Hvem har magten i højskolebranchen?

Politikere og embedsfolk fylder godt på Højskolebladets magtliste, mens højskolefolk stort set er fraværende. Et nederlag for højskolerne, mener højskolemand og debattør Jeppe Søe. Højskolernes formand, Lisbeth Trinskær er ikke enig.

MagtHojskolerne
Af Julie Melgaard Smidt og Andreas Harbsmeier

Diskussionen er lige så gammel som statstilskuddet: Hvor meget frihed har højskolerne? Og hvor meget skal politikerne bestemme? Åbenbart en hel del, hvis man kigger på Højskolebladets nye magtliste, hvor embedsfolk og politikere fylder godt i toppen, mens højskolefolket er stort set fraværende. Folkehøjskolernes Forening er tilsyneladende ene om at repræsentere højskolernes interesser.

 

Magten er centraliseret hos landspolitikere og interesseorganisationer.Den tendens er ikke særlig for højskolerne, men er symptomatisk for det generelle billede. De senere år har højskolerne haft stor succes med at gøre sig relevante og har skabt resultater på en række områder, som også har været opportunt i det politiske landskab.Men hvem har mest indflydelse på de beslutninger, der bliver truffet om skoleformen?

 

Højskolebladet har spurgt en række kyndige højskolekendere og på den baggrund udarbejdet en liste over, hvem der har magten i højskolebranchen. Listen er langt fra videnskabelig, men skal ses som en lille øvelse, der kan være indikator for, hvordan magtforholdet ser ud i dag. Listens top 10 er præget af embedsfolk og politikere, mens kun enkelte højskoleforstandere har klemt sig ind, og det er et nederlag for højskolen, mener højskolemand, foredragsholder og debattør Jeppe Søe.

 

"Det er flovt, at der er så mange embedsfolk og politikere i toppen og så få højskolefolk. Det skal vi tage til efterretning og sørge for, at bøtten bliver vendt," siger han.

 

Men hvor meget skal højskolen lægge sig op ad den politiske dagsorden? Og hvor meget skal den insistere på at være helt sin egen? For Jeppe Søe er der ingen tvivl. Højskolen skal ikke stræbe efter at gøre sig relevant i forhold til den siddende regering for at bevare sit tilskud, men gøre præcis som den vil.

 

"Hvis højskolen ændrer sig for at få penge, er man blevet prostitueret. Så er der ikke noget Grundtvig og Kold tilbage. Så leverer vi en vare, og det er ikke højskole. Men fordi vi får vores tilskud, så har vi lagt os fladt ned og tager imod alt, hvad der kommer. Vi skal have mod til at sige til dem, der har pengene, at det er muligt, I siger det her skal til for at få støtten, men så støtter I os ikke rigtigt, så ødelægger I os. Staten støtter jo også teatre, selvom de leverer en masse kritik af samfund og politikere. Så det kan sagtens lade sig gøre. Men højskolen er blevet bange for at kritisere."

 

"På grund af de embedsfolk og politikere, man nu giver magten, har man fået nogle regler, der betyder, at forstandere skal være gode til excel-ark frem for at være gode til højskole. Så de højskoleforstandere, der turde bruge tid på at mene noget stille og roligt, er forsvundet og erstattet af folk, der er gode til at administrere."

 

Det er Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolerne Forening i Danmark, ikke enig i. Forholdet er langt fra så modsætningsfyldt, forklarer hun.

 

"Højskolen kan sagtens holde fast på sit ideologiske ståsted og samtidig have et godt forhold til det politiske flertal og embedsapparatet. I forhold til embedsapparatet er opgaven, at højskolen kan stå inde for, at vi er en troværdig bevægelse, at vi følger spillereglerne, der er lagt ud for de tilskud, der er. I forhold til det politiske Danmark handler det om at have et troværdigt samarbejde på vores egne præmisser og eget ideologiske grundlag - og hvad vi som bevægelse kan byde ind med i de politiske udfordringer, der er. Og det oplever jeg ikke som konfliktfyldt. Jeg oplever en anerkendelse af vores ideologiske ståsted," siger hun.

 

MANGLENDE INDFLYDELSE ER FRIHEDENS PRIS

 

Ifølge Lisbeth Trinskjær er udfordringen i højere grad, at embedsapparatet - især i Finansministeriet - har svært ved at se højskolen ind i løsninger på nogle af de problemer, vi som samfund står over for. "Fordi vi er en smal skoleform, tænker de ofte ikke på os eller har ikke lyst til at have os med til at løse de opgaver. Statsapparatet synes altså ikke, at vi er den mest spændende samarbejdspartner. Og det er ikke så mærkeligt, at vi ikke bliver tænkt med ind i beslutningerne. For det er frihedens pris. De kan ikke bestemme, hvad vi skal. Derfor skal vi selv være opmærksomme på komme på banen. Men det synes jeg også, vi gør," siger hun - og henviser til den nyeste integrationslov, hvor højskolen blev skrevet ud af embedsapparatet, hvorefter en stor del af det politiske Danmark ville have højskolerne med.

 

"Det er en tillidserklæring til det, vi kan," pointerer hun. "Men det er klart, at friheden har både fordele og ulemper."

 

HØJSKOLEN SKAL UD AF OSTEKLOKKEN

 

Højskolen har dog et stort problem, der også er hovedårsagen til dens manglende magt, mener Jeppe Søe. For højskolefolket er ikke gode nok til at bevæge sig uden for deres egen ostekokke og deltage aktivt i den offentlige debat. "I gamle dage var højskolefolk, præster og lærere dem, man var mest bange for, for de sad på magten, skrev læserbreve og deltog i den offentlige debat. Så havde man som politiker et forslag, man ikke havde vendt med den gruppe, kunne man lige så godt give op."

 

"I dag har det ændret sig, fordi højskolefolket glemmer debatten uden for glasklokken. Når du er forstander på en højskole, er det din pligt at deltage i alle de samfundsdebatter, der er. For ellers har man gjort højskolen til et glashus, hvor man har god undervisning og spændende foredrag, men hvor man ikke gør en forskel."

 

Manglen på højskolefolk, der tør åbne munden og deltage i den offentlige debat, gør ifølge Jeppe Søe også, at højskolen ikke nyder samme respekt længere, og at man ikke bliver lyttet til. Men denne præmis køber Lisbeth Trinskjær ikke.

 

"Jeg oplever det som to forskellige ting. På den ene side handlerdet om den offentlige debat og højskolens placeringen i den. Og jeg ser ikke, at højskolernes placering heri betyder, at vi er i lommen på staten. På den anden side drejerdet sig om, at vi skal have et samarbejde med det siddende flertal og det politiske Danmark, men det, synes jeg, er en anden diskussion."

 

I forhold til Jeppe Søes efterlysning af højskolefolk i den offentlige debat forklarer Lisbeth nærmere:

 

"Man kan tolke det som om, vi ikke er tydelige i den offentlige debat, fordi vi er bange for at få frataget vores tilskud. Sådan ser mit univers ikke ud. Men det er svært at trænge igennem med nuancerede budskaber, der ikke er konfliktfyldte eller graver grøfter dybere. Jeg oplever, at de fleste højskolemennesker har ret nuancerede synspunkter, og de er tit svære at spille på banen i dag. Jeg oplever ikke en bevægelse, der dukker sig, men en bevægelse der har svært ved at trænge igennem."

 

"Så det handler om tidsånden. Og det er ikke kun højskolebevægelsens problem, men hele vores demokratis problem. Men for mig har det ikke noget at gøre med, at højskolen skulle have underlagt sig embedsfolk og politikere," siger hun.

 

Se Højskolebladets uofficielle magtliste over de mest magtfulde mennesker i højskolebranchen

 

 



Søg artikler og indhold

Tilmeld nyhedsbrev

Bliv opdateret med de nyeste interviews, tendenser, debatter og arrangementer.
Se tidligere udgaver af nyhedsbrevet BRIEF her.





KATALOGBESTILLINGSe kurv
Du har ikke bestilt nogen kataloger
Luk kurven