Af Andreas Harbsmeier
Fra parcelhusets have i Broager, små ti minutters kørsel fra Sønderborg, kan man se ud over Flensborg Fjord og ane tårnet på Rønshoved Højskole på den anden side af vandet. I hvert fald når vejret er klart, siger Leo Komischke-Konnerup, da jeg besøger ham en torsdag i slutningen af oktober. Denne dag kan man dog ikke se alverden gennem tågen, men kun med lidt god vilje godt ane vandet.
Nogle uger forinden har Leo fået meddelelsen om, at han er den første modtager af den nyindstiftede Højskolepædagogisk Pris. Da vi aftalte interviewet over telefonen, virkede han oprigtigt beæret. "Jeg har aldrig fået en pris før. Jo, jeg har engang fået en trøstepræmie," grinede han ydmygt gennem røret - og havde det næsten dårligt med, at jeg skal tage hele vejen fra København til Broager for at lave interviewet.
Nu sidder vi i køkkenet, og Leo serverer frokost, mens vi taler om egnen ved Sønderborg, der hører til udkanten af Danmark, men holdes oppe af Danfoss og Clausen-familien, der har brugt mange af deres millioner på at holde egnen levende. Alligevel er det en udkant. Et sted, der bliver affolket. Et randområde, hvis betydning langsomt svinder ind.
Netop i disse randområder ligger mange af landets højskoler. Men højskolen er ikke et randfænomen, lægger Leo ud. Højskolen er slet ikke et sted. Den finder sted, forklarer han. Og den befinder sig lige midt i samfundet. I hvert fald hvis man forstår det danske samfund som det humanistisk-demokratisk projekt, der skabte velfærdsstaten.
"I et folkeligt-demokratisk perspektiv kan højskolen ikke være andre steder end midt i samfundet," forklarer han. Det er andre strømninger, der bevæger sig væk fra udgangspunktet. Det springende punkt er, at højskolen er og vedbliver at være en folkehøjskole. Både i politisk og pædagogisk forstand.
"Vores samfund udvikler sig i nogle retninger, der ligger meget langt fra det humanistisk-demokratiske projekt, som det er opstået af. Det moderne samfund, som er blevet udviklet over mere end 150 år, og som vi hastigt er i færd med at afvikle, er fuldstændig uadskilleligt fra højskolen," forklarer Leo og læner sig tilbage i sofaen, hvor vi har taget plads med en kop kaffe.
"Højskolens opgave i dag må være at holde fast ved, at den praksis, man udøver, er bundet op i en forestilling om mennesket og dets praktiske liv. Det handler om livsoplysning. Det ordinære skolesystem og uddannelsesforskningen bevæger sig en helt anden vej. Højskolen har ikke patent på livsoplysningen, men den er den eneste institution, der i øjeblikket forsøger at holde fast i, at pædagogik også skal have et begreb om det folkelige."
"Man bliver ikke bare menneske af sig selv. Selve opdragelsen til menneske er forudsætningen. Til et folkeligt samfund hører også en pædagogik, der er folkelig. At man som voksen kan deltage i de dannelsesprocesser, der er kendetegnet for et folkeligt liv. Vi er ikke født med en genetisk nedarvet etik. Hvad skylder vi hinanden? Hvad vil det egentlig sige at leve og handle sammen med andre mennesker? I det folkelige ligger der ikke bare en bestemt forestilling om pædagogik, om at føre mennesker ind i et fælles og ansvarligt liv, men også en politisk størrelse. Det er to sider af samme sag," siger han og sætter sig frem på kanten af sofaen. Vi bevæger os fra historien og samtidsdiagnosen over imod kritikken.
"Højskolen har markeret sig alt for lidt i kampen for, hvordan samfundet og skolesystemet skal se ud. Det er en opgave for højskolen, som bliver mere og mere vigtig, efterhånden som næsten ingen andre taler om en menneske-pædagogik og et menneske-samfund. De, der stadig har friheden til og muligheden for at protestere, når noget udvikler sig umenneskeligt, har en forpligtelse til at insistere på, at vi ordner tingene gennem samtale. De har opgaven og dermed også ansvaret."
Hvem tilhører højskolen?
Leo er født og opvokset i Sønderjylland. Han har aldrig gået på højskole. Barn domshjemmet var et socialdemokratisk hjem, og her var højskolen ikke inden for horisonten.
Den nu 56-årige Leo blev uddannet på lærerseminariet, som det hed på det tidspunkt. Han arbejdede siden som lærer, skoleinspektør og leder af en døgninstitution. Siden blev han lektor på UC SYD og er nu sideløbende i færd med at færdiggøre en ph.d.-afhandling ved Aalborg Universitet.
Da han første gang skulle sige noget i en højskolesammenhæng, var han noget skræmt, fortæller han. Det var på højskolernes årsmøde på Løgumkloster Højskole for nogle år tilbage. Baggrunden var en temmelig kritisk artikel, han havde skrevet til Askov Højskoles årsskrift. Som en outsider.
"Når man samles for at diskutere højskolen, er det næsten som om, at de, der taler, er nødt til at forklare, med hvilken ret de udtaler sig. Jeg var nødt til at sige, at jeg aldrig har gået på højskole. Alligevel har jeg ret til at tale om højskolen. Selv om jeg ikke har været elev, har jeg på sin vis alligevel gået på højskole."
Leos højskoletid var, da han gik i folkeskole, eller da han gik på seminariet.
"På et tidspunkt har højskolen haft så ekstremt stor betydning, at den har gennemsyret alles liv. Det var nærmest umuligt ikke at gå på højskole," fortæller han. Sådan burde det stadig være, men det er det ikke. Højskolen - og de øvrige frie skoler - er ifølge ham de eneste tilbageværende institutioner, der er forpligtet på at være netop folkelige. De er forpligtet på deres frihed. Det er ikke bare en frihed fra statslig indblanding, men også en frihed og forpligtelse til at være noget andet en staten."
Den rolle er vigtigere end nogensinde, mener han.
"Min folkeskole var en folkelig skole, som var stærkt, stærkt inspireret af hele den Grundtvig-Koldske tradition. Og da jeg gik på seminariet, var det fire år på højskole - lige bortset eksamen. Det var min personlig dannelse, der var på spil hele tiden. Ikke en dannelse som en ren individuel størrelse, men som et fællesskab."
Der er brug for frie dannelsesfællesskaber
Leo var i en tidligere fase med til at formulere baggrunden for det, der senere skulle blive til Højskolepædagogisk Udviklingsprojekt. Det har nu konkret har udmøntet sig i flere bogudgivelser, to stort anlagte konferencer med deltagelse fra hele uddannelsesverdenen og et utal af workshops på landets højskoler.
"Der er at kombinere livsoplysningen og den almene pædagogik. Det interessante ved den højskolepædagogiske øvelse er, at man ved at alliere sig med den almene pædagogik også får muligheden for at sige noget alment og alment forståeligt om højskolens særlige begreber og dens praksis i en pædagogisk sammenhæng."
I en årrække har man måttet lytte forgæves efter højskolefolk, der blandede sig i den generelle uddannelsesdebat.
"Den, der lever stille, lever godt, synes at have været højskolens motto gennem mange år," siger han lidt spidst.
"Jeg har ikke forventninger til højskolen om, at de tramper rundt på Christiansborg med bannere. Men der er stadig stor respekt forbundet med højskolen. Når højskolefolk udtaler sig, er der nogen, der lytter. Højskolen er en institution, som nærmest er indbegrebet af det humanistiske oplysningsprojekt. Det er en talerstol, og det skal man udnytte. Højskolen skal skrives med stort H," siger Leo og nævner Humboldt, som er et af emnerne i en bog, han for nylig har udgivet.
"Humboldt peger på de frie dannelsesfællesskaber som der, hvor staten kan afprøve sin forfatning. Det er garanten for, at vi ikke har en stat, der er almægtig."
Ind imellem bliver han bekymret, når han ser nogle af de bevægelser, der er i øjeblikket i retning af, at staten vil blande sig i, hvad man siger eller hvilken klædedragt, man må bære. Måske er tiden kommet til en revitalisering af det folkelige og det politiske?
"Det kan godt være, vi har et demokrati, men man kan godt diskutere, om vi har et folkestyre. Vi har et stadigt mere kontrollerende statsapparat. Man skulle satse på at oplyse det folk, som man mener er vildfarent. I stedet forsøger man at opdrage folket med 'økonomiske incitamentstrukturer,' som det vist hedder for tiden," siger han med slet skjult foragt, "og Højskolen som en folkelig oplysningsinstitution er nødt til at træde i karakter."
"Højskolerne er nødt til at holde fast i at protestere mod den umenneskelighed, der ledsager den statslige opdragelsesbevægelse, der er for tiden. Og samtidig insistere på samtalen. Vi har et ansvar for at få det fælles til at fungere. Og når det ikke fungerer, når der er andre kræfter, der sætter dagsordenen, så må det være højskolens opgave at protestere."
Leo tror ikke en meter på det, når højskolerne eller efterskolerne med kampagner forsøger at tale sig ind i den herskende politiske logik.
"Man er nødt til at stå ved det projekt, man er. Hvis man tilpasser sig en nødvendighedens politik eller en konkurrencestatspolitik - selv om jeg næsten ikke kan holde det ord ud længere - så er man med fuld statsfinansiering i færd med at løbe væk fra det, man egentlig var sat i verden for at varetage. Nemlig det folkelige projekt."
"Man kan stille sig selv det spørgsmål: Hvordan har man kunnet gøre folkeskolen til et instrument for staten, uden den helt store virak. Det samme kan man sige om læreruddannelsen. Hvor var højskolen henne? Hvor var efterskolen henne? Hvor var friskolerne henne? De burde have været til stede i den diskussion," siger han, samtidig med at han godt er klar over, at netop de senere års fokus på højskolepædagogikken er et forsøg på at melde sig ind i lige netop den diskussion.
"Jeg er med på, at højskolen har været i krise i meget lang tid. Den har brugt alle kræfter på at overleve, særligt økonomisk. Det har selvfølgelig haft en pris. Men frie skoler er allermest i fare, når de er i stor krise, og når de har umådelig succes. I begge tilfælde risikerer man at glemme, hvad man er sat i verden for. Det kan lyde arrogant, men jeg kan ikke blive træt af at sige det: Frie skolers eksistens handler ikke om antallet af kunder i butikken. Vi er frie mennesker, men vi er også borgere, der er forpligtet på at sikre, at der er noget, der fælles. Hvis folkehøjskolen ikke føler sig forpligtet på det projekt, skal den i hvert fald kalde sig noget andet."
Det nyttige og det moralske
I den del af skoleverden, der forstår sig som dannelsesorienteret, er man nervøs ved at tale om nytte. Det er besynderligt, mener Leo.
"Det problematiske er, at vi som samfund har fået skilt det nyttige og det moralske ad. Det er Zygmund Baumann, der i en tale et sted siger, at vi i den vestlige kultur har muligheden for at skille det moralske fra det nyttige. De perioder, hvor vi har skilt det ad, er der, hvor vi har fejret de allerstørste triumfer - rent teknisk. Vi er rejst til månen osv. Men det er samtidig også der, vi har begået nogle af de største grusomheder mod menneskeheden."
"For mig handler hele den dannelsestænkning, som jeg bilder mig ind at kunne finde i højskolen og de frie skoler, netop om at skabe sammenhæng mellem det nyttige og det moralske. Det er frygteligt, hvis man har den opfattelse, at dannelse ikke har noget med det nyttige at gøre. Så får man den samme halvdannelse, som Peter Kemp skælder ud over for tiden. Bare med omvendt fortegn. Kampen for, hvordan det moralske og det nyttige kan forbindes, er det, alle folkelige institutioner er forpligtede på. At kunne deltage i den diskussion er det, en folkelig pædagogik er til for."
Vi er nu et stykke henne på eftermiddagen. Solen er brudt frem - og der skal tages nogle billeder af prismodtageren. Leo er lidt nervøs for, om han nu er for hård ved højskolen. Der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at det er i allerbedste mening.
"Jeg har kritiseret højskolen, ikke fordi I er til overs, unyttige eller utidssvarende, men fordi hvis I ikke var der, ville det være en katastrofe for mine børn og børnebørn. Det har også været en ensom vandring. Når man kritiserer, får man ikke kun venner. De frie skoler ligner på den måde det enkelte menneske. Vi vil helst have ros. Men hvis man kun er omgivet af rygklappere, er jeg sikker på, man i fuld fart er på vej mod afgrunden,"
For som Leo siger, inden jeg igen forlader Broager: "Højskolen er ikke jeres. Det lyder så patetisk at sige det, men den er folkets, den er alles."
Blå bog
Leo Komischke-Konnerup
Oprindeligt uddannet folkeskolelærer og i dag chefkonsulent ved UC SYD, hvor han igennem en årrække har beskæftiget sig med de frie skoler. Sideløbende er han i gang med at skrive en ph.d. afhandling ved Aalborg Universitet inden for det pædagogiske felt. Ved siden af sin forskning har Leo udgivet adskillige artikler om pædagogik, skole og dannelse i tidsskrifter og bøger (blandt andet i Højskolepædagogik). Helt aktuelt er bogen Menneske eller borger - skolens pædagogiske grundproblem netop udkommet på Akademisk Forlag.