"Hver eneste dag er der mennesker i det her land, som rækker hånden ud."

INTERVIEW Özlem Cekic vil gå langt, meget langt, for at udfordre andres – og sine egne – fordomme. Grænsen for dialog går først ved volden. I en ny bog beskriver hun sine samtaler med islamofober, homofober og antisemitter. Der er intet alternativ til dialogen.

cekic
Af Andreas Harbsmeier

Özlem Cekic drikker meget kaffe. Eller det vil sige, hun drikker faktisk ikke kaffe. Kun i overført betydning. Dialogkaffe. Der bliver dog budt på rigtig kaffe i lokalerne i det indre København, hvor Cekic har sit kontor. Lokaler hun deler med Jacob Holdt - ham med Amerikanske billeder.

 

De mange imaginære kopper  kaffe har en forhistorie.

 

Som folketingspolitiker modtog Cekic, hver gang hun havde været på talerstolen, hademails, der kunne starte med formuleringer som "Hvad laver en perker som dig på landets helligste talerstol?" eller "Terrorist. Du hører ikke til i Folketinget!".

 

I starten slettede hun bare e-mailene, men de hårde ord blev til trusler, og det blev til sidst for meget af det gode. Det påvirkede Cekic' liv og hverdag i kraftig negativ retning.

 

Men en samtale med vennen Jacob Holdt ændrede noget. "Du er lige så dømmende over for dem, som de er over for sådan nogle som dig," sagde han til hende og opfordrede hende til at møde sin egen racisme. "Hvor mange mennesker har du i din omgangskreds, som stemmer højrenationalt? Snakker du overhovedet med dem?" spurgte han.

 

Nej. Det gjorde hun faktisk ikke. Hun kunne endda finde på at prale med, at hun ned ikke gav hånd til medlemmer af Dansk Folkeparti.

 

Gradvist blev hun dog overbevist om Holdts idé.

 

Det blev starten på en meget lang række dialogkaffemøder. Özlem Cekic inviterede ganske enkelt sig selv på kaffe hos de mennesker, der svinede hende til på mails og sociale medier.

 

Hun har haft travlt lige siden. Også efter, at de syv år i Folketinget sluttede med, at hun ikke blev valgt ind, selv om hun var den SF'er med næstflest personlige stemmer. Hun opgav siden at stille op for SF, selvom hun fik en sikker kreds og har også meldt sig ud af partiet på grund af højredrejning på værdidebatten.

 

Lige straks udkommer bogen Hvorfor hader han dig, mor?, hvor Cekic tager læseren med på nogle af de dialogkaffemøder. Det er en udforskning af mennesker med ekstreme holdninger til bestemte befolkningsgrupper, jøder, homoseksuelle, muslimer. Men det er også en skildring af, hvordan hun selv forholder sig til mennesker med holdninger, der adskiller sig markant fra hendes egne

 

Anerkendelse for dialogarbejdet har det heller ikke skortet på. Hun har nærmest ryddet bordet, når det kommer til demokratipriser inden for det seneste år. Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet, Hal Koch Prisen, der uddeles af Krogerup Højskole. Også N.F.S. Grundtvigs Pris blev overrakt til Cekic sidste år på Vartov i København.

 

Magten er der, hvor du er

 

Özlem Cekic' arbejde gør en forskel nu, synes hun. Mere end tidligere. Hun har hele tiden søgt indflydelse, men det var, som om indflydelse hele tiden var et andet sted end lige der, hvor hun var. Derfor rykkede hun hele tiden videre.
"Tit når jeg taler med folk, så siger de, 'det er ikke mig, der bestemmer. Jeg har jo ikke magten'. Og jeg er selv en af dem, der i mange år har forsøgt at finde ud af, hvor indflydelsen og magten ligger," forklarer hun og ridser sin karriere op.
"Da jeg var sygeplejerske, ville jeg være tillidsmand. Da jeg var tillidsmand, ville jeg være fagligt aktiv. Da jeg sad i Dansk Sygeplejeråd, ville jeg være medlem af et politisk parti. Da jeg var medlem af SF, ville jeg sidde i hovedbestyrelsen. Da jeg sad i hovedbestyrelsen, ville jeg i Folketinget, fordi jeg kunne se, at indflydelsen lå der. Da jeg sad i Folketinget, ville jeg i regering, men det gik jo ikke så godt med SF, kan man sige…," siger hun og undertrykker et let ironisk smil.

 

"Og nu er jeg faktisk endt der, hvor jeg startede. Blandt folket. Fordi der, hvor man kan gøre den største forskel, er der, hvor man selv er. Magten er der, hvor man er. Der er højskolebevægelsen et fantastisk billede på, hvordan mennesker er bevidste om det, de kan udrette enkeltvis og sammen. Højskolebevægelsen er en af mange bevægelser, der er født af folket, kvindebevægelsen, andelsbevægelsen eller fredsbevægelsen, og har presset magthaverne. Magten ligger både hos folket og Folketinget. Det ikke enten eller men et både og."

 

Özlem Cekic taler hurtigt og længe, men lytter også opmærksomt på spørgsmålene. Vi har med andre ord en dialog. Kaffen må vi dog vente på.
"Du må aldrig undervurdere din egen indsats. Den gør en fantastisk forskel. Velfærdssamfundet er bygget op om individer, der tager et personligt ansvar. Alene eller sammen med andre. Jeg er selv mønsterbryder. Alle mønsterbrydere vil kunne fortælle - selv hvis de blev vækket klokken to om natten - at der var nogen, der havde rakt hånden ud til dem."

 

"Uanset hvem jeg drikker dialogkaffe med, så mener de, at det er de andre, der startede, at det er de andre, der er ekstreme. At det er de andre, der ødelægger det, at det er de andre, der må gøre noget. De siger meget sjældent: Det er mig, der må gøre noget."

 

Cekic eget had

 

Det er også i Cekic' baggrund, at man skal finde en del af forklaringen på, at lige netop hun er i stand til at sætte sig ind i fordommene og hadet.

 

Hun har gode forudsætninger, siger hun, for at forstå dem, der har fordomme mod andre befolkningsgrupper, fordi hun selv har været en af dem. Hun har også hadet bestemte befolkningsgrupper og sågar været racist ifølge hende selv.

 

"Som ung gik jeg med tørklæde som en del af mit ungdomsoprør. Jeg blev engang spyttet på. En anden gang var der en herre på vej over et lyskryds, der hev i mit tørklæde, så jeg var ved at falde. Dér hadede jeg danskerne. Det gik ikke godt med mit danske. Jeg var mislykket i skolen, mine forældre var arbejdere og kunne ikke lave lektier med mig. Lige så stillede voksede antallet af racister i mit hoved. Der var ikke flere danskere tilbage i Danmark. Lige indtil jeg startede i Føtex, hvor jeg mødte Anne i skoafdelingen, der ansatte mig. Hun var ikke racist. Heller ikke drengen fra flaskeafdelingen, som jeg kyssede med. Heller ikke mine kunder. Derfra voksede antallet af danskerne igen."

 

Dæmoniseringens tid

 

Mens troen på samtalens potentiale er næsten grænseløs hos Cekic - det er jo ikke noget alternativ, siger hun - er hendes samtidsanalyse mere dyster.

 

"Jeg vil kalde den tid, vi lever i, for hadets årtier. Det er en tid, hvor hatecrimes er i fremgang, hvor vi dæmoniserer hinanden meget. Hvor vi har lukket grænserne. Hvor vi helt åbent ser mennesker drukne uden at gøre noget. Det er en tid, hvor vi samarbejder med de værste forbrydere. Med Erdogan i Tyrkiet, udelukkende fordi han kan holde flygtningene væk, samtidig med at vi ved, hvor forfærdeligt han behandler dem," siger Cekic.

 

"Og så det er en tid, hvor der er en bevægelse, som desværre er ret stor, som ser humanismen som den største fjende. Og det er ikke kun højrefløjen. Du har en Henrik Sass Larsen, der angriber humanister som om, de var de værste fjender, og glemmer at de, der åbnede dørene for jøderne og sejlede dem til Sverige i både, var humanister. Takket være humanister var der mennesker, der kunne overleve 2. Verdenskrig," svarer Cekic på spørgsmålet om, hvorvidt brobyggerne eller grøftegraverne har momentum for øjeblikket."

 

"Vi lever i en tid, hvor frygten og hadet er blevet en vare, mange politikere bevidst sælger for at få flere stemmer," siger hun. Derfor er det ekstremt vigtigt at vise den anden side også.

 

"Der er hundredetusindevis af brobyggere. Det er ikke nødvendigvis dem, der har ligeså meget adgang til medierne som grøftegraverne. Jeg er ikke med på det meget pessimistiske hold, der siger, at det går ad helvede til. Hvis man kun lytter til politikere, så lyder det som om, vi er lige på kanten af en borgerkrig. Men sådan er virkeligheden ikke. Hver eneste dag er der mennesker i det her land, som rækker hånden ud til mennesker, de ikke nødvendigvis er enige med. Som de samarbejder med. Som de inviterer ind i fællesskaber."

 

Ikke kun højrefløjen

 

Det er de mange mennesker, den folkelige bevægelse, Özlem taler ind i. Men det er langsommeligt arbejde. Samtale og etablering tillid tager virkelig lang tid. Hun insisterer på, at alle har ret til at have en holdning, uanset hvor radikal den måtte være. Og det kan kræve stor overvindelse. Og man skal ikke bilde sig ind, at man kan overvinde folk på en eftermiddag.

 

"For at kunne føre en demokratisk samtale må man fundamentalt anerkende alle holdninger som legitime, med mindre man opfordrer til vold. Det er ikke det samme, som at alle holdninger er lige demokratiske."

 

"Missionen med min bog er ganske enkelt, at jeg gerne vil have, at vi samtaler. For mig handler det om, at jo flere, der respekterer de demokratiske spilleregler, jo bedre er for demokratiet og sammenhængskraften. Men det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var min mission."

 

Men hvordan undgår du at placere dig i en ophøjet position i forhold til dem, du drikker dialogkaffe med?

 

"Jeg synes ikke, jeg placerer mig et bedre sted. Jeg kommer og er en af dem, der tilhører den gruppe, de ikke kan lide. Jeg kommer som Özlem, men jeg dømmer dem ikke. Men de har nogle holdninger, der ikke er særligt demokratiske og har en viden, som baserer sig på falske nyheder. Det udfordrer jeg dem i, ligesom de udfordrer mig i min verdensopfattelse. Det er ikke hinandens modsætninger at sige, at jeg har nogle holdninger, jeg kommer med, men at jeg accepterer deres demokratiske ret til at mene det, de mener, så længe de ikke opfordrer til vold," siger hun.

 

I bogen beskriver hun, hvordan mødet med Ingolf, der har ekstreme holdninger til muslimer, også blev et møde med hendes egne fordomme.

 

"Mens jeg lyttede til Ingolfs bekymringer, gik det op for mig, at jeg havde været præcis lige så fordomsfuld, som jeg beskyldte ham for at være. Han var hverken ond eller dum. Det interessante var, at Ingolf følte sig lige så diskrimineret som jeg. Jeg fortalte, hvordan jeg oplevede, at danske buschauffører med vilje overså mig, i min ungdomsår, hvor jeg hadede danskerne. Og så fortalte han, hvordan han gentagne gange havde oplevet, at buschauffører med minoritetsbaggrund ikke stoppede bussen lige foran ham, men en meter længere fremme," fortæller hun med et situation fra bogen.

 

"Er det kun højrefløjen, der dæmoniserer muslimer? Nej, det er lige så meget venstrefløjen, der dæmoniserer mennesker, der stemmer højrenationalt ved at kalde dem for uintelligente mennesker, der bor i udkantsdanmark og ikke kan finde ud af at åbne en avis."

 

Her er højskolesegmentet måske også et godt eksempel.

 

"Det er let nok at sidde med sine venner og bekræfte hinanden i, at man er gode mennesker, og de andre er de dumme. Kunsten ligger i at mødes med de mennesker, man tror og føler, man intet har til fælles med rent værdipolitisk. Der mangler demokratisk dannelse i Danmark. Demokrati er jo, at der er plads til forskellige holdninger. At der er plads til forskellighed. Der er må ikke være et holdningspoliti."

 

Intet holdningspoliti

 

Den plads er blevet mere trang i kraft af lovgivning, siger Cekic, der selv skabte furore i Folketinget for ved flere lejligheder ikke at rette ind under partiets kurs. Nu er det lettere for hende at indtage en kritisk position.

 

"Det rigtige holdningspoliti har et flertal i Folketinget indstiftet med Imamloven. Man forringer forsamlingsfriheden og religiøse forkynderes ret til at ytre sig. Det er ikke terroristerne, der forringer ytringsfriheden. Det er de folkevalgte."

 

"Jeg tror ikke på, at man kan tie holdninger ihjel eller forbyde dem eller udvise dem. Jeg tror på, at holdninger lever i skjulte rum, hvis vi forbyder dem, og bliver til giftige slanger, som bider os alle sammen. Derfor er det så nødvendigt, at vi taler om det. For det er i mødet, at vi rykker hinanden."

 

Cekic henviser til, at for 102 år siden fik kvinder stemmeret. For 30 år siden mente man, at homoseksuelle var psykisk syge. Man måtte slå børn indtil for 20 år siden.

 

"Alle de holdninger har rykket sig, fordi vi har insisteret på debatten," siger Cekic som et historisk argument for, at der ingen anden vej er, end dialogen.

 

Kaffen nåede vi slet ikke at få. Dialogen fortsætter utvivlsomt.

 
 

Søg artikler og indhold

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret med de nyeste interviews, tendenser, debatter og arrangementer.
Se tidligere udgaver af nyhedsbrevet BRIEF her.





KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven