Krarup takker af
Skrevet den 25. maj 2011 af Højskolebladet
INTERVIEW Få personer har haft så stor indflydelse
på dansk politik de sidste 10 år som Søren Krarup. Nu er det ved at være slut. Højskolebladet mødte ham en sidste gang på Christiansborg
”Det går ikke særligt godt, hva?”, siger Søren Krarup som
det første på sit kontor, allerede inden vi får sat os. Det er hverken hans egen eller min tilstand, han taler om. Men derimod rigets. Og er der noget, der har optaget Krarup gennem hans ti år i Folketinget, er det rigets tilstand. Men med næste folketingsvalg er det slut. Og det er også på tide, fortsætter Krarup:
”Jeg gider ikke sidde herinde mere. Jeg er ikke desillusioneret, bare træt. Jeg er den ældste herinde, må du tænke på. Det er på tide at holde op, og det gør jeg så,” siger Krarup, der har været en kontroversiel figur, lige siden den dengang 23-årige fodboldspillende teologistuderende i 1960 udgav sin første bog, der var formet som en form for forsvar for Harald Nielsen, en konservativ tænker der i slutningen af sit forfatterskab blev anklaget for antisemitisme.
Siden er bøgerne kommet i en lind strøm fra præstegården i Seem, hvor Krarup havde sin faste base, lige indtil han blev valgt ind i Folketinget for Dansk Folkeparti i 2001. Siden da har udgivelsesfrekvensen været noget lavere. Men når det kommende valg er overstået, vil det ændre sig:
”Man er ustandseligt plaget af stakke af papir og møder, man skal rende til. Det lader sig ikke gøre at finde sammenhængende tid. Jeg vil glæde mig til at skrive lidt mere igen,” siger Krarup, der med sine 73 år er Folketingets ældste. Det er nu ikke, fordi man kan se det på ham. Det er, som om han ligner sig selv som for 10 eller 20 år siden. Nøjagtig samme frisure, (næsten) samme brillemodel og samme tøjstil.
Også mærkesagerne har altid været de samme. Selv hans argeste modstandere, og dem har der været en del af gennem tiderne, må give ham, at der gemmer sig stor konsekvens og integritet i manden. Krarup er barn af modstandskampen. Og det har været udslagsgivende for hans virke som meningsmager og politiker. Modstandskampen mod tyskerne, men i lige så høj grad modstandskampen mod samarbejdspolitikken. I 60erne blev tyskerne skiftet ud med indvandrerne, men hovedfjenden var fortsat dem, der ikke kunne se, at indvandringen var en trussel mod Danmark. Det var den kulturradikale tænkning, der gennemsyrede alt og truede med at ødelægge Danmark. Lige indtil skæbneåret 2001 – det, Krarup kalder systemskiftet.
Regeringsskiftet og Dansk Folkepartis jordskredssejr var den foreløbige kulmination på den kamp, der tog sin begyndelse, da pastor Krarup i 1986 indrykkede en kvartsides annonce, der opfordrede danskerne til at boykotte landsindsamlingen ”Flygtning 86”. Sympatitilkendegivelserne strømmede ind, og kampagnen udviklede sig til et egentligt opgør med dansk flygtningepolitik.
Siden dengang har Krarup med en meget bastant og nærmest brysk retorik tordnet mod alt, der gik imod kerneværdierne: danskhed og kristenhed.
Først med fri spalteplads i Jyllands-Posten, og siden ditto i Ekstra Bladet har Krarup ført kampagne mod det, han mente, og stadig mener, er den største trussel mod Danmark. At Krarup i 2001 lod sig overtale til at stille op til Folketinget, var dog ingen selvfølge, fortæller han i sit lille kontor på Christiansborg, som han om ikke længe skal forlade:
”Når jeg i sin tid sagde ja til at blive politiker, på trods af at jeg altid har betragtet politikere som holdningsløse snakkemaskiner, var det, fordi der var nogle ting, der var så vigtige, at jeg ikke blot kunne stå på sidelinjen. Men det står nu ikke så slemt til, som jeg i første omgang havde forventet. Niveauet herinde på Christiansborg er ganske højt. Folk er lødige og saglige at have med at gøre.”
Vil du betragte din tid i Folketinget som en succes?
”Jeg vil tillade mig at sige, at vi har haft en vis betydning. Men folketingspolitiker er man jo ikke. Jeg er ikke særlig god til at være politiker, for taktik og den slags interesserer mig ikke så meget. Det er snarere det at skrive og sige, hvad man synes, der skal siges, det handler om for mig. Den folkelige bevægelse, som Dansk Folkeparti voksede ud af, har vi været med til at rejse. Det var os, der gjorde opmærksom på det katastrofale, der ligger i indvandringen.”
Er jeres succes blot vokset ud af en eksisterende
frygt?
”Vi er de eneste, der har givet mæle til den frygt for fremtiden, som findes i de vestlige befolkninger. Og det har været afgørende for DF’s succes, at vi har udtrykt den frygt eller den vilje til et opgør med den ødelæggende indvandring, som den almindelige befolkning bakker op om, fordi de ikke altid kan eller tør, og fordi de bliver tyranniseret. Mediernes holdning er en bevidst mistænkeliggørelse af den almindelige befolkning. Menneskesyn. Uha, hvordan er dit menneskesyn? Så tør den almindelige befolkning ikke sige: ”Jeg er dansker, og jeg holder af at bo i et land, hvor det er danskerne, der regerer.’Åh nej. Så er du jo nok racist.”
Du mener ikke, at Danske Folkeparti har skabt denne frygt?
”Nej, den frygt, der findes i befolkninger, er meget udtalt. Tag den seneste debat i Tyskland. Det siger noget om, hvordan befolkningens holdning er, dybt under alle fine fraser.”
Så du mener, kritikken af, at I lukrerer på folks frygt, er ubegrundet?
”Fuldstændig. Jeg har selv oplevet det. Jeg kritiserede indvandrerpolitikken fra slutningen af 70erne og så i udpræget
grad med udlændingeloven i 1983. Jeg var en af de få, der kunne komme til orde med det. I efteråret 1986 indrykkede jeg en annonce i Jyllands-Posten mod Dansk Flygtningehjælp og dermed mod indvandrerpolitikken. Jeg blev oversvømmet af støtte. Fra ganske almindelige mennesker, der var hjertens angst for, hvad der skete med landet. Det er den samme angst, som DF er vokset ud af, og som har præget Danmark de sidste 15 år.”
Hvordan sandsynliggør man, at den angst er velbegrundet?
”Det kan enhver da se. Danmark er oversvømmet af 3-400.000 mennesker med islamisk kultur, der derfor ikke kan integreres for alvor.”
Hvor ser du skrækscenariet?
”Tag ud på Nørrebro. Tag over til Gellerupparken. Oplev, hvordan der vokser parallelsamfund op. Det kan du ikke lukke øjnene for. Hvor bor du? På Nørrebro.”
Jamen, så kan det jo ikke komme som nogen overraskelse for dig. Din bil blev ikke brændt af?
”Nej.”
Hvordan ser det ideelle Danmark ud i dit hoved?
”Heldigvis er det stadig sådan, at Danmark bestemmer. De skal udfordres af dem, der bestemmer. Det er opgaven for et dansk folketing at stå ubetinget fast på dansk lov – også i forhold til EU. Og det kan man godt frygte, at de ikke har moralsk – og det vil sige intellektuel – styrke til at kunne.
Opvæksten
Søren Krarup blev født i december 1937 i Grenaa. Hans far, Vilhelm Krarup, var gammel modstandsmand og sognepræst med rødder i Tidehverv. Han beskriver sin arv som dels Luthersk kristendom og Tidehverv, og dels modstandskampen mod samarbejdspolitikken.
”Jeg er vokset op i 40erne og 50erne og er præget af modstandskampen. Det er den, 68erne har gjort alt for at undergrave. Man har prøvet at samle det hele op igen med systemskiftet i 2001 i opgøret med indvandrerpolitikken.”
Der var intet forældre- eller autoritets-opgør i dig?
”Hvis børns forældre sætter sig på dem eller tyranniserer dem, ville jeg kunne forstå. Men det har der ikke været tale om i mit hjem. Det var et frit og åbent hjem, hvor der på den anden side aldrig var tvivl om, hvad mine forældre stod for.”
Så der var slet ikke behov for noget oprør?
”Overhovedet ikke. Det der lidt umodne oprør mod forældrene, hvor man skal demonstrere sin egen selvstændighed, havde jeg ikke noget behov for. Der var ikke tale om, at min selvstændighed blev antastet. Tværtimod. Jeg havde frihed til at finde mine egne ben.”
At være forfulgt
Og der har været behov. Selv om Krarup ikke ligefrem ligner en forfulgt mand, når han sidder der i sofaen og fortæller om sin opvækst, har han følt sig forfulgt gennem hele sin karriere.
Du har måttet stå mål til en del – også meget harsk kritik. Bliver du ramt af det?
”Jeg er blevet systematisk forfulgt. Jeg udgav min første bog i 1960 om den mand, der hed Harald Nielsen. Og han var en udfordring til kulturradikalismen. Meget betydningsfuld mand. Det førte til, at han blev systematisk forfulgt. Han var uægte barn og så isoleret familiemæssigt, så han kunne ikke leve med den forfølgelse og gik i stykker af det. Jeg har også været forfulgt lidt på samme måde. Men jeg har haft den lykke at have en kolossalt stærk familie bag mig. Og en meget klog kone. Så jeg vil sige, at selv om det kan være træls med den ualmindeligt ondskabsfulde forfølgelse, så har jeg heldigvis kunnet blæse på det.”
”En anden ting i den forbindelse: Jeg har haft den lykke at sidde som sognepræst i 40 år i Seem og kapellan i Ribe Domkirke – i et utroligt loyalt sogn. Jeg tror ikke, der var nogen andre i dette land, der kunne sige, hvad jeg har sagt, uden at blive virkelig smadret økonomisk, og for så vidt også personligt.”
Har du nogensinde fået kritik, som du har taget til dig, eller tænkt: det var der måske noget om?
”Der kan godt have været situationer, hvor jeg måske syntes, at jeg har været for skarp eller for massiv. Men grundlæggende har min linje været den samme hele tiden.”
Hvor går grænsen?
Man har talt meget om tonen i debatten. På det område har du også fået meget kritik.
”Åh ja. Man havde så ondt af tonen. Det var uvæsentligt, hvad der blev sagt, men tonen. Det har jeg kun dyb foragt over for. Jeg vil aldrig tage det alvorligt. Det er ligegyldigt, hvordan man siger tingene.”
Har der ikke været et skred i forhold til, hvad kan tillade sig at sige – særligt i forhold til indvandrerproblematikken?
”Det er dem, der vil forhindre, at man taler om sagen. Politiken dyrker tonen, for så kan man forhindre, at der bliver sagt noget væsentligt. Det er uhyggeligt,hvordan den såkaldte racismeparagraf
bruges til at lukke munden på dem, der tillader sig at sige den ubehagelige sandhed. Sagerne mod Jesper Langballe og Lars Hedegaard er dybt uhyggeligt. Det er et forsøg på at kvæle en ytringsfrihed.”
Kan man slet ikke tale om, at der er nogle generaliseringer, der er så grove, at man ville have et mere frugtbart debatmiljø, hvis man var dem foruden?
”Det er klart, at hvis generaliseringer og skældsord kun tjener tilsviningen, så er det selvfølgelig meningsløst. Men hvis det er led i opgøret med en bestemt holdning eller ideologi, så er det et forsvar for en frihed, der ikke kompromitteres af, at man bruger skarpe ord.”
Pia Kjærsgaard har på et tidspunkt sagt, at indvandrere formerer sig som kaniner…
”Det er jeg ikke bekendt med.”
Men er der en grænse?
”Hvis man begynder at råbe skældsord efter folk for skældsordenes skyld, er det underlødigt. Det er jo det, jeg selv har været udsat for ustandseligt, at blive kaldt racist.”
Du mindes ikke eksempler, hvor du selv, Jesper Langballe eller Pia Kjærsgaard har overskredet en grænse for, hvad der er rimeligt?
”Nej. Jesper blev også i sin tid forfulgt, fordi han havde sagt, at islam svarer til pest over Europa. Det er Hartvig Frischs udtryk fra 30erne om kommunisme og nazisme. Og det er fra hans side en meget præcis sidestilling med islamisme. Det synes jeg, er fuldstændig sagligt berettiget. Det er totalitarisme.”
Har der været nederlag?
”Jeg synes, den linje, vi har lagt, har været meget hæderlig. På nogle områder står vi jo stadig meget alene i Folketinget.
Så vi har ikke formået at gøre vores holdninger til den herskende.”
”I min bog ”Systemskiftet” roste jeg Anders Fogh Rasmussen, fordi jeg anså ham for at være en af forudsætningerne
for systemskiftet, fordi jeg troede, han havde et personligt forpligtet forhold på dansk kultur og folkelighed. Og der må jeg erkende, at jeg var naiv. Jeg troede, at han personligt stod for noget, hvor det så viser sig, at han først og fremmest står for at skulle gøre karriere. Og det, jeg håbede ville blive resultatet af hans regering, blev jo ikke. Det er også ham, der tager afstand fra samarbejdspolitikken. Men der var desværre ikke rigtig hold i det.”
Chefideologen?
Søren Krarup er blevet kaldt mange – også mindre pæne – ting gennem tiderne. En af dem er chefideolog for den danske højrefløj. Det er dog ikke umiddelbart en titel, han vil vedkende sig:
”Jeg er jo ikke politisk tænkende. Jeg brugte kristendom og danskhed som mit udgangspunkt. Det er ikke begreber, kan man lave politik på. I opgøret med udlændingepolitikken har jeg sagt nogle ting, som er blevet hørt af andre, men jeg jo dybest set ikke politiker.”
”Vi har en offentlig mening, der er fuldstændig ensrettet i dette land. Og det folkelige gennembrud, som DF repræsenterede, blev forsøgt kompromitteret og kuet ned. Tænk bare på Nyrups: ’I er ikke stuerene’. Det var jo den holdning, der gik igen i hele den danske offentlighed, der er bestemt af dels Danmarks Radio, hvor jo selvfølgelig hele den ideologiske klan af radikale og SF’ere sidder tæt, og af det, jeg kalder systemet Politiken. Og de har hele tiden haft den klare hensigt at mistænkeliggøre og skandalisere det folkelige oprør. Og det var Søren Espersens meget klare sigte, at han ville bede Jesper Langballe og mig, som måske havde en vis reputation i offentligheden, om at støtte DF, fordi de havde brug for det i en periode, hvor de blev kaldt ikke-stuerene, eller hvad man ellers råbte efter mig i begyndelsen. Og der har vi da forhåbentlig været med til at give DF et ry og en omtale, som gjorde, at man ikke kunne blive ved med bare at mistænkeliggøre dem.”
Har du måttet lægge bånd på dig selv, som repræsentant for et parti?
”Jeg tænker og skriver, som jeg altid har gjort. De vidste, hvad jeg stod for, da de bad mig stille op. Og der har ikke været tale om, at man har forsøgt at forhindre mig i at sige, hvad jeg mente. Men jeg vil da glæde mig til igen at stå frit, så man ikke kan tillægge mig politiske hensyn.”
Er det en befrielse?
”Jeg vil ikke kalde det en befrielse. Men alene at tale i sit eget navn, det foretrækker jeg, frem for at være medlem
af et parti, hvor jeg skal sige ting, der mere eller mindre ligger i partiets linje.”
Har du nogensinde fortrudt, at du stillede op?
”Nej. Men jeg er ikke nogen god politiker. Bestemt ikke. Jeg er alt for utålmodig og optaget af ganske bestemte ting, og jeg har ikke sans eller interesse for taktik. Men både jeg og Jesper Langballe har da formået at sætte et stempel – især i spørgsmål om udlændingepolitik. Det er jeg da tilfreds med. Nu er det forbi, og man kan håbe på, at det ikke har været helt forgæves.”
Søren Krarup
Født 1937.
Student fra Christianshavns Gymnasium i 1957 og cand.theol. i 1965.
Han har været sognepræst i Seem og residerende kapellan
ved Ribe Domkirke fra 6. september 1965-2005 og menighedsrådsformand fra 1965.
Han var bestyrelsesmedlem for Studenterkredsen i perioden 1961-63. I perioden 2000-2001 repræsenterede han sit parti i bestyrelsen for Danmarks Radio.
Han var fra 1965 medudgiver af Tidehverv og redaktør fra 1984.
I oktober 2000 blev han opstillet som Dansk Folkepartis
kandidat i Sønderborgkredsen og blev indvalgt i Folketinget for Sønderjyllands Amtskreds den 20. november 2001.
Søren Krarup har et omfattende forfatterskab bag sig, idet han i perioden 1960-2001 har udgivet 26 bøger. Især via sin rolle i Tidehverv og som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti har han haft stor indflydelse på moderne dansk teologi og på nyere dansk national-konservativ politik.
