Højskolen og Den 2. Kolde krig

Publiceret 11-01-2010

I novembernummeret af Højskolebladet bliver der spurgt, hvem der skriver om højskolernes deltagelse i fredsbevægelserne og de politiske kampe under den anden kolde krig. Jeg tror, at der bliver flere og meget forskellige personer om det job.

Af Rex O. Schade, Ryslinge Højskole, 1974-2009

I novembernummeret af Højskolebladet bliver der spurgt, hvem der skriver om højskolernes deltagelse i fredsbevægelserne og de politiske kampe under den anden kolde krig. Jeg tror, at der bliver flere og meget forskellige personer om det job. En meget vigtig periode også for Højskolen. Og jeg tror, at den foreløbige påstand om, at det var de socialistiske højskoler, der to sig af det, hurtigt bliver nuanceret. I hvert fald var der andre end de nævnte i tidligere artikler. De socialistiske højskoler var ikke bannerførere som sådan for hele Højskolen, og "Nytorv" var det heller ikke.
Ud over de 'røde højskoler' var der individuelle fyrtårne rundt omkring på højskolerne - blandt lærerkræfter og forskellige folkelige kredse med Radikale Venstre- og SF-synspunkter og partipolitiske tilknytninger og "løsgående missiler". For vi var dog nogle stykker, som var godt vrede på USA/USSR og vildt engagerede. Også på asfalten! Vi holdt sikkerheds- og forsvarspolitiske MF'ere til ilden i form af et utal af paneldebatter. Adskillige forsvars- og sikkerhedspolitiske ordførere fra Folketingets partier lærte i hvert fald Ryslinge Højskole at kende indefra. I den gamle foredragssal er der blevet talt med store bogstaver om atomoprustning og missilkendskab, om nedrustningsinitiativer og folkelig deltagelse i debatten! Vi var en lang række grundtvigske, almene højskoler med aktører, højskolelærere med samfundsfag og politik på højniveau, som blandt andet dannede 'Højskolelærere for Fred' 1), og som i mange år i 1980'erne før og efter NATO's dobbeltbeslutning den 12. december 1983 havde sikkerhedspolitik og udenrigs¬politik på skemaet!

Vi havde en ganske enkel ambition: at folkeliggøre sikkerhedspolitikken og fredsforskningen. Jeg håber, at det er muligt med dette indlæg at kunne give et af flere grundlag for at få skrevet den Historie. Det er jo som bekendt vanskeligt at skrive samtidshistorie (Andreas Harbsmeier i Højskolebladet, november 2009), men da fx kontakten til de "uofficielle fredsbevægelser" i Øst- og Centraleuropa overhovedet ikke er nævnt i artiklen "Højskolens koldkrigere", ønsker jeg at bidrage til den tidlige historieskrivning. Der blev udviklet kontakter og skabt netværk med udgangspunkt i samarbejdet mellem nogle højskoler, grundtvigske, kirkelige kredse og antiatombevægelsen 'Nej til Atomvåben' og dermed END-bevægelsen i Europa (European Nuclear Disarmament). END gik ind for 'detente' eller som vi sagde dengang, atomnedrustning nedefra, lokalt. Det blev hurtigt til: detente alle steder fra: oppefra, nedefra og fra siderne.

At skrive samtidshistorie
Jeg ved ikke, om nogen ligefrem har sat sig for at skrive Historien om Højskolen og Den 2. Kolde Krig (1979-89), i så fald vil jeg gerne bidrage. Da det er svært at skrive samtidshistorie, vil jeg bare i første omgang og på et tidligt tidspunkt, så vi får lidt balance i historien og får det folkelige lag med også i Øst og Centraleuropa, anføre en række aktiviteter jeg var involveret i i perioden.

Jeg er i gang med en dokumentation om undervisning og engagement i europæiske og internationale emner og spørgsmål i perioden 1974 - 2009, hvor jeg var ansat på Ryslinge Højskole, og hvor Den 2. Kolde Krig var et afgørende tiår for mig personligt, privat og undervisningsmæssigt. Det følgende er en række indgange, som ved en senere lejlighed uddybes yderligere.

I Den 2. Kolde Krigs tid var jeg invol¬veret i:

- etableringen og udviklingen af 'Nej til Atomvåben' (NtA), en ny og uafhængig antiatom-våben kampagne, som var en del af END-bevægelsen i Europa! Den blev en vigtig spiller i den globale fredsbevægelse, som voksede frem i 80'erne. I NtA var der mange med, og her var en flok, en kernegruppe som holdt ud frem mod atomafrustningsaftalerne, som fulgte efter 1989; bl.a. Erik Knudsen, Krogerup Højskole, Jørn Boye på Den Internationale Højskole, Poul Bangsgaard Båring Højskole og andre højskolefolk. Hvorvidt de og jeg også havde de respektive højskoler bag os, skal jeg ikke her kunne afgøre. I kernegruppen deltog folk omkring "Vandkunsten", Kirsten Brunn, Søren Møller, Poul Villaume og bevægelsesfolk som Kaj Bollmann, Toni Liversage, Ole Wæver, Judith Winther, Niels Hass m.fl. NtA's kernegruppe var på et tidspunkt suppleret af en britisk konflikt- og fredsforsker, Nigel Young, og fredsforsker Jan Øberg og Johan Galtung belærte os om visse teorier og systemer!

- jeg var med i NtA's styringsgruppe i mange år og direkte involveret i et fælles europæisk og internationalt antiatomvåben netværk, IPCC, og vi var med i planlægning og gennemførelse af de store europæiske (European Nuclear Disarmament) demonstrationer og konferencer mod atomvåben, meget ofte på den årlige FN-dag den 24. oktober. Jeg deltog i Bonn, London, Den Haag og i aktioner ved mellemdistance atommissil baserne i Comiso (Sicilien) og Greenham Common (Oxford) - i årene før NATO dobbeltbeslutningen den 12. december 1983.

- på det regionale plan i Odense sloges vi altid med DKP og 'Samarbejdsko¬miteen' om parolerne og nationalt distancerede NtA sig af politiske og ideologiske grunde fra begyndelsen af 80'erne; men i den borgerlige presse blev vi jo alle slået i hartkorn, meget længe. Gæt selv hvilke prædikater, der blev anvendt, især i begyndelsen. Og der var vitterligt politikere og journalister, som var 'dovne' og ikke satte sig ordentligt ind i substansen og mangfoldigheden i den fremvoksende europæiske og globale fredsbevægelse. (Her er jeg enig med Jørgen Dragsdahls 10 skarpe svar i novembernummeret af Højskolebladet)

- I perioden efter 1983 var jeg fx NTA's IPCC-repræsentant på en tre ugers folkelig bevægelses tur i USA i begyndelsen af 1986 - kort tid efter Reagan-Gorbatjov mødet i Reykjavik, inviteret og medfinansieret af Kvækerne, Freeze Campaign, og nogle fonde i USA og andre "none-alligned peace move¬ments". Bevægelser fra hele verden pressede på og krævede ved nogle store demonstrationer i Washington og New York forhandlinger i gang. Det var også en periode, hvor de såkaldte harbour-kampagner og lokale atomvåbenfrie zoner's kampagne fyldte dagsordenerne for fredsbevægelserne i Europa og USA. Via Lawyers for Peace i FN sad jeg med ved nogle møder i New York om fælles kampagne aktioner.
Disse manifestationer og det politiske netværksarbejde, der fulgte, vil jeg påstå var en væsentlig forudsætning for gennemførelsen af TNF-traktaten den 1. juni 1989 2) og en af flere årsager til Murens fald!

- I nogle år (1984-87) rejste jeg sammen med Judith Winther rundt til kontakter i Øst- og Centraleuropa, hvor vi skabte forbindelser mellem uafhængige i Vest og forbudte, såkaldte uofficielle, "ikke-stats-godkendte" bevægelser og græsrødder i DDR, Polen, Ungarn og daværende Tjekkoslovakiet; vi besøgte "dissidenter" som Geremek, Vaclav Havel, George Konrad og polske Grønne Solidaritetsfolk (i flere tilfælde i forbindelse med besøg på polske højskoler).

- dette netværksarbejde faldt for mit vedkommende sammen med FFD's internationale- og kulturelle kontaktarbejde med den polske højskolebevægelse og grøn solidaritet; i den periode var jeg med til at registrere og besøge 25 polske højskoler, som var grundlaget for en ny højskolebevægelse der. Særligt vedrørende den kirkelige fredsbevægelse i Østberlin, Friedrichshein, var jeg direkte mellemled til danske, grundtvigske kirkefolk og Rainer Eppelmann, præsten i Samaritterkirche i Østberlin og leder af en stor kirkelig fredsbevægelse, hvor mange forbudte aktiviteter blev organiseret. Jeg havde kontakten sammen med andre i NtA til Eppelmann fra 1982 frem til Berlin murens fald; også på dagen den 9. november 1989. Eppelmann blev forsvarsminister i overgangsregeringen efter 1989. Gad vide, om Muren var faldet og smuldret væk, hvis ikke de uofficielle omkring bl.a. Samaritter¬kirche havde været på gaden og aktive under jorden i flere år?

- En interessant historie for mig i dag og som jo blev meget aktualiseret for nylig i 20 års fejringen i medierne omkring Murens fald; i forbindelse med Niels Barfoeds 'Tomis-A', som blev vist på DR 2. Det bånd, der blev optaget i Havels lejlighed af overrækkelsen af Politikens/Dagens Nyheters frihedspris, hentede Judith W. og jeg hos Havel kort tid efter (oktober 1986). Barfoed havde været der for at aflevere prisen; i skyndingen, hvor Niels Barfoed blev arresteret og kørt ud af landet, fik han ikke båndet med ud! Optagelsen blev vist i Dansk og Svensk TV i løbet af 1986/87 som et vigtigt dokument om, at modstanden, 'Charta 77' og Havel levede, trods store vanskeligheder! Jeg brugte kopien i årevis på sikkerhedspolitikholdene.

- Lokalt havde vi 'Fredsgruppen Midt¬fyn, og da vi med NtA havde forskellige højskole- og kirkelige kontakter i Østeuropa, stod repræsentanter fra grundtvigske kirkefolk, bl.a. frimenighedspræst Niels Thomsen og Ryslinge Højskole sammen om afholdelse af flere årlige, "Kirke, Fred Folkeligheds"-arrangementer, som var store konferencer om folkelig dialog på tværs af Jerntæppet; med repræsentanter fra 'de uofficielle' 3) og økonomisk støtte fra bl.a. Fredsfonden.

- vi havde på højskolen også besøg af DDR's Fredsråd med chefen Drefald i spidsen. I forbindelse med et større Dialog arrangement i København skulle de lige ud og møde folket ude i græsrødderne. Det er helt sikkert omtalt i Stasis arkiver. En journalist ved Ekstrabladet gjorde mig opmærksom på det i 1989, men jeg fik det aldrig tjekket. Der var omtaler i Fyns Stiftstidende, og journalist Jan Bo Hansen skrev om det i den københavnske presse, så mon ikke Stasi fulgte med (Stasi var sikkert repræsenteret i den rejsende delegation). Fredsrådet var her som led i Dialog med den Uafhængige fredsbevægelse i Vesten; faktisk en trialog, der var gang i, hvor vi i NtA ved forskellige lejligheder repræsenterede 'folket' i øst over for de statslige fredsråd; bl.a. i DDR.

- Vi var en flok højskolelærere, som i begyndelsen af 8o'erne etablerede 'Højskolelærere for Fred', som havde et lille projektkontor på Borups Højskole. Vi indsamlede erfaringer med undervisning i sikkerhedspolitiske spørgsmål og handlemuligheder for almindelige mennesker. Det materiale, vi fik samlet og erfaringsbehandlet, delte vi ud mellem os og gav til interesserede.

- I 1983 var jeg medforfatter på et FN-hæfte om 'Fredsundervisning' (udgivet af FN-Forbundet).
Judith Winthers bog fra 1992 'Politik fra Neden' (forlaget Edupax) er identisk med alt det arbejde, jeg var med i, og de repræsentative opgaver, jeg udførte.

Ryslinge Højskole var kraftigt involveret i alt dette. I årenes løb afholdt vi mange paneldebatter med repræsentanter fra Folketingets partier og med bevægelsesfolk. Jeg havde en ambition og et ønske om at folkeliggøre sikkerhedspolitik og fredsforskning. Eleverne fik mulighed for at involvere sig og tage stilling, også til store komplicerede spørgsmål. Jeg hyldede den holdning, at højskolerne naturligvis skulle deltage i den Globale, euro¬pæiske debat. Arbejdet blev stærkt respekteret af daværende højskoleforstander Torben Rostbøll, selv om vi politisk var rivende uenige. Jeg var erklæret atompacifist. I lærergruppen var der selvfølgelig også delte meninger. Det oplevede elever og lokalbefolkning som saft og kraft. Det var nemlig vigtigt, for 'meningerne brydes' på Ryslinge Højskole

På et tidspunkt tror jeg, at det blev for meget for bestyrelsen, fordi annonceringen af Fredsgruppen Midtfyns møder i Stiften og Amtsavisen og den lokale altid foregik på højskolen, så vi måtte flytte til det lokale bibliotek efterfølgende; tilknytningen mellem en lærer på stedet og en lokal fredsgruppe identisk med en anti-atombevægelse på nationalt og globalt plan blev for politisk.

Jeg havde i perioden 1979 til 1990 sikkerheds-politiske hold, som udviklede sig til 'International linje' i 90'erne med 'Verdensklasse' projekter og i 00'erne med 'EU-teams'. Det voksede simpelthen ud af de store hold i begyndelsen af 1980'erne. Af en elevflok på 130-150 elever havde jeg ofte et sikkerhedspolitik hold på 20-25 elever! På det ene lange ophold efter det andet igennem et tiår.

NOTER
1) 'Højskolelærere for Fred' havde et projektkontor på Borups Højskole, med en enkelt deltids ansat, Lissie Struer (støttet af dav. Højskoleforstander Palle Brink Madsen).
2) TNF (Theatre Nuclear Forces - ja, teatervåben blev de kaldt af militærets opfindere). Aftalen
handlede om at fjerne de farligste mellemdistancemissiler fra Europa først, begynde at skære i top¬pen af de daværende 60.000 kendte atomvåben.
3) Omtalt i JW's bog s. 186 under året 1981. Posthumt er udkommet 'Civilsamfundets udvikling og historie' i 2006, et materiale hun arbejde på allerede i 1980'erne.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies