Af Thue Kjærhus
Jeg har ikke formuleret mig særlig ofte i Højskolebladet. De synspunkter, jeg har på højskoler og politik i almindelighed, har jeg primært skrevet om i andre medier. Der er derfor intet hemmeligt eller overraskende vedrørende mit højskolesyn. Heller ikke i vores brev til undervisningsminister Tina Nedergaard.
Højskolelærer og cand. mag. Lars Andreassen rejser i forbindelse med vores brev til undervisningsministeren en række vigtige spørgsmål i det seneste højskoleblad: Hvad vil vi f.eks. i bevægelsen med højskolerne, og hvorfor diskuterer vi ikke hverandres ideologiske afsæt for god højskole.
Vi indrømmer gerne, at vi er en anelse out of time på Rønshoved. Hvorvidt dette skyldes, at jeg er opvokset i et klassisk grundtvigsk miljø, eller om det er en reaktion på de 10 år, hvor jeg beskæftigede mig med ledelse, mannagement og organisation, ved jeg ikke.
Vi skelner på Rønshoved mellem almue og det folke-lige. Almuen udgjorde i det 19. århundredes midte flertallet af befolkningen. De var fremmede for politiske debatter, fremmede for dansk kultur, fremmede for en fri kirkelighed, fremmed for dansk historie, og de manglede et selvværd, som er alt overgørende for, om vi kan gå frimodigt og frisindet ind i en debat i folkestyret.
Det folke-lige
I folkestyrets historie op gennem anden halvdel af det 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede, ser vi en gårdmandsklasse og arbejderklasse, som bevæger sig fra almuepositioner til et folkeligt afsæt. Det folkelige præger andelsbevægelserne, folketinget, skolerne og det kirkelige liv. De folkelige lægfolk tager nu ordet i forsamlingerne, og tør udfordre de akademiske embedsmandstraditioner i hovedstaden, som havde deres fortalere blandt de nationalliberale (19.århundrede). Det folkelige refererer til en fælles national kulturel ramme, som bl.a. blev opbygget i højskolen.
Det var den fælles referenceramme (det folke-lige), som ikke var stationær, men altid i bevægelse, som udfoldede sig som kernen i sønderjydernes kamp mod tyskernes tvangsregimente mellem 1864 og 1920. Det var med denne bevægelige ramme in mente, at sønderjyderne i modsætning til mange rigsdanskere nord for Kongeåen, sagde nej til franskmændenes tilbud om at få tildelt en større del af Slesvig, end der var dansk sindelag til i 1919.
Den sønderjyske skolelov, som sønderjyden Jakob Appel (undervisningsminister og forstander på Askov) skabte efter genforeningen, ligger i forlængelse af dette oparbejdede folke-lige frisind.
Abstrakt internationalisme
For mange europæiske mindretal (og hver syvende europæer tilhører et mindretal) står Appels skolemodel og sønderjydernes tilgang til det nationale stadig som ideal. Hvis vi sønderjyder ikke havde etableret en folkelig-hed (dvs. danskhed) under fremmedherredømmet, så var vi endt som forbenede idiosynkratiske nationalister, der ikke tog hensyn til det tyske mindretal. Det er således Grundtvig, H.P. Hanssen (medlem af parlamentet i Berlin, Askov lærling), Jens Jessens (redaktør af Flensborg avis og medlem i det tyske parlament) og Jakob Appels fortjeneste, at det ikke endte sådan.
Hvis vi skal redde frisindet og frimodigheden i Danmark anno 2010, så er højskolerne og det grundtvigske forpligtet til at besinde sig på det nationale/folkelige, så muslimerne og de fremmede kan blive en del af et levende frisindet fællesskab. Så kan vi ikke (længere) forfægte en abstrakt kulturradikalisme, hvor borgerne blaffer frit i luften uden andet afsæt til tilværelsen end en nøgen og kold fornuft.
Hvis kulturradikalismen skal spille en konstruktiv rolle i dansk kultur, så skal den komplementeres med det grundtvigske. I Sønderjylland, hvor man er mere national og mere europæisk, end i nogen anden landsdel i Danmark, blev folkelig-heden netop en levende kombination af Brandes og Grundtvigs tankesæt. Brandes er her til overraskelse for både kulturradikalismen og Dansk Folkeparti et plusord på linje med Grundtvig.
I dag har vi en akademisk almue, som er uden almen dannelse. De tænker i beherskelse, i multikulti (tysk udtryk for det multikulturelle) idealer og insisterer på en abstrakt internationalisme uafhængig af en dansk folke-lighed. De vil i stedet et abstrakt individualistisk rettighedssamfund, hvor der ikke er en fælles folke-lig klangbund i samfundet. Deres viden og kærlighed til den folke-lige historie, til kristendommen og kristenheden er yderst sparsom.
Moderne på den dårlige måde
Højskolerne er, som partierne og store dele af befolkningen efter 1968, blevet moderne på en dårlig måde. De tør ikke længere berøre kristendommen og det nationale af angst for at blive betegnet som nationalistiske, usamtidige og umoderne.
Højskolerne prøver i stedet at rette sig ind efter markedet og tidsånden. Derfor har vi også set et hav af emnehøjskoler skyde op de seneste 50 år, samtidig med at vi har set en forvandling af grundtvigske højskoler, som er blevet til kulturradikale skoler. Der er næppe mange steder på højskolerne, hvor der er plads til salmer og litterære fortællinger om Henrik Pontoppidan, Sigrid Undset, Jakob Knudsen, Fjodor Dostojevskij, Herman Hesse, Franz Kafka, Thomas Mann, Vilhelm Grønbech eller William Blake. Den slags langmodige digtere er ikke længere i zenit i det danske højskolelandskab, som det var tilfældet, da jeg var elev i 70'erne på Askov. Her blev opført teater med Shakespeare, Ibsen og Strindberg samt de moderne absurde dramatikere som Dürrenmatt, Ionesco og Pinter.
Her turde man udfordre tiden ved at fastholde en usamtidig dannelse, sideløbende med at vi blev konfronteret med moderne dramatikere og politiske tænkere som Camus, Marx og Sartre. Her blev der undervist i filosofi af Hans Henningsen i en knap og tør stil. Henningsens gennemgang af filosoffen Wittgenstein var så særpræget og stærk en oplevelse, at det har sat sig stærkere og stærkere spor med årene. Forstander og senere biskop Helge Skovs kristendomslektioner var lige så tankevækkende som Richard Andersens Frankrigs-foredrag.
Jeg boede i Blågården (Askov), hvor Richard Andersen residerede og havde som sådan daglig fornøjelse af at samtale med ham om Grundtvig, Tidehverv, Sydslesvig, Asperup og Frankrig. Han omgikkes tidehvervs folk, kommunister, kulturradikale, modstandsfolk og det grundtvigske på en gang og med en selvfølgelighed og nysgerrighed, som jeg kun finder aktuelt hos Ejvind Larsen på Dagbladet Information.
I dag har vi ikke en sådan kultur på højskolerne måske med undtagelse af Testrup Højskole. Men Testrup, som jeg anser som højskolernes flagskib - det nye Askov så at sige - har imidlertid ikke en lærergruppe, som profilerer sig kulturelt som på det gamle Askov. På Askov var alle lærerne en offentlig stemme. Ja, i reglen overskyggede de forstanderen.
Humaniora
I Danmark har vi fået et humaniora på universiteterne, som behandles stedmoderligt. De mangler økonomiske midler og drukner i administration og djøfisering. Universiteternes rektorer forholder sig indifferente til denne udvikling og er i den sammenhæng på linje med de fleste medlemmer af Folketinget.
Vores datter, som går på Oecon¬studiet på Århus Universitet bliver derimod feteret. Her kæles der for de studerende. Her bliver de unge undervist. Hendes veninde, som går på humaniora må nøjes med en forelæsning om ugen og en enkelt øvelsestime.
Hvis den udvikling fortsætter, så forsvinder en hel kultur. En kultur, som det vil tager årtier at (gen -) oparbejde. Vi er derfor forpligtet i højskoleverden til at tage ansvaret for, at det ikke skal gå sådan.
Vi må overtage forpligtelsen for folke-lig dannelse og fin kulturel Bildung, så der en forbindelse mellem de to kulturer. Vi har en enestående mulighed herfor, hvis vi er åbne og betragter både korte og lange kurser som afsættet for et sådant sigte. Vi skal derfor bort fra at betragte korte kurser som ikke-ligeværdige med de lange. De lange er ikke kernekompetencen, som Kolby gør gældende (juridisk tankegang), og vi skal heller ikke (ubevidst) definere de korte kurser som et oplevelsesforum for seniorer, som skal supplere vore økonomier. Nej, vi skal insistere på, at vi med de korte kurser har en åndelig opgave, som vi skal turde stå ved.
Et opgør med tidsånden
Vi må derfor (også) fokusere på de korte kurser. De skal medvirke til at bekæmpe den åndløshed og det kulturtab, vi har gennemløbet de seneste 50 år, og som for alvor har accelereret de seneste tre årtier. Vi skal se bort fra bridgekurser, golfkurser, klaphatte kurser og al snak om, at kernekompetencerne alene er de lange kurser.
Lad os udbyde klassisk- og folke¬lige dannelse, som skriger af arkaiske usamtidigheder. Lad os udfordre tidsånden med poesi, litteratur, salme¬sang, Miles Davies, Van Gogh og alt hvad der befinder sig i det regimente, Adorno betegnede som det særlige og Bob Dylan omtalte som: "the Desola¬tion Row" på albummet Highway 61.
Lad os renoncere på alt som lefler for det moderne markedsorienterede. Vi har nemlig mere end nogensinde brug for et opgør med tidsånden og postmodernismen, som kun fik sit gennembrud i 80'erne, fordi vi havde sparket kristendommen og dannelsen ud til hjørnespark. Vi må turde gå ind og understøtte det skæve og særlige, så vi bliver en stemme, der taler mod den åndløshed, som hersker i uddannelses¬politikken, i TV, i medierne, i kulturen, i folkekirken og på højskolerne. Derfor skal de korte kurser være en aktiv del af visionen. Her møder vi for alvor Hr. og Fru Danmark. Familien Danmark skal møde os i al vor paradoksalitet og medvirke til at skabe en ny begyndelse.