Bag muren

Publiceret 20-01-2011

Under ufatteligt vanskelige betingelser har man på Vestbredden ladet sig inspirere af den danske højskoletanke – og oprettet en skole, der tænker hele mennesket med

Af Andreas Harbsmeier

Jiries har ikke været i Jerusalem de sidste ti år. Og det til trods for, at han arbejder mindre end en halv times gang fra byen. Han er palæstinenser og arbejder som kommunikationsmedarbejder i Betlehem på Vestbredden. En godt otte meter høj mur skiller Jiries fra Jerusalem - og den er ikke lige sådan at passere.

Han tager venligt imod på sit kontor, der ligger i Betlehems internationale center, der er en del af Diyar Konsortiet, der omfatter adskillige institutioner og skoler. Her arbejdes intensivt med at blive klar til åbningen af et nyt stort bygningskompleks, der skal huse både undervisningslokaler og forskningsaktiviteter. Fra skolen, hvor han deler kontor med en anden kommunikationsmedarbejder, kan han næsten se til Jerusalem.

Det er umuligt ikke at tale om den politiske situation her i et af verdens absolutte brændpunkter, hvor situationen kan ændre sig fra dag til dag - og hvor hverdagen er præget af den politiske uenighed. Det, der ofte - med rette - bliver beskrevet som en uløselig konflikt er præsent overalt. For overhovedet at besøge konsortiets faciliteter i Betlehem fra det nærliggende Jerusalem, skal man passere et gigantisk israelsk checkpoint bemandet af israelske soldater. Gennem bygningerne, der mest af alt minder om et fængsel, strømmer dagligt de palæstinensere, der er udstyret med en arbejdstilladelse gennem tjeckpointet til Jerusalem. Det svarer nogenlunde til to gange dagligt at stå i kø til sikkerhedskontrollen i en lufthavn - nogle gange i timevis - for at gå på arbejde - og igen for at komme hjem igen.


Håb og perspektiver  

På kontoret indrømmer Jiries, at det kan være vanskeligt at holde modet oppe. Skolerne arbejder hårdt for at finansiere og drive konsortiet. Håbet er at uddanne de lokale palæstinensere - trods de langsigtede perspektiver for Palæstina kan være svære at få øje på. Men alternativet, siger han, er ikke at gøre noget. Det er heller ikke til at holde ud.

Som konsortiets præsident Mitrij Rahheb, siger dagen efter til åbningen af de ny bygninger: "Det er vores mission at se på det, der trods lidelserne er blevet opnået i Palæstina. Ligesom guld bliver udvundet i brændeovne og diamanter opstår under høje temperaturer, vil vi levere et bidrag til en palæstinensisk identitet, præget af menneskelighed, skabt i hjertet af
lidelsen, et glimt af håb for alle."

 
Den danske forbindelse

Det var samme Rahheb, der for en del år tilbage besøgte Løgumkloster Højskole for at lade sig inspirere til at tænke uddannelse på en ny måde. Det har betydet, at man på skolen i Betlehem tænker i hele mennesker og ikke kun i faglighed. Her ligger den stærkeste inspiration fra højskoletanken. For der er trods alt eksamen. "At lave en eksamensfri skole ville trods alt være lidt for eksotisk," griner Jiries, der selv var en af de første palæstinensere, der var på et højskoleophold i Danmark.

Sandheden er imidlertid, at de færreste palæstinensere alligevel ikke kan bruge et eksamenspapir til noget som helst. Der er nemlig ikke noget arbejde at få. Derfor har man også indrettet skolens fagudbud efter, hvor de bedste jobmuligheder er: Inden for turisme og kreative fag. En del af konsortiet består af en skole, der uddanner palæstinensere i fag som musik, kunsthåndværk og turisme; fra 1. klasse til universitetsniveau.

Selv om skolen i sit udgangspunkt er lutheransk og funderet på en kristen grundtanke, kommer eleverne med meget forskellige baggrunde. Der er ganske enkelt ikke nok kristne palæstinensere til at fylde skolen. De fleste er muslimer, for det er langt de fleste af Betlehems indbyggere.


Den danske forbindelse

Hvert år sender skolen et par elever til Løgumkloster Højskole, hvor de er på et langt ophold. Og et hold elever fra højskolen tager hvert år den modsatte vej for at tilbringe noget tid på skolen, deltage i dialogmøder og meget andet. Erfaringer fra besøgene, siger forstander fra Løgumkloster, Vita Andreasen, er da også, at eleverne bliver voldsomt engagerede i konflikten, når de besøger Vestbredden.

Engageret er også teologen Knud Jeppesen. Han er formand for Foreningen Betlehems Venner, der hjælper med at finde midler til skolerne. I en årrække boede han i Jerusalem og arbejdede som vicerektor for et økomenisk institut, der ligger øverst på en bakke i udkanten af Jerusalem. Fra taget af instituttet kan man se ned
over Betlehem og den otte meter høje mur, der skærer gennem landskabet og holder palæstinenserne ude af Israel.

"Det er vanskeligt ikke at blive harm," siger Knud Jeppesen, mens vi betragter muren, "israelerne har en form for herremandsmentalitet."

Han indrømmer, at de fem år i Israel i den grad har præget hans syn på konflikten i palæstinensernes favør. Det er bestemt ikke vanskeligt at få sympati for palæstinensernes sag: Vestbredden gennemskæres af veje, der lader israelske biler nå bosættelserne dybt inde i det palæstinensiske område. Det betyder i praksis, at landet er splittet op i mindre dele. Hvis en ny plan gennemføres, vil den nordlige del af Vestbredden være komplet afskåret fra de øvrige dele.

"Og ja, det er rigtigt, at mange palæstinensere heller ikke bidrager særligt konstruktivt til en løsning på konflikten, men Israel er ved at udvikle sig til en form for apartheid, der direkte diskriminerer en befolkningsgruppe," mener han.


Fremtiden

De nye skolebygninger i udkanten af Betlehem ligner dog noget, der giver en vis grund til optimisme. Alene det forhold, at det kan lade sig gøre at etablere og drive et så stort kompleks, burde give fornyet håb. Og det er også ambitionen.
Som Rahheb siger under indvielsesceremonien:

"Vi investerer ikke kun i mursten, næsten al fokus ligger på menneskene. Vores mission var og forbliver 'at bygge et land, sten for sten, at styrke et samfund, menneske for menneske, og skabe institutioner, der er her for at blive."

Måske Jiries igen en dag kan besøge Jerusalem.


Diyar Konsortiets skoler

Visionen for Dar al Kalimaakademiet i Betlehem er at dække undervisningsbehovet
fra børnehaveklasse til universitetsniveau.

I år 2000 blev Dar al Kalima Model School indviet. Den varetager undervisningen fra 0. til 12. klasse. Dar al Kalima College åbnede for den første årgang af studerende i 2006.

Gennem Bright Star programmet kan børn og unge få supplerende undervisning i forskellige kreative fag efter almindelig skoletid. Dar alkalima College er en unik mellemkulturel institution for højere uddannelse. Akademiet tilbyder eksamensbevis i musik, kunst, medie & kommunikation, kulturel ledelse, turisme og kristendom.

Akademiet er ved at udvikle strategiske partnerskaber med adskillige lokale og
internationale skoler, de Skandinaviske Folkehøjskoler og Europæiske
akademier.