Opgør med oppositionslogikken
Skrevet den 24. august 2011 af Højskolebladet
INTERVIEW Højskolerne skal droppe oppositionstænkningen. Det hele er ikke politikernes og samfundets skyld, mener rektor Stefan Hermann, der ville ønske, at uddannelsessystemet blev langt bedre til at udøve selvkritik
af Andreas Harbsmeier
Da Stefan Hermann var ung studerende, sendte han et artikelforslag til Højskolebladet. Den daværende redaktør for bladet
returnerede artiklen til den håbefulde skribent med den begrundelse, at den ganske vist var indholdsmæssigt interessant,
men at den for at kunne blive optaget skulle omskrives fra det akademiske til et ”folkeligt fællessprog”.
Rektor Hermann lægger ud med den lille historie i sit hjørnekontor på Købmagergade midt i København. Den skal illustrere, at man i højskolekredse har en sejlivet forestilling om, at man har patent på det folkelige, og at man bilder sig ind, at det sprog, man betjener sig af, er dybt funderet i det folkelige Danmark. Pointen er, at det er det ikke længere. Højskolernes selvforståelse er lige så eksklusiv som den i den akademiske verden.
Hermann taler ikke uden insiderviden. Som søn af en tidligere lærer og nu bestyrelsesformand på Krabbesholm Højskole og senere selv som elev på Uldum Højskole kender han verdenen indefra. Det har givet ham et ifølge eget udsagn ”frygteligt sentimentalt og positivt forhold til højskolen”.
Via studier i statskundskab og jobs i Kulturministeriet, Undervisningsministeriet og på museet Arken, sidder han nu som rektor for Professionshøjskolen Metropol. Den position har han blandt andet brugt til at være en ivrig debattør i uddannelsesspørgsmål. Han har været en markant fortaler for, at hele uddannelsessystemet ville have godt af at rette noget af al sin regeringskritik mod sig selv. Det gælder også højskolerne – så han lader sentimentaliteten vige for det analytiske blik for en stund.
Funktionaliseringen af uddannelsessystemet
Der synes at være udbredt enighed om, at uddannelsessystemet de sidste 10 år har orienteret sig mere mod arbejdsmarkedet, særligt det private. Det har indebåret en omfattende formalisering og en meget stor vægt på faglighed knyttet til målbare præstationer. Institutionerne er blevet mindre selvstændige, og indholdet og undervisningen skal baseres langt mere på evidens og være sammenlignelig og kunne måles og vejes. Det er udgangspunktet for Stefan Hermanns analyse:
”På mange institutioner har den udvikling fortrængt de mange og lange diskussioner af dannelsesaspektet. Spørgsmålet er, om hele dannelsestænkningen, både i Folkeskolen, men et stykke hen ad vejen også i de gymnasiale uddannelser og på seminarier, i den proces kom til at gøre sig selv til en dårlig undskyldning. Hvis der var noget, man ikke kunne lide – styring eller kontante faglige krav – så sagde man, ’nu ofrer I dannelsen’. Samtidig er man kommet ind i en krise, fordi man ikke længere ved, hvad dannelse er. Dannelse blev et langt stykke hen ad vejen til personlig udvikling, og det gjorde, at man kunne basere højskole på windsurfing, lave læreruddannelser som et udvidet højskoleophold og lave folkeskole bare ved at have det godt sammen. Dannelsen tabte sin forankring i det folkelige og i det nationale op gennem 70’erne og 80’erne, og det betød, at den ikke længere var en selvfølge. I stedet talte man bare om den, og den blev et værn mod formaliseringen.”
Der bliver ofte argumenteret med, at det er globaliseringen og hensynet til danske arbejdspladser, der gør formaliseringen og funktionaliseringen af uddannelsessystemet nødvendig. Er det en korrekt analyse?
”I store dele af det 20. århundrede har man haft uddannelsesinstitutioner med meget stor selvstændighed. Se bare på, hvor ekstremt nærhedsorienteret og decentraliseret landskabet af videregående uddannelser har været. Vi er jo trods alt i Grundtvigs fædreland.
Men den selvstændighed indebærer et særligt ansvar for selv at kunne omstille sig og reagere på nye tider. Og der har mange institutioner fejlet.”
”Der er rigtig meget af det, der sker nu, der selvfølgelig skyldes nationale initiativer, selv om man fra politisk hold hele tiden argumenterer med nødvendigheden og med globaliseringen – og ikke med stærke ideer. Men hvis man fra uddannelsesinstitutionernes side reagerer ved blot at sige, ’Nu smadrer de os,’ så er man ikke sin opgave voksen, og institutionerne kommer til at stille sig i en offerposition og umyndiggør dermed sig selv. For institutionerne har jo selv haft en utrolig stor aktie i, hvordan det er gået. Og kun en uhyggelig statslig paternalisme kan skærme institutionerne mod samfundsudviklingen. Hvis man tror, at den måde, folkeskolen har udviklet sig på, kun skyldes regeringen, så er man helt afmarcheret analytisk, når man ser på, hvordan skolerne rent faktisk har fungeret, og hvor ringe styring der har været fra fx kommunerne.”
Har man så i store dele af uddannelsessystemet forvaltet den relative frihed for dårligt?
”Ja. Pointen er, at man i store dele af uddannelsessystemet har forvaltet den relative frihed uden blik for, at man skal legitimere sig i forhold til og forbinde sig til det repræsentative, nationale demokrati. Man har betragtet det som illegitimt - også i højskolekredse. Men staten er jo den eneste, der har demokratisk legitimitet i tung forstand. Jeg kan blive virkelig upopulær, når jeg siger det. ’Skolen er vores,’ lyder det fra institutionerne. Men hvem er det, der er lovgivere i det her land? Det er jo dem, vi selv har valgt, uden de af den grund altid gør det klogt.”
Hvordan burde de forskellige institutioner så reagere i din optik?
”Der er for meget og for ukoordineret styring af uddannelserne i Danmark, og der er for dårlig kobling mellem fx folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Men der er også en del af styringen, der er hel legitim, og der er også en del af de politiske beslutninger, der er meget fornuftige. Det vigtige er, at uddannelserne selv kommer på forkant, at vi selv er med til at foreslå ændringerne.
Men det kan vi ofte ikke finde ud af. Vi har ikke nogen moralsk overhøjhed, uddannelsessystemet i forhold til alle mulige andre sektorer. Det har vi troet, men vi er ikke længere verdens bedste per definition. Ej heller urørlige. Og vi er ikke bare ofre for udviklingen.”
Højskolen i opposition
Hvor ser du højskolerne i den generelle udvikling?
”Højskolen er ikke en bevægelse længere. Det er ikke en unik demokratisk strøm, der løber gennem vores samfund. Det er et sted, man kommer. På godt og ondt. Der er ingen tvivl om, at højskolerne som modkulturel bevægelse står synligere, fordi formaliseringstvangen, arbejdsmarkedsorienteringen og funktionaliseringen af det øvrige uddannelsessystem er så stærk. Højskolerne skal mestre dobbeltheden med på den ene side at forbinde sig til det øvrige system, men samtidig har man også bedre mulighed end nogensinde for at markere det dannelsesrum, som højskolerne også er."
Men hvis man fastholder rollen som alternativ på den ene side, og samtidig spille med på den herskende logik og argumenterer på funktionaliseringens præmisser – at det faktisk er mere effektivt at tage på højskole, fordi man kvalificerer sine valg i det videre uddannelsesforløb – bliver det så ikke en skizofren position?
”Højskolerne har det dårligt med at underkaste sig en mål-og-middel-rationalitet, fordi man argumenterer med, at et højskoleophold er noget i sig selv. Man bliver nødt til at mestre den balance. Det er helt afgørende. Det, man burde sikre, er, at dette ophold, der har disse særlige effekter, og som man måske endda kan måle, er dødsens seriøst. Det, at det er en fri ramme, betyder ikke, at det er alt godt fra havet, eller at det er en lang rus-tur. De almene højskoler skal overveje at skærpe deres udbud for at holde kvaliteten. Ikke kun for at skaffe elever, men også af hensyn til selvrespekten. I sin pædagogiske strategi burde man skærpe sig endnu mere i forhold til at lave god højskole. Det kunne man gøre ved at lave en egentlig højskolelæreruddannelse; og gisp, jeg kan næsten høre indvendingerne om knægtelsen af livet og undertvingelsen af det særegne. Der findes initiativer i den retning, men de ligner for mig at se mere reproduktion end innovation.”
Skal højskolerne i højere grad, end de gør nu, tænke sig selv som en del af det formelle uddannelsessystem?
”Mellemværendet med det formelle uddannelsessystem er slet ikke så problematiseret længere. Det har ellers altid været en central spore i højskolelandskabet. Men man er en del af samfundet, om man vil det eller ej. Brugerne ser ikke højskolerne som et modkulturelt alternativ. De ser højskolen som en del af en plan, de har sparet op til, og de ser det som en station, der skal bringe dem videre til noget andet. Højskolen er en del af et forløb, og det skal man erkende. Samtidig skal man erkende sin forskellige status. Men den erkendelse må ikke hænge fast i, at man er i opposition.”
”Man skal droppe oppositionslogikken. Hvis man tror, at man har legitimitet i sig selv, så skal man have en kold skylle. Det ligger dybt i højskolebevægelsen at se sig selv i opposition, som en modkultur. Det betyder, at man ikke har fået fornyet forbindelsen til det politiske fællesskab.”
”Man elsker stadig Ejvind Larsen, læser ’Oprør fra midten’ og allierer sig med de dele af kulturlivet, der synes, at det hele går ad helvede til. Den forestilling er meget udbredt i store dele af uddannelsessystemet, hvor vi alle dyrker den samme offerrolle: ’Det er regeringens og samfundets skyld det hele’. Jeg bliver anset for at være redepisser neoliberal fascist og alt muligt andet, blot fordi jeg siger: ’Jeg er ikke enig i alt det, regeringen gør på uddannelsesområdet eller højskoleområdet, men vi kan ikke fritage os fra at have et ansvar selv.’ Vi er nødt til at spørge os selv: Hvordan kan vi gøre det bedre? Ved at have dygtigere undervisere, strikke vores forløb bedre sammen, være mere til stede i offentligheden osv. Underviserne har været ekstremt autonome. De har et medansvar, men det må man ikke sige, for så passer det ikke ind i kulturpessimismen, så passer det ikke ind i offerrollen, så passer det ikke ind i, at det er de andres skyld. Vi har en uheldig retorisk figur, der er ekstremt afgørende for, hvad man kan sige, og hvad man ikke kan sige. Kant – og han fortrænges jo på forstandernes natborde af Grundtvig og Løgstrup, der begge ville så meget med livet – sagde, at oplysningens tidsalder er kritikkens. De institutioner, som skulle være platforme for den, har ikke været gode til selv at underkaste sig kritikkens syrebad – og vidunderlige opbyggelighed.”
”Det interessante er, at der indefra også synes at blive rejst spørgsmålet om, hvad det folkelige egentlig er. Er det andet end traditionsfetichisme? Man kan sige, at der er en idemæssig krise i højskoleverdenen, som bare fortsætter. Man har ikke i tilstrækkeligt omfang fået fornyet sit idemæssige grundlag – det reservoir, hvor man skal trække de nye ideer og de nye strategier, fordi man ikke har kunnet afgøre spændingerne mellem ”Oure” på den ene side og ”Ole Jensen”, ”Jørgen Carlsen” og ”Ejvind Larsen” på den anden – dvs. mellem de nye og traditionalisterne. Den gamle måde, hvorpå man forbandt sig til det politiske fællesskab, bestod i, at man havde en helt central rolle i den kulturelle debat i Danmark og en meget stærk politisk opbakning. Men den er der ikke længere. Højskolen er et marginalområde, hvor man før var et centralt område.”
Er det vigtigt, at højskolen er en del af den offentlige debat, som holdningsproducenter?
”Det kommer an på hvordan. Det får ingen klangbund, når Helga Kolby Kristiansen og 45 forstandere stiller sig op og siger, at behandlingen af indvandrere er problematisk.”
Hvorfor ikke?
”Fordi man ikke længere har den udkigspost, man har ikke længere den position. Det var et forsøg på meneriets grund at skabe sig en platform. Vi står for medmenneskelighed, sagde man. So what? I stedet kommer man bare til at reproducere oppositionslogikken.”
”Højskolerne må gerne mene noget om alt muligt, det er bare vigtigt, at den analyse går over højskolens metier. Det kunne være, at højskolerne er væsentlige i integrationsspørgsmål. Det kunne være, at højskolerne er væsentlige i dannelsen af civiliserede
unge mennesker, der er i stand til at forbinde sig til andre kulturer. Men et opråb, der hævder, at ’nu er det uanstændigt’, har ingen klangbund, for der er ingen legitimitet i det i sig selv. Det var der dengang, man var en del af sam- fundets moralske samvittighed. Nu er man er uden for politisk indflydelse og har heller ikke den status, der skal til. I gamle dage havde folkehøjskolerne patent på at definere det folkelige. Det patent er tabt, plus at man er frakoblet det politiske og har frakoblet sig selv igennem oppositionslogikken. I dag er der tusindvis af talerstole, hvorfra Gud og hvermand kan gøre en eller anden samvittighed gældende.”
Evalueringskulturen
Hvordan skal højskolerne blive bedre til at legitimere sig selv?
”Fordi man står for noget, der har knyttet sig til folkelig oplysning og nu demokratisk dannelse og mange af de her lidt uhåndgribelige helligåndsagtige størrelser, har man svært ved at definere sig selv og vise, at kvaliteten er god nok. Det skal man erkende. At dannelse, demokrati som livsform osv., lige så vel som det er meningsgivende ledestjerner, lige så vel kan være en undskyldning for ikke at vurdere, om noget er godt nok og i stedet blot er rituelle besværgelser, der bekræfter medlemskabet af en klub.”
Det vil måske så indebære, at man i højere grad skulle indføre en evalueringskultur i højskolesammenhænge?
”Nu har jeg undgået at bruge de ord, fordi jeg her taler til højskolefolk. Men ja, en stærkere evalueringskultur og en stærkere ledelse. Hvis man går tilbage til højskolerne før i tiden, tror jeg ikke, at højskolerne var særligt demokratiske i forhold til deres lærere. Der var stort meningstyranni. Man skulle indordne sig under pastors prædiken. Sådan er det ikke i dag, hvor man praktiserer mere demokratisk ledelse. Men man er nødt til at have en stærkere ledelseskultur, og der skal stilles meget større krav til højskolelærerne. Det kan man kun gøre, hvis man skærper sit udbud. ”
”Med de krav, der stilles om stærkt internt drevet fornyelse, er ledelse helt afgørende. Og ledelse i gammel- dags forstand var høvdingeledelse, og høvdingen er død. De findes stadig – men som et frilandsmuseum. Hvad skal vi så have i stedet? Skal vi have klassisk management? Nej, det tror jeg ikke, men vi er nødt til at have stærke ledere på indholdet, men de er også nødt til at bruge administrative redskaber i kommunikation, økonomi og markedsføring. Og de er nødt til at ville en retning. Og på det sidste er højskoleverdenen meget delt. Hvad er retningen? Er det tilbage, eller er det ud i surfing eller forskole til videregående uddannelser? Man skal erkende, at der er et spændingsforhold mellem de to – og man skal erkende, at høvdingen er død. Jeg tror ikke, at man får en ledelsesmæssig styrkelse af højskolerne, hvis man ikke får bragt diskussionen om dannelse og folkelig oplysning videre. Jeg tror ikke, at man får en stærkere ledelse, hvis man ikke tænker, at ledelsen skal være ekstremt selvkritisk. Ikke bare i forhold til sig selv, men også i forhold til traditionen, i forhold til medarbejderne og i forhold til højskolens status. I de frie skolers verden har man stadig nogle steder et værdigrundlag, der gør, at folk kan blive fyret, fordi de bliver skilt. Det er jo rystende, set ud fra en moderne betragtning.”
