DF’er med høj PH-værdi
Skrevet den 8. februar 2010 af Højskolebladet
INTERVIEW ”Tør du være dansk?”, spørger DF’eren Ole Hyltoft i sin seneste essaysamling. Som næstformand i Danmarks Radios bestyrelse har den afhoppede socialdemokrat af sit nye parti fået en vital platform for sin kulturkamp. En kamp for frisind, folkeoplys-
ning og kulturel højnelse, som den 74-årige forfatter har udkæmpet offentligt i mere end et halvt århundrede
Af Johs Lynge og Martin E. O. Grunz
Kort efter folketingsvalget i 2005 talte Ole Hyltoft med arbejderdigteren Oskar Hansens søn, som fortalte, at han havde studset ved reportagerne fra Christiansborg på valgaftenen. ”Han havde set Socialdemokraterne, der sang ’Når jeg ser et rødt flag smælde’, og Dansk Folkeparti som sang ’Danmark for folket’, to af Oskars sange. Og han vidste søreme ikke, hvem der mente det mest,” fortæller Ole Hyltoft. Selv har Hyltoft efter flere års flirt med Dansk Folkeparti fundet, at de varetager den socialdemokratiske arv bedst. Og derfor synger han gerne med på ’Danmark for folket’ hos DF i dag. Især strofen om ”De friheds lyse skanser / som vort folk bygger på”. For frihed, folkelighed, danskhed og kulturel højnelse er for Hyltoft forbundne størrelser. Det ses helt ud i hans hjem. Det er en bjælkehytte, der ligger tilbagetrukket i sommerparadiset Tisvilde. Haven er velplejet og anlagt med nordiske æblesorter. Indenfor hænger der nyere dansk kunst på væggene af både cobra-malere og Muhammed-tegnere, og den resterende vægplads udfyldes af bogrækker med mange danske klassikere og aktuelle debatbøger iblandt. Hyltofts hjem emmer på én gang af gedigne danske traditioner og personlige provokerende valg.
Ole Hyltoft skrev sin første bog ”Tør du være fri?” for cirka fyrre år siden. En udfordrende debatbog, som trækker på inspiration fra kulturradikalismen fra en tid, hvor man i Danmark, ifølge Hyltoft, levede i et ”stift” samfund, hvor blandt andet abort og pornografi var forbudt og nøgenbadning og andre former for praktiseret frisind var alt andet end velset blandt den brede befolkning. Her øvede en kulturradikal hovedfigur som Poul Henningsen betydelig indflydelse på den unge Ole Hyltoft, og på PH’s ældre dage udviklede det sig sågar til et personligt bekendtskab, hvor den aldrende arkitekt og kulturkæmper kom og lånte bøger hos Hyltoft. Men vil man forstå Ole Hyltofts tænkning og motiver, må man kende lidt til hans kulturelle udgangspunkt, hvilket vil sige hverdagen i arbejderbevægelsen.
Parti og kulturbevægelse
”Dengang jeg som ganske grøn kom ind i Socialdemokratiet, var det mere end et parti. Det var et helt samfund, som man levede i – og det var frem for alt en kulturbevægelse. Det var mærkeligt, hvis man var arbejder og ikke var socialdemokrat. Vi havde partiet, som tog de politiske kampe, vi havde fagforeningen, som arbejdede for acceptable livsvilkår, og så havde vi forskellige foreninger, for eksempel Arbejdernes Oplysningsforbund og Arbejdernes Radioklub, forlaget Fremad og A-pressen, som ville udvikle den kultur, man havde. Man arbejdede for et samfund, der skulle være mere renfærdigt – og levede for så vidt hver dag i fosteret til det samfund ved at være socialdemokrat”.
Et perle-eksempel på et forgangent parallelsamfund?
”Det var også et pionérsamfund, som der lå en ”kulturel højnelse” i - for at bruge et Stauning-udtryk. Den højnelse tog man ind i eksempelvis Danmarks Radio gennem det folkelige arbejde i Arbejdernes Radioklub. Man forestillede sig, at parallelsamfundet skulle udvikle sig til at blive det almindelige samfund. Man skulle væk fra kapitalismen, og derfor var det vigtigt at udvikle et medmenneskeligt moralsk alternativ i form af den socialdemokratiske tankegang, hvor man eliminerede udbytningen. Socialdemokratiets samfund var fremtidens samfund”.
Socialdemokratiet var jo samtidig pragmatisk. De accepterede kapitalisme, kirken og monarkiet?
”Man kan ikke lave et samfund om i modstrid med befolkningens ønsker. Det synes jeg heller ikke, at man skal prøve på - det ender i undertrykkelse. For eksempel kuppede bolsjevikkerne sig jo til magten i Rusland mod befolkningens ønsker. Det vigtige er, at der var en vision i det gamle Socialdemokrati, som var renfærdig. Men man ville også blande. Der eksisterede en selvstændig kultur i arbejderbevægelsen, som havde noget at gøre med den væremåde som de gamle bønderkarle, der drog ind fra landet, havde. Det blev så til Socialdemokratiet, som havde sin egen selvstændige folkelige kultur og moral. Og man forestillede sig, at den kultur, med billedkunstnere og digtere og det hele, skulle indgå i den almindelige kultur. Men man ønskede, at det bedste - og det sjoveste - fra den borgerlige kultur skulle indgå i arbejderkulturen og danne grundlag for en ny fælles kultur.”
Skete det?
”Det gjorde det et stykke vej. Men i 1970erne skete der det, at der kom en nymarxistisk bevægelse, som ville have, at arbejderkulturen skulle forstøde den borgerlige kultur. Og det var egentlig ikke arbejderkulturen, det var en doktrinær udlægning af den, som da også blev kaldt socialistisk eller revolutionær kultur. Sådan så de gamle socialdemokrater aldrig på det. De ville have, at Socialdemokratiet blev en del af det bedste, som det danske samfund havde skabt gennem tiderne”.
Dagens sande socialdemokrater
Ole Hyltoft sætter en ære i fortsat at føre kulturarven fra de gamle socialdemokrater videre. At det i dag bedst gøres med fødderne plantet hos Dansk Folkeparti provokerer mange, der ligeledes væmmes ved at høre DF’s stifter og formand sige ”Vi er nutidens ægte socialdemokrater”, hvilket Pia Kjærsgaard gjorde på landsmødet i Herning i efteråret. Og på forrige landsmøde lanceredes sloganet ”Rigtige socialdemokrater stemmer på Dansk Folkeparti”. Vil partiformanden hente yderligere inspiration til sit ”socialdemokratiske projekt”, kan hun passende kigge i ”Tør du være dansk”, der bærer undertitlen ”Oder til fællesskabet”. For i dag er Ole Hyltoft mere optaget af at understøtte den nationale sammenhængskraft end af at frisætte den enkelte dansker med kulturradikalt tankegods. Dansk Folkeparti er for Hyltoft en kulturbevægelse, der aktivt værner den nationale identitet mod globalismens overfladiske forråelse. Understreget af Pia Kjærsgaards udtalelser for nyligt, hvor partiformanden refererede til Stauning og hans kulturelle højnelses-projekt som lig sit eget.
”DF er en bevægelse, der respekterer den nationale kulturarv. Og det er en bevægelse, hvor formanden er trådt aktivt ind i kulturlivet som medlem af Folketingets kulturudvalg. Det erindrer jeg ikke, at nogen anden formand for noget politisk parti har gjort. Så jeg tror, at der er en gryende kulturbevidsthed- og interesse, fordi DF sætter værdier højt. Det er på den måde i højere grad en værdibevægelse, herunder også en kulturbevægelse, end det er en økonomisk bevægelse,” tolker Hyltoft.
Hvilket måske forklarer Helle Thorning-Schmidt og co.’s aktuelle problemer med at tale til den socioøkonomiske indignation hos Socialdemokratiets frafaldne vælgere hos DF. Men gjorde det alligevel ondt at forlade det fædrene parti efter 5 årtier?
”Ja, det gjorde det. Jeg var ked af det, men sådan er det. Det havde truk¬ket for længe ud. Ledelsens forræderi over for det menige, det almindelige og det folkelige – det blev for meget efterhånden. Jeg skrev jo 20, hvis ikke 25, advarsels-kronikker i Ekstra Bladet, Politiken og Jyllandsposten. Første gang i 1986. Der skriver jeg en kronik, hvor jeg blandt andet tager afstand fra ulighed, barbari og ufrihed i Islam. De kritiske kronikker forblev ubesvaret af partiledelsen.”
Bortblevne metaforer
I en ikke umoden alder blev Ole Hyltoft to år tilbage udpeget af Dansk Folkeparti til hvervet som bestyrelsesmedlem i Danmarks Radios bestyrelse. En post, som de to Søren’er - Krarup og Espersen - tidligere har bestridt før deres indtog i Folketinget. I februar blev Hyltoft forfremmet til næstformand og fra denne betroede post viderefører Ole Hyltoft nu sin kulturkamp for fuld styrke. Fra og med april måned også som medlem af DF. Modsat majoriteten af bestyrelsesmedlemmerne, går han ikke stille med dørene i debatten og påpeger gerne fejl og mangler i forhold til enkelte udsendelser og overordnede politiske og kulturelle dagsordner, som han mener DR bør dække bedre. I sommer vakte det røre i offentligheden, da Hyltoft i to omgange gik i rette med DR’s ledelse, da P1-programmet ”Sproglaboratoriet” satte fokus på skadedyrsmetaforer i den offentlige debat. Han mente, at hans partiformand Pia Kjærsgaard fik en så uretfærdig behandling, at DR-ledelsen fluks måtte rykke ud med en undskyldning og en berigtigelse. En korrektion, som han sidenhen også gjorde ophævelser over med det resultat, at programmets passage om skadedyrs-metaforer på DR’s eget initiativ blev fjernet fra den version, der kan høres på P1’s hjemmeside.´
”En lytter kontaktede mig og sagde, at han aldrig kunne drømme om at stemme på DF. Men han vidste dog, at Pia Kjærsgaard heller aldrig kunne drømme om at sige, at de fremmede formerer sig som rotter. Derfor fulgte jeg op på det, selvom jeg ikke på det tidspunkt havde hørt det pågældende program,” siger Ole Hyltoft om en sag, han ikke har mere at sige om. Det har han til gengæld om den tendens i DR, som han mener, at sådan en sag er udtryk for
”Den nedladende behandling af Pia Kjærsgaard minder mig om den måde, man i overklassen omtalte socialdemokrater for 60 år siden. Samme hånlige behandling får DF’ere i dag. Det er dog ikke så slemt som for 4-5 år siden, men de får fortsat jævnligt med grovfilen hos DR. At det minder mig om min egen slægts oplevelser med borgerskabet i fordums tider er én ting. Men jeg får løbende breve fra folk, der ikke vil betale licens, fordi de ikke føler, at DR er fair over for eksempelvis DF.”
Farlig radio
”Der skal være plads til både bekræf¬tende og udfordrende programvirksomhed. Og når man udfordrer, skal man have præmisserne i orden. I den første radiolov fra 1926 lød det, at DR var forpligtet på at oplyse, skabe kultur og at være alsidig. På alle tre punkter er der problemer i dag, men især alsidigheden lader meget tilbage at ønske. Helligånden i DR ligger i dag tæt på de radikales holdning. Man skal turde tage alle ind, der ved noget og ikke kun bruge Tøger Seidenfaden, når det drejer sig om eksempelvis Islam.”
Man bruger vel først og fremmest de universitære islameksperter?
”De politisk korrekte stuerene forskere som for eksempel Jørgen Bæk Simonsen, ja. Men der findes jo en masse mennesker, der ved noget om Islam, som aldrig bliver brugt.”
Men mange af de islamkritikere, som du savner at høre hos DR, er jo autodidakte debattører, der udtaler sig uden akademisk vægt om fænomener, der angår islamforskningen. Skal man ikke som journalist og redaktør sondre mellem sagkundskaben og mere eller mindre professionelle polemikere i form af læserbrevsskribenter, bloggere og kommentatorer af forskellig kaliber?
”Man behøver jo ikke at have haft næsen nede i koranen i 28 år for at ytre sig om Islam. Men det er ikke så slemt, som det har været i DR,” siger Hyltoft, der for eksempel for nylig lagde øre til et længere portrætpogram på P1 om islamisme-professoren Mehdi Mozzafari, som ikke lægger fingrene imellem i sine beskrivelser af, hvad for en fjende det frie sekulære verdenssamfund står over for.
Flow i tomhedslommen
For Ole Hyltoft er public service-virksomhed altså forpligtet på alsidighed og meningspluralisme, hvilket for ham må have praktiske konsekvenser. Derfor ønsker han en anden ansættelsespolitik end den nuværende.
”En journalist behøver ikke at løbe fra sin holdning. Det er DR’s opgave at sikre pluralismen. Derfor skal de ansætte journalister med forskellige meninger,” siger Hyltoft i sit fortsatte forsvar for en frisindet debat, som han har kæmpet for under forskellige faner i 55 års offentlig kulturkamp.
Men vi skal jo også have noget at debattere. Overser du ikke det element, der hedder uafhængig kritisk journalistik baseret på faglighed, fairness og nysgerrighed i dine bestræbelser på politisk styring af journalistikken af hensyn til alsidigheden og folkeflertallets forventninger, hvorved for eksempel begrebet ”farlig radio” udvandes?
”Willy Reunerts socialt engagerede radio-montager trængte ind bag ved, hvad folk faktisk tænkte - og ikke bare ved hvad de sagde...”
Undskyld afbrydelsen. Men er det så ikke problematisk, at P1 nedlægger programmer som ”Dokumentar-zonen” med længere radiomontager og i stedet introducerer livsstilsorienterede program-koncepter som ”Netværket” og ”Coaching”, der primært henvender sig til et segment af veluddannede storbyboere i 30erne og 40erne?
”Jo, meget af det reportagestof, der kommer ind i Bomholts tid som radiorådsformand - hvor det ikke kun handlede om at tilfredsstille folk og underholde dem med stof, der levede op til deres forventninger – savner vi i dag.”
Noget tyder på, at der ikke er megen vilje på P1 i dag til at fastholde og udvikle de eksperimenterende og dybdeborende programmer, der går ind og afdækker et miljø og et stofområde. Det tager jo nogen gange mere end 25 minutter og kan ikke altid indordnes i et program-flow, som presses ned ovenfra?
”Ja, det skal vi have gjort noget ved. Og værre endnu svigtes også litteraturen i den negative udvikling. Det er en kulturtomhed af en anden verden, at man ikke længere har oplæsninger i radioen. På tv-siden er der ikke en ordentlig dækning af billedkunst og arkitektur på trods af, at tv ellers er et velegnet medie til det formål. Der er generelt for meget tomgang i DR, hvor kvalitetsbevidstheden og oplysningsmomenterne mangler. Værst står det til med DR1, hvor eksempelvis ”Hammerslag” kun handler om, hvad folks bolig koster. Det kunne jo også handle om stilarter inden for boligarkitekturen som funktionalisme og så videre. Og DR1’s drama-serier tager udgangspunkt i, hvad man tror folk gerne vil underholdes med. I gamle dage udfordrede man også folk i DR’s drama-afdeling. Det savner man i stangtøjsagtige krimidramaer som ”Forbrydelsen” og ”Livvagterne. Jeg er i øvrigt enig med Søren Espersen i hans kritik af serierne,” tilføjer Ole Hyltoft, der har mange konkrete kritikpunkter vedrørende DR’s programpolitik.
Dog finder han grund til optimisme i forbindelse med det formandsskift i DR-bestyrelsen, der placerede den forhenværende direktør for Det Kongelige Teater Michael Christiansen i spidsen for den bestyrelse, som Hyltoft nu er næstformand for.
”Jeg tror, at den ny formand er en kvalificeret herre, der er enig med mig i mangt og meget. Det var svært at trænge i gennem med noget til hans forgænger i formandsstolen (den fyrede Mogens Munk-Rasmussen, red.). Så lad os nu se, om vi ikke kan komme ud af tomhedslommen med Michael Christiansen,” lyder det forhåbningsfuldt fra Hyltoft i bjælkehytten.
