Kommentar - Det du lærer alle andre steder

Publiceret 11-10-2010

Højskolerne skal turde diskutere, hvem de er, og hvad de vil, så alle kan høre det. Der er så meget, de kunne ville

Af Lars Andreassen, cand. mag. lærer på Egå Ungdoms-højskole og forfatter

"En dag i slutningen af 1850'erne kom to jyske bønder […] gående hjem over markerne med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals. De havde været på et tre-ugers sommerkursus hos Kristen Kold i Dalum, og nu var de på vej hjem.
Vi ved ikke, hvad de sagde ved hjemkomsten, men vi forstår, at når to jyske bønder kommer gående med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals, så er der hændt dem noget usædvanligt. Og vi ved, at det lille bondesamfund, de vendte tilbage til, vendte op og ned på alting i de næste 30 år."

Sådan indleder Frederik Christensen sine erindringer Med livet i højskolen. Og det citat beskriver vel meget godt det, det drejer sig om på højskolen. At møde nye mennesker og gøre uvante ting og opleve, at det er muligt at gøre noget ved sine livsvilkår. De jyske bønder havde lært noget hos Kold i Dalum, som de ikke kunne lære der, hvor de havde deres dagligdag. Højskolen bryster sig af at lære folk det, de ikke lærer andre steder. Men er det nu også rigtigt?

Magt, penge og kursusindhold
Meget sigende dumpede Højskolebladets septembernummer ind ad brevsprækken samme uge, som P1s "Klubværelse" handlede om Generation Stilhed. De siger ikke noget, men vender vreden og frustrationen indad. Septembernummeret handlede først og fremmest om magtfulde personer i - og temmelig symptomatisk - omkring højskolerne; dem, der deler penge ud. Og så handlede det om, hvilke kurser, der bør have pengene og på hvilket grundlag, de skal have dem.

Men hvad vil Højskolen egentlig? Man kan have sine tvivl. Krisen har varet længe, og måske har den ikke med økonomi at gøre. Der kæmpes for at holde skoler åbne, men for hvis skyld? 1) for at bevare bygningerne, 2) for at underholde kursisterne, eller 3) fordi der er noget, man kan ville med andre mennesker. I fald det er det tredje, er spørgsmålet, hvad man vil med sine kursister, hvad man tror, man kan tilbyde dem, som de ikke kan få andre steder.

At der er ting, der skiller i Højskolebevægelsen viser artiklen "Solidaritet i bevægelsen?" Der er måske ting, der ikke bliver diskuteret i bevægelsen, noget, der kan dele vandene og skabe opmærksomhed om højskolerne. Hvis vi tør stille vores idéer og værdier til skue. Hvis vi da vil lære vores kursister noget andet end det, de kan lære alle andre steder. Forstanderne på Rønshoved Højskole, Nina og Thue Kjærhus, slår (i et 'hemmeligt' brev til undervisningsministeren) til lyd for en skærpet definition af det almene og peger på de klassisk dyder, vi finder i filosofien og historien. De vil tilsyneladende deres kursister noget. På Rønshoved vil man give folk(et) noget, markedet ikke giver dem. Markedet skal nok give folk det, de vil have: klaphatte, golf og kortspil.

Det er interessant. Men hvorfor skal det være hemmeligt? Er det fordi, Kjærhus politiserer og skriver til ministeren at støtten ikke burde gives til kulturradikale skoler, hvor ånd er forbundet med sanser, modernitet, videnskab og den materielle verden? Nu lyder Rønshoved som et museum for forældede idéer. Måske skulle vi turde diskutere disse ting, så det giver genlyd. Jeg tror ikke, det vil skræmme folk væk. Jeg tror, at diskussioner om, hvad det er, der bærer et samfund, hvad det er, der gør livet værd at leve, gør folk nysgerrige. Vi diskuterer det bare ikke. Måske fordi vi ikke selv ved, hvad det er, vi vil kæmpe for. Men hvad er vi så værd?

Det hele bliver endnu mere interessant, når man i "Magtlisten 2010" må konstatere, at bureaukraterne og administratorerne omkring højskolerne fylder meget. Blandt disse godtfolk finder man så - heldigvis - Jørgen Carlsen, forstanderen fra Testrup. En mand, der ikke administrerer, men deltager i samfundsdebatten med alment filosofiske betragtninger - og noget at have dem i. "[Magt]Listen er udtryk for, at hele højskolesnakken er blevet meget bureaukratiseret", konstaterer han. Alle er sådan set enige om, at Jørgen Carlsen er god for højskolerne - her er en mand, hvis holdninger, man kan tage stilling til. Og det er tilsyneladende godt. Hvorfor er der så ikke flere, der gør som ham, siger hvad de mener om livet i højskolerne og højskolerne samfundet?

Øverst på magtlisten finder vi undervisningsministeren, som - dobbeltinteressant i denne sammenhæng - har hæftet sig ved historier om golf og klaphatte, da hun skulle finde noget at skære væk. Kunne det være, at bureaukraterne (og politikere) ville administrere anderledes, såfremt det var, at vi i højskolerne åbent talte om, hvad det er, vi gerne vil give vores kursister, hvad det er, vi mener, de har brug for? Hvis noget virkelig er noget værd, smider man det vel ikke ud?

Hvad er noget værd
I virkeligheden tør vi nok slet ikke ville fortælle andre, hvad der er værd at vide, og hvad der ikke er værd at vide. Det kan der være flere grunde til. Når man gør det, er man ikke bare bedrevidende, men får også sagt, at der er nogen, der ikke kan eller ved det, de skal. Men hvad gør det, hvis man samtidig er klar over, at man også selv kunne gå hen og blive klogere? Når man sætter sine værdier i spil og konfronteres med andres, sætter man også sig selv i spil. Hjertet hopper op i halsen, og det gibber i en, når man forsøger sig og måske møder modstand. Man må vende hjem for en stund og endnu en gang vende sine holdninger; revurdere sine værdier. Det er også spændende, og undervejs finder man nok ud af, hvad det er, man virkelig mener og vil kæmpe for.

Man kunne fortælle, at der er to demokratiopfattelser i spil i Danmark. En der hæfter sig ved samtale og indhold og en anden, der hæfter sig ved procedurerne. Hal Koch, en forhenværende højskoleforstander, opfattede diskussioner som kernen i demokratiet. Man kunne lade den stille generation diskutere, hvad Koch mente, demokrati var - fx som led i udviklingen af medborgere. Man kunne fortælle dem, hvad Koch mente, en god demokratisk borger skal kunne. Bagefter kunne man kontrastere med Alf Roos, der mente, at det eneste en god demokrat skal gøre, er at stemme, når der er valg; resten af tiden kan han passe sig selv og gøre, som han vil. 

Kursisterne kunne overveje deres eget synspunkt og tage stilling. Og det kunne vi også selv i højskoleverdenen.

Hvad højskolen kunne ville
Der er meget, man kan ville med sine unge kursister. Og ikke kun de stille, dem Klubværelset handlede om, dem, der vender deres vrede og frustrationer indad, men også alle dem, der rent faktisk lufter deres frustrationer. Man kan fortælle dem, at naturen, de vilde tanker og teorier aldrig dukker op i reklameblokkene og begynder at lefle for dem. Man kan fortælle dem, at det at undersøge ting, værdisætte dem, vælge mellem dem og leve efter de valg, man har truffet, er noget unikt menneske¬ligt. Og at man derfor ikke er et rigtigt menneske, hvis ikke man vælger og lader sig forpligte af sine valg. Og man kan fortælle dem, at hvis de blot vil passe sig selv, så kan de gøre det, men så bør de ikke påberåbe sig alle mulige rettigheder og forpligtelser.

Nutidens kursister er ikke som 1850'ernes bønder. De ved allerede langt mere, end Christensens syngende bønder. Men ofte ved de ikke, hvad de skal stille op med deres viden. Det kan de lære på højskolen. Højskolen kunne ville være mere Hochschule, i den forstand Grundtvig drømte om det. Viden er ikke blot et spørgsmål om formelle kompetencer. Viden er et eksistentielt spørgsmål. Et spørgsmål om myndighed og et spørgsmål om frihed. Man kan ikke vælge frit og oplyst, hvis ikke man ved, hvad man vælger mellem. Man kan heller ikke træffe en beslutning, hvis man er bange for at gå glip af noget. Og man kommer ingen vegne, hvis ikke man tør lufte sine idéer og forestillinger. Og hvad er man, hvis ikke man tør leve efter sine opfattelser.

Højskolebevægelsen kunne også insistere på at få rullet lovene tilbage til tiden før Tvind, for så kunne vi også eksperimentere med at fortælle historierne, som man ikke gør det andre steder.

Vi ved ikke meget om Christensen bønder, men vi kunne forestille os, at de ikke havde mødt hinanden, før de kom til Højskolen i Dalum. Men at de dér lærte hinanden at kende og fandt ud af, at de trods deres forskelligheder var i stand til at arbejde sammen om at ændre deres vilkår til det bedre. Viden kan være så meget og opdrives så mange steder. Når alt kommer til alt, er det måske nye skabende fællesskaber og forpligtende venskaber, man bedst lærer værdien af på Højskole.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies