Endegyldigt farvel til fyrtårnet
Skrevet den 7. februar 2011 af Højskolebladet
Af Andreas Harbsmeier
Det oftest anvendte argument blandt forstandere, når man spørger dem, hvorfor de ikke ”blander sig mere i debatten”, er: ”Jeg mener, at det er vigtigt, og jeg ville rigtig gerne, men jeg har vanskeligt ved at få tid til det.” Det betyder i praksis, at den form for offentlig aktivitet, der er et af de væsentligste kendetegn for den gamle forestilling om forstanderen som ”fyrtårn”, står nederst på prioriteringslisten, når en forstander skal administrere sin tid. Før det kommer ting som administration, markedsføring, personaleledelse, kursusplanlægning, økonomistyring, indrapportering, indholdsplaner og andet godt.
Men spøgelset rumsterer stadig hos iagttagere af højskoleverdenen og blandt den afgåede ældre generation af forstandere, der oprigtigt mente, at de havde noget at byde ind med og nød en privilegeret status i åndslivet. Det er den generation, nutidens forstander skal leve op til. Og han – for det var altid en mand – ser nogenlunde således ud: Han har rundet de 50; han er solidt funderet i det akademiske, er belæst ud i teologien, litteraturen og de humanistiske kundskaber, har et folkeligt formidlingstalent ud over det sædvanlige og besidder en ganske solid portion karisma og selvtillid.
Hvor mange nuværende forstandere kan genkende sig selv i den karakteristik? De færreste må man formode. Så måske er forstanderen anno 2011 så belastet af andre opgaver, at fyrtårnsaktiviteterne må være et gøremål i den fritid, der heller
ikke er for meget af – og derfor bliver det heller ikke til så meget. Eller måske tænker forstanderen anno 2011 ikke, at hun eller han har noget særligt at byde ind med?
Sandheden er selvfølgelig, at forstandere er lige så forskellige nu, som de givetvis altid har været. Og at højskolerne langt fra har den samme privilegerede status som åndsinstitutioner, hvis værdier var efterspurgte, når der diskuteres samfund og værdier i en bredere sammenhæng. Så måske er tiden inde til endegyldigt at få lagt fyrtårns-spøgelset i graven – og i stedet skabe en ny fortælling om ”forstanderen”, der svarer bedre til de faktiske forhold – hvor beklagelige de end måtte være.
