Den nye generation :: Højskolebladet :: Kulturmagasin siden 1876
 

Nyheder(weblog)

Den nye generation

Skrevet den 12. oktober 2009 af Højskolebladet
De er bekendende individualister, men sværger til fællesskab og ansvar. De vil ikke være fyrtårne, men siger gerne deres mening højt, ofte og skarpt. De hører til højskolens nye generation af forstandere og ledere. Højskolebladet satte dem ved samme bord

Af Andreas Harbsmeier

Samtalen er lidt af en udfordring. Tre mennesker, der gerne vil tale. Helst det meste af tiden. Vi har aftalt at mødes på Nytorv i København. I sig selv lidt vanskeligt at få samlet de tre herrer på samme tid og sted til en snak om, hvor de mener højskolen skal bevæge sig hen, og hvor de ser sig selv i den sammenhæng. For de har en del at se til. Og det går hurtigt. Allerede under den indledende fotoseance konkurreres der på jokes og kvikke bemærkninger i et tempo, så også fotografen har vanskeligt ved at holde samling på tropperne. Inde på kontoret når jeg ikke at tænde for båndoptageren, før de første statements har lydt. Det er ikke lige til at styre. Som sagt, en udfordring. Men tanken er også, at de skal udfordre hinanden og den skoleform, de er en del af. At de selv skal skabe en samtale. For hvad har deres generation at tilbyde? Vi lader dem selv få ordet.

Hvilken generation?
Søren Høy: ”Vores alder betyder noget, selv om vi hele tiden forsøger at bagatellisere den. Vi møder unge mennesker, der har haft lektier for stort set hele deres liv. Så møder de et ungt menneske som os. De synes, vi er ældre end dem, men de kan godt se, at vi er yngre end deres forældre. Samtidig kan de mærke, at vi har en disciplin, at vi har en interesse for samfundet og en globaliseret verden, som de er lige på tærsklen til at gå ind i. De spejlinger, det afstedkommer, betyder, at de værdier, vi gerne vil give dem med, rent faktisk betyder noget for dem. Nu har jeg jo ikke været på højskole som ung. Da jeg var yngre var lidt anarkistisk i min tilgang, så hvis jeg havde stået der over for en forstander, der var midt i 50’erne, så havde jeg ikke gidet snakke to sekunder med vedkommende. Så kunne de have nok så mange værdier - men for mig ville de repræsentere noget helt andet. Og det har kun noget med alder at gøre.”

Jesper Øland: ”Det er også den placering, vi har i generationshierarkiet. Vi hører til den individualistiske generation, der har fået tudet ørerne fulde af, at vi er enestående og skal være omskiftelige, omstillingsparate og super fleksible osv. i forhold til et arbejdsmarked, der bare tonser ned over os. En generation, der stille og roligt mister idealer - og mister det fælles. I dag er det de vise mænd, politikerne, der skulle bære idealerne frem, men det gør de bare ikke. Og højskolen mangler at byde ind i den sammenhæng.
Vi står som en generation, som forholdsvist unge hoveder, der skal turde tage livtag med det, som egentlig er vores generations prædikat: superindividualisterne. Og det skal vi flytte os ud af. Og der kommer vi til at clashe med yngre generationer, der automatisk synes, at vi er nogle smarte fyre med flotte laksko og smarte briller. For dem er alting er lige gyldigt. Alting ændrer sig i morgen, og jeg skifter bare min identitet. Højskolens trumfkort er at turde gå ind og tage fat i substansen igen. Hvad er det, der knytter os sammen – hvordan får man god undervisning og gode medborgere ud af det? Forstandere taler om folkelighed, men der ikke nogen folkelighed tilbage i denne verden. Vi skal turde være globale og sige: Jeg vil faktisk gerne noget med nogen.”

Jasper Mortensen: ”Hvorfor oplever højskolerne pludselig fremgang? Det er ikke på grund af markedsføring. Det er på grund af det outcome – af den refleksivitet, vi taler om lige nu. Det er til at afkode for den enkelte elev, hvad der foregår. Det fællesskab, der i gamle dage var om forstanderen, siger ikke den unge en hat. Tværtimod, så repræsenterer han en autoritet, de ikke vil ligge under for. Vores generation er i stand til - i pædagogisk forstand - at tale umiddelbart i stedet for middelbart. Derfor kan vi komme til at stå rigtig stærkt.”

SH: ”Man taler om ”MeWe’s”. De unge er stærke individualister, men kun i fællesskabet. De er stærke ”jeg’er” i et ”vi”. MeWe’s er den primære målgruppe, vi arbejder med, og vi er måske også selv en del af den. Vi er enormt glade for at kunne en masse ting, men vi er mest glade for at gøre det sammen med andre, og vi er rigtigt glade for at have et publikum. De unge generation er ikke helt sådan. De er individualister på en ny måde. Jeg er fx helt ligeglad med, om folk er enige med mig. Det har jeg altid været. Jeg behøver ikke en håndsoprækning eller klapsalve. Men sådan er de unge ikke. De søger bekræftelse i fællesskabet.

At stå ved sin generation
SH: ”Jeg tør godt stå ved den generation, jeg er en del af. Vi er ved på samtlige niveauer at overhale den generation, der er ældre end os. Vi har læst alle de nye ting, vi har alle de nye tanker med. Vi har også en refleksion, der gør, at vi forstår mange flere ting. Jeg vil vove at påstå, at vi er meget bedre til at afkode en situation psykologisk. Det kan betyde, at vi kommer til at virke bedrevidende. Jeg gør et stort nummer ud af, at fortælle vores elever, at jeg får ind for 100 % ansvarlighed. Det forstår de. Man skal putte sit cigaretskod i askebægeret. Men jeg snakker slet ikke om åndelighed, jeg snakker slet ikke om folkelighed, jeg snakker slet ikke om højskole.”

JØ: ”Nu vi taler om fyrtårne: Jeg har været i bevægelsen så længe, at jeg har oplevet fyrtårnene. Jeg har oplevet gamle kursister komme tilbage på højskolen og spurgt efter forstanderen. Hvor er han henne? Hvor er de vise ord? Hvor er den nordiske mytologi? Den slags fyrtårne kan vi ikke være. Vi skal ikke tilbage i en eller anden suppedas af før-åndelighed, som repræsenterer noget ufatteligt gammeldags. Vi skal bruge os selv som eksempler. Vores værdier skal genere andres moti¬vation til at gå ind i fællesskabet.”

Tradition og fornyelse
JM: ”Grunden til, at jeg har svært med traditionerne, som jeg også har det med religion generelt, er, at i det øjeblik du bliver dogmatisk og begynder at fortælle ’den rigtige højskolehistorie’, bliver den altid genstand for en fortolkning. Det kan godt være, at man kan læse sig ned i Hal Kochs tan-ker, i Grundtvigs, i Kolds osv., men der kommer ikke andet end slagsmål ud af det. Det har højskolen demonstreret gennem mange år. Jeg er bevidst om traditionen og har faktisk også læst Grundtvig og ved også. Men manden døde i 1872 - og der er kommet mange nye ideologiske kapaciteter til siden hen, som kan bringes i spil.”

JØ: ”Jeg føler mig 100 % forpligtet på traditionen. For mig har det været utrolig gavnligt at grave ned i tysk idealisme og finde ud af, hvorfor det var et afsæt for Grundtvigs tanker. Hvorfor var idealismen og Grundtvig et afsæt for Hal Koch, da han byggede Krogerup i 1948? Det er det, jeg mener med den hermeneutiske cirkel. Hvad kan bruge af det i samtiden.? Og så lave højskole på det. Jeg vil ikke bygge højskole på Grundtvig, Gud og Hal Koch. Men at gå tilbage og finde inspiration for at tale med de andre og tale imod det. Højskoletraditionen fortjener et ordentligt spark i røven. Men tør vi overhovedet? Og kan vi enes om nogen idealer, som er fælles for vores tid og vores fremtid? Og det er der, der kommer noget alvor ind i forhold til historien. Traditionen er ingenting, hvis vi ikke forholder til den tid, der kommer foran os.”'

JM: ”Mit problem er, at når jeg skal finde den platform, jeg skal stå på i traditionen, er den hul, fordi den altid er genstand for fortolkning, hvis den ikke kommer længere end nogen ideer, der blev tænkt og skrevet for 150 år siden. Det er også derfor jeg hidser mig op, når der er årsmøde: Hold nu op. Nu taler i om fortiden igen.”

SH: ”Da jeg startede som forstander, konsulterede jeg de tidligere forstandere og bestyrelsesmedlemmer og bad dem fortælle mig alt. Blandt andet sagde Niels Højlund, da han sad i bestyrelsen: ’Højskolen kan ikke forklares. Det er noget, der ligger hen over os.’ Det besluttede jeg mig for at gøre op med med det samme. For det er noget vrøvl. Selvfølgelig er vi præget af traditionen, af Grundtvig, af kristendommen osv. Men når vi så er blevet enige om, at vi har et godt fundament at stå på, er vi nødt til at have et defineret mål og ikke bare være noget, der binder os sammen åndeligt.”

JØ: ”I den tid, der er gået, siden den første højskole stod, er der skabt en masse gode idealer, vi kan bruge til noget. Jeg synes - uden at tænke baglæns - at man kan lave nogle hermeneutiske cirkler og begynde at fremdrage essensen af det, vi står på. Og vi skal rigtig nok turde sætte baren højere. Fuck laveste fællesnævner. Du er ikke en skid alene. Kun i kraft af andre er du noget.”

JM: ”Præcis. De skal have det, de tror de ikke vil have. Vi har et fællesskab og engagerede lærere. Vi skal være helvedes bevidste om vores egne værdier.”

Højskolen om 10 år
JM: ”Mit klare bud på, hvor højskolen skal hen: Hvis ikke højskolen som bevægelse eller hvad man nu har lyst til at kalde det, formår at definere sig selv som nogen, der vil andet end at være højskole, så vil der blive ved med at lukke skoler. Vi skal turde slå meget hårdere og skære alt andet væk. Men hvis det så faktisk lykkedes, og det tror jeg virkelig, at det gør, vil vi se utallige elever strømme til skolerne.”

SH: ”Det jeg kunne tænke mig, var at højskolen blev det helt naturlige bindeled til en karriere. Om det så er en videregående uddannelse, et arbejde eller noget helt tredje. Vi skal gøre det til en tvingende nødvendighed at gå på højskole. Man skal blive en bedre kunstner, en bedre håndværker eller hvad det nu måtte være, af at gå på højskole. Det øjeblik, vi bliver i stand til at fortælle folk, at de elever, der har været hos os, stort set alle går ud og gør lige nøjagtig det, de gerne vil, er vi nået utrolig langt. Hvis vi kan udfylde den rolle, bliver vi uundværlige mange år ud i fremtiden. En anden bemærkning i den forbindelse: Jeg synes, at alle, der har været højskoleforstander i mere end 15 år, skal sige deres job op i en fart. Alle, der har siddet i højskolebestyrelse i mere end 5 år, træde ud i en fart. Al den erfaring kan de bruge ude i samfundet eller på en anden højskole. Der skal en helt anden mobilitet til at få gjort folk opmærksom på, hvor stærke, vi egentlig er.”

JØ: ”Jeg forbeholder mig retten til at være naiv over for højskolens fremtid. Jeg tror så meget på tanken om kostskoleformen. Det at man lukker folk ind i en osteklokke: Voksne mennesker under samme tag med verden. Vi skal banke værdier ind gennem fagligheden. Målet er medborgerskab, livsoplysning, demokratisk dannelse.”

Tilbage på bordet står en dampende båndoptager. Den nye generation har talt.

Jesper Øland, 36 år. Gik på Ry højskole i 1995 og indgik herefter på skolen som Informationsmedarbejder. Uddannede sig senere til lærer i Århus med afslutning i 2001. I 2001 blev han ansat som projektleder i Højskolernes Hus. Blev tidligere i år ansat som forstander for den endnu ikke eksisterende Roskilde Højskole i tilknytning til Roskilde Festivalen. Har desuden arbejdet frivilligt i Ry Højskoles elevforening, senere som bestyrelsesmedlem samme sted og indtrådte sidste år i CERVEA’s advisory board.

Søren Høy, 36 år. Tog en BA i Medievidenskab fra Århus Universitet, inden han blev ansat i Danmark Radio som både journalist, reporter, dokumentarist, vært og anmelder frem til 2005. Efter en overgang som kreativ direktør i konsulentbureauet Resh and Wunderkind, blev han i 2007 ansat som forstander for European Film College, men har sideløbende fungeret som anmelder og klum-meskribent for diverse medier. Har udgivet bøger om film på DR og Gyldendal.

Jasper Mortensen, 38 år. Oprindeligt uddannet folkeskolelærer, men holdt ikke lang tid i det forum. Har arbejdet i efterskolesammenhæng og været særdeles aktiv uddannelsesdebattør i landets aviser. Har arbejdet 5 år i den daglige ledelse på Oure Efterskole, virket som Skolerne i Oures PR-chef i 3 år. Fra sommeren 2009 medlem af Oure Højskoles daglige ledelse, hvor hans primære opgave er udvikling – pt. omhandlende de globale og internationale opgave.

Kommentarer:

  • 20. oktober 2009   Erik Linsdø
  • Da jeg i 1996 blev forstander på Rønshoved,fjernede jeg fotostater af Grundtvig, som det første man fik øje på. På mit kontor flyttede jeg ham til en krog bag døren. Det bemærkede en journalist, og det blev vinklen: "Rønshoved sætter Grundtvig i skammekrogen". Lidt hårdt sat op, men noget var der om det. Jeg kunne ikke få luft for traditionen! Det var dengang for få år siden, hvor der var presse i højskoleuenighed (nu må man nøjes med en intern blok!), så jeg blev kimet ned af landsdækkende redaktioner - hvor jeg forfaldt til uddybende kommentarer! Og efterfølgende venlige hug fra mere erfarne forstanderkolleger!
    Jeg prøver med historien at fortælle, at man som ny forstander i højskolen kan have brug for at gøre op med traditionen for at forstå den uden at kvæles af den.
    Ingen kan betvivle min grundtvigske tilgang, men skiftende fyrtårnes dogmatiske dominans har periodevis fået mig til at slå bak, slå fra og slå ud og til.
    Jeg glædes over at opdage, at højskolefolk fortsat kan gå intern holmgang. Det er i den holmgang set før, at højskolens nye forstandere kan henfalde til at hævde sig selv og deres nutid ved at sætte fortiden og forgængere i et dårligt lys. Det er írriterende, dumsmart - men tilgiveligt. Jeg mener også, at det som ny og nyskabende er en nødvendighed at pisse et territorium af.
    Jeg hilser Højskolebaldets trekløver velkommen på banen, og glædes over, at der alligevel skal så lidt til som et par kåde udtalelser for at få gamle knarke til tasterne. Der er sgu liv derinde i højskolen. Derfor er der også elevfremgang.
    Og derfor til lykke med uenigheden. den har været savnet.
    Erik Lindsø
  • 20. oktober 2009   Louis Mogensen
  • Det er rigtigt, at FFD igen prøver at finde en måde at pudse arvesølvet igen. Jeg håber inderligt at det lykkes for os. Kunsten er, at finde et muligt svar på de store udfordringer som f.eks. manglende sammenhæng,opdelingen af mennesker i dannede, uddannede og udannede, etc.
    Øland: Tillad mig en enklet erfaring fra en gammel til en ung: Den højeste overlægger i mit højskoleliv er, at møde så mange mennesker der fortæller mig, at deres højskoleophold var skelsættende. I starten synes jeg det var bedst når det var elever jeg selv havde haft. Nu glæder det mig såmænd også når det er folk der har været på andre skoler engang. Man kan måske lidt højstemt referer til det grundtvigske oplysningsprojekt, der i sin natur tror på, at oplyste mennesker gør en forskel, uden at ville fokusere på hvilken.
    Strategisk kommunikation er en blindgyde at satse på, alene fordi vi med det samlede FFD kontingent ikke kan matche dem der virkelig kommunikerer strategisk.
  • 19. oktober 2009   Helga Kolby Kristiansen
  • Måske kommer jeg ind i debatten lidt for sent, men det skyldes, at jeg har gået og grundet over, om det var bedst at forholde sig helt i ro, når jeg måske burde have forladt højskolen for 8 år siden, sådan som opfordringen lød i Højskolebladet.
    At opfordre højskoleforstandere til at forlade jobbet efter 15 år, er at sparke en piv-åben dør ind. Problemet er snarere, at jobbets karakter og udfordringer gør, at forstanderstolen forlades igen efter langt under 15 år.
    Og de få, der har siddet i mere end 15 år, driver jævnt hen skoler med et solidt elevtal, så de udgør næppe nogen trussel mod højskolens udvikling.

    Når det er sagt, så synes jeg, at det fælles interview var munter og god læsning. Ikke så provokerende, som der blev lovet i lederen, jo måske nok lidt i formen, men ikke i indholdet.Jeg har meget svært ved at se, at I tre forstanderes tanker om højskolens udfordring og force i dag, skulle være særligt knyttet til de yngre årgange af forstandere. I taler om fællesskab, værdier, MeWe's, ansvarlighed,åbenhed i forhold til det øvrige samfund, traditionens betydning eller mangel på samme o.s.v. Det er jo det, vi allesammen står midt i hver eneste dag, når vi forsøger - sådan som I efterspørger - at tolke disse begreber ind i vores egen daglige skolevirkelighed. Det er faktisk også det, vi har været optaget af i foreningen, når vi gennem det sidste års tid har drøftet højskolens kerne. Jeg kan kun opfordre jer til at bidrage. Det kan da kun befrugte debatten. Kom og fortæl, hvad det er for fælles idealer, vi skal sigte mod. Hvad er det, der skal skæres væk? Hvad skal der til, for at det bliver en tvingende nødvendighed at gå på højskole?
    På et enkelt felt er jeg dog uenig med jer, og det er, når I fremhæver forstanderen som en slags rollemodel, en eleverne kan spejle sig i, "bruge os selv som eksempler". Sådan har jeg aldrig betragtet mig selv, og jeg har intet ønske om - heller ikke da jeg var ung forstander - at mit liv, min livsstil, mine værdier skulle være særligt velegnede til efterlevelse for andre. Jeg vil derimod gerne være et ryglæn eller en udfordrende mur at spille op af, når eleverne tumler med udfordringerne i deres eget liv. Når jeg hører talen om at ville være et eksempel, mærker jeg de gamle fyrtårne røre på sig. Det er bestemt ikke uinteressant, hvordan vi opfatter forstanderrollen i dag i forhold til vores elever, så måske vi skulle sætte det til debat på et forstandermøder.
  • 19. oktober 2009   Jesper  Øland
  • Louis:

    Som jeg forstår din seneste pointe til Jasper, så sænker du overlæggeren og dermed ambitionerne på højskolens vegne. Det kommer lidt bag på mig, at du er ved at miste ævred gode Louis.

    For lige præcis din pointe om mediernes magtfulde overflade er central i forhold til at skabe en "højskolesag". Når vi nu ikke kan gøre os gældende jf. mainstream, og når vi nu ikke kan (eller tør) melde politisk ud med standpunkter, der synliggør vores position som en fri skole mned idealer, så må vi arbejde for at åbne redaktionerne. Og det fører mig tilbage til en af kæphestene. Mere fokus på og flere ressourcer til strategisk kommunikation i FFD.

    I al respekt
  • 19. oktober 2009   Jasper Mortensen
  • Kære Louis
    Jeg tror vi forstår hinanden, hvilket er fint. Mit problem er bare lige nu hvem, der pudser arvesølvet af således at det bliver brugbart. Jeg ved At FFD har tage forskellige initiativer i den forbindelse og at det ikke er blevet bakket ordentligt op - bl.a. af mig selv!
    Mere om dette senere - arbejdet kalder!
    Untill next time...
    J
  • 19. oktober 2009   Louis  Mogensen
  • Kære Jasper.
    Jeg har sikkert ikke været helt klar. Jeg synes ikke nødvendigvis højskoler eller højskoleforstandere skal søge at komme i medierne. Jeg er enig i, at selve højskolen for så vidt er dybt uinteressant, og arvesølvet skal pudses gevaldigt inden vi bruger det. Det skal helt klart kunne sige noget om noget andet end os selv. Sagen er, at den offentlige debat, i vid udstrækning, er aldeles inficeret af professionelle meningsdannere der lever op til mediernes krav om omfang og underholdningsværdi. Jeg tror faktisk, at højskolerne på mange måder står sig ved at erkende, at vores meningsudvekslinger foregår på skolerne, blandt lærere og elever. Når skiftende nye forstandere og andre gode folk hævder, at højskolerne burde tage mere del i debat, er det måske en fejlvurdering som dybest set bare skyldes de mange år, hvor vi troede, at det vigende elevtal skyldtes usynlighed.
  • 19. oktober 2009   Astrid Søe
  • Hurra – lad os da endelig skændes om potteskårene!

    Hvert slægtled står med samme længsel: At være del af et fællesskab. Det er dog hele humlen ved at være ny-voksen.
    Og når vi byder de ny-voksne ind på højskolerne, skal udbudet være et spejl af den længsel.
    Beslutningen om at ville fællesskabet og dermed ansvaret er jo truffet når du er ny-voksen på højskole, nemlig truffet allerede ved tilmeldingen. Skal vi dele fællesskab? Ja? Nej? Måske? Sæt kryds!
    Men indholdet i fællesskabet er et fælles ansvar!

    De gamle skolefolk kæmpede som vi gør i dag. Med ideerne, med de glimtvise undere. Alle kæmpede de med samme drift som vi gør nu: Lyst og frisind i fællesskab med andre.
    Men kampen kommer ikke højskoleeleverne ved, kampen er en stadig og stædig kamp med højskolefolket selv. Den enkelte lærer, forstander og hele bevægelsen som sådan.

    I Danmark kan vi noget særligt med frihed, men efterhånden er vi blevet så frihedssyge at vi ikke kan finde sammen i fællesskabet af frygt for at binde os selv og den frygt har også ramt højskolerne.

    Og når vi har basket os fuldstændigt fri, kaster vi os grådigt i favnen på enhver der ligner os selv for ikke at blive ensomme... Vi deler os i interessegrupper som aldrig før (Så kan vi stadig stå uden for fællesskabet med "det store ansvar" og alligevel høre til i et mindre fællesskab hvor vi skal skændes mindre om reglerne og hvor ansvarsbrud ikke ender i afbrænding af folkelighedsflaget på åbne pladser). Højskolerne forsøger til tider det samme og det er forsøget værd hver gang, om man snubler eller ej. Ideer skal løbe frit og forsøges, skydes ned, briste og måske vise vej tilbage eller frem. Det vidste de gamle og det ved vi stadig!

    Når højskolen kunne noget særligt og virkeligt stadig kan noget, så er den det mødested hvor ALLE kan komme til orde. Mene, tro, tænke og tygge på frihed og lyst, uden egentlig støbeform eller et forudbestemt fællesskab.
    Folkehøjskolen er, set fra min mageligt tilbagetrukne kontorstol, i traditionen uden bæven en Ytringsfrihedens vugge (og tak Grundtvig for den livsduelighed.)

    Desværre er de fleste der melder sig meget unge, og æv for den fordeling af aldre da vi går glip af megen fri og frugtbar uenighed i samtalerne. Aldrene på deltagerne gør at højskolerne er interessebestemte. Ung med de unge og vi vil ha ”ungeren” igen. Det kan nok være at det er en om´mer, men der er dog vores øl, en fællesbajer!
    Men uanset alder sker der en almindelig menneskelig udvikling af fællesskab.
    Helt naturligt gror der er samfund op om de folk på skolen, nye veje, nye tanker, ny frihed og flytbare ord som alle mener at være ophav til - heldigvis.
    Og af de mennesker der mødes i fællesskabet gror der ansvar for fællesskabet.
    Alt sammen ren foræring lige ned i højskolens godtepose!

    Ja gu´ skal højskolerne spørge sig selv hvad de gør med dette ansvarsfulde fællesskab der svulmer plukkemodent af lyst og længsel.

    Og hvad byder højskolerne så ind med?
    Tja… Nutiden er resultatorienteret. Vi kræver kerne, substans, forklaring, dokument, resultat, måske uddannelse? Måske, måske ikke.
    Eller hov, var det os midtvejs-voksne der ville det?
    De ny-voksne vil måske ikke det samme. Måske er tiden lige nu netop et opslag i fortidens tanker?
    Grundtvig, kold, Kierkegaard, Luther etc.

    Hvert år giver vi højskolen nye sko på. Forsøger at følge med tiden, med moden (det er jo dog en forretning der drives og kassen skal stemme og elevtallet stige). Og hvert år skændes højskolefolket på samme vis. Skal-skal ikke lave rammen om, indholdet, ud eller ind med de gamle tanker. Grundtvig på plejehjem eller godt med rynkecreme og q10? Og nu mødes tre ungersvende på Nytorv, for at være ny i det gamle. De har nok alderen tilfælles, som højskoleeleverne har det, men ellers ser det ud til at de herrer er lige så herligt forskellige og skændes lige så bravt som en 14 årig med en 57 årig. Fælles fodslag er der ikke lige til at få øje på mellem linierne. Tradition og fornyelse. Historie og nyheder. Grundtvig eller grunch.

    Jeg bliver lidt gammeltræt når vi skal snakke generationsopgør og oprør (Også i højskoleøjemed). Vi gør jo som vi plejer, gør oprør, for sådan er ungdomssindet, mere rituelt bliver det nok ikke. Har det ændret sig overhoved de sidste mange hundrede eller tusind år? Næppe.
    Rituelt skifter vi også hvert 7 år mellem at holde af indhold eller indpakning. Og højskoleånden skrifter gerne briller og laksko i takt med tidens trend. Indspark eller udspark.
    Gab – det er der heller ingen nytænkning i.

    Hvad kan vi så med de højskoler?

    Kunne vi mon enes om at vi IKKE behøver være ens? At højskoler kan tilbyde forskelligheden.
    At fællesskabet ikke springer af udbudet i undervisningen. Drama, journalistik, etik, natur mm. Men springer af højskoleelevens vilje til fællesskab i forskellighedens halvhellige navn.

    Og kan man driste sig til at mene at fællesskabet ikke springer af forstanderens alder, længden på bestyrelsesmedlemmernes deltagelse eller lærerstabens snarlige førtidspension. At de ny-voksne er kloge nok til at se igennem slægtled, meninger og mennesker og ikke behøver gruppere sig kun med ”ungeren” eller ser sig dristet og opildnet til et forældreopgør i højskoleregi, hvis underviseren har gråtoner i lokkerne.

    Vi ved ikke mere end vi har oplevet og det er ret meget, også når man er ny-voksen.
    Min savnede far, en gammel knark af en højskolemand, lærte mig noget meget vigtigt om højskolen og hele dens væsen. Han fortalte igen og igen, næsten højskole-rituelt, om en ung kvinde der var kommet til Uldum Højskole hvor min far den første dag tog imod hende og bar kufferter. På vej mod hendes værelse spurgte han hende hvad hun ville på højskolen? Jo, svarede hun. Hun ville finde sig selv og blive et bedre menneske! Hvortil han svarede: Du kunne jo begynde med at finde dig selv og så se om du ikke er god nok i forvejen!
    Det er de flestes egentlige længsel og også fællesskabets svar. Vid bedre hvad du ved.

    I dag var jeg tvangsindlagt til at høre mine meget unge sønners selvbrændte CD. Den ældste på 9 år er tilmeldt Ry Højskole og starter om kun 9 år. Han hælder til: Natasha: Gi’ mig Danmark tilbage. Satiresangen om Anders Fogh’s bog om minimalstat og Nik og Jay med En dag tilbage. Og selvsagt drengene fra angora med: Kun minderne tilbage (Højskolesangen).
    Og han har det bestemt (næsten) ikke hjemmefra! Men alle de sange der giver mening for ham, har mening! Har tanke, tvivl, humor, tilbageblik, politik, tro, håb og mod på livet! Oles nye auto bil preller helt af på de kommende ny-voksne, mens ”Jeg elsker den brogede verden”, er et sikkert hit.

    Når han om 9 år kommer til Ry Højskole håber jeg at han finder et broget aldersmæssigt lærerkollegium, med frisind og mod på mennesket gemt i denne ny-voksne, der har valgt sig ind i et folkeligt fællesskab på en skole for livet, hvor han kan gro i det at vide endnu bedre hvad han ved.

    Jeg ser slet ikke højskolen som opfinder af den dybe tallerken, men som en kærlig genhusker på alt det vi magter og må for at træde i eksistens som frie mennesker.

    Skal vi samtale udad - til de der endnu ikke har meldt sig på højskole, så tror jeg ikke på lokkemad i form af uddannelse, men hellere i form af dannelse - til livet.

    Pensioneret højskolelærer - 36 år.
  • 18. oktober 2009   Jasper Mortensen
  • Pubertetsforvrænget nonsens. Det er faktisk ganske ok feedback fra Søren Ottzen, som desværre tog provokationen som en provokation, og ikke som udfordring og gav os igen på listig vis – Øv for det!
    Hvorfor ikke hellere noget i retning af:

    ”De gamle røvhuller”:
    Hvis vi ”gamle” ikke kan, hvad kan I så? Kom bare med en tre-fire konkrete og anvendelige bud fra jeres pubertære kyllingehjerner, det ville gavne i stedet for, at I sidder på Nytorv i København og drikker kaffe latte og sviner os til, der faktisk har vist glimrende resultater på vores skole.
    Kom så - vi lytter og vi vil da gerne lære noget af jer – hvis I da har noget at give?

    Tavshed
    Tavshed
    Tavshed

    ”De unge pubertetsforvrængede nonsenshoveder”:
    Ok, vi leverede et lidt skingert indspark fra højre, hvilket jeg stadig mener er så absolut tiltrængt. Vi mangler konkreter i højskoledebatten, og vi mangler i stigende grad at fortælle, hvem vi er – og hvor forskellige vi. Hvad kan man bruge os til, og hvorfor bruge et halvt eller helt år på det transcendente – altså det, der ikke kan forklares, men som bare føles godt?

    Jeg læser stadig, at Grundtvig er svaret på ovenstående, problemet er bare, at han overhovedet ikke besvarer noget som helst af det, man burde spørge os om!

    Når Louis Mogensen skriver i sit modindlæg til Jesper (eller os alle?), at den landsdækkende presse ikke er specielt begejstret for at fylde sine spalter med højskolenyt, har det jo sin helt naturlige årsag! Hvem vil læse om temadebatter, der er foregået på den og den skole? Enkelte landsdækkende aviser trykker en meget sjælden gang noget med en politiker og én, der ved noget, der tørner sammen på en højskole, men det kan man ikke leve af, for meget få mennesker i dette land vælger at læse den slags oplysning! Vil aviserne skrive om højskolerne selv? Nej, naturligvis vil de ikke det (medmindre Kronprinsen er på besøg, forstås). Vil de skrive om Grundtvig og andre store højskoletænkeres grundlæggende betydning for danskernes selvforståelse? (læs: et snedigt forsøg at forklare højskolernes eviggyldighed på). Nej, den slags højpandede historier skræmmer læserne væk og kan derfor kun bringes i korte let fordøjelige doser på en lige side, hvor almindelige læsere ikke færdes – de er jo derfor på de ulige!

    Hvis højskolerne kan være enzym til, at unge uden uddannelse kommer i sving, er der en historie. Hvis højskolen kan motivere til en øget faglighed hos de unge, er der en historie.
    Hvis højskolen lærer de unge at blive gode demokratiske verdensborgere, er der en historie – specielt hvis de beviseligt opfører sig bedre end de stakkels mennesker, der ikke har være på højskole. Osv. osv.
    Gør vi den forskel, vi påberåber os?

    For ikke mange år siden gik debatten højt på årsmøderne (har jeg hørt, jeg er jo ikke så gammel – endnu!). Debatten handlede om, hvad man i almindelighed opfattede som en rigtig højskole med den rigtige dannelse – altså i traditionel forstand. Der var her konkrete skoler, der af mange, fra talerstolen, blev dømt ude – ude af stand til at danne de unge!
    Den rigtige højskole var altså tilsyneladende veldefineret! Her brugte man den selv samme teknik som Søren Ottzen bliver så vred over, nemlig den at fremhæve sig selv ved at dukke andre – her var det blot hele skoler og ikke som sådan individer.
    Blot fordi en skole har succes er det ikke enslydende med en uværdig og leflende skole – den hopper de unge ikke på – så nemt er det!
    Derfor mit eget personlige angreb på traditionen/historien. Alt bliver farligt, når der er nogen, der påberåber sig at have patent på sandheden – det har religioners evige nedslagtning af hinandens tilhængere vist os i årtusinder.

    Moderne højskole skal fortælles umiddelbart og konkret og ikke som et filosofisk nærmest uudsigelig fænomen, som pt. er så heldige at leve af, at mennesker er meget glade for at komme her og altid har været det!
    Tænk engang over dette: ”Danmark har i år 2009 fået en ny skole og med den en ny skoleform: Højskolen kalder den/de sig, der går rygter om, at man er ved at samle en bestyrelse, så skole nummer to kan åbne inden for et år eller to. Kun det finansielle mangler. ”
    Hvor skiller den sig ud, hvad kan den og hvorfor skal den absolut være der?
    Her bliver konkreterne ultra nødvendige, for de unge i 2009 kræver præcis besked, hvis de skal købe nye produkter. Nogle skoler er meget gode til dette – ingen tvivl om det, mange væver stadig, efter min overbevisning, rundt i utilnærmeligt snak og metaværdier som kun forstås ved at prøve det på egen krop!

    Vi unge er bestemt ikke orakler, men vi kan noget, som er efterspurgt i forbindelse med at give nyt liv til en god gammel skude, der gerne skal holde mange år endnu.

    Når Søren, Jesper og jeg selv vælger at stille op til en snak om generation, og hvad der hører med til den snak, så er det jo for at provokere ikke for at stryge hinanden op og ned af ryggen, selv om det da ellers var nok så rart. Det handler IKKE om disrespekt overfor medlemmer af arten mennesker, der er over 48 og ét halvt., selvom det kan komme til at fremstå som sådan. Vi står bare ved, hvem vi er – præcis lige som I gør det!

    Lidt af hvert
    Jazz - en ungdommelig og global måde at underskrive sig Jasper på ;-) !
  • 16. oktober 2009   Jesper  Øland
  • Ottzen:
    Jeg synes måske man skulle overveje om man virkelig synes det er et godt afsæt for en god debat, at man indleder med at benævne holdninger som "pubertetsforvrænget nonsens". Det kalder jo nærmest på et tilsvarende modtræk. Heldigvis er mini generation, udover at være enorm selvfed, også både rummelig og tolerant.

    Louis:
    Jeg anerkender og respekterer din indsats. Både i debatten og højskoleudvalget. Du bad selv om en kommentar. I hvilken jeg iøvrig ikke går efter manden. Jeg har længe råbt på mere central handling og stillingtagen i FFD.

    Ironikere - måske! Vi er jo børn af vore fædres generation ;-)

    Tilbage til det konstruktive. Højskolen befinder sig i en fri position som fri skole. Det råber på, at vi blander os de steder, hvor debatten finder sted. Og det er ikke kun i de tilgængelige trykte medier. Vil gerne anbefale at FFD gør et aktiv indsats for at få flere højskolefolk til at blande sig i debatten på nettet.

    http://www.cevea.dk/blogunivers

  • 16. oktober 2009   Søren Ottzen

  • Øland:
    Selvfed må du gerne beholde. Heroppe i Vendsyssel er vi jo bare taknemlige.
    Jeg har observeret en meget træls, for nu at blive i det nordjyske, tendens blandt højskolefolk. At man promoverer sig på andres bekostning. Det tænder mig virkelig af. (Vred - aldrig sur).
    Men lad os nu få debatten i gang i stedet for. For mig er overskrifterne klare nok. Demokraitiets elendige tilstand i DK og og al den målen og vejen i samfundet, gør at vi skal gøre dannelse til et centralt emne og vigtig pointe i samfundet i dag.
  • 15. oktober 2009   Louis Mogensen
  • Kære Øland.
    Jeg står op endnu, for jeg synes dine spark er lidt spage. Jeg tror, at jeg i løbet af et år har haft 30 indlæg i forskellige aviser. Her er situationen: I de lokale medier kan vi komme med alt, og de trykker det. I de landsdækkende, er det sværere, for det, at mene noget, er blevet et erhverv, som varetages af de samme medielus igen og igen. Derfor var f.eks. højskoleudvalgets rapport kun interessant i offentligheden i nogle få timer. Det er måske godt nok, for det var da blevet noget af et flop.
    - Springer kæden ikke af nu? Først skal vi ikke mene noget særligt, og dernæst skal vi gerne. Jeg synes ikke det ligner et nyt koncept for folkeoplysning, eller noget tilsvarende, hvis folkeoplysningsbegrebet lugter af noget for gammelt.
    Jeg tror ikke vi skal lade Grundtvig hvile ( Kold og Koch har længe døset hos mig). Men vi skal levere en replik ind i vore elevers liv, - ellers kunne de jo sagtens undvære højskolen. Hertil er Grundtvig genial, selvom det selvfølgelig ikke holder at lave studiekreds om Nytårsmorgen eller Fædrelandet. Lad os da bare sige MEWE eller WEME, - det handler jo i sidste ende altid om at leve et meningsfuldt liv personligt og i fællesskab.
    Hvis du og din generation kan slå et nyt hul, er det bestemt godt. Jeg er enig med min nabo i, at det bør gøres uden at pege fingre. Måske tror I, at det rabler for mig; men jeg synes faktisk ikke de unge elever idag er ligeglade med erfaringer, - modsat dem der var på højskole for 10 år siden. De spørger, lytter, diskuterer, låner og forkaster på en utrolig konstruktiv måde. Den ironiske tilgang, som din generation i vid udstrækning satte på en piedestal, er nu flyttet ind hos middelmådige stand-up folk. Næste stop er museet. Det er da værre end højskolernes historie.( Det sidste var ment som et kærligt spark).
  • 15. oktober 2009   Jesper  Øland
  • Ottzen, du behøver ikke blive så sur. Jeg har stor respekt for det I har gjort i Vrå. Men bid lige mærke i, at erfaring ikke altid følger alderen. Man kan f.eks. godt have indsigt i og erfaring med det generelle højskolelandskab efter flere års arbejde i FFD og stadig kun være i midten af 30´erne. Jeg synes gang på gang jeg oplever højskoler blive enormt selvfede når det går dem godt. Man kan håbe at det kun er en fase, der efterfølgende medfører, at man begynder at kigge ud over sin egen højskolenæsetip. Lad mig foreslå, at man så bruger overskuddet på at bidrage konstruktivt til en ny æra for den samlede højskolefamilie. I øvrigt vil jeg ret nødig undvære prædikatet ”selvfed” som definition for min generation. Så vær´ venlig at levere det tilbage efter endt brug ;-)

    Louis, du hører ikke til én af dem, jeg har lyst til at sparke hårdest bagi, men siden du nu så gerne vil spankes lidt ;-) Jeg opfordrer til, at højskolen byder ind i den offentlige debat, og ikke bare (undskyld redaktør) i Højskolebladet. Der er alt for meget fætter flink over os og alt for lidt kant. Jeg er stadig en smule fortørnet over det afkast som flere års arbejde i det daværende højskoleudvalg gav. Jeg er træt af, at højskolerne begrunder sin passivitet med, at skoleformen skal gå lidt stille med dørene fordi vi modtager så og så meget tilskud fra staten. Vi burde allerede efter Højskoleudvalgets konklusioner og forslag have fundet sammen om en markant stillingtagen til den utilitarisme i uddannelsessystemet, der dengang som nu tonser ned over os.

    Og så kender du jo min kæphest. Slip tøjlerne fri når det gælder kommunikation, og placér området i toppen af FFD´s indsatsområder. Indse, at der skal kommunikeres skarpt og vedholdende år efter år. Og at det i den forbindelse ikke nytter med store højskoleinddragende ejerskabsprocesser. Giv i stedet FFD et mandat og en tillid til at køre solo, og tilgiv dem, hvis de rammer lidt skævt et par gange.

    Interviewet her i højskolebladet repræsenterer tre forskellige skoletyper. Roskilde Højskole eksisterer ikke endnu i form at bygninger, men grundlægges i en klassik almen tankegang tilsat tre til fire specialiserede faglige fokus. Oure og Filmhøjskolen bygger på hhv. Sport og Performance samt Kultur og film. Men læg venligst mærke til, at interviewet i Højskolebladet markerer et fælles og fremadrettet højskolesyn med udgangspunkt i holdninger og fællesskab.

    Grundtvig, Kold og Koch står synligt fremme på min bogreol. De er blevet læst. Men lad os bruge energi på at finde de ny helte i stedet. De gamle drenge har brug for en pause, og højskolen har brug for at tale ind i en samtid, hvor omverdenen kan forstå, hvad højskolen vil.
  • 14. oktober 2009   Søren  Ottzen
  • Det er pudsigt som ens syn på alder forandrer sig med alderen, sagde Johannes Møllehave en gang. Det vil vi da håbe at Jesper Øland, Søren Høy, Jasper Mortensen og den ærede redaktør Andreas Harbsmeier en dag kommer til at indse. Det de giver udtryk for i det seneste nummer af Højskolebladet er efter vores mening noget pubertetsforvrænget nonsens. At give udtryk for, at de med deres alder, bedre forstår de unge, højskolen og verden end os gamle på over halvtreds er da det rene og skære aldersfacisme. Til det har vi kun at sige: ”Der er intet der kan slå erfaring”.
    Vi kan så tilføje - og hårdt arbejde, men det er så ligegyldigt i denne sammenhæng.
    Andreas mener at de 3 brushoveder udtaler sig med omtanke. Det er muligt, men her i Vrå har vi så bare meget, meget svært ved at følge deres tankegang.
    Vi har før pointeret at den dårligste reklame man kan lave er, når man nedgøre andre, for at stille sig selv i et bedre lys. Vi pointerer det lige igen. Og hvorfor? De 2 gamle hoveder oppe på Vrå Højskole har på mindre end 3 år fået genskabt en højskole. Som 52 årige gik vi i gang med at genskabe Vrå højskole sammen med det resterende personale. I løbet af 5 semestre er vi gået fra 6 til 75 elever. Vi har sorte tal på bundlinien, når vi kommer ud af 2009. Undskyld os, at vi ikke gik på pension i stedet for.
    Vi har på Vrå Højskole i dette semester 9 nationer repræsenteret. Nogle kommer uden uddannelse, nogle med håndværksmæssig uddannelse og andre igen med en akademisk uddannelse. Vi inviterer byen til fællesspisning og sidder med i Erhvervs- og beboer foreningen i byen. Inden I begraver ordet folkelighed, synes vi lige I skal kigge nordenfjords.
    De 3 forstandere in spe begraver også Hal Kochs, Grundtvigs og Kolds tanker. Gør I da bare det på jeres højskoler. Her i Vrå mener vi, at Grundtvig og Kolds tanker om livslang læring, læring for livet og lysten til at lære er drivende kræfter for højskolen. Hal Kochs tanker om demokrati har efter vores mening og i vores meget lange levetid, aldrig været mere aktuelle. Derfor hiver vi dem også frem for vores elever, uden at vi har haft nogen frafaldsprocent af den grund. Tværtimod mener vi at deres og andres tanker om dannelse er essentiel for at højskoleopholdet bliver godt.
    Måske fordi vi opfører os ærligt i forhold til den høje alder vi har, kommer de unge til os og får den snak eller eksistentielle vejledning de har brug for. Og det uden at vi føler, at de ser os som ophøjet forstanderpar.
    Så er det rigtig at fagligheden som JM pointerer også skal være der. Dog ikke om 10 år, men nu som den er det i Vrå.
    Vi ønsker de 3, åh så unge, herrer al mulig held og lykke med deres forehavender.. Blot det ene forslag. Lad være med at gøre jer bedre på andres bekostning.
    Pia og Søren, 55 år.


  • 14. oktober 2009   Louis Mogensen
  • Hvad sker der?
    Forsiden indikerer, at der er noget nyt på vej; men vi må nøjes med de tre yngre kollegers blanding af højskolearkæologi og tour de moderne teorier. Jesper Øland vil, at højskolen skal have et spark bagi, - jeg læggerne bagdel til; men hvor er det?,- altså sparket. Sammen nedlægger de tre højskolens fyrtårne; men referer konstant til dem.
    Den højskole der beskrives i artiklen kender jeg ikke. Jeg tror ikke mine kolleger gir den som orakler eller åndsfyrster og jeg tror såmænd, at de fleste af os henter inspiration til den moderne udgave af højskolen alle mulige steder. Tillad mig desuden at forsvare aldrende bestyrelsesmedlemmer. Min erfaring er, at det ikke er dåbsattesten der afgør, om man er et levende menneske med evne til at tolke de udfordringer mennesker står overfor.
    Lad mig foreslå, at I følger op her.
    1. Fortæl os, hvad det er vi skal. - Jo hårdere og jo mere markant, - jo bedre.
    2. Lad os aftale, at vi ikke gider at gøre op med fortiden. Lad os derfor aftale, at vi kun nævner fyrtårne, poeter og præster ved navn, hvis vi kan bruge det til noget fremadrettet.

  • For at undgå spammere er vi nødt til at bede dig indtaste resultatet fra regnestykket.

´

Til top