GUDLØSE HJERNER 1 OG GUDLØSE HJERNER 2 :: Højskolebladet :: Kulturmagasin siden 1876
 

Nyheder(weblog)

GUDLØSE HJERNER 1 OG GUDLØSE HJERNER 2

Skrevet den 12. oktober 2009 af Højskolebladet
Tag en dyb indånding, Andreassen...
GUDLØSE HJERNER 1
Forfatterne til bogen om de nye ateister tager til genmæle


Af Lars Christiansen og Lars Sandbeck, forfattere til ”Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister”.

En stakåndet og lettere ophidset Lars Andreassen fra Humanistisk Samfund bekendtgjorde i seneste nummer af Højskolebladet, at vores debatbog, ’Gudløse hjerner’, næsten har taget pusten fra ham. Måske skulle han have ventet med at skrive sin ”kommentar”, indtil han havde fået vejret igen.

Andreassen starter retorisk udspekuleret med at bearbejde læserens indstilling ved hjælp af følgende karakteristik af vores bog: ”Bogen fordrejer, karikerer og latterliggør sine modstandere, og hvor den ikke gør det, er den præget af overfladiskhed og dyb uvidenhed.” Vi undre os meget over denne karakteristik, idet vi hverken fordrejer eller karikerer vore modstandere, men henviser loyalt til, hvad de har skrevet og sagt. Alt er belagt med noter, og vi citerer korrekt. Vi latterliggør, javist, men det er jo netop også vores pointe at vise, hvor lattervækkende mange af nyateisternes udtalelser og holdninger er. At bogen er præget af overfladiskhed og dyb uvidenhed, kan Andreassen jo altid påstå, især når han ikke anstrenger sig for at forklare, hvori det overfladiske og uvidende består.

I ’Gudløse hjerner’ viser vi gang på gang, hvor overfladisk og uvidende den nyateistiske kristendomskritik er. Vi forsøger så at bringe nuancer, dybde og viden ind i debatten - fx i forhold til emner som skriftsynet, gudsbegrebet, religionsbegrebet, kristendommens indflydelse på det moderne samfund, forholdet mellem religion og videnskab osv. Vi vil anbefale Andreassen at læse bogen igen og i et andet tempo.

I så fald ville han nok også finde ud af, at vi - i modsætning til hvad han påstår i sin ”kommentar” - ikke har noget udestående med hverken ”evolutionsbiologien” eller ”hjerneforskningen”. Så dumme er vi heller ikke. Vi har ingen problemer med Darwins teori om arternes udvikling, men vi er ret skeptiske over for evolutionspsykologers og sociobiologers forsøg på at udvide den til en kulturteori, der prætenderer at forklare menneskets væsen, adfærd og kultur (herunder religion) som resultat af evolutionære tilpasninger til livet i jæger-samler samfundene på den østafrikanske savanne i stenalderen. Evolutionspsykologiske ”forklaringer” er populære, især når det gælder kønsroller og partnervalg, hvilket er fuldt forståeligt, da de har en ubestridelig underholdningsværdi og appellerer til den kollektive fantasi. Deres videnskabelige værdi er derimod mere tvivlsom - hvad også mere seriøse evolutionspsykologer som Scott Atran og Steven Mithen indrømmer.

Hjerneforskningen har vi heller ingen kvababbelser med. Det skriver vi klart og - troede vi - umisforståeligt. Vi er dog skeptiske indtil det afvisende over for de metafysiske holdninger og utopiske forventninger til denne fine disciplin, som findes til overmål i Lone Franks ’Den femte revolution’. Her proklameres det frejdigt, at vi er på vej ind i det forjættede ”neurosamfund”, og at hjerneskanninger vil afsløre sandheden om mennesket. På frenologisk vis forestiller Frank sig fx, at en hjerneskanning kan afgøre, om en ”person” (læs: hjerne) er kriminel eller lovlydig, også selvom disse vurderinger er sociologiske og ikke neurologiske. Det er i det hele taget karakteristisk for mange af de ”nye ateister”, især Richard Dawkins, Sam Harris og Christopher Hitchens, at de har en i bedste fald naiv tro på, at videnskab og ny teknologi kan frelse verden og gøre os til bedre og lykkeligere mennesker. Vi deler ikke denne optimisme, selv om vi er glade for både videnskab og teknologi.

Et centralt anliggende i ’Gudløse hjerner’ er påvisningen af, at ”biologisme” - her i form af aktuelle, radikale udgaver af såvel evolutionspsykologen som hjerneforskningen - er uforenelig med den klassiske, vestlige forståelse af ”humanitas”, dvs. ideen om mennesket som noget kvalitativt forskelligt fra naturen, karakteriseret ved fornuft, sædelighed, frihed og ansvar.
En konsekvent biologist er Thomas W. Clark, der er direktør for det amerikanske Center for Naturalism, der blandt andet omfatter darwinistiske koryfæer som Susan Blackmore og Daniel Dennett. Clark beskriver i bogen ’Encountering Naturalism’ et rent darwinistisk menneskesyn. Men¬nesket, hedder det, er ikke andet end en ”samling af atomer, molekyler, celler og neuroner, der er produceret af den naturlige selektion … Din personlighed og adfærd er fuldstændig determineret, og derfor udelukkende et spørgsmål om årsag og virkning.” Som Clark skriver, så ”er vi” - darwinistisk forstået - ”kun det, naturen gør. Vi er komplicerede fysiske organismer, der deltager i den naturlige ordens udvikling.” Er dette hele sandheden om mennesket, så har vi nøjagtig samme værdighed som en vandmand og en amøbe. En moralsk indsigelse er naturligvis ikke et gyldigt modargument, men antihumanistisk, deterministisk evolutionspsykologi og hjerneforskning a la Clark er ikke videnskab, men dårlig filosofi.

Endelig undrer det os, at den selver¬klærede humanist Andreassen forarges over vore advarsler mod biofascisti¬ske tendenser, når man betænker de gyselige citater, vi belægger det med i’Gudløse hjerner’. Vi kalder ingen for nazister, men påpeger det betænkelige i, at troende sygeliggøres, dæmoniseres og mistænkeliggøres på bl.a. et biologisk grundlag, samtidig med at nyateistiske alarmister udpeger reli¬gion til den største trussel mod menneskeheden i det 21. århundrede og f.eks. kalder ateisme et tegn på ”mental sundhed” (Dawkins).

Her på falderebet anbefaler vi en dyb indånding, for nu kommer nogle teologiske overvejelser: Ifølge Andreassen taler kristne kun om Gud i ”forblommede vendinger”. Hvis han dermed mener, at de ikke taler om Gud, ligesom man taler om en chimpanse, et gen eller en cykel, så har han ret. Den ”bogstavelige” gudsopfattelse, som han tilsyneladende (?) anser for mere ærlig og uforblommet, er faktisk et produkt af det 17. og 18. århundredes rationalisme og empirisme, der benægtede, at ordet ”eksistens” kunne have mere end én betydning. At Gud ”er”, måtte derfor forstås ligeså bogstaveligt som alle andre eksistensudsagn, dvs. Gud og sten og planter og atomer skal tænkes lige konkret og ”bogstaveligt”.

Denne udvikling har på den ene side ført til en teologisk forfladigelse af gudsbegrebet (som vi f.eks. møder i moderne kreationisme og den nye ateisme), og på den anden side ført til, at det er blevet meget lettere for mennesket efter det 18. århundrede at være ateist. For hvis Gud er en ting, må han kunne gøres til genstand for naturvidenskabelige undersøgelser, og natur-videnskaben er - os bekendt - indtil videre nået frem til den konklusion, at tingen ”Gud” ikke findes. Interesserede kan læse videre i de glimrende bøger ’The Cambridge Companion to Atheism’ og ’The Problem of God in Modern Thought’.

Den tredje position
GUDLØSE HJERNER 2
Det må være muligt at finde en position mellem to fundamentalismer - religion og ateisme

Af Paw Hedegaard Amdisen, idéhistoriker, Odder Højskole


Det undertrykte vender altid tilbage. Bedst som man troede, at Gud var død og begravet, agerer han hovedperson i en ophedet debat om videnskab kontra religion. En debat, der blussede op i USA og England, hvor lidenskabelige ateister - mest kendt er måske englænderen Richard Dawkins - i bestsellere og stort anlagte tv-serier har blæst til angreb på alle former for religiøsitet og kaldt til forsvar for det naturvidenskabelige verdensbillede. Og hvor kreationister og religiøse fundamentalister på den anden side har lanceret tvivlsomme teorier om Intelligent Design og fremlagt, hvad de ad omveje ser som ”naturvidenskabelige” beviser for Guds eksistens.

Nu er debatten så med vanlig forsinkelse nået til Danmark, og fronterne er trukket skarpt op. På den ene side har vi en skønsom blanding af biologiske naturalister, kognitive semiotikere og selvudnævnte ”humanister”, der ser det som deres ypperste opgave at gennemtrumfe et strengt naturvidenskabeligt syn på alle tilværelsens områder og i sidste ende reducere mennesket til at være et spørgsmål om de bedste geners overlevelse. På den anden side har vi dels en forsamling af religiøse fundamentalister, der tæller fra nykristne sekter, new age og hare krishna-inspirerede lommefilosoffer til fundamentalistiske islamister, der kæmper for at bevise Guds fysiske eksistens ved at pege på kompleksiteten og den tilsyneladende nærmest matematiske orden, som universet kan fremvise og dels folk, som Lars Christiansen og Lars Sandbeck, der med deres nye bog Gudløse hjerner, som humanist-ateisten Lars Andreassen kommenterede i september-udgaven af Højskolebladet, tilsyneladende retter en principiel kritik mod ateismen ud fra en position, der måske/måske ikke bedst kan beskrives som moderne protestantisme.


Jeg skriver ”tilsyneladende”, fordi jeg endnu ikke har læst de herrers bog, men at dømme ud fra de anmeldelser, interviews og omtaler, jeg har læst, lader det desværre til, at de har ladet sig friste (for nu at bruge en kristen metaforik) til at bruge den samme retorik, som den deres erklærede modstandere - de militante ateister - i årevis har brugt. Nemlig den usaglige og overpolemiserende retorik. Man behøver ikke at have set mange minutter af det første afsnit af Richard Dawkins dokumentarserie ”The Root of All Evil” (alene titlen siger vel det hele!), for at vide, hvad jeg snakker om. Det er ærgerligt, for det kendskab, jeg har til i hvert fald Lars Sandbecks virke som anmelder ved Politiken og teolog i traditionen fra Johannes Sløk, er egentlig meget positivt og mere nuanceret. Men - altså - jeg har endnu ikke læst bogen!

Hvad jeg egentlig gerne vil hen til i denne kommentar, er at pege på en tredje position, man kunne indtage i debatten om religion og videnskab – tro og ateisme. En position, der viger uden om den nytteløse skyttegravskrig, der i øjeblikket er ved at udfolde sig mellem det, man kunne kalde fundamentalister på begge sider af debattens ideologiske skillelinje. Hvad hvis man anerkender, at den moderne naturvidenskabs indsigter er uomgængelige og i hidtil uset grad gør det muligt for os at beskrive verdenen og skabe effektive teknologier, der både kan være os til gavn og last - alt efter måden, vi vælger at bruge dem på - men at naturvidenskabelige forklaringsmodeller ikke er nok til at opfylde alle menneskers (dybe) behov for mening og forståelse i deres tilværelser. Hvilket omvendt er grunden til, at vi overhovedet har et kontraintuitivt fænomen som religion (og spekulativ tænkning generelt). Det er jo for øvrigt pudsigt, at de benhårde ateister i Humanistisk Forum omgiver sig med alskens ”sekulære” ritualer i forbindelse med livets store begivenheder, som man vist kalder det. For var man virkelig konsekvent i sin naturvidenskabelige tilgang til verdenen, så kunne man vel nøjes med at konstatere sine geners succesfulde videreførelse som det eneste meningsfulde i tilværelsen.

For mig at se er religion per se ikke problemet. Det samme gælder naturligvis naturvidenskaben. Og de kan sagtens - det beviser et samfund som det danske suverænt - sameksistere uden nævneværdige konflikter, hvis man kan overleve et enkelt Fadervor i ny og næ. Nej, det store problem, vi i dag står over for, er fundamentalisme af en hver art - religiøs såvel som naturvidenskabelig - og ideologisk totalitetstænkning (de to ting hænger sammen). Mennesket bruger ideerne som en livsnødvendig guide i forhold til at opnå en meningsfuld verdensforståelse, men når ideerne systematiserer sig til ideologier eller idésystemer, og når de så i næste ombæring fryser fast i fundamentalistiske og gensidigt udelukkende verdensbilleder, så har vi et kæmpe problem. I den sammenhæng er tvivlens nådegave menneskets dyrebareste gave og grunden til, at jeg betragter mig selv som både kristen og ateist.

Kommentarer:

  • 28. november 2009   Lars Andreassen
  • Kære Lars, Lars og Paw

    Lidt sent, men stadig stakåndet. Det glæder mig, at der er respons på min kommentar til Gudløse Hjerner i Højskolebladet, såvel som på min kronik i Weekendavisen om samme bog – og samme debat (Weekendavisen nr. 39 og 40 for dem som skulle være interesserede).

    Jeg kan ikke rigtig få øje på fundamentalismen i den danske debat, og egentlig heller ikke hos Dawkins (som stadig er den eneste af de tre ”store” ny-ateister (Harris, Hitchens og altså Dawkins), jeg kender). Dawkins film, som Paw (en studiekammerat fra min tid på idéhistorie) henviser til i sit indlæg, er ganske vist temmelig tåbeligt betitlet (The Root of All Evil), men den form for religiøsitet og de konsekvenser af denne religiøsitet, som filmen skildrer, lever nu meget godt op til titlen. Der findes selvfølgelig andre former for religiøsitet end dem, Dawkins beskriver. Men selv inden for de meget moderate religiøse livsanskuelser, som for eksempel den danske folkekirke, finder man holdninger, der vil udgrænse og fordømme andre mennesker: Biskop Keld Holm fortalte søndag 18/10 i DR2s program Univers, om hvordan han har kæmpet med folkekirkepræster, som ikke mener, at homoseksuelle skal have adgang til kirkelige vielser.

    Evolution uden ende
    Den moderne biologi er ikke deterministisk, den er heller ikke mere reduktionistisk end enhver anden videnskabelig teori – humanistisk eller naturvidenskabelig - nødvendigvis må være. Den svarer ikke på spørgsmål, om hvorfor vi er her; det kan den ikke, det ligger i præmisserne for den. Evolutionsteorien har givet os indsigt i de mekanismer, der driver livets udvikling. Evolutionsbiologien kan fortælle os, at det, der ligger til grund for organismers udvikling består af et konglomerat af tilfældigheder. Og den har givet os en forståelse af, at selv det vi normalt omtaler som simple (laverestående) organismer udviser forundrende, forbavsende og temmelig komplekse adfærdsformer.

    Biologien bliver ikke mindre deterministisk, og mennesket ikke mere determineret af, at man kan hive en Clark frem, som hævder det samme som Christiansen og Sandbeck. Det er meget muligt, at evolutionsteorien kommer på tværs af ”klassiske forestillinger” om frihed og menneskets værdighed. Det er jo slet ikke usandsynligt al den stund, den er post-klassisk. Men at hævde, at et menneskesyn baseret på evolutionsteori må afvise enhver forestilling om menneskelig frihed, ansvar og selvbestemmelse og ende i en forestilling om, at personlighed og adfærd er fuldstændig determinerede størrelser og udelukkende et spørgsmål om årsag og virkning er udtryk for åndelig dovenskab. Det er en afvisning af sund fornuft og en afvisning af al almindelig snusfornuftig erfaring af menneskelig adfærd – mangel på common sense.

    Man kan ikke på samme tid hævde, at evolutionsteorien er sand og mennesket determineret, hvis det er biologisk. Darwin forklarede i sin tid, hvordan nye arter kunne opstå. Noget man førhen forklarede med henvisning til guddommelig aktivitet. Indtil videre er Darwins teori langt mere plausibel end forestillingen om gud.

    Selvfølgelig er vi mennesker bygget af molekyler, det er svært at hævde andet, såfremt man anerkender evolutionsbiologien. Den fantastisk spændende opgave for evolutionsbiologien og hjerneforskningen består jo netop i at forklare, hvorledes vi både kan have frie viljer (et begreb jeg i øvrigt pusler med en tekst om og meget gerne vil diskutere ved lejlighed) og være lavet af molekyler – og tænke ved hjælp af elektrokemiske signaler. I hvert fald, hvis man er nysgerrig på den fede måde. Ellers skulle noget gud af en eller anden art jo have haft en finger med i spillet – eller eventuelt noget tredje; det kan være Paw har et bud her ;-)?

    Det lysende mørke
    På trods af Lars og Lars mere eller mindre behjertede forsøg på at besvare mine spørgsmål og forklare mig, hvad jeg forstår og ikke forstår, så forstår jeg stadig ikke, hvordan man kan medgive evolutionsteorien rigtig meget, men ikke at menneskets bevidsthed og evne til moralsk skelnen skulle være opstået ad den vej, som alt andet ellers er. Jeg har dog heller ikke stillet spørgsmålet så direkte før, så måske har jeg ikke fået et svar på det. Det giver ganske enkelt ikke mening i mine øjne. At man ikke har fuldstændig forklaring på, hvordan en hjerne kan sige til sig selv, at den skal gøre noget andet, end det, den er i gang med, er jo ikke et bevis for guds eksistens. Og det modbeviser heller ikke, at mennesket ikke skulle kunne indtage særstilling i forhold til andre levende skabninger.

    Hjernen beskrives af flere neurologer som et system af systemer. Nogle af disse er selvsagt opstået før andre i naturhistoriens løb. De evolutionært ældre er så dem, der styrer vores instinkter, som for en dels vedkommende vækkes af andre organismer i det miljø en organisme vokser op i. De er således ikke 100% programmeret på forhånd, men udviklet på en sådan måde, at de giver værtsorganismen nogle bestemte reaktionsmuligheder. Det gælder i særdeleshed for mennesket, hvor store dele af hjernen struktureres under opvæksten. Det er et godt spørgsmål om sådanne simplere organismer kan andet, end at reagere på stimuli fra omgivelserne. Men det er allerede for forsimplet at forestille sig, at de tidlige centralnervesystemers reaktionsevner er et spørgsmål om billardkugle-kausalitet. Det ved Lars og Lars godt; i hvert fald henvises der til Molekylærbiologen og biosemiotikeren Jesper Hoffmeyer i Gudløse Hjerner. Hoffmeyer excellerer normalt i helt vidunderlige eksempler på, hvor forunderligt og flertydigt naturen er indrettet. Nå! Der er ikke plads til en populærvidenskabelig fremstilling af hverken biosemiotikken eller hjerneforskningen her.

    Evolutionært baseret kulturteori
    I mine øjne er det også meningsløst at hævde, at evolutionsteorien ikke må forsøge sig med kulturteorier. Hvorfor skulle den ikke måtte det? Såfremt evolutionsteorien har noget på sig – og det har den – så må kultur ligeledes være noget, der er opstået og har udviklet sig i overensstemmelse med de evolutionens mekanismer. Hvor skulle kultur ellers komme fra? At evolutionspsykologerne spekulerer vildt og underholdende – og næppe stringent – gør hverken fra eller til for religionerne.

    Det, der sker lige i øjeblikket, og som måske falder mange religiøse for brystet, er en nyformulering af moralens grundlag. At moral og normer, samt etik, langt hen ad vejen har været kodet af kristendommen her til lands, ændrer ikke ved det faktum, at mennesket kan være moralsk før end det er religiøst. Menneskets historie er som bekendt noget længere en kristendommens. Psykologien og samfundsvidenskaberne udspørger, scanner og eksperimenterer på livet løs i disse år – og svarene tyder ikke på, at religion spiller afgørende ind på den menneskelige konstitution. Tværtom vidner de mange forskellige – og mere eller mindre private – fortolkninger af kristendommen på, at religion er noget man vælger efter for godt befindende, hvis altså ikke den religiøse opfattelse er noget, der kommer med opdragelsen. Fortolkningerne er så mange, at det nærmer sig det intetsigende.

    Kan gud kommunikere
    Den religiøse meningsløshed slår ud i lys lue, når Christiansen og Sandbeck i Weekendavisen (2/11 – 2009) i en kommentar til min kronik ”Darwinisme er humanisme”, citerer teologen Bonhoeffer: ”En gud der findes, findes ikke.” Så er der ikke mere at komme efter. Et brud på kontradiktionsprincippet, et tomt udsagn uden for rækkevidde. Hvilken ikke-plump og ikke-bogstavelig gud, man kan fremdrage på den baggrund, er ikke godt at vide. Og jeg er sikkert ikke den eneste, der hellere vil blive klogere på noget mere meningsfuldt og relevant.

    Det kunne jeg så blive ved at lure lidt i Lone Franks bog, Den Femte Revolution, som også står for skud i Gudløse Hjerner. På trods af, at Lars og Lars citerer korrekt og har noter, har jeg svært ved at genkende Den Femte Revolution, de refererer til og så den, jeg har læst. Frank nærmest dæmoniseres i Gudløse Hjerner, men hendes ærinde er helt klart at formidle fra hjerneforskningens overdrev. Og ja, måske nogle af forskernes tanker er både vidtløftige og urovækkende, men Lone Frank plæderer for at vi skal tage stilling til forskningsresultaternes praktiske anvendelse. Lone Frank giver med sin bog os lægfolk mulighed for at danne os en kvalificeret mening baseret på relevant viden. Og det er jo dejligt, at der er nogen, der gider at gøre os klogere på det, der rører sig i tiden. Og vi bliver nok ikke stort klogere af at læse Bonhoeffer.

  • 13. oktober 2009   Paw  Amdisen
  • Kære Lars,

    du har selvfølgelig helt ret i at jeg bør læse jeres bog først, så det vil jeg gøre snarligst, og jeg skal så nok trække i land igen, hvis jeg er helt på galt spor. Jeg kunne bare ikke dy mig, og så står der altså nogle ting i det interview med Information i gav i forbindelse med udgivelsen, der virker unødigt polemiske og som står i vejen for det, tror jeg, helt rigtige budskab I har. Sådan noget med, at det nye ateister er nazister i svøb. Jeg kan godt se pointen. At der er noget totalitært over den nye ateismes verdenssyn. Men er det nødvendigt at overtage den nye ateismes retorik. Jeg tror desværre, som allerede berørt, at retorikken kommer til at stå i vejen for budskabet, og dermed i sidste ende kommer til at styrke nyateismens position som "fornuftig".
  • 13. oktober 2009   Lars Sandbeck
  • Kære Paw

    Tak for din kommentar. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du vælger at kommentere vores bog, før du har læst den. Du forholder dig, siger du, til diverse anmeldelser og interviews (hvilke?) og mener at kunne konkludere, at Lars og jeg befinder os på den ene ydrefløj af debatten. Hvis du havde læst vores bog ville du vide, at vi eksplicit undgår at vælge side i den unuancerede debat mellem kreationister og reduktionistiske naturalister. I stedet indtager vi selv "den tredje position", der vel egentlig svarer meget godt til det, du her præsenterer os for.

    Så du er altså enige med bogens anliggende - uden at vide det og uden at tro det.

    Mvh
    Lars Sandbeck
  • For at undgå spammere er vi nødt til at bede dig indtaste resultatet fra regnestykket.

´

Til top