Af Ea Ørum. Foto: Klaus Holsting
Skulle hun blive i Melbourne og arbejde videre på baren? Skulle hun flytte til København og falde til inden psykologistudiet? Skal hun overhovedet læse psykologi? Skal hun gå ned til de andre i opholdsstuen om eftermiddagen, eller skal hun blive på sit værelse og få slappet af? Store og små valg hober sig op. Tilvalg og fravalg. Michelle Jørgensen skal ingenting, og så er alle muligheder åbne.
"Jeg er ikke den eneste, der har det sådan med alle valgene. Jeg har altid haft det svært med fravalg og tilvalg. Det virker så definerende - hele tiden. Jeg havde glædet mig til den tid, som jeg står i nu, men nu hvor jeg er i 20'erne, så er det svært. Jeg ved godt, det lyder forkælet, men ligesom så mange andre holder jeg helst flest muligheder åbne indtil sidste øjeblik," siger hun.
Det var ikke en selvfølge, at hun skulle på højskole. Slet ikke i to sæsoner, og hun betalte også først for anden runde i sidste øjeblik. Hun overvejede både at flytte til København og starte et liv der og at flytte til udlandet og tage en danseuddannelse.
"Jeg har altid haft mange ideer og tænker meget. Jeg vil gerne det hele. Det der med at være bange for at gå glip af noget og ikke få noget ud af tiden, dét fylder. Jeg vil have en tilfredsstillelse, når jeg gør noget. Det skal være det værd. Det er som om, at jeg først vælger, når jeg skal træffe en beslutning. Det sker lige i sidste øjeblik… Du kan godt høre, at jeg tænker temmelig meget, ik'?" siger hun.
En lille rynke i det venstre øjenbryn dukker op i hendes ellers helt glatte ansigt, når hun holder pauser i sine sætninger.
Jeg havde glædet mig til den tid, som jeg står i nu, men nu hvor jeg er i 20'erne, så er det svært. Jeg ved godt, det lyder forkælet, men ligesom så mange andre holder jeg helst flest muligheder åbne indtil sidste øjeblik.
Michelle Jørgensen, højskoleelev på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.
Byttede frihed med tradition
Vi taler sammen i flere timer. Hun fortæller, hvad hun håber, at fremtiden byder på, og hvad hun håber, aldrig vil ske. Vi sidder i 'de gamle stuer', som kun bliver brugt til særlige lejligheder. Hun kan godt lide denne gamle del af højskolen, hvor de mørke træmøbler har udskæringer, hvor den første forårssol vælter ind, og hvor et flygel venter på fællessang, og hvor vi har sat os i en sofa for at drikke den the, som hun har lavet.
"Jeg er nærmest lidt underdressed til det her sted." Hun har træningstøj på og Birkenstock-sandaler. Hendes ottende par fortæller hun. "Jeg kan godt lide, at her er så roligt og smukt. Det står i ret stor kontrast til det liv, som jeg havde i Melbourne," siger hun.
Da hun kom hjem fra sin ni måneder lange tur, vidste hun ikke, hvad hun ville. Valget blev Gymnastikhøjskolen i Ollerup. I Australien havde hun arbejdet som bartender, og hun havde delt en lille lejlighed med unge fra hele verden.
"Jeg havde helt sikkert udlængsel, da jeg var færdig med gymnasiet. Danmark er virkelig et lille land. Jeg ville så gerne opleve en hel masse," siger hun.
I Australien startede hun med at arbejde som dørsælger.
"Det prøvede jeg i halvanden uge, men jeg solgte ingenting, så det var ikke, fordi det var vildt nemt at finde job og få udlevet den drøm - jeg ville gerne opleve, imens jeg arbejdede. Det var sådan noget, som jeg havde glædet mig til at få frihed til i 20'erne. Jeg ville ikke have oplevet på samme måde, hvis jeg bare havde tjent penge i Danmark.
Jobbet som dørsælger gav mig heller ikke de oplevelser, som jeg drømte om. Samme aften, som jeg sagde op, gik jeg ud med nye ansøgninger og fandt arbejdet på baren. Det var helt sikkert både spændende og hårdt. Men det allerhårdeste ved 20'erne er de her tanker, som kan myldre. Jeg tænker, hvad nu hvis jeg gjorde sådan og sådan… ville det så være bedre? Den slags tanker kan jeg drukne i og blive helt ked af det over," siger hun. Hun har venner, der også er mærket af den slags tanker i forhold til valg af uddannelse.
"De tror, de kan vælge noget godt og sikkert. Vi skal jo hurtigt i gang, og det kan være svært at finde arbejde, selvom man har gjort det godt på sin uddannelse. Nogle siger, at de fx vil være ingeniører, fordi de tror, at det er bedst - altså at man kan få et arbejde med god løn. Men spørger jeg dem, hvilken slags ingeniør de vil være, så aner de det ikke," siger hun.
Gymnastikhøjskolen i Ollerup var ikke et oplagt valg, da hun landede med flyet i Kastrup. Hun gik i gang med at researche og finde på muligheder. "Efter rejsen var udlængslen blevet mættet, men jeg var stadig sulten på at udvikle mig. Jeg er helt sikkert bange for at sidde fast. Det var egentlig lidt overraskende, at det var højskolen, som vandt over de mange andre muligheder. Måske blev det sådan, fordi jeg havde lyst til mere ro, og fordi jeg samtidig gerne ville udvikle mig på en anden måde, end hvis man bare arbejder," siger hun.
Gymnastik har altid fyldt meget i Michelle Jørgensens liv, og det var hovedårsagen til, at det lige var Ollerup, som kom i spil. "Hvis jeg tager til Ålborg, kan jeg altid sove hos nogen, for i gymnastikverdenen tager vi til stævner, så jeg kender folk fra hele Danmark. Jeg kender også Ollerup fra venner, som har været her. Der var noget traditionelt ved højskolen, som jeg godt kunne lide - så meget, at jeg er blevet en sæson til. Planen var egentlig, at jeg skulle flytte til København og komme på plads inden studiet, men de planer blev ændret i sidste øjeblik. Jeg synes, jeg får så meget ud af at være her," siger hun.
Michelle Jørgensen er opmærksom på, hvad hun tager med sig i livet. Hun fortæller, at hun på rejsen til Melbourne lærte at sige fra. Det var nødvendigt fx i forhold til jobbet som dørsælger, der var provisionslønnet, og hvor hun ikke solgte noget. På højskolen har hun lært nyt, men hun har også lært sine eksisterende styrker at kende på en måde, som har gjort det nemmere at være i de svære 20'ere.
"Jeg er ikke god til at være konkret, når jeg taler. Det kan godt flyve lidt, men jeg har lært, at jeg trives, når jeg er i proces. Jeg har lært, at jeg er god til udvikling og til at se muligheder. Før blev jeg meget motiveret af at være bedst, fx i gymnastikken. I dag er jeg slet ikke sådan et konkurrencemenneske. Jeg har lært, at det ikke drejer sig om, hvorvidt jeg er den bedste, men om hvordan jeg bruger det, jeg lærer. Det er jeg blevet god til i løbet af de sidste par måneder, og det er kommet af at lægge konkurrencen til side," siger hun.
Hun bruger ordet 'livsoplysning', når hun fortæller, hvorfor hun er blevet på højskolen, og hvad den har givet hende.
Dansen gav mod
Hun kom for gymnastikken, men har især dyrket den moderne dans på højskolen. Det er også i forbindelse med dansen, at livsoplysningen dukker op igen og igen, når hun taler.
"Dans er meget personligt. Vi improviserer, og for mig er den personlige udvikling en del af livsoplysning. Det handler ikke bare om at lave en perfekt bevægelse, men om hvordan du arbejder med dig selv for at nå dit mål. Sidste semester opførte jeg en solo, som jeg selv havde lavet koreografi til. Jeg var nervøs, for der var jo publikum, og man lægger jo følelser i. Man svinger ikke bare en arm, men man viser alt det, som man ikke kan sige med ord, så der er en grund til, at armen skal svinges sådan," siger hun.
I modsætning til i gymnastikken kan hun gøre, som hun vil i dansen. Hun finder sin iPhone frem for at vise sin optræden. Hun har sit lange hår løst på filmen, hun kaster med det, ligesom hun kaster med sin arme og ben. Hun bevæger sig væk fra væggen bag sig og tilbage til den igen.
"Jeg ville gerne vise, at man har en tryg base derhjemme. Væggen er hjemmebasen. Den base har jeg altid haft en længsel efter at bryde ud af. Det kan være svært, for der er også noget, som man ikke helt vil forlade. Man kan længes hjem. Da jeg kom hjem fra Australien, havde jeg fundet en ny holdning til det derhjemme. På den måde kan man bryde ud og finde hjem," siger hun.
Hvad tænker du, når du nu ser optagelsen?
"Før havde jeg for meget fokus på, hvordan produktet blev - det skulle være godt. Selvfølgelig betyder det stadig noget, hvad andre synes, især fordi jeg selv har skabt dansen, men noget har forandret sig. Jeg kan da godt mene, at det er flot, og at jeg er stolt, men jeg fokuserer mere på, hvor modig jeg er blevet. Jeg sammenligner ikke min præstation. At jeg tænker sådan, tror jeg vil gøre det nemmere for mig at træffe de store valg. Fordi jeg finder ud af, hvad jeg vil, mærker jeg ikke bare, at jeg er drevet af at være bedre end de andre," siger hun.
Efter hun har vist filmen, sætter hun sin iPhone på lydløs og lægger den væk med skærmen imod bordet.
Jeg fik ret fine karakterer, og det gjorde jeg, fordi jeg knoklede, men jeg vil ikke sige, at der var noget mål, ud over at det virkede, som det rigtige at gøre.
Michelle Jørgensen, højskoleelev på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.