Kommentar - Er Løgstrup mere almen end klaphatte?

Publiceret 11-10-2010

Højskoleloven er en begrænsning, den kan
aldrig være målet, skriver Asser Amdisen, der måtte lægge ryg til en del efter at have lanceret et fodboldkursus tidligere på året

Asser Amdisen, forstander, Ryslinge højskole

Det er lidt trist, forstanderne går i kødet på hinanden, når regeringen vil gennemtvinge nedskæringer på højskoleområdet. Da vi alle samledes til årsmøde på Bosei Idrætshøjskole, fik FFD til opgave primært at bekæmpe besparelserne og sekundært undgå skolelukninger. Jeg synes ikke, at der er gjort ret meget for at bekæmpe besparelserne, men en stor artikel i sidste nummer af højskolebladet demonstrerede, hvordan skoler fra nær og fjern gør alt, hvad de kan for at undgå selv at blive ramt.

Helga Kolby Kristiansen er i artiklen citeret for at sige, at lovens hovedsigte er højskolernes eksistensberettigelse. Jeg mener, at Højskolen har en demokratisk forpligtelse, som ligger ud over loven, og ved at sætte loven i parentes kan vi måske få en mere reel diskussion af, hvorfor vi laver højskole og måske også af, hvorfor vi laver korte kurser.

Loven er en begrænsning
Højskolerne har en forpligtelse til at være andet og mere end det officielle skolesystem. De frie skoler er bygget på en opposition til staten og er dermed i selve grundlaget en del af den selvkritik, som karakteriserer ethvert rigtigt demokratisk samfund. Det er et tegn på styrken i det danske demokrati, at staten gennem højskolerne selv finansierer en uddannelsesform og et centrum for tænkning, som er uafhængigt af staten. Sådan var det i udgangspunktet, og hvis Danmark er et reelt demokrati, bør det være sådan fortsat.

Det er i vores konstante refleksion over egne og samfundets værdier og i vores konstante debat af demokratiet, menneskesynet og virkelighedsopfattelsen, at vi har noget at bidrage med - det er derfor, at det er interessant og betydningsfuldt/vigtigt at holde skole.

Loven er en af de begrænsninger, vi er underlagt. Den må vi leve med og overholde, men den er ikke målet. Målet er refleksion over samfundet, men måden er dannelse af elever. Den største glæde ved at være inden for højskolebevægelsen er at se elever flytte sig og blive til anderledes mennesker efter at have været på kursus.

Vurderingen af om et kursus er godt eller ej er altså ikke et spørgsmål om lovgivning, men et spørgsmål om, om det skaber refleksion, dannelse og oplysning - om det flytter nogen. Derfor mener jeg også, at det er åbenlyst tåbeligt at debattere om det er korte eller lange kurser, der er kerneydelsen. Jeg tror, at nogle korte kurser gør mere godt end nogle lange kurser - og omvendt. Hvorfor er gymnastiktræning af stærke unge velfungerende mennesker bedre end bridgeundervisning for svage ældre mennesker. I mit verden verdensbillede er idræt og bridge isoleret set lige uvedkommende for demokratiet og samfundets velbefindende, men sat i den rette sammenhæng af dygtige højskolefolk, kan begge dele gøre noget godt.

Hvad er det almene?
Så er der det med det almene. For en konstruktivistisk orienteret humanist er selve sætningen "af almen bred karakter" temmelig problematisk. Den lugter af meningstyranni og ensretning af tankebaner. Samtidigt er det tydeligt, at der eksisterer flere definitioner på, hvad man egentligt mener med begrebet.

Lovens definition er, at alment er det, der perspektiverer samfundet, og modsætningen er derfor færdighedsindlæringen. Denne definition har sin styrke i, at den er så målbar, som en sådan definition kan blive. Det gør det muligt for os forstandere at planlægge og navigere, så vi ikke kommer i uføre, og det gøre det muligt for ministeriet at leve op til New Public Managements krav til målbarhed og dokumentation. Denne definition er derfor operationel, men ikke nødvendigvis rigtig.

Ministerens definition er, som den blev udtrykt i forbindelse med Ryslinge Højskoles fodboldkursus - og såmænd også en del højskolefolks definition, som udtrykt i sidste nummer af højskolebladet - at det almene er det, vi plejer at undervise i. Det vil sige historie, filosofi mv. Dette synspunkt tager udgangspunkt i myten/historien om højskolens storhedstid i 1930erne, hvor bønderkarlene sad på bænkerækker og hørte lange foredrag om danmarkshistoriens helte og deres kamp mod tysken.

I Ryslinge definerer vi det almene som det, der giver redskaberne til at leve i verden sammen med andre. Vi synes, at det at lære at tage ansvar for sig selv og andre er vigtige egenskaber, hvis man skal fungere som en ressource i samfundet. Den enkelte elev skal få redskaber og viden til at tage stilling til verden og forandre den. Det gælder på både korte og lange kurser. Den definition er ikke altid i overensstemmelse med lovens definition af det almene, og så må vi reagere på det, men som regel er den - som det fx var tilfældet i forbindelse med fodboldkurset.

Løgstrup eller fodbold?
For at et kursus skal være godt i vores optik, skal det kunne bruges af et bredt udsnit af befolkningen. Vi synes ikke nødvendigvis, at det skal være folkelig, da det i sig selv er et problematisk begreb. Hvem er "folket" egentlig i vore dage, og hvad er folkeligt? Det, de frie skoler benævner som folkeligt, er noget af det mest ufolkelige, der eksisterer. Vi taler om den folkelige sang, men hvor store dele af folket synger højskolesange? Vi taler om det folkelige foredrag, men hvor store dele af folket går til foredrag? Denne diskussion placerede vi os uforvarende i, da vi planlagde fodboldkurset sidste år.

Når alt kommer til alt, var næsten al den kritik, vi fik af kurset, en kritik af, at vi forsøgte at behandle det at se fodbold som en acceptabel og forholdsvis udbredt folkelig adfærd. Pludseligt fik journalister, ministre og højskolefolk næsen i sky og udløste et ragnarok over, at vi nu ikke levede op til højskolens ide. Vores ide var at bruge et folkeligt fænomen - fodbold - til at diskutere kropsfascisme, kommercialisering af idrætten og sportens betydning for det moderne samfund. Der er ingen tvivl om, at et kursus om Løgstrups forhold til den forskudte barre, næppe ville have givet samme ballade, men det ville altså heller ikke have været mere folkeligt.

Hæv stemmen!
I den sidste ende er min pointe, at nu bør højskolerne hæve stemmen, så vi kan høres i den offentlige debat. Når en tåbelig regering undergraver demokratiet og højskolen ved at skære 150 millioner, så må vores respons være en kamp for at gøre offentligheden, folket, vælgerne opmærksomme på, at de mister en del af fundamentet for demokratiet.

Når de korte kurser er under angreb, skal vi fortælle, at de korte kurser gør noget godt for rigtigt mange mennesker og for samfundet som sådan. Leflen for Dansk Folkepartis kulturkamp ved at gøre de kulturradikale til skurken eller grådige forsøg på at få en større bid af kagen, selvom kagen bliver mindre, gør, at vi mister fokus. Vi må i fællesskab hjælpe FFD med at forstå, at omfordeling af nedskæringer ikke er en succes.

Afblæsning af nedskæringerne er en succes, men det sker kun, hvis vi tør fortælle vælgerne og pressen, at vores virksomhed er god og nyttig. Vi skal ikke undskylde for hvem, vi er, men aggressivt og udadvendt forklare, hvorfor højskolernes kurser - korte som lange - er pengene værd - og det tror jeg faktisk, de er.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies