RE: Undervisningsministeren forsvarer besparelser
Tina Nedergaard mener ikke, at det for øjeblikket er en offentlig opgave at hjælpe folk på en uges kursus på en højskole. Det er det i høj grad. Måske er opgaven endnu vigtigere i dag, hvor krisen kradser.På højskolen mødes alle deltagere i et ligeværdigt samvær og inspirerer hinanden. Der er repræsentanter fra alle grupper i samfundet, men en ting er gennemgående - de fleste seniorer, der kommer på ugekurser, er enlige, der udover den daglige undervisning og kulturelle saltvandsindsprøjtning får skabt en masse gode kontakter, som kan bruges, når man vender hjem igen. Du har fx. fået nogle at gå tur med, diskutere politiske emner med, rejse med,lave keramik med, blive klogere på brugen af din computer med eller bare hygge og drikke en kop kaffe med. Det holder hjernen og kroppen igang og ensomheden på afstand. På en uge gør højskolerne en meget stor forskel. Kursister fortæller, hvordan de føler sig levende igen og får mod på tilværelsen.Det er livskvalitet og overskud for en stor gruppe mennesker, som ministeren er ved at fjerne,for der vil opstå en skævvridning, så kun de velbjærgede får råd til et ugekursus.
Vibeke Hundborg
Forstander
Nørgaards Højskole