Tendens: Engagementets bagside

Publiceret 04-08-2008

Angsten for et terroranslag er en politisk realitet i dagens Danmark. Men hvordan hænger angsten sammen med den reelle trussel og den store værdikamp. Højskolebladet har spurgt den britiske sociolog Les Back

Af Andreas Tonnesen

Danmarks aktive udenrigspolitik i de sidste år bliver ofte beskrevet som resultatet af en støt stigende globaliseret verden og af den ansvarlighed, der naturligt følger med denne. Men engagementet har også gjort Danmark mere udsat. Selvom den danske indsats og de militære kampe, som de danske styrker udkæmper, foregår langt fra det hjemlige territorium, så er angsten for et terroranslag på dansk jord blevet en politisk realitet. Men hvordan skal man forstå denne angst? Og hvordan ser den ud, hvis man forsøger at se på den udefra? Højskolebladet har spurgt den engelske sociolog Les Back, hvordan han forstår angsten for terror, og hvordan det danske samfund tager sig ud med engelske øjne:

"Der er jo ikke tale om et specifikt dansk, men derimod et fælles europæisk fænomen. En særlig terrorpolitik synes at være vokset frem inden for visse religiøse og politiske formationer. Selvmordsbomberne dukker jo ikke op af ingenting, de er ikke skabt af samfundenes frygt. Men vores samfund er i en sådan grad besat af den frygtelige forestilling om disse bombemænd, at det ikke kun handler om bombemændene selv. Her er det meget vigtigt at skelne mellem to ting. På den ene side skal man fastholde en alvorlig etisk og politisk søgende analyse af de kulturelle forudsætninger for fremkomsten af en aggressiv jihad-ideologi. På den anden side bliver vi nødt til at stille spørgsmål ved den måde, vores samfund er blevet besat af og paranoid omkring, ja som et slags kollektivt nervesystem er hjemsøgt og paralyseret af forestillingen om bombemanden. Vi må spørge os selv, om denne ængstelse og paranoia stemmer overens med den reelle trussel? Jeg mener, at der er en markant uoverensstemmelse. Og jeg vil mene, at denne uoverensstemmelse også gør sig gældende i Danmark. Det handler nemlig om Europas krise i forhold til fænomenet forskellighed. Det handler i sidste ende om nationalstaterne og deres selvforståelse. Og det er det en udfordring, men også en nødvendighed at forsøge at tænke over denne problematik uden at forfalde til traditionelle nationalstatsforestillinger."

Det skandinaviske særpræg
Dine beskrivelser af terrortruslen og dens konsekvenser tager udgangspunkt i det multikulturelle England og i særdeleshed London. Dansk kultur er præget af en højere grad af homogenitet. Hvordan ser du denne forskel?

"Engelske kulturkritikere taler ofte om de skandinaviske lande, som om de består af helt konforme og entydige nationalstater og kulturelle erfaringer, og at der derfor er en særlig dansk erfaring, en særlig svensk og norsk erfaring, som på den ene eller anden måde adskiller sig fra den engelske. De fremstår som et alternativ til vores engelske virkelighed. Samtidig er der i Danmark og Sverige dem, der ser udviklingen i England som et varsel om fremtiden og om det mareridt, der er på vej. Jeg tror ikke, at nogle af disse beskrivelser hjælper os med at få et klart billede af Europas problematiske forhold til forskellighed."

Hvilken rolle spiller paranoiaen i den måde vi forholder hos politisk til potentielle terrortrussel på?

"Hvis man tænker over det, er det mærkværdigt, at den dybtgående ængstelse for muligheden af en aggressiv jihad-ideologi går hånd i hånd men en provokerende og nærmest bevidst stimulering af stridighed og fornærmelse."

Er det ikke en måde at hævde og manifestere den nationale selvforståelse?

"Jo, men med denne mærkelige dobbelthed mellem ekstatisk provokation og dybtgående ængstelse og sårbarhed. Det er mærkværdigt. Jeg synes, det er oplagt at betragte det som et kollektivs emotionelle nervesystem, og jeg tror, det er noget der i markant grad præger vores samfund og den tid vi lever i. Og det er både meget destruktivt og farligt. Jeg skal ikke entydigt kunne sige, at alt dette hænger sammen, men det forekommer mig bemærkelsesværdigt, hvordan disse følelser synes at drive gennem vores politiske kultur som en slags en angstens elektricitet. Somme tider selvsikkert eller skingert og andre gange provokerende lyder det "hvordan vover de". Det er mærkværdigt, hvor trodsige vi er på den ene side, og hvor paranoide og ængstelige vi er på den anden."

Hvordan ser du tendensen til at i talesætte og fastholde de sociale uligheder, der knytter sig til etniske og kulturelle minoriteter, som uløselige kulturelle sammenstød?

"Jamen, det er da helt klart problematisk. På en måde er det den bizarre trøst, der ligger i ideen om civilisationernes sammenstød. Det bliver til en stærk ide, hvor problemerne fremstår som uoverstigelige og uløselige forskelle på den måde forskellige kulturer forholder sig til de samme rum. Det er et sammenstød, der aldrig kan løses, så hvorfor forsøge? Hvorfor forsøge at reflektere over de sociale, politiske og økonomiske erfaringer og oplevelser, der findes indvandrermiljøer. Det er mærkværdigt, fordi ideen på sin vis gør krav på at rumme selve årsagen til problemet, men på samme tid synes at sige: Der er ingen grund til at gøre noget ved det, det er et uløseligt problem. Denne "os og dem"-mentalitet tillader ikke en mere nuanceret stillingtagen, en mere nuanceret oplevelse. Man bliver blind for den daglige brobygning og fælleseksistens, der rent faktisk finder sted fra dag til dag på trods af de kulturelle forskelle. Det foregår ikke altid som en rar, pæn eller dannet form for multikulturalisme, men som en multikulturalisme der indbefatter uenighed, kærlighed, argumentation og anerkendelse på en og samme tid. Det er et pluralitetens liv, der leves med og på tværs af forskelle, og det foregår jo på enhver gade. Der bliver ikke lagt mærke til det, fordi det ikke virker bemærkelsesværdigt. Bemærkelsesværdigt er derimod bomber, der eksploderer i metroerne. Men sandheden er jo, at de ikke eksploderer hver dag. Vi har efter min mening ikke formået at udvikle en dækkende måde at beskrive, hvordan disse former for gensidighed og anerkendelse virker, hvordan den multikulturelle hverdags etos og etik virker på sin egen ligefremme og udramatiske vis."

Medierne og det spektakulære
Hvordan mener du, man bliver mere lydhør over for denne multikulturelle virkelighed?

"Vi bliver nødt til at holde op med udelukkende at fokusere overskrifterne og det spektakulære. Store dele af den offentlige debat hænger fast i de store, spektakulære begivenheder i det offentlige rum, livet som det tager sig ud i krisesituationer. Vigtigheden af at lytte betyder for mig det, at man udvikler en anden type opmærksomhed for de ting, som ikke når mediernes overskrifter. Der er så meget, der går tabt i massemediernes besættelse af det spektakulære. Forsøget på at udvikle en anden forestilling om, hvad samfundet kunne være, eller hvad det kunne betyde at være en del af et samfund, er utrolig vigtigt. Det betyder ikke, at man altid skal være enige eller godtage samtalepartnerens synspunkt. En virkelig lytten forudsætter, at man virkelig tager det, andre folk siger, alvorligt. Men det betyder også at tage del i til tider heftige debatter, om hvad der er vigtigt og betydningsfuldt."

Hvordan ser denne lyttens status ud i Danmark i dag? Er Danmark bagude i forhold til den udfordring, det er at blive en god multikulturel lytter?

"Nej, det tror jeg ikke nødvendigvis. Jeg tror ikke, at man nødvendigvis kan beskrive disse udviklinger med en lineær, evolutionær logik, selvom det ofte sker. Ifølge denne logik skulle samfund i Europa, som fx Danmark, være i begyndelsen af denne udvikling. Andre lande, som fx England, skulle være midt i denne udvikling. Andre samfund, som fx det amerikanske, skulle så være endnu længere i processen. En sådan beskrivelse er selvfølgelig i nogen grad rammende, men den hindrer også muligheden for at tænke over andre mulige fremtidsscenarier. Hvis jeg skal være helt ærlig og ligefrem, så jeg ønsker jeg ikke at være en del af fremtiden, hvis fremtiden er lig med den amerikanske model. Hvad angår Danmark, så er det vigtigt at være meget opmærksom på den brede befolknings bekymringer og angst. Det er vigtigt at den analyseres meget nøje. Den skal ikke bare accepteres, men derimod underkastes et kritisk engagement. Jeg tror ikke, Københavns fremtid er London. Jeg tror, den har muligheden for at skabe en anden fremtid. Det jeg frygter og det, der er så foruroligende ved vores tid, er den angst, mistænksomhed og paranoia, der synes at udgøre så stor en del af den knibe vi står i. Paranoiaen blokerer vores mulig for i egentligste forstand at skabe en verden med en bæredygtig fremtid."

Les Back
Professor i sociologi og leder af afdelingen for sociologi på Goldschmits University of London. Har forsket i og skrevet om emner som racisme og etnicitet, populærkultur og musik, urbanitet og social teori. Udgav i 2007 bogen The Art og Listening, der undersøger den mangfoldighed af kulturer, som præger storbyen London.

Artiklen er trykt i Højskolebladet, august 2008.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies