Godt nytår
Skrevet den 6. januar 2011 af Højskolebladet
Af Andreas Harbsmeier
2010 har været et mildest talt interessant år for landets højskoler. Årets i særklasse dårligste nyhed var, at der på det politiske plan var opbakning til en genopretningsaftale og en finanslov, hvor højskolerne måtte holde for i en grad, der vidner om en voldsom mangel på politisk anerkendelse af det arbejde, landets højskoler gør.
Den gode nyhed – og det er virkelig en god nyhed – er imidlertid, at der stadig kommer flere elever på de lange kurser. Det bør man glæde sig over.
Men selv den gode nyhed har en bagside. Samlet set er der nemlig stadig mange tomme senge på landets skoler; der er stadig plads til flere elever. Et relevant synspunkt, som af indlysende årsager sjældent bliver fremført, kunne være, at der stadig findes alt for mange højskoler. Tendensen er, at de skoler, der klarer sig godt, klarer sig bedre – og at de der ikke klarer sig så godt, får det vanskeligere.
For når mange med et begrænset kendskab til skoleformen stadig har et billede af højskolerne som en branche i krise, hænger det sammen med, at lukninger og klagesange om økonomiske problemer stadig når ud fra højskolernes maskinrum, er det et reelt problem for mange skoler.
Det er beklageligt, når nu højskolerne stadig er, hvad statsligt tilskud angår, en ualmindelig dyr skoleform. Den politiske legitimitet må nødvendigvis primært hentes i højskolernes evne til at gøre sig selv uundværlige for unge, der af den ene eller den anden grund vælger at tage på højskole – og ikke i evnen til at agere i det politiske rum. Højskolevenstre er snart en saga blot – og det sandsynlige regeringsskifte vil ikke bringe nye højskolefolk til magten.
Derfor bliver 2011 utvivlsomt også interessant. Så hermed ønskes et rigtig godt nytår.