Velkommen til virkeligheden

Publiceret 11-10-2010

I 90erne havde vi dogmefilmen. I det nye årtusinde har dokumentarfilmen sat sig på dagsordenen: Vi stiller os ikke længere tilfreds med den rene fiktion. Virkelighed skal der til

Af Andreas Harbsmeier

De smukt drejede levende billeder af danske soldater i Afghanistan ledsages til tonerne af næsten pompøs musik. Sådan får vi præsenteret krigens virkelighed i filmen Armadillo, der rykkede ved mange politikeres og vælgeres forestilling om, hvad det vil sige at være i krig. Denne smukt iscenesatte og nære gengivelse af begivenheder i Afghanistan var en øjenåbner for mange. Til trods for at Danmark har været til stede i Afghanistan siden 2002, skulle der en dokumentarfilm til, for at vi kunne forstå, hvad der egentlig sker derude. Og det har mange gerne ville se. Mere end 100.000 har været en tur i biografen.

Vi vil nemlig gerne se virkeligheden på film. I så udpræget grad, at man kan sige, at 00erne har været dokumentarfilmenes årti. En ny bølge er blevet sat i gang, og den varer tilsyneladende ved, samtidig med at billedet af, hvad en dokumentarfilm er, har ændret sig. Førhen var børn tvangsindlagt til at se dokumentarfilm i skolen, der var tørre og pædagogiske og handlede for det meste om fattige børn, forplantning eller lignende opbyggelige emner. Det var der ingen, der gad gå i biografen for at se. Sådan er det ikke længere.

En ny guldalder
Jesper Jack er dokumentarfilmskonsulent på Det Danske Filminstitut. Han mærker i den grad den stigende interesse for filmene og også en voksende lyst til at lave dokumentarer, særlig hos de unge:

"Fremtiden tilhører dokumentarfilmen. Vi oplever en stor og voksende interesse for genren. Hos de unge ser vi et boom i selvregistrering gennem lyd, billeder og film på nye medier som Youtube og Facebook. Et voksende behov for at reflektere sig selv og sine omgivelser i en stadig mere forvirret verden og kompleks globaliseret verden. Den udvikling gør, at der er kommet en tidlig billedbevidsthed ind hos de unge, der skaber et fundament for en fremtid af nye fantastisk bega-vede billedfortællere som vi skal være dygtige til at understøtte og anerkende. Med et uforholdsmæssig stort antal udenlandske priser til dansk dokumentar kan man endda tale om dansk film befinder sig i en guldalder lige nu, hvad angår dokumentarfilmen."

Festivaldirektør Tine Fischer startede dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, der i år kører på syvende år og har været en kraftigt medvirkende årsag til dokumentarfilmes boom herhjemme.

"Da vi startede i 2003", fortæller hun, "var det ikke til at finde en ærlig dansk politisk dokumentarfilm. Sådan er det ikke længere."

Siden da er der sket utrolig meget på området. Ifølge Tine Fischer startede den ny opblomstring af den politiske dokumentar efter 11. september:

"I 60ernes og 70ernes politiserede tid bliver der lavet ekstremt mange politiske dokumentarfilm. Der blomstrer det virkelig. Og det samme skete efter 11. september med Michael Moores Fahrenheit 9/11 og Bowling for Columbine. Den tendens har langsomt fundet vej til Danmark og er meget markant lige nu."

Herhjemme har det især været en mand som Anders Østergaard, der med sin Gasolin-film satte nye standarder for dokumentaren - og senest blev Oscarnomineret for sin Burma VJ. Men også Christoffer Guldbrandsen, der med sine ofte kontroversielle og stærkt politiske film som Fogh bag facaden og Den hemmelige krig, skabte stor opmærksomhed og havde et stort publikum.

Mellem fiktion og virkelighed 
Både Christoffer Guldbrandsen og Anders Østergaard har været med til at gøre den politiske dokumentar populær langt ud over de smalle cirkler. Det har betydet, at dokumentarfilmen har fået en stor offentlig opmærksom. Hvis dogmefilmene satte sig på 90erne, så var det dokumentarfilm, der satte sig på det nye årtusinde.
Men det har også krævet en tilvænning af publikum. For der er stadig uklarhed om, hvad en dokumentarfilm egentlig er, og hvad man kan tillade sig inden for genren. Stadig flere dokumentarfilm søger ind i grænserummet mellem fiktion og virkelighed, samtidig med, at fiktionsfilm tendentielt også går i retning af det dokumentaristiske. Rummeligheden for, hvad man kan klassificere som dokumentar er blevet større, mener Tine Fischer. Der er kommet en meget større bevidsthed om feltet mellem fiktion og dokumen¬tarisme. Og Ifølge hende "smitter" den dokumentaristiske tendens af på det, der tidligere var mere rene fiktions¬film:

"Jeg vil gå så langt som til at sige, at der er stærke tendenser til, at dem, der ellers altid har arbejdet inden for en klassisk narrativ fiktionsramme, er ved at bevæge sig over i grænselandet mellem dokumentar og fiktion. Virkeligheden bliver en direkte del af den fortælling, der er på spil. Det betyder, at fiktionsfilmen har fået brudt sin mere lukkede narrative form. Det samme ser man i kunstverdenen, hvor det dokumentaristiske er en domine¬ rende tendens."

Jesper Jack tilføjer:

"Skal man tæt på sandheden, så gælder alle kneb. Tidligere har dokumentarfilm været meget afhængig af held i forhold til at finde lige den rigtige scene. Men det at man begynder at arbejde med iscenesættelse og kreative elementer gør, at vi kan komme meget tættere på det, vi oplever som virkeligheden."

Det giver en vis forvirring om, hvad en dokumentarfilm i det hele taget er.

"Hvis jeg siger, at jeg laver dokumentarfilm til min mor. Så siger hun; nå, laver du Bonderøven? Men med dokumentar mener vi en kunstnerisk fortolkning af verden, eller det vi kalder den kreative dokumentar i mangel af et bedre ord. Det er en mere subjektiv form, hvor man arbejder kreativt med filmiske virkemidler og låner af fiktionsfilmens fortællemidler. Vi har en forpligtelse og et ansvar over for virkeligheden, men vi har også som dokumentarister friheden til at fortælle den poetiske sandhed. Og jeg tror, at publikum langt hen ad vejen accepterer det. Men ind imellem vil man opleve, at magthavere og meningsdannere forsøger at angribe film, fordi de er formet og fortalt. Og det til trods for, at ethvert tænkende menneske jo ved, at virkeligheden selvfølgelig kun kan fremstilles som en refleksion, som beror på et subjektivt forhold. Vi kan heller ikke registrere virkeligheden uden at påvirke den. Publikum er ret sensible over for, hvornår en iscenesættelse føles rigtig eller forkert. Jeg tror, at mange unge er meget dygtigere læsere, end vi forestiller os," siger Jesper Jack.

Da Christoffer Guldbrandsen lavede Afghanistanfilmen Den hemmelige krig for fire år siden, var der en kæmpe diskussion i medierne om, at den var så subjektiv. Han blev nærmest skældt ud for at bruge underlægningsmusik. Man mente, at det var fuldstændig fordrejet og følelsesmæssigt manipuleret. Men det har ændret sig. Debatten om Armadillo handlede ikke om, hvorvidt instruktøren Janus Metz brugte for skrappe virkemidler i form af musik og følelsesbetonet klipning. Debatten handlede om de danske soldater i Afghanistan. Det er en meget positiv udvikling, mener Tine Fischer. For det betyder, at man kan diskutere det filmene handler om, i stedet for at diskutere formen:

"Det er dejligt, at man ikke længere skal svare på spørgsmål som: Har Michael More ikke en klar agenda? Det går jo ikke! For til det kan man jo kun svare: Ja, selvfølgelig har han det. Han er aktivist - det kan man ikke anklage ham for."

Jesper Jack ser heller ikke diskussion om, hvor subjektiv man som instruktør må være som central. Derimod er det vigtigt, at grænserne hele tiden bliver udfordret:

"Med mindre, at man ikke lever op til forpligtelsen om at være tro over for sin egen oplevelse af virkeligheden, skal man udfordre formen. Det er vigtigt hele tiden at bevæge sig op mod grænsen, for hele tiden at drive filmsproget videre. Vi er nødt til at tage nogle chancer. Og det indebærer selvfølgelig risikoen for at man rammer forkert."

Det politiske og nye tendenser
Genren udvikler sig hele tiden. En ny tendens er, at man så småt er ved at gå væk fra den personlige, politiske udsagn i retning af en mere antropologisk form. I Danmark er der også kommet en ny generation af instruktører, der ikke kun har en kunstnerisk tilgang til mediet, men også har en politisk, sociologisk eller antropologisk tilgang, men samtidig adresserer politiske emner:

"Feltet mellem journalistik og dokumentarisme kan noget andet end klassisk undersøgende journalistik. Mange af dem, der kommer på banen nu, er folk, der enten kommer med en antropologisk baggrund eller også har et aktivistisk projekt. Det er tydeligt, at de ikke er drevet af en journalistisk problemstilling, der skal be- eller afkræftes, men at de er til stede på en meget mere nuanceret måde," siger Tine Fischer.

Jesper Jack er enig i den vurdering:

"Der har været en tendens, hvor man igennem en periode har sat meget fokus på det intime og det nære, der udgik fra jeg'et. Den tendens er nu afløst af en større interesse for samfundsforhold og verden omkring os. Det hænger givetvis sammen med det økonomiske kollaps, der har givet grobund for ny samfundsbevidsthed, fordi folk oplevede økonomisk nedtur, krig eller arbejdsløshed og på nært hold. Det er en ændring, man kan se mange steder."

Givet er det, at vi ikke har den sidste Armadillo. Mange nye film er på vej - udviklingen går i en retning: mod virkeligheden.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies