Find det, du ikke er god til
Skrevet den 31. marts 2011 af Højskolebladet
KOMMENTAR:
”Find det du er god til” burde erstattes med ”Find det du ikke er god til”. Er management-kulturen ved at overtage højskolens særlige kendetegn?
af Ole Rahbek
”Lad være med at tænke på en varmluftballon,” bliver der sagt, og pludselig er mit hoved fyldt med billeder af farvestrålende lærred, ballonkurve, gasbeholdere og angsten for at falde ned. Jeg må gøre det helt forkert. ”I stedet skal du fokusere på selve opdriften, den vej hvor du føler dig tryg. Alt det du er god til,” fortsætter coachen på erhvervslivets karrieredage i Aarhus. Oplægget handler om, hvordan man ved hjælp af simple ”anerkendelsesværktøjer”, kan bringe sig selv i en ”mere gunstig situation i forhold til sit billede af sig selv”. En nydelig dame, iklædt mørk jakkesæt, en moderigtig uglebroche og en stram hestehale, forklarer nøje, hvordan Appreciative Inquiry (AI) kan hjælpe individer til en større selvindsigt og dermed opnå realistiske karrieremål, inden hun afslutter med sit mantra, ”anerkendelsestilgangen hjælper netop dig”. Herefter må der synkes en ekstra gang.
Kort sagt handler AI om at tage afsæt i det ”som virker” og herigennem udnytte individets kernekompetencer. Dermed ignorerer man vanskeligheder og lukker øjnene for komplekse konflikter, da disse er alt for ressourcekrævende. Det centrale problem er dog, at mennesket herefter reduceres til et led i et længere produktionsapparat, og at det ikke længere er tilladt at ytre sin utilfredshed, da man i så fald vil blive betragtet som sortseer uden ideer og optimisme. Dette dybt misforståede anerkendelsesbegreb har surret sig fast i erhvervslivets managementsprog, og inden dette siver ind i de frie skolers verden, er der for alvor grund til at råbe vagt i gevær – hvis ikke det allerede er for sent? I mange sammenhænge i højskoleverdenen loves der således fokus på fagligheden, elitesatsning, individuelle projekter, under det fælles valgsprog: ”Find det du er god til”. Ikke det vi er fælles om, ikke det vi har pligt til eller det, man kan forvente af et menneske i det moderne samfund. Det du er god til.
Højskolens særkende
Tidligere hed det, at på højskolerne kan man lære det, man ikke lærer andre steder. Men sagen er, at man netop kan lære at hoppe højt, at spille rent, at sejle ligeud, at blande farver, tage fotos og debattere alle mulige andre steder. Dermed ikke sagt at højskolerne ikke skal bevare en høj faglighed med fokus på dygtige lærere, som indigneret fører eleverne gennem fagene. Højskolerne skal naturligvis bevare fagligheden og som det naturligste i verden skal der slås streger, hoppes højt, digtes, diskuteres og klappes i takt. Men det er ikke dette, som gør højskolen særlig – i forhold til så mange andre skoleformer. Det særlige er derimod selve højskoleformens struktur, hvor undervisningen i samspil med samværet på højskolen giver gode betingelser for at blive lidt klogere på tilværelsen. Netop derfor er det vigtigt, at højskolelæreren ikke blot er fokuseret på undervisning og faglighed, med ligeledes viser sin positive tilstedeværelse i afslappede sammenhænge, hvor vi i konstant dialog med kursister og elever kan overføre den fælles viden fra klasselokalerne til virkeligheden.
Rousseau benytter sondringen imellem ”borger” og ”menneske”, hvor borgeren er et redskab for staten, og hvor mennesket er det tænkende og følende individ. Rousseau understreger vigtigheden af, at mennesket indeholder en del af begge dele. Overført i højskolesammenhæng kan man sige, at det hele drejer sig om at finde balancen mellem at have fokus på ”eleven” såvel som ”mennesket”. I undervisningssitu¬ationen er læreren eksperten med fokus på ’eleven’ og ikke på ’mennesket’. Dette er naturligt, da formålet med undervisningen netop er, at læreren bringer ny viden og færdigheder med sig. Derimod fokuserer samværssituationen på mennesket og menneskelige egenskaber og anerkender disse særlige egenskaber som essentielle for menneskelivet, og det er netop her, hvor den førnævnte AI-tilgangs blinde misbrug af anerkendelsesbegrebet for alvor gør ondt.
Anerkendelse
Den tyske sociolog Axel Honneth som med sit hovedværk Kamp om Anerkendelse er en af anerkendelsesfilosofiens mest betydningsfulde tænkere, peger på anerkendelse som en forudsætning for meningsfyldte og selvstændige individer. Redskabet til dette er hverken rettighedstænkning eller selvudvikling, men derimod at skabe et samfunds ”anerkendelsesmæssige infrastruktur”, hvor individer føler sig anerkendt som vigtige brikker i privatlivet, sociale sammenhænge og ikke mindst i retssamfundet. På den måde vil vi, ifølge Honneth, opnå en følelse af at føle medejerskab og forpligtigelse over for samfundet og dermed være i stand til at bidrage til det fælles bedste. Anerkendelse er altså ikke en pædagogisk praksis, som i managementverdenens ”månedens medarbejde”-tænkning. Det at give ros til en enkelt medarbejder (læs: elev) nytter ikke uden en struktur omkring samværet, som understøtter alle elever og kursisters mulighed for at føle sig anerkendt.
Denne struktur er, ifølge Honneth, ikke et spørgsmål om at give ros, eller at fremelske særlige kvalifikationer hos individet, men snarere at skabe en kultur, hvor alle har lige mulighed for at realisere sig selv, så længe dette er foreneligt med andre menneskers livssyn. Det er i denne socialfilosofiske form, at anerkendelsesbegrebet bliver interessant i højskolesammenhæng.
Anerkendelse på en højskole er ikke en øvelse, som handler om faglige kvalifikationer, men netop et spørgsmål om en struktur, hvor ansvaret i forhold til det fælles bedste er lige så væsentligt som individets rettigheder og individuelle færdigheder. Det kunne være i en politisk diskussion over middagsmaden, hvor enhver oplever at blive lyttet til og taget alvorlig, eller i en fodboldkamp hvor den dygtigste teknikker, i stedet for egoistisk at afdrible alle, pludselig giver fra sig af sin specifikke viden om fodboldspillet – til det fælles bedste. Den anerkendende strukturs formål er altså at skabe det ideelle rum for samspillet imellem undervisningen og samværet, for herigennem at opnå den kvalificerede samtale og se sammenhængene i et større perspektiv, om det så er over en kasse øl, middagsmaden eller midt i en fodboldkamp.
Målet er, at alle på højskolerne op¬når en følelse af at indgå i en sammenhæng, hvor rammerne fordrer, at alle bringer det bedste med sig. Herigennem bliver diskussionerne om fravær til morgensamlingerne, alkoholpolitik, og hvad der ellers måtte kæmpes om på skolerne forhåbentlig mere meningsgivende for alle parter. Her er det de ansattes ansvar at gå forrest og være kulturbærere for en sådan struktur, og det kan ikke ske udelukkende igen¬nem undervisning og faglighed, men derimod langt mere værdiskabende i samværssituationerne.
Den anerkendende højskole danner med andre ord en ramme, som opbygger medejerskab og forpligtigelse. Det er naturligvis en kompleks, abstrakt og vanskelig idé, noget man ikke uden videre bliver god til. Netop derfor vi skal øve os, og derfor burde højskolens valgsprog være ”Find det du ikke er god til” (og bliv bedre til dette – underfor¬stået). I modsætning til management¬verdenens kolde skulder til problemerne, skal problemer stirres direkte i fjæset og diskuteres, til vores øjne flimrer, og vi drætter om af træthed. Samværet og en god anerkendende struktur, som giver elever og ansatte pligter, medbestemmelse og ansvar, er højskole per excellence.
