Af Andreas Harbsmeier
I gamle dage var højskoleforstanderen en mand - han var patriarken, der leverede kloge foredrag, læste tykke bøger om tidens tanker og var skolens ansigt udadtil. Alle elever var i begyndelsen i øvrigt også mænd, ligesom lærerne var det. Sådan er det ikke længere. Størstedelen af elever på højskolernes lange kurser er kvinder, og forstanderrollen har ændret sig meget, og flere og flere kvinder indtager lederkontorerne. Men fordelingen er stadig skæv, og man har i højskolebevægelsen aldrig haft en formuleret målsætning om ligestilling.
En undersøgelse, som Højskolebladet har foretaget, viser, at der på elevsiden de sidste mange år har været en konstant kønsfordeling i forholdet 60/40 i kvindernes favør. Hvad lærerne angår, er fordelingen mindre skæv. Tallene viser en mindre overvægt i antallet af mandlige lærere, der tegner sig for 56 % af den samlede stand. Blandt forstandere er fordelingen fortsat meget ulige. Forstanderkontoret på landets højskoler er for 69 % vedkommende befolket af mænd. Det er faktisk en større andel end for ti år siden, hvor det kun var 63 %. Tallet kan dog snyde lidt, fordi 22 % af alle skoler i 1999 angav, at skolen blev ledet af et forstanderpar. Det tal dækker formentlig over en arbejdsfordeling, hvor det på mange skoler var manden, der var den pædagogiske og administrative leder, og ham, der blev ansat, mens konen "kun" tog sig af det nære forhold til eleverne. Faktum er dog, at kønsfordelingen blandt forstandere fortsat er meget skæv.
Forstanderrollen
Selv om højskolen i sit værdigrundlag kan siges at være drevet af traditionelt bløde værdier, er det stadig mændene, der dominerer, når forstanderposten skal besættes.
Khuram Shehzad, der er minoritetskonsulent i Højskolernes Hus forsøger at forklare, hvorfor kønsfordelingen blandt forstandere er, som den er:
"Man skal se på, hvilke strukturelle barrierer, der findes. Hvilken tradition, der ligger, og hvordan den tradition er bygget op. Og så skal man se på, hvordan kønsrollemønstrene i Danmark i øvrigt er. De fleste forstandere bor på skolen, og derfor er jobbet også en livsstil. Hvis man ser på nationalt plan, hvor mange mænd, der flytter med deres koner, fordi konen skal gøre karriere, så er det et meget begrænset antal. Der er stadig langt flere kvinder, som flytter med deres mænd på grund af job end omvendt. Derfor er det vanskeligt for kvinder at søge jobbet som forstander."
Han fortsætter:
"Vi fremhæver altid højskolen som noget helt særligt og mener, at vi ikke kan sammenligne os med noget andet. Og hvis man kigger på højskolens historie, så har den jo været domineret af mænd. Det tager enormt lang tid at lave den tradition om. Det betyder, at man har nogle meget klare forventninger til, hvilke køn man møder på en højskole. Går du ind i køkkenet, har du en forventning om, hvad kønsfordelingen er. Går du videre ind på kontoret til sekretærerne, har du også en forventning om, hvordan kønsfordelingen er. Hvis du går ind på lærerværelset, vil du måske ikke blive overrasket, hvis fordelingen er halvt mænd, halvt kvinder. Men når du træder ind hos forstanderen, så forventer du at møde en mand, fordi du hele tiden har et billede af, hvem der sidder på magten. Og sidder der så i stedet en kvinde, skal hun arbejde dobbelt så hårdt for at bevare den magtposition, det er at være forstander, som mænd skal."
I forstanderstolen på Ubberup Højskole ved Kalundborg sidder netop en kvinde: Lisbeth Trinskjær. Hun er forstander for en skole, hvor alle mellemlederne også er kvinder, og hun er meget bevidst om, at køn spiller en stor rolle, og er ærgerlig over, at det ikke bliver diskuteret mere i højskolesammenhænge:
"Køn betyder noget i forhold til den ledelsesstil, man har. Og det betyder noget i forhold til forstanderrollen. Det betyder noget i forhold til eleverne, og det betyder noget i forhold til bevægelsen som sådan. Fakta fortæller os, at der bliver flere kvindelige forstandere, men der er jo stadig meget få. I højskoleverdenen arbejder vi slet ikke med en værdi, der siger, at vi bør have lige fordeling mellem mænd og kvinder. Vi er meget kønsblinde i højskolen. Det er ærgerligt."
Trinskjær mener, at højskolen fortsat er en mandsdomineret kultur, på trods af at kvinderne er i klar overvægt på elevsiden:
"Det er meget tydeligt på alle mulige måder. Det er fuldkomment lige som med race. Hvis der én sort blandt hundrede hvide, vil man have meget fokus på, hvad den sorte gør. Og den sorte handler ikke kun på egne vegne, men på hele sin races vegne. Det betyder, at der ligger meget store forventninger til det menneske. En mand er bare en forstander, mens en kvinde ikke bare er forstander, men en kvindelig forstander. Det sætter os kvinder i en anden position. Det betyder, at nogle af os kvindelige forstandere godt kan være i den skrappe ende, fordi kvinder i højere grad har skullet præstere sig til en forstanderrolle.
Historisk findes der en klart defineret patriark-rolle. En faderfigur, der ved, hvad der er bedst for eleverne og ved, hvad der er bedst for verden. Når man taler om fyrtårnene, der var engang og ikke er der længere, er der nogle der begræder, at det ikke længere er sådan. Jeg synes jo i virkeligheden, at det er dejligt, at det ikke er sådan længere. Fyrtårnet er helt klart en mand i det historiske billede. Det siger det historiske billede. Jeg var til et forstandermøde meget tidligt i min ansættelse, hvor den tidligere forstander Frederik Christensen fortalte om dengang, han var forstander. Han talte om en tid, hvor man som medarbejder kom og fik sin løn af "fars lomme". Han talte om en tid, hvor der ikke var papirer og system på samme måde. Så kom lærerne og bad allernådigst om den løn, han tog ud af lommen. Der var en helt anden autoritet forbundet med det at være forstander dengang, men der er stadig reminiscenser af det.
Mange af mine kvindelige kolleger har fokus på dialog. Det handler om at stille spørgsmål, mere end om at give svar. Det handler om at skabe en demokratisk arbejdsplads. Der var en tid, hvor forstanderidealet var meget magtfuldt, hvor man stod og råbte ud fra bjerget, hvordan verden så ud. I dag skal højskoler være noget helt andet. Selvfølgelig skal vi blande os i debatter, og selvfølgelig skal vi mene noget om noget - også mere end vi gør i dag. Men vi skal i højere grad være dem, der samler. Vi skal være kraftpunkter i stedet for at være dem, der ved det hele. Det dialogbaserede beror mere på kvindelige værdier, mens den meget hierarkiske måde at arbejde på har været båret af mænd. Jeg mener ikke, at vi skal være autoritetsfri. Men vi skal som forstandere indtage en mere ydmyg rolle, hvor vi ikke kun er talende, men også lyttende. Når det er sagt, så mener jeg jo ikke, at alle mine mandlige forstander kolleger er nogle diktatoriske patriarker, men jeg mener, at idealet er noget fis".
Louis Mogensen, forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole, er en af dem, der har mærket ændringen af forstanderrollen de sidste knap tyve år:
"Da jeg blev ansat i 1992, var min kone med til jobsamtalen. Der blev der lagt mærke til, om kvinden kunne bakke op. Jeg tvivler stærkt på, at nogen har været udsat for det modsatte; at manden skulle bakke op om kvinden. Nu tænker jeg ikke i, at der er mænd og kvinder i denne her branche. Det er ikke afgørende for mig."
Det skifte, der er sket i forstanderrollen, kan ifølge Louis Mogensen dateres til den tid, hvor det begyndte at gå dårligt for højskolerne:
"Rollen som forstander har ændret sig fra at være en pædagogisk første blandt ligemænd, er det blevet til benhård ledelse. Den rolle, som jeg blev defineret ind i, i 1992 er fuldstændig omdefineret. Der gik heller ikke særlig lang tid, før det, man efterlyste som mand og kone, ikke længere spillede en rolle. Forstanderrollen blev totalt omdefineret på forholdsvis kort tid. Det skete i 1994, hvor vi begyndte at få færre elever. Tidligere skulle man udfylde alverdens små opgaver og i øvrigt bare være til rådighed."
Mandekulturen
Også skolernes bestyrelser er fortsat domineret af mænd, ligesom Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD) har en bestyrelse, der med undtagelse af formanden udelukkende består af mænd.
Ifølge Khuram Shehzad er det et problem:
"Selv om kvinderne i hele højskolebevægelsen udgør en majoritet, er de stadig en minoritet, når det handler om tilgangen til magt. Man har ikke aktivt iværksat en særlig kampagne for at fremme ligestilling mellem mænd og kvinder i bestyrelsen. Man er ikke kommet en udvikling i forkøbet, hvor man siger, at vi alle sammen gerne vil bakke op om ligestilling. Vi er en skoleform, som har et særligt socialt ansvar og kan være et forbillede for mange. Vi har en lidt løsere struktur og har nemmere ved at gå frem og sige, at vi gerne vil være et eksempel for andre, men det gør vi ikke. Da man nedsatte det seneste højskoleudvalg i 2003, bestod FFD's bestyrelse udelukkende af mænd. Men Undervisningsministeriet bad om, at FFD skulle pege på både en kvinde og mand. Manden var nem at finde, for han sad allerede i bestyrelsen. Men det var vanskeligere med kvinden. Det havde man aldrig overvejet før - og man havde ikke set på, hvilke kvinder, der var i højskolebevægelsen. Og så måtte man ud med lys og lygte for at finde en. Siden dengang har man være opmærksom på, at man også bør prikke nogle kvinder på skulderen - uden at det dog har givet resultater."
Også Louis Mogensen beklager den skæve fordeling i bestyrelsen:
"Jeg er ked af, der i FFD's bestyrelse er en så skæv kønsfordeling. Det er trods alt et folkevalg. Og der er stadig for mange kvinder, der lader være med at stille op. Og nogle af dem, der tager en tur i bestyrelsen, sidder kortere end mændene. Det er ærgerligt. I sådan et bestyrelsesarbejde har kvinderne bidraget med noget andet - med et helhedssyn, som vi mænd nogle gange kan glemme. Jeg synes ikke, at man skal lave kønskvotering, men det ville være dejligt, hvis der var flere kvindelige lærere og forstandere, der ville gå ind i bestyrelsen."
Khuram Shehzad mener, at det kan skyldes, at selv om alle gerne vil have mere ligestilling på området - eller måske netop derfor - gør man ikke formelle tiltag i retning af en mere lige fordeling mellem kønnene: "I Danmark er vi ikke glade for at have politikker nedskrevet. Vi er dannet i en ånd, der fremmer ligestillingen og forståelsen for andre mennesker. Det ligger implicit i hele organisationen og den tankegang, vi har. Men når det kommer til stykket, så er det ikke så indopereret. Så er vi stadig meget præget af traditionelle kønsroller."
Man siger ofte, at skæv kønsfordeling i toppen af erhvervslivet blandt andet skyldes, at mænd ansætter dem, der ligner dem selv, dvs. andre mænd. Derfor er argumentet om kønskvotering kommet op. Kønnet spiller også en rolle, når Lisbeth Trinskjær skal ansætte nye folk:
"Jeg vil gerne have et afbalanceret billede i lærerkollegiet, men jeg må også konstatere, at vi har en atypisk kønssammensætning på min skole. Vi er mange kvinder. Grundlæggende mener jeg dog, at mænd og kvinder bidrager med forskellige indfaldsvinkler og derfor tilstræber jeg en balance på alle niveauer, og selvfølgelig også kønsmæssigt. Man taler om kvoter, fordi ledere ansætter dem, der ligner dem selv. Kvinder har bedre øje for det, kvinder kan byde ind med, end mænd har. Vi arbejder desuden med et meget omsorgsorienteret højskolesyn. Derfor er der mange kvinder."
Også Louis Mogensen søger at skabe balancen, når han ansætter:
"Kønnet er vigtigt. Hvis jeg skal ud og have en danselærer, vil jeg nok tænke kvinde, og hvis jeg skal have en fodboldlærer, vil jeg nok tænke mand, men jeg forsøger altid at holde en nogenlunde lige balance."
En feminin skoleform?
Overvægten af kvindelige elever peger dog i retning af, at selv om højskolerne over en bred kam stadig er domineret af en mandekultur - i hvert fald, når man ser på ledelsesniveauet - så påvirker det ikke i nævneværdig grad, hvem der søger ind på højskolerne. Khuram Shehzad mener i den sammenhæng:
"Vi har lavet fagene om siden dengang, det kun var for bondens karle, så højskolen tiltaler begge køn. Men vi har glemt at ændre strukturen. Det vil sige, de traditioner, de værdier og de symboler, vi har på højskolen. De fleste højskoler har statuer eller buster af tidligere forstandere, som alle sammen er mænd. Historien har enormt meget at sige. Vi henviser til Grundtvig og Kold, som jo er mænd. Der mangler ganske enkelt kvindelige forbilleder. Det er måske en list søgt sammenligning, men selv i kristendommen har man en jomfru Maria. I højskoleverdenen har man ingen alternativer på kvindesiden. Resultatet er en utilsigtet ekskludering af kvinder i højskolebevægelsen. Hvor splinten er, er meget svær at pege på. Utilsigtet har højskolen skabt nogle rammer, som gør, at kvinder i mindre grad har lige adgang til en forstanderpost."
Så selv om den gamle mandekulturen findes i vid udstrækning stadig er dominerende, er den under kraftig afvikling. Louis Mogensen opsummerer:
"Der er nok stadig mange, der mener, at det ville være godt, hvis forstanderen blot skulle holde et glimrende foredrag en gang om ugen, og ellers i øvrigt bare skulle rundt og vise sig, så højskolen var udadvendt - og så tog konen sig af det hjemlige. Men da vi skulle ind og kigge på regnearkene og ud og skaffe elever, så forsvandt begge roller. Jeg ønsker mig ikke tilbage til det gamle. Det er ikke en forfaldshistorie, selv om jeg nok havde foretrukket, hvis udviklingen var gået knap så hurtigt og knap så radikalt."
Kønsfordeling på landets højskoler
Elever (lange kurser:
1999
Kvinder: 60 %
Mænd: 40 %
2009
Kvinder: 60 %
Mænd: 40 %
Lærere:
2009
Kvinder: 44 %
Mænd: 56 %
Administrativt personale:
2009
Kvinder: 75 %
Mænd: 25 %
Forstandere:
1999
Kvinder: 12 %
Mænd: 63 %
Par: 22 %
Kollektiv: 1 %
2009
Kvinder: 19 %
Mænd: 69 %
Par: 12 %