borgere, der kan tænke og tage ansvar.
Forholder sig til, at konturerne af det samfund, vi ønsker at videregive til de næste generationer, skal tegnes nu.
Højskolerne har en væsentlig opgave i at fastholde dem selv og politikerne på, at det virkelige liv – livet ”off game” – er afgørende for, om der overhovedet er noget liv. Det er ”off game” – uden for spil og spin – at de vækstlag dannes, som demokratiet vokser af.
Højskolerne ønsker ikke at genoplive den klassiske tanke om de store folkelige fællesskaber, men udfordringen er lige nu at fastholde højskolerne som mødesteder.
Mødesteder, hvor ingen ikke går fri af: At få sat kritisk lys på egne holdninger og blive bedre til at deltage i en verden af mangeartede fællesskaber; at få øje på mangfoldighedens nødvendighed; at tage stilling til, hvor stor radius skal være i egen solidaritetscirkel.
Kun i kraft af det kan højskolerne være der for både den unge pige, der er droppet ud af gymnasiet, for drengen, hvis lægedrømme brast, og for alle andre, der er del af det samfund, vi lever i. For højskolerne er mødesteder, der danner ramme om en kvalificeret debat om samfundets indretning og fællesskabets udvikling, nationalt og globalt, for alle aldersgrupper. Højskolen ønsker både at være demokratiets underskov og magtens kritiske modrøst.
