Et (ret)færdigt samfund?
Skrevet den 5. august 2011 af Højskolebladet
I de seneste år har Danmark indført love, der gælder særlige grupper – rockere, lømler og udlændinge på tålt ophold. Men selv om lovene laves for at ramme kriminelle eller for at afsløre
terrorister, bruges de også til at tilbageholde almindelige, fredelige demonstranter og til at gemme dine og mine mails og opslag på internettet. En bekymrende tendens, hvis man skal tro juraprofessor Eva Smith. Hun er blevet kaldt retsstatens vagthund og har gennem hele sit liv brugt sin position til at kæmpe for udsatte gruppers rettigheder. Det er ikke blot loven, men retfærdig-heden i den, der interesserer hende
Af Kat Sekjær
Det haver så nyligen regnet. I Sankt Pederstræde er luften i det lille kontor fugtig efter det store skybrud. Der er bøger fra gulv til loft, en skønsom blanding af lovsamlinger, blade og udklip. Mellem bunker af papirer har en gammel lommeregner forvildet sig ind på skrivebordet og står nu underligt skakmat mellem to halvtomme vandflasker. Et foto af et jublende barn i spring lyser rummet op, et glimt af fryd og fuldstændig uskyld. På den anden side af skrivebordet sidder juraprofessor, samfundsdebattør og formand for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith. Hendes blik er årvågent, håndtrykket fast og stemmen myndig:
”Det, der interesserer mig, er, sagt med et meget bredt ord, retfærdighed. At man har nogle regler, som kan håndhæves, og at folk føler, de lever i et retfærdigt samfund. Det er et meget bredt begreb selvfølgelig, men det omfatter det hele – både at man har nogle ordentlige betingelser, hvis man bliver mistænkt for en forbrydelse, at der er ordentlige regler om børns vilkår, og at de svage bliver behandlet ordentligt.”
Begrebet ordentlighed går igen hos Eva Smith. Det handler ikke om pertentlighed, men om den etik vi ønsker at indrette vores samfund og vores love efter – måden, vi ønsker at leve sammen på. Det er allerede i barndommen, mens uskylden er intakt, at vi som samfund har en opgave. Den handler om ansvarlighed, om at inkludere de børn og unge, der ellers kommer på afveje og siden ender i de kedelige statistikker som voksne: De kriminelle, de radikaliserede, de utilpassede og socialt udsatte. Samfundets opgave går ikke ud på at få de skæve eksistenser til at rette ind, snarere omvendt – at et oplyst, demokratisk og ansvarsfuldt samfund skal række ud. Det skal evne at rumme og inkludere alle slags borgere. I dén optik bliver fotografiet af barnet i spring med ét billedet af mennesket, før det lander i de voksnes rækker.
En af de læresætninger, Eva Smith fik med fra sit socialdemokratiske hjem, var, at et samfund, hvor de stærke hjælper de svage, gavner alle. Men den opfattelse af solidaritet og ansvarsfølelse er faldet bort i en tid, der ellers har været præget overflod og ikke af nød. Eva Smith undrer sig:
”Det, synes jeg, vi i meget høj grad er ved at bevæge os væk fra, både nationalt og internationalt. Når vi nu er i en situation i EU, hvor nogle lande på grund af deres geografiske beliggenhed,
bliver oversvømmet af flygtninge, kan jeg slet ikke forstå, hvordan Danmark kan få sig selv til at sige;
”vi ligger heldigvis så højt mod nord, så det er ikke vores problem. Det må de selv tage sig af. Vi skal nok sende nogle eksperter derned og hjælpe dem med at behandle alle de ansøgninger, men vi vil ikke selv tage nogle af flygtningene. Det var ikke det, jeg havde ventet af det danske samfund, hvis man havde spurgt mig for tyve år siden.”
Som eksempel fortæller hun, at dengang krigen i Eksjugoslavien brød ud, sendte Danmark folk ned i flygtningelejrene for at finde nødstedte, der havde brug for hjælp. Særlig klart står erindringen om en dreng, der skulle have en øjenoperation. Tv-nyhederne viste, hvordan han blev fløjet direkte til Rigshospitalet. Det, mente man dengang, var det rigtige at gøre. Men det har drejet 180 grader, forklarer Eva Smith og tilføjer, at vi nu kun vil have de integrationsduelige udlændinge. Allerhelst dem fra de tyve bedste universiteter i verden. Holdningen til de svage har ændret sig markant, mener hun: Man har købt en retorik om, at vi bliver nødt til at være hårde. Vi har ikke plads.
’Der er noget galt i danmark’
For nylig satte DR2 i serien, ’Der er noget galt i Danmark’, en række markante samfundsdebattører og opinionsdannere til at fortælle deres helt personlige version af Danmarkshistoriens største fejltrin i de senere år. En af dem var Eva Smith, som valgte at lave filmen ’Der var engang en retsstat’.
Her satte hun fokus på nogle af de love, der er blevet indført i løbet af de sidste ti år. I filmen gennemgår Eva Smith, hvordan blandt andet Rockerloven, Terrorloven og den såkaldte Lømmelpakke bringer retssikkerheden i fare. I forbindelse med klimatopmødet, COP15, i København blev hundredevis af uskyldige demonstranter fængslet, hvilket ifølge Smith er et tydeligt eksempel på, at retsstaten er i fare. Hun mener, at vi har isoleret nogle mennesker med den begrundelse, at de selv har valgt at sætte sig uden for det gode samfund. Derfor gælder almindelige regler ikke for dem. De behøver med andre ord ikke den retssikkerhed, som vi selv synes, vi har krav på. Og dét er en farlig tendens, siger Eva Smith:
”Enhver kan jo blive anklaget for at være rocker eller terrorist. Du kan jo have en ven, som du plejer at gå ud med – men du ved ikke, hvad han går og laver. Om han sidder og laver bomber i sin kælder. Og lige pludselig er du indblandet i det, bare fordi du kender ham. Det er vigtigt, at der er retssikkerhedsgarantier, også for de mennesker, der bliver anklaget for terrorisme. Dømmes man for terrorisme, straffes det med livstidsdomme. Derfor er det særlig vigtigt, at man har mulighed for at forsvare sig.”
Angsten for terror har resulteret i gennemgribende sikkerheds- og overvågningsforanstaltninger, love, der giver myndighederne lovhjemmel til at gribe ind på områder og med metoder, vi ikke ville have tilsluttet os for bare 15 år siden. Prisen for samfundets sikkerhed og tryghedsfølelse er en indskrænkelse af den enkeltes frihed, et markant indgreb i det, der før blev betragtet som en del af privatlivets fred: Telefonopkald, korrespondancer og filmet overvågning af enkeltpersoners gøren og laden i det offentlige rum. I Danmark bliver alle mails, alle sms´er, alle telefonopkald og alle opslag på internettet registreret. I 2008 var det 82.000 oplysninger for hver dansker. Det svarer til 225 oplysninger pr. dag.
Vi tør ikke demonstrere, vi tør ikke google
Hos de jurastuderende, der jo burde kende borgerens retssikrede frihed til for eksempel informationssøgning, har Eva Smith bemærket en stigende frygt for overvågningen, og de konsekvenser den i yderste tilfælde kan få: De studerende
tør eksempelvis ikke gå ind på terrornetværket, Al Quedas hjemmeside. Heller ikke selvom hjemmesiden er fuldt lovlig. Selv jurastuderende tvivler altså på, at retssystemet i sidste ende vil beskytte dem, hvis de uheldigvis skulle ende i et forkert register.
Skrækken taler: Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man er ved at gøre noget forkert, så lad være. Better safe, than sorry. Alligevel synes der i befolkningen at herske en generel opfattelse af, at det er bedre med for meget overvågning end for lidt. Vi er blevet så bange for terror, at vi har vendt argumentet om – hvis man er bange for overvågning, må det jo betyde, at man har noget at skjule. Spørgsmålet er ifølge Smith, om den massive overvågning og registrering overhovedet hjælper. Hun påpeger i sin film, at selvom Politiets Efterretningstjeneste holdt øje med den mand, der angreb tegneren Kurt Westergaard, kom angrebet alligevel.
”Ønsker vi os virkelig et samfund, hvor vi ikke tør søge informationer på internettet?,” spørger hun retorisk.
"Hvis vi ikke tør demonstrere af angst for at blive anholdt og ikke tør søge information af skræk for at ende i et forkert register, er det måske så som så med vores frihed. Så terroriserer vi selv – os selv. Men der er håb endnu. Hvad enten der er tale om bekæmpelse af terror, vold eller anden kriminalitet, så ligger kimen til den ikke blot hos den lovgivende, udøvende eller dømmende magt. Den ligger i ligeså høj grad hos den enkelte. Hos den eller de borgere, der tør bruge demokratiet og evner at inkludere, debattere og demonstrere. Man begår ikke kriminalitet, hvis man føler sig som en del af fællesskabet", siger Eva Smith:
”Både PET-chefen herhjemme og i England siger, at hvis man vil gøre noget for at undgå terror i den almindelige befolkning, skal man lade være med at skubbe de unge muslimer fra sig. Man skal inddrage dem i fællesskabet og gøre dem til en del af vores samfund. Hvis vi ikke vil vide af dem, og de ikke føler, de har en plads her, vender de sig til de ekstreme grupper. Man begår jo ikke terror mod et samfund, man føler, man selv er en del af.”
Og man skal starte tidligt – faktisk allerede mens barnet stadig springer rundt og leger. Det er her, individet bliver borger, det er her, man kan nå at gribe det. Al forskning viser, at de, der bliver kriminelle senere, allerede i folkeskolen har følt sig udenfor.
”Det interessante er, at selv de børn, der måske ikke klarer sig særlig godt bogligt, alligevel klarer sig godt som voksne, hvis de allerede i skolen har følt, at de er en del af fællesskabet. Det har noget at gøre med, om man bliver accepteret som den, man er,” siger Eva Smith og smiler, inden hun afsiger dommen: ”Dér har alle jo et ansvar.”
