Den sidste idealist
Skrevet den 12. august 2010 af Højskolebladet
Den verdenskendte fotograf Jan Grarup er drevet af indignation og humanistisk idealismen. Derfor kan han ganske enkelt ikke lade være med at rejse til Darfur, Rwanda, Bosnien, Gaza - glemte brændpunkter, hvor mennesker på den ene eller den anden måde er i klemme. Han er en visuel folkeoplyser og grundlæggende humanist, der mener, at vi som privilegerede vesterlændinge har en forpligtelse over for mindre bemidlede dele af verden.
Af Andreas Harbsmeier
Ambitionen er at lave et portrætinterview af en mand, der helst ikke vil tale om sig selv. Fotografen Jan Grarup er i sig selv en rigtig god historie. For vi fascineres af mennesker, der sætter deres liv på spil i den gode sags tjeneste. Idealisterne, der brænder for en sag så meget, at de er villige til at betale store omkostninger
for at oplyse og skildre social uretfærdighed, mennesker, der er udstødt eller lever under vanskelige vilkår på grund af krige, katastrofer eller politisk undertrykkelse. Men Grarup vil helst ikke tale om sig selv og om, hvor farligt hans arbejde er, da Højskolebladet møder ham på fotokursus på Grundtvigs Højskole, hvor han er kursusleder.
”Jeg har det ambivalent med at tale om det, fordi det hurtigt bliver til røverhistorier. Mine billeder handler ikke om mig – det handler om de mennesker, jeg fotograferer. Og jeg vil gerne beholde fokus på dem.”
Billedet af machoreporteren, der render rundt i verdens krigszoner for, at vi derhjemme kan se og forstå, hvad det er, der egentlig foregår, er nærmest blevet en kliché. Og Grarup vil meget nødigt indlemmes i den, selv om han står tilbage som en af de få, der gør lige præcis det.
Visuel folkeoplysning
For Jan Grarup er en visuel folkeoplyser. Han bruger fotomediet til at fortælle de historier, han mener er vigtige. I haven på Grundtvigs Højskole tager han imod i bar mave og med en smøg i kæften. Han er netop vendt tilbage fra en opgave i Berlin, der handlede om tyske soldaters krigstraumer i forhold til Afghanistan – og det offentlige Tysklands syn på soldater. Og han har været vidt omkring i sin karriere. Han har dækket katastrofer og krige på adskillige kontinenter. Senest var han på Haiti for at skildre konsekvenserne af jordskælvet.
Siden han startede som 15-årig som freelance-fotograf på Helsingør Dagblad, er det gået hurtigt for Grarup, der er en særdeles rutineret fotograf, selv om han kun er et par og fyrre. Sidste år gik han fra en fast stilling på Dagbladet Politiken for at blive freelance. Nu leverer han i stedet til anerkendte, internationale magasiner: Stern, Time, Newsweek, Le Monde, Sunday Times Magazine, The New Yorker, italienske og spanske magasiner
og for New York Times.
På højskolen render håbefulde fotografer rundt og deltager i workshops og arbejder med deres egne projekter. Alle deltagere på kurset er optaget af fotografi, men det er ikke en lukket kreds for nørder. For det handler om de historier, der skal fortælles, og langt mindre om hvilket udstyr, man bruger, eller hvilke specifikke teknikker, man bruger. For selv om Grarup er kendt og respekteret for sine meget smukke, æstetiserede reportagebilleder, er det altid historien, det handler om:
”Kameraet er bare værktøjet til det, man i virkeligheden gerne vil. Som en hammer, hvis du er tømrer. Man skal ikke forveksle reportagefotoet med kunst. Det er det ikke for mig. Det er en fortællegenre, hvor man kommer meget tæt på andre menneskers liv og møder dem med en form for respekt. Det er mig, der fortæller jer om noget, jeg har oplevet – om nogle andre menneskers liv. Mit projekt er det samme, som det altid har været: At sætte fokus på mennesker, som lever i svære situationer,
så deres historie også bliver fortalt.”
Hvad kan fotografiet?
Billeder fylder så uendeligt meget i den måde, vi opfatter og forstår verden. Gennem tv-mediet og gennem de fotos, vi bliver præsenteret for i aviser, magasiner og andre steder, dannes vores billede af verden. Men til trods for billedstormen, har fotoet på ingen måde mistet sin kraft. Tværtimod, mener Grarup:
”Tænk på, hvor mange gange i historien fotografiet har været medvirkende til at ændre folkestemninger. Om ikke andet står de i historiebøgerne som dokumentation for Auschwitz, Vietnam og så videre. Billederne fra Abu Ghraib fik en voldsom opmærksomhed og står nok som de vigtigste billeder i det seneste årti. Der er aldrig blevet taget så mange billeder, som der bliver taget nu. Alle folk har fået mobiltelefoner og kameraer. Der ligger tonsvis af billeder rundt omkring, og mange af dem er sikkert ikke engang blevet set endnu, selv om de på et tidspunkt vil få en betydning."
Grarup mener ikke, at ”demokratiseringen”
af fotomediet betyder, at de professionelle bliver overflødige. Tværtimod:
”Det er mange professionelle fotografer, der er nervøse for den udvikling. Sådan har jeg det ikke. I takt med at flere og flere mennesker tager billeder, får de også en interesse for stillfotoet. Alle er fotografer. Lige så snart du får et kamera i hånden, er du fotograf. Sådan er det. Og det er en god ting.”
Grarup kan ganske enkelt ikke lade være med at dokumentere den virkelighed, han mener, at vi i al for ringe grad er opmærksomme på:
”Jeg render ikke rundt med en illusion om, at jeg forandrer verden. Men der er en del idealisme i mig, forstået på den måde, at det har store personlige konsekvenser at bevæge sig rundt i de områder, jeg gør. Og så er der jo en grad af idealisme i det. Jeg tror på, at den slags fotografier, jeg laver, kan være med til at åbne folks øjne og få dem til at reflektere lidt over nogle af de historier, som der ellers ikke er særligt meget fokus på. Min politiske overbevisning kan vel bedst beskrives som en grundlæggende humanisme. Det er egentlig enkelt: Vi lever i den meget, meget velbjergede del af verden. Og med velstand følger også et meget stort ansvar. Og jeg mener ikke, at vi i den vestlige verden lever op til det ansvar. Vi skal engagere os i de her ting, meget mere end vi gør – uden at tænke på egne interesser.”
Det er indignationen, der driver værket:
”Indignation er et fantastisk brændstof. Det bruger jeg meget. Det at være indigneret over noget er en vigtig ting i forhold til at lave noget arbejde, som er vigtigt, ærligt og tæt på. Jeg er vokset på med en generation af indignerede journalister, men de findes næsten ikke længere. Jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Men det er jo ikke nok bare at være indigneret. Der er en masse ting, der skal gå op i en højere enhed for at man kan komme ud og lave de ting. Jeg har gennem 5 år lavet et projekt i Darfur, som i høj grad er drevet af en vrede over ligegyldigheden fra det internationale
samfund: ’det er bare negere, der slås’-holdningen. Det pisser mig helt vildt af, fordi jeg også dækkede folkemordet i Rwanda i 1994, hvor det internationale samfund efterfølgende gik ind og sagde: aldrig mere. Og sker det samme igen – på sjette år.”
Idealisten
Journalisten Lasse Jensen sagde engang, at han blev nødt til at holde op med at rejse rundt og skrive fra krige, fordi han ellers enten var blevet kyniker eller alkoholiker. Der er Jan Grarup ikke endt:
”Det er masser af journalister og fotografer, der er kyniske, og det bærer deres tekster og deres billeder også præg af. Empati er kodeordet. Hvis du ikke er i besiddelse af det, så bliver dine billeder og dine tekster også noget lort. Jeg kan godt blive bekymret over det danske mediebillede. En klog mand har en gang sagt, at et land har de medier, det fortjener. Hvis det er tilfældet, ser det virkelig skidt ud herhjemme. Og jeg kan godt blive bekymret over, hvad det er, der sælger, hvad det er, unge mennesker ser i fjernsynet. For det har godt nok ikke meget med journalistik at gøre. Det danske mediebillede er rent ud sagt til at lukke op og skide i. Det er blevet meget fokuseret på, at folk skal sælge et produkt. Der er meget langt mellem de store gennemarbejdede ting.”
Den måde at arbejde på, kræver et enormt engagement, men kan også have store omkostninger:
”Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været gået ned med stress og noget, der senere er blevet diagnosticeret
som posttraumatisk stress, som jeg er medicineret for. Så jo, det har kolossale personlige omkostninger for mig som menneske. Omvendt tror jeg aldrig, at jeg ville kunne komme i en situation, hvor jeg ville kunne leve uden det.”
Og her nærmer vi os Grarup som idealist. Det handler ikke om ham:
”Jeg bliver ofte spurgt, om jeg ikke var bange. Jo, for fanden. Hvis man ikke bliver bange, så skal man finde på noget andet at lave. Så begynder det at nærme sig noget suicidalt. Og jeg bliver ofte spurgt: Har du nogensinde været i livsfare? Ja, det har jeg været rigtig mange gange. Er der nogensinde blevet skudt efter dig? Ja, det er der rigtig mange gange. Men det er der, hvor det bliver røverhistorier. Jeg gør ikke det her for at fortælle røverhistorier,
men fordi jeg har noget på hjerte. Jeg har ikke nogen ambition at komme til skade. Jeg har tre børn, jeg gerne vil se vokse op. Men det er farligt på mange måder. En ting er den rent fysiske del, når man rejser sådan nogle steder hen, som jeg gør. En anden del er, at det også er psykisk belastende. Jeg har været i situationer, hvor jeg tænkt, at hvis jeg kommer ud af det her, så findes der et eller andet, som holder hånden over mig. Og jeg har været i situationer, hvor jeg har tænkt: aldrig mere. Sådan er det, når man er i krig. Det er forfærdeligt og meget uhyggeligt. Det er meget ubehageligt at være i en situation, hvor der er nogle mennesker, som prøver at slå dig ihjel. Krigen i Bosnien var meget voldsom – ligesom i Rwanda i 1994 og i Darfur.”
Jan Grarup
Født 1968. Dansk fotograf. Har tidligere været ansat på Ekstra Bladet og Politiken. Arbejder nu for en lang række magasiner som Stern, Time, Newsweek, Le Monde, Sunday Times Magazine, The New Yorker.
Udgav i 2006 den retrospektive bog Shadow Land på Politikens forlag. Har modtaget et hav af priser for sine reportagefotos.
Fotokursus
I juni afholdt Grundtvigs Højskole i samarbejdet med Das Büro et intensivt ugekursus med en lang række af de bedste danske fotografer – med Jan Grarup som kursusleder.
Deltagerne kunne blandt andre møde Jes Larsen, Tine Harden, Mads Nissen, Pixelsmed, Trine Søndergaard, Henrik Saxgren, Nicolai Howalt, Casper Balslev, Lea Meilandt, Claus Bjørn Larsen, Per Folkver, Carsten Ingemann, Erik Refner, Philip Blinkensop samt Lars Bech, Carsten Ingemann og Ulrik Jantzen.
