Højskoleforstandere går imod udlændingeaftalen :: Højskolebladet :: Kulturmagasin siden 1876
 

Nyheder(weblog)

Højskoleforstandere går imod udlændingeaftalen

Skrevet den 23. november 2010 af Højskolebladet
I et fælles indlæg protesterer 55 højskoleforstandere fra hele landet mod grundlaget for udlændingeaftalen. Den er i direkte modstrid med den danske friheds- og ligeværdighedstradition, skriver de

To tredjedele af alle landets højskoler er medunderskrivere på en protest mod udlændingeaftalens menneskesyn. Man ofrer centrale værdier i dansk menneskesyn og ligeværdighedstradition på
det magtpolitiske alter, hævder de i indlægget, der er bragt i Politiken i dag.

Højskolebladet gengiver her indlægget i sin fulde længde:

Værdier bliver ofret i det politiske spil


Det magtpolitiske spil om udlændingeaftalen er et opgør med centrale værdier i dansk menneskesyn og ligeværdighedstradition

Gennem en årrække har man i Danmark indskrænket danskeres muligheder for at bosætte sig her i landet med en udenlandsk ægtefælle. Eller med andre ord sat standarder for, hvem det vil være rigtigst at gifte sig med. 24-års-reglen var udtryk for en sådan standard, men den var dog, uanset om man bryder sig om reglen eller ej, udtryk for en objektiv standard. Efter det nye pointsystem gribes der voldsomt ind i en dansk ligeværdigheds- og frihedstradition, når det enkelte menneske i fremtiden skal måles på dets nytteværdi og vægtes efter penge, uddannelse og adresse.

Ofrene i dette politiske spil er ikke alene de mennesker, der nu ser deres partner reduceret til et spørgsmål om kr. og øre ud fra en statslig synsvinkel. Det er også grundlæggende demokratiske værdier, der eroderes væk med et sådant menneskesyn.

Når staten går ind og tillægger mennesker forskellig værdi og agerer med udelukkelse af dem, der ikke har økonomisk værdi, nærmer vi os et statsligt formynderi, der ligger langt væk fra det åbne demokrati, som vores land bygger på. Når det skal gøres afhængig af uddannelse, penge og adresse, om man kan leve med den, man lovformeligt er gift med, er det i strid med helt almindelig menneskelig anstændighed.

Udlændingeaftalen er et entydigt opgør med en dansk ligeværdighedstradition. Det er et bærende element i det danske demokrati, at det enkelte menneskes værdi er begrundet i selve det at være menneske, og at forskelligheden er en styrke og indebærer muligheder, så længe man vil det fælles. Dette grundlæggende syn er nu ofret på det magtpolitiske alter.

Når danske borgere ikke længere selv kan vælge ægtefælle, når det enkelte menneske gøres op i point og økonomiske facts og ikke længere betragtes ud fra det grundlæggende synspunkt, at det er unikt, har vi som samfund et problem, der rækker langt ud over dagsaktuelle politiske magtkampe.

Som forstandere på en række danske folkehøjskoler forsøger vi at møde vores elever med et menneskesyn, der bygger på åbenhed, tolerance, mangfoldighed, tillid og ansvar. Det aktuelle politiske ønske om at vægte mennesker i point virker stik imod disse danske kerneværdier.

Indlægget er underskrevet af: Helga & Carsten Kolby Kristiansen, Silkeborg Højskole. Jakob Lykke, Esbjerg Højskole. Rikke Forchhammer, Krogerup Højskole. Jørgen Carlsen, Testrup Højskole. Susan Hinnum, Kunsthøjskolen på Ærø. Poul Henrik Jensen, Engelsholm Højskole. Jørn Wendelbo, Borups Højskole. Peter Buhrmann, Højskolen Østersøen. Kent Jakobsen, Mariager Højskole. Vita og Bent Andreasen, Løgumkloster Højskole. Kurt Finsten, Krabbesholm Højskole. Louis Mogensen, Nordjyllands Idrætshøjskole. Asser Amdisen, Ryslinge Højskole. Hans Jørgen Møller og Mette Grønnegaard, Højskolen Marielyst. Søren Launbjerg, Den Internationale Højskole. Søren Brinck, Idrætshøjskolen i Sønderborg. Anja og Mads Rykind-Eriksen, Rødding Højskole. Mette Gadegaard, Den Skandinaviske Designhøjskole. Ole Damgaard, Vejle Idrætshøjskole. Simon Lægsgaard Madsen, Brandbjerg Højskole. Jakob Mejlhede, Grundtvigs Højskole. Henrik Hartvig, Ærø Folkehøjskole. Axel Lasthein Madsen og Lillian Hjort-West, Bornholms Folkehøjskole. Vibeke Hundborg, Nørgaards Højskole. Michael Nielen, Kunsthøjskolen i Holbæk. Ole Kamp, Rønde Højskole. Lars Ilum, Højskolen Performers House. Kurt Willumsen, Uldum Højskole. Jacob Kjærsgaard, Hadsten Højskole. Kurt Kristensen, Børkop Højskole. Johann Bang Jensen, Højskolen på Kalø. Frans Thorstensen, Djurslands Folkehøjskole. Hans Hulgaard, Kolt Seniorhøjskole. Ole Dedenroth, Brenderup Folkehøjskole. Ole Toftdahl, Ry Højskole. Else Mathiesen, Vestjyllands Højskole. Betina Møgeltoft, Aalborg Sportshøjskole. Søren Ernst Lüdeking, Ungdomshøjskolen ved Ribe. Henrik Løvschall, Idrætshøjskolen Århus. Aage Augustinus og Eva Bach, Rude Strand Seniorhøjskole. Henrik Nymann Eriksen, Luthersk Missions Højskole, Hillerød. Bjarne Sloth Thorup, Rødkilde Højskole. Søren Børsting, Den Rytmiske Højskole. Lisbeth Trinskjær, UbberupHøjskole. Jan Svensson, Samsø Højskole. Ulla Fisker, Egå Ungdomshøjskole. Carsten Petersen, Oure, Skolerne for Sport og Performance, og Ole Kobbelgaard, Askov Højskole.

Kommentarer:

  • 10. december 2010   Thue Kjærhus
  • Kære Lisbeth: kritikken af Helga Koldby handlede ikke primært om dagsaktuelle politiske emner, men derimod om; at hun som formand benyttede sig af FFD's database. Du kunne vel ikke forestiller dig, at en kommende formand brugte FFD's database til at rundsende DF materialer eller opfordrede Højskoleforstander til at støtte en DF aktivitet. Vi er jo ikke alle tilhænger af rød blok eller blå blok.
    Da højskolerne politisk er forskellige har der siden 1844 altid været en diskussion om hvorvidt Højskolerne skulle tale politisk med en stemme eller ej. Det er derfor en debat med historiske linjer du berører.På Rønshoved er vi af den opfattelse, at det politiske formidler vi via de partier vi er medlemmer af.Derfor er vores holdning, at vi skal have højskolefolk ind i alle partier.Hvis Højskolerne først blive identificeret med bestemte politiske holdninger så mister vi ikke alene betydning, men også vores folke-lighed. Jeg er derfor modstander af ,at præster, kirkelige , provster og højskoleforstander mm. udtaler sig sammen om politiskemner. Skriv i stedet for en politisk kommentar eller en kronik om hvad du mener.
    Med venlig hilsnen Thue Kjærhus

  • 8. december 2010   Lisbeth Trinskjær
  • Nu bliver det pludselig klart for mig hvorfor Thue Kjærhus igen og igen forklarer os andre forstandere at FFD alene er en serviceorganisation, når vi f.eks. diskuterer kontingentniveauet; Som medlemmer af FFD skal vi ikke mene noget, vi skal ikke tage initiativ til noget og vi skal ikke koordinere nye indsatsområder hvor højskolen kan svare ind på de udfordringer det danske samfund har. Vi skal tilsyneladende padle hver vores lille robåd, efter "survival of the fittest" princippet. Nuvel, det er et synspunkt. Men sagen er jo den, Thue, at nogle af os der er medlemmer af FFD synes at foreningen skal være et mødested, et udviklingssted, en platform for dialog og en ramme om det virtuelle kraftcenter for samfundet højskolen er. Ikke bare for vores egen lille "robåds skyld", men fordi vi tror på at højskolen som den uens størrelse den er, skal gøre en forskel for vores elever men også for den verden den er en del af. Stor tak til Helga, fordi du personligt - og ikke som formand for FFD - inviterede dine kolleger til at give din indignation mere kraft. Jeg synes det er svært at forestille sig at der findes højskoleforstandere der ikke selv kan finde ud af at tage stilling til en sådan henvendelse. Og som ikke kan skille det initiativ fra organisationen FFD's initiativer.
    Den dag vi som mennesker holder op med at turde mene noget, da synes jeg vi har skabt et farligt samfund.
    Gode hilsner
    Lisbeth Trinskjær
    Ubberup Højskole
  • 24. november 2010   Thue  Kjærhus
  • Moralsk forfald
    Kære Helga dit svar er svagt. Endog meget svagt.Du benytter dig af FFD's databaser til et politisk formål. Det bør du ikke gøre som formand .Hvorvidt FFD godkender rundsendelsen eller ej, fritager dig på ingen måde for et personligt ansvar.. At det er en praktisk handling fra generalsekretæren gør blot din handling endnu mere problematisk. Du skulle ikke have stillet ham over for dette valg. Ville du have støttet, at FFD rundsendte DF materialer? Næppe! At FFD's general sekretær acceptere rund sendelsen er beklageligt, problematisk og etisk forkert. Hvad der gælder for Tor( de som er imod point systemet) gælder også for Loke( dem der er for systemet). Du burde som formand for FFD ikke indlader dig på en sådan praxis. Du er både formand for dem som er imod point systemet som dem som er for. Derfor skal du ikke benytte dig af FFDs databaser. Det er magtmisbrug.Jeg har tidligere noteret at FFD ikke skal reagerer som en synode højskole. Nu har du til fulde gjort det.
    MVH Thue Kjærhus
  • 24. november 2010   Helga Kolby Kristiansen
  • Kære Thue Kjærhus
    Jeg har i følgebrevet gjort udtrykkeligt opmærksom på, at dette IKKE var et foreningsinitiativ, men et personligt initiativ. Der er alene tale om praktisk hjælp fra generalsekretærens side. Af samme grund har forstanderne også skullet svare direkte til mig. Jeg glæder mig så over den store opbakning, der har været til indlægget. Vi havde en ret kort deadline, og efterfølgende har jeg fået hilsner fra flere forstandere, der gerne ville have været medunderskrivere,
    men p.gr.a. bortrejse o. lign.ikke havde set min mail. Så alt i alt er vi omkring de 80%.
    Jeg vedhæfter til orientering det følgebrev, jeg sendte med:

    Kære kollega
    Mange danskere er i øjeblikket oprørte over den nye aftale. således også jeg. Jeg skriver til dig for at høre, om du vil være medunderskriver på vedlagte indlæg i Politiken. Når jeg tager dette initiativ hænger det sammen med, at jeg synes, at de værdier, som den danske højskoler udspringer af, er under et gevaldigt pres, og at vi bliver nødt til at gøre opmærksom herpå.

    Jeg vil bede dig give tilbagemelding til mig inden mandag kl. 10.00 ved at maile til mig på hkk@silkeborghojskole.dk

    Du er velkommen til at komme med mindre ændringsforslag til indholdet.

    Jeg skal understrege, at der ikke er tale om et foreningsinitiativ, selvom denne mail kommer fra Niels’s mailadresse. Han har blot adgang til at sende en fællesmail til jer.


    De bedste hilsner

    Helga

  • 24. november 2010   Thue Kjærhus
  • Kære Koldby; jeg er overrasket over at du har brugt FFD til at rundsende en skrivelse som er opstarten på en politisk kampagne imod det nye pointsystem. Jeg kan således ikke forestille mig, at det havde været god tone i FFD regi, at vi havde brugt FFD's databaser til f.eks. at sende DF's politiske budskaber ud.
    FFD skal ikke være en politisk organisation. Lad os i stedet udtrykke os politisk uafhængig af FFD. Personlig er jeg modstander af pointsystemet. Grundene hertil er andre end det manifest I har offentliggjort. Det problematiske ved pointsystemet er, at man sjakrer med det danske statsborgerskab og indskrænker statsborgerskabets rettigheder. At Socialdemokraterne, de Radikale og SF sjakrede med statsborgerskaberne ved at uddele dem uden hensyn til, om man destabiliserede eller stabiliserede Danmark er ikke tilstrækkelig grund til at indskrænke det danske statsborgerskab.
    Bedste hilsner
    Thue Kjærhus
  • 23. november 2010   john petersen
  • Vil det sige, at 1/3 af højskoleforstandere IKKE har vil lægge navn til?
  • 23. november 2010   frederik christensen
  • Bravo!
    Endelig står højskolens folk frem og viser, de er mere end indstitutions-
    bestyrere.
  • For at undgå spammere er vi nødt til at bede dig indtaste resultatet fra regnestykket.

´

Til top