Kedeligt design :: Højskolebladet :: Kulturmagasin siden 1876
 

Nyheder(weblog)

Kedeligt design

Skrevet den 10. juni 2009 af Højskolebladet
Kommentar af Poul Lybæk,tidligere formand for vrå højskole, nuværende seniormedlem af bestyrelsen

Jeg synes Højskolebladets layout er så kedeligt, ensartet og forudsigeligt, at man, når man, når man får det nye nummer, kan få den tanke, at det er et gammelt blad, man ved en fejl har fået fat i. Der er noget ”fisefornemt” ved hele opsætningen. Nogle af typerne er så små, at alle over 30 skal have briller på for at læse, hvad der står. Ja, man kan næsten tro, at typografien er en så væsentlig del af layoutet, at udseende er vigtigere end indhold. Allerværst er det måske, at layoutet er så stereotypt, så konsekvent ensartet, at der ingen relation er mellem de enkelte artiklers udseende og deres indhold. Gab!

Jeg har spurgt mig for, om det bare er mig, der ikke forstår dette flotte layout. Nogle siger lige ud, at de ikke længere gider læse Højskolebladet. Andre formulerer sig lidt finere med ord som: ”Jeg har ikke lige haft tid til at blade det igennem”. Ikke en eneste har sagt, at bladet i sin form netop udstråler livet på højskolen. En enkelt sagde ligeud: ”Jeg gemmer bladet væk. Det vil skræmme enhver potentiel højskoleelev lang væk, hvis vedkommende
tror, at dette her er et billede på højskoleliv.”

I ren protest tog jeg forleden læsebrillerne på og satte mig til at læse Højskolebladet april 2009 igennem fra ende til anden. Og det er jo godt meget af det, der står i dette nummer. Rigtig godt endda. Utrolig interessant f.eks. at læse Familieliv 2.0, hvor der omtales en person, der fortælle sit navn og tilføjer
”det er min nuværende kæreste”. En anden præsenterer sig som ”single med kæreste”. Vi med læsebillerne, der lever i en forestilling om, at trofasthed er at være nær, når min partner har brug for mig, får nu at vide, at det moderne menneske i højere grad forestiller sig lykken igennem variation end gennem gentagelse. Sjovt nok kender jeg flere unge mennesker, der lever med hinanden i tæt trofasthed. Men det kan jo være, at de nye tider endnu ikke er nået til Nordjylland. Men det er faktisk en god og spændende artikel, der kalder på både eftertanke og protest.

Og mit ærinde er nu ikke at anmelde hele bladet, men mit råd er at overvinde aversionen mod formen og fordybe sig i indholdet. Og måske håbe på, at redaktionen på et eller andet tidspunkt erkender, at Højskolebladet også i sit udseende skal udstråle højskoleliv!

Kommentarer:

  • 7. juli 2009   Else Krarup-Pedersen
  • Jeg er ikke en af de gamle sure mænd, men alligevel vil jeg gerne komme med en negativ kommentar til Højskolebladet. Ikke til bladets design som jeg finder udmærket og fornyende, men til bladets indhold. Jeg savner det gamle blad, der var et rigtigt højskoleblad med mange nyheder fra de enkelte højskoler rundt i landet. Nyheder som vi alle kan lære af og som kan være med til at højne samarbejdet mellem de enkelte højskoler. Det savner jeg.
  • 25. juni 2009   Ida  Ebbensgaard
  • Hej Andreas
    Tillykke med det verdensklasse smukke layout. Jeg siger det gerne igen: Jeg mener seriøst, at du skal sende nogle af siderne eller numrene ind til designkonkurrencer. Det er virkeligt godt.
    ida.
    ps - du skal ikke høre på alle de gamle, sure mænd.
  • 14. juni 2009   Jesper  Øland
  • Kære Poul Lybæk
    Tak skal du have. Jeg har lige læst dit indlæg. Er det ikke utroligt, hvad misforståelser kan føre med sig?
    For selvfølgelig må du have forvekslet det nye Højskoleblad med et andet tidsskrift.
    Vil du være flink at finde ud af, hvilket blad det i virkeligheden er du refererer til?
    Ærbødigst
    Jesper Øland, 36 år, ny abonnent på Højskolebladet

  • 12. juni 2009   Erik Linsdø
  • TIL LYKKE MED HØJSKOLEBLADET
    Både som tidligere formand for Højskolebladet, som bladets redaktør en kort periode (sammen med Anne-Marie Donslund)og som nuværende bladredaktør ser jeg med misundelse på Højskolebladets layout, ikke mindst bladets fremragende billedvalg. Det er hamrende svært at lave et blad, der i layout rammer et ungt publikum. Den ungdom, jeg omgås, griber altid ud efter Højskolebaldet blandt 10 andre blade.
    Man når en alder, hvor man skal bruge læsebriller. Dem må man så tage på, når man skal læse Højskolebladet.
    Jeg synes, at Højskolebladet på indholdssiden rammer en god blanding af det letlæste og mere tunge artikler.
    Jeg kender ikke den nøjagtige målgruppe, men har bladet med sit layout fået yngre læsere - eller blot flere læsere! - er det en succes, som ikke er overgået bladet i mands minde.
    I øvrigt er Højskolebladet sluppet heldigt fra at blive foreningsblad med tilsyneladende fortsat ret til at forholde sig kritisk de højskoler, FFD er forening for.
    På alle måder godt gået. Når I får fat på en ordentlig korrekturlæser og finder ud af at dele ord rigtigt, så er Højskolebladet tæt på noget af det bedste.
    Til lykke med det!
    Gode hilsner
    Erik Lindsø

  • 11. juni 2009   Bodil Abildgaard Dibbern
  • Jeg er helt enig med Poul Lybæk i hans kritik af typografi og layout. Jeg kan normalt læse alt uden briller, både aviser og andre tidsskrifter, men Højskolebladet er jeg nødt til at lede efter briller +2 for at læse. Det er et tilbagevendende irritationsmoment og bevirker ofte at jeg blot skimmer overskrifter og derfor ikke får læst indholdet! Det gjorde jeg så sandelig ikke før det nye layout blev en realitet. Jeg har egentlig villet skrive til jer mange gange om det, men først nu får jeg gjort det - så tak til Poul Lybæk. Leg synes det er ærgerligt, at mange potentielle læsere derved ikke får læst alle guldkornene.Og så vil jeg tilføje, at når man så har fundet brillerne, så opdager man at der er ualmindeligt mange og meningsforstyrrende korrekturfejl i artiklerne ( så man selv skal gætte sig til manglende ord eller bogstaver, og juninummeret er ingen undtagelse).
    Det er både i indsendte artikler og i redaktørens egne skriverier. Det er flovt, og det ville klæde Højskolebladet, hvis korrekturlæsningen kunne blive mere omhyggelig.
    Venlig hilsen Bodil A. Dibbern

  • 11. juni 2009   Bodil Abildgaard Dibbern
  • Jeg er helt enig med Poul Lybæk i hans kritik af typografi og layout. Jeg kan normalt læse alt uden briller, både aviser og andre tidsskrifter, men Højskolebladet er jeg nødt til at lede efter briller +2 for at læse. Det er et tilbagevendende irritationsmoment og bevirker ofte at jeg blot skimmer overskrifter og derfor ikke får læst indholdet! Det gjorde jeg så sandelig ikke før det nye layout blev en realitet. Jeg har egentlig villet skrive til jer mange gange om det, men først nu får jeg gjort det - så tak til Poul Lybæk. Leg synes det er ærgerligt, at mange måske potentielle læsere derved ikke får læst alle guldkornene.Og så vil jeg tilføje, at når man så har fundet brillerne så opdager man at der er ualmindeligt mange og meningsforstyrrende korrekturfejl i artiklerne ( så man selv skal gætte sig til manglende ord eller bogstaver, og juninummeret er ingen undtagelse).
    Det er både i indsendte artikler og i redaktørens egne skriverier. Det er flovt, og det ville klæde Højskolebladet, hvis korrekturlæsningen kunne blive mere omhyggelig.
    Venlig hilsen Bodil A. Dibbern

  • For at undgå spammere er vi nødt til at bede dig indtaste resultatet fra regnestykket.

´

Til top