Gang i Gellerup

Publiceret 27-04-2011

Gellerup Højskole bliver formentlig til noget

Af Højskolebladet

Der har været mange op- og nedture i Gellerup Højskoles tilblivelseshistorie, men nu tegner det til, at skolen realiseres.

Alle de involverede parter har tilkendegivet, at de er opsatte på at finde en løsning. Endda så meget, at bestyrelsen med Keld Albrechtsen i spidsen vurderer, at skolen åbner til september. Det har været en forhandling mellem Socialministeriet, Aarhus Kommune, Hejredalskollegiet, Realkreditdanmark og højskolen, som er trukket i langdrag, fortæller Keld Albrechtsen:

"Vi har ikke de endelige underskrifter, men højskolens bestyrelse tror så meget på det, at vi går i gang med at forberede skolens opstart. Det har taget rigtig lang tid at få det hele på plads. Til gengæld betyder det, at alle planer ligger klar. Skolen består af tre blokke på Hejredalskollegiet, så værelserne er klar til beboelse, men vi skal lave undervisningslokaler samt en masse andre tekniske ting, som det kræves af en højskole."

Næste skridt bliver at ansætte en forstander samt gå i gang med rekrutteringen af elever til efterårets kursus, hvor man regner med opstart to gange.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies