Højskole får starthjælp i Haslev

Publiceret 07-06-2010

Haslev Kommune virker opsat på, at et farvel til Haslev Udvidede Højskole ikke er ensbetydende med farvel til højskoledrift i det midtsjællandske

Af Højskolebladet

Haslev Kommune har vist stor interesse for, at højskoledriften føres videre i bygningerne, der tidligere rummede Haslev Udvidende Højskole, hvilket initiativtagerne for den nye skole også får brug for. De budgetterer med 5 millioner kroner, hvoraf de 2 millioner er til etablering, og det er de penge, som kommunen muligvis kan hjælpe med at stille en garanti for.

Og der er flere grunde til, at Henrik Vilsbøll, som er initiativtager til skolen, håber at finde en løsning snarest. Den 21. juni går Haslev Udvidede Højskole i betalingsstandsning, og det vil medføre betydelige omkostninger til den nye køber, fordi man skal søge tilladelse til at drive højskole på ny. Derudover håber han på at kunne åbne skolen allerede den 1. august og afholde det første lange kursus i januar 2011.

Den nye højskole havde i første omgang fået navnet Højskolen Uden Alder, men er nu blevet til Kultur- og Uddannelseshøjskolerne. Henrik Vilsbøll fortæller til Dagbladet Køge, at skolens værdigrundlag handler om fællesskab. "Det er i bund og grund for at skabe en større forståelse for fællesskabets egenskaber, at et rigtigt fællesskab er et, hvor man får og giver noget. Det er også et væsentligt element ved en højskole," siger han.