Ny Uddannelseschef til Social & SundhedsSkolen, Herning, pr. 1. oktober. Ansøgningsfrist den 18. august.

Vores uddannelseschef gennem 4½ år er blevet direktør på en anden SOSU-skole.

Derfor søger vi en ny uddannelseschef, som også har:

  • evnen til at tale med alle - og få andre til at tale sammen
  • handlekraft, delegeringsevne og god retningssans
  • overblik og mod til at slippe kontrollen og give plads

Hvis du har lyst til at blive vores nye chef, skal du vide, at du får ansvaret for fire dedikerede afdelingsledere og ca. 70 undervisere, som glæder sig til løbende sparring om både retning og rammer - og som får os til at lykkes endnu bedre med vores vigtige opgave: At danne og uddanne til velfærdsområdet.

Vi er i gang med at sætte ny kurs på skolen, hvor Højskoletanken med meningsfulde, involverende fællesskaber mellem både elever og kolleger er omdrejningspunktet. Derfor er det vigtigt, at du også tror på, at uddannelse skal gøre en forskel, både fagligt og personligt. Vores elever og kursister skal løfte en stor opgave, og vi skal skabe den skole, der gør at de lykkes i deres roller som social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og pædagogiske assistenter. 

Du vil blive en del af direktionen sammen med direktøren og økonomi- og administrationschefen. Og du vil skulle tage et stort, strategisk medansvar, både i forhold til skolen, vores mange samarbejdsflader i samarbejdet med bestyrelsen.

Måske har du en sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund. Måske arbejder du selv på en højskole eller en efterskole. Måske er du allerede en del af erhvervsskoleområdet. Eller har job i en kommune eller i regionen. Du har helt sikkert ledelseserfaring og meget gerne en relevant lederuddannelse. 

Vi ved godt, at man ikke altid kan få det hele. Derfor er det vigtigste for os, at vi er det helt rigtige match for dig. Så tænk over, om du har lyst til at folde dine erfaringer og ambitioner ud hos os!

Vi glæder os til at læse din ansøgning og til at møde dig!

----

Ansættelse pr. 1. oktober 2019

Ansøgningsfrist er søndag den 18. august.

Første samtale bliver torsdag den 22. august 2019, mens anden samtalerunde gennemføres den 26., 27. og 29. august 2019. Bliver du inviteret til anden samtale, vil du skulle udfylde en JTI-profil for, at vi også på den måde lærer dig bedre at kende. 

For yderligere information om stillingen: kontakt direktør Mads Schmidt Haagensen (tlf. 3016 9007 eller msh@sosuherning.dk). Pga. ferie svarer jeg fra mandag i uge 31.

Løn og ansættelsesforhold i henhold til organisationsaftale for ledere og lærere ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse, der udbyder de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser. Afhængig af dine kvalifikationer kan du forvente et lønniveau på ml. kr. 620.000,- og kr. 660.000,- inkl. pension med mulighed for resultatløn. 

I alt ca. 110 medarbejdere på adresser i både Herning og Holstebro bidrager hver dag til et levende, dynamisk og mangfoldigt uddannelsesmiljø, som giver vores elever gode rammer for at udvikle sig både fagligt, socialt og personligt.