Kønskampen er et elitært projekt
Skrevet den 4. december 2009 af Højskolebladet
INTERVIEW:
I 1970erne marcherede rødstrømperne med bannere og slagord i gaderne. I dag er ligestillingskampen ikke synlig som tidligere. Den udgår i stedet fra toppen af samfundet, blandt politikere og menningsdannere. Men hvordan tager lighedstanken sig ud i dag? Og hvad driver egentlig debatten om ligestilling? Højskolebladet har mødt filosof og samfundsdebatør Arno Victor Nielsen til en snak om ligestillingsdebatten og dens motiver i dagens Danmark
Af Andreas Tonnesen
Diskussionen om ligestilling er en svær overskuelig størrelse. På én gang en nærværende og aktuel problematik, der slås kraftigt på blandt politikere, og samtidig mærkeligt abstrakt, hvilket sommerens folkeafstemning om ændringen af tronfølgeloven syntes at give udtryk for. Ifølge filosoffen og samfundsdebatøren Arno Victor Nielsen var det også fuldstændig galt at trække Kongehuset ind i diskussionen om ligestilling.
”Dronningen er jo hævet over loven. Det fremgår jo netop af grundloven. Det skyldes, at Kongehuset er et metafysisk fænomen. Kun som sådan giver det mening. Derfor er det fuldstændigt lige så vanvittig at kræve ligestilling i denne sammenhæng, som at de kongelige bliver skilt, fordi de ikke elsker hinanden længere. Det er jo kun noget, vi almindelige mennesker gør. Konger og dronninger har aldrig nogensinde elsket hinanden,” bemærker Arno Victor Nielsen og fortsætter:
”Tidligere var det jo planlagte ægteskaber, og derfor anerkendte man også, at de havde alle mulige ved siden af. Alt dette fordi de tilhører et andet univers. Men i ligestillingens navn syntes man, at det var fantastisk, da Alexandra faldt for en fotograf fra Valby. Det viste, at hun stod op og krævede sin ret. Retten til at blive forelsket. Retten til at følge sit hjerte, som jo gælder for os andre. Her gik forestillingen om ligestilling ud på, at Kongehuset skulle leve på vores betingelser. Men Alexandra betalte jo også prisen. Hun blev degraderet fra prinsesse til grevinde på grund af sit valg. Det var prisen, hun betalte for at opføre sig ligesom os andre.”
Den klare symbolværdi, der lå i folkeafstemningen om ændringen af tronfølgeloven, er i Arno Victor Nielsens øjne et symptom på, at ligestillinsdebatten reelt set ikke længere handler om ligestilling. Det handler mere om at have et eller andet politisk programpunkt.
Den indholdsfattige værdidebat fra oven
For at gribe det hele an lidt fra oven må man anerkende, at der selvfølgelig er et rent filosofisk eller teoretisk problem:
”Overbegrebet for det hele må være uretfærdighed. Nogle mener, at de bliver uretfærdigt behandlet. Det være sig på grund af handicap, køn eller seksuel orientering. Det er det, der må være sagens kerne”, siger Arno Victor Nielsen.
Og han tilføjer:
”En af grundene til, at jeg ikke er særligt tændt på emnet, er, at det egentlig burde være uddebatteret. Vi har jo fået formel lighed. Vi har en lovgivning, der kan forhindre diskrimination. Man får lige løn for arbejdet. Og hvis ikke den danske stat kan håndhæve paragrafferne, så har vi EU, der også har en masse lovgivning på området ligestillingsomkring.”
Han bider mærke i, at de, der i dag fører an i ligestillingskampen, ikke er de samme, som gjorde det tidligere:
”Tidligere kom ligestillingskampen nedefra, fra kvinder der rent faktisk havde mødt undertrykkelsen. Det gælder helt tilbage til Thit Jensen, før kvinderne fik valgret, det gælder Agnes Henningsen og selve kampen for valgretten. Sidenhen kom rødstrømperne, som også var et oprør nedefra. I dag er det helt anderledes. I dag er det politikere, der ikke kan finde andet at kæmpe for, og derfor finder ud af, at de vil kæmpe for ligestilling. Så får vi en ligestillingsminister og ligestillingsordfører og ligestillingskonsulenter. I dag er det simpelthen staten og regeringen, der fra oven begynder at sætte ligestillingen igennem.”
Ifølge Arno Victor Nielsen skyldes ligestillingsdiskussionen ikke længere, at der opleves mange reelle problemer med diskrimination:
”Der står ikke længere kvinder med bannere og råber og skriger op om, at nu vil de have ligestilling”, siger han. ”Så i virkeligheden spørger jeg mig selv, hvordan det kan være, at debatten udgår fra magtens top? Det må jo skyldes, at ligestillingsdebatten dækker over en voksende ulighed på alle mulige andre områder i vores samfund. For det handler jo som sagt grundlæggende om retfærdighed. Vi erkender i dag, at afstanden mellem rig og fattig vokser. Afstanden mellem almindelige lønninger og toplønninger vokser og vokser. Hvorfor får Henning Dyremose (bestyrelsesformand for TDC-koncernen, red.) 100 millioner oven i sin løn som en slags gave, kunne man spørge. Det kan vel ikke passe, at han laver 200 gange så meget i TDC som en almindelig ansat? Det burde rejse spørgsmålet om retfærdighed. Man kunne rejse spørgsmålet på sundheds-området i forbindelse med de mange sundhedsforsikringer. Enhedsskolen, som man har berømmet for at komme alle uretfærdighederne til livs, har man afskaffet til fordel for den såkaldte rummelighedsskole, der i virkeligheden betyder øget undervisnings- og elevdifferentiering. Man er i færd med at lave eliteskoler og eliteuniversiteter. De andre kalder man så på forskellig vis for ”universities” og lignende for at skjule, hvad man er i gang med – nemlig at skabe et samfund, hvor der for alvor bliver opdelinger i en a og en b klasse. Hvor nogle scorer den helt store kasse og andre lige kan klare den. I det lys synes jeg, hele ligestillingsdebatten bliver helt absurd.”
Arno Victor Nielsen mener dog stadigvæk, at der er nogle vaner, der skal ændres. Men reelt set er der ikke nogen diskriminering af mennesker på grund af køn i dag.
”De eneste, der i dag påberåber kønnet som argument, er de kvinder, der taler om ligestilling”, hævder han.
Lige men forskellige
”Allerede den franske filosof Jean Jacques Rousseau gjorde det klart, at ulighed ikke kan begrundes med henvisning til naturen”, pointerer Arno Victor Nielsen og vender tilbage til de filosofiske og historiske forudsæt¬ninger for den vor tids kønsdebat.
”Vi kan ikke retfærdiggøre uligheden med henvisning til naturen, vi kan heller ikke forklare den. Uligheden kan kun forklares og for den sags skyld forsvares med sociale argumenter.” Han understreger dog, at selvom uligheden skal måles ud fra samfundets sociale væv, så skal vi ikke være så bange for at forholde os til de faktiske forskelle kønnene imellem.
”Vi har forskellige hormoner, forskellige hjerner, i bund og grund en forskellig biologi. Det må vi erkende og lade være med at tro, at hver gang vi kan se forskelle på antallet af mænd og kvinder blandt professorer og bestyrelsesformænd, så har det noget at gøre med diskrimination. Det har også noget at gøre med, at vi er forskelligt indrettet og har forskellige værdier.” Og han fortsætter:
”Den administrerende direktørstilling er som regel en mandestilling. For det er jo ikke en type stilling, man får ved jobsamtalen. Man får den, fordi der er gået rygter om én. Og arbejdsgiveren derfor kan regne med, at man er villig til at forsømme sin familie til for fordel for firmaet. Enhver mand, der til enhver tid vil forsømme sin familie for at gøre karriere, ham satser virksomhederne på. Der er mange kvinder, der har sværere ved at forsømme deres familier, fordi det er dem, der skal føde børnene. Der findes selvfølgelig mange kvinder, der rent faktisk vil bortvælge deres børn til fordel for karrieren – nemlig ravnemødrene. De har altid eksisteret. Men vi må erkende, at det bliver ikke normen, at kvinderne siger, ’skide være med familien, jeg vil fandme være generaldirektør’. Men det er der masser af mænd, der gør.”
Der er i følge Arno Victor Nielsen en masse kvinder, der vælger direktørjobbene fra på grund af deres biologi.
”De jo skal have børn inden de blive 40 år gamle. Deres uddannelser varer til de bliver 30 år, så derfor har de kun 10 år, hvor de både skal føde børnene og lave karriere”,
påpeger han og fortsætter:
”Det er jo en kendsgerning. Den kan ikke bruges til at retfærdiggøre noget, overhovedet ikke, men det betyder – og Gud ske tak og lov, må man sige – at mange kvinder følger deres biologi. De vil hellere føde og passe børn og så nøjes med en mellemstilling.”
Her vender filosoffen tilbage og understreger, at der er en afgørende skelnen mellem forskellighed og ulighed, og at det i ligestillingsdebatten jo i udgangspunktet handler om uretfærdighed. Han konstaterer:
”Derfor må kvinder altid gå ud og sige, at her kan vi påvise, at der er sket en uretfærdighed på grund af deres køn.”
Den økonomisk fremmende ulighed
Dengang hele diskussionen om lighed egentlig havde betydning, var dengang, da der var mennesker, som virkelig led nød. Hvor man mente, at den rigdom, nogle mennesker havde, var taget fra nogle andre. Arno Victor Nielsen pointerer, at man dengang opererede med en slags nulsumsopfattelse, hvor de rige blev rige på bekostning af de fattige.
”Man er siden blevet klar over, at sådan hænger det ikke sammen. De rige har ikke taget deres penge fra andre. De har bare sørget for, at samfundskagen er vokset. Og i og med at den er vokset, er der blevet mere til de fattige, men der er blevet endnu mere til de rige”,
siger han og fortsætter:
”Der er masser af ulighed i samfundet i dag, men vi tør ikke diskutere den. Det skyldes til dels også, at vi har fundet ud af, at uligheden er fremmende for vores vækst. At Henning Dyremose får 100 millioner oven i sin løn er slet ikke dårligt ud fra et økonomisk synspunkt, for han kan jo ikke spise pengene op. Han er nødt til at investere dem.”
Arno Victor Nielsen mener derfor, at man på mange måder kan sige, at lighedsspørgsmålet ikke handler om, hvorvidt nogle lever et uværdigt liv på bunden af samfundet eller ej, men derimod er blevet et spørgsmål om livsstil. Om man kan lide at gå med Rolexur eller ej. At lade de rige blive endnu rigere kan ligefrem siges at være fornuftigt, fordi de investerer pengene og dermed skaber arbejdspladser.
”Giver du derimod pengene til SF’s vælgere, så vil de gå ud og købe rejser for pengene. Det ville derfor være samfundsøkonomisk vanvittigt at hæve indkomsten blandt SF’s vælgerkorps. Pengene ville ryge lige ud i bajere og charterrejser. Hæver du omvendt bestyrelseshonorarerne, så går pengene til ny investor-kapital. Sådan er det bare,”
siger Arno Victor Nielsen og konkluderer:
”Det er med andre ord samfundsøkonomisk klogt at have ulighed. Hvis man for alvor ville diskutere forestillingen om lighed i vores samfund, skulle man anfægte hele det økonomiske fundament, som samfundet bygger på.”
Istedet for tage den vanskelige debat om uligheden ved selve vores samfunds fundament henlægger man, ifølge Arno Victor Nielsen, slagmarken til et lille, begrænset område, som ikke har den store betydning, men som syner af meget.
”Den eneste konsekvens ved nutidens mærkværdige ligestillingsdebat er, at en masse kvinder går og føler sig som tabere, fordi de har fulgt deres biologi.”
Ligestillingsdebatten som ideologisk ensretning
Når der i dag reelt set ikke er et ulighedsproblem – et uretfærdighedsproblem – så mener Arno Victor Nielsen godt, at man i langt højere grad kunne åbne op for forskellene på mænd og kvinder, også hvad angår deres hjerner og biologi. For vi risikerer ikke længere, at det bliver misbrugt til at holde nogen nede og skabe uretfærdighed.
”Det problem har vi sgu løst, og nu kan vi så åbne øjnene og forstå, hvorfor vi vælger forskelllige livsstile. Men det vil de der politikere med deres ligestillingsdebat forhindre, fordi de efter min overbevisning opererer med en gammeldags opfattelse af lighed.”
Hele ligestillingsdebatten, som i dag føres fra oven, handler ifølge Arno Victor Nielsen om at påføre kvinder et bestemt billede af, hvad det vil sige at have haft et sucessfuldt liv. Der sker en slags ideologisk ensretning af kvinderne, fordi der her er tale om en arbejdsmarkedsressource, som der kan pines endnu mere ud af.
”Man siger til kvinderne, at der kun er én måde at realisere sit liv på, nemlig at gøre karri¬ere, og at alle forhindring, der har med køn at gøre, skal fjernes. Og der er det bare jeg siger, at det kommer i konflikt med visse biologiske fænomener.”
