Af Johs Lynge
Mange samfundsanalytikere har på det seneste stillet en række diagnoser, der peger i samme retning: Demokratiet som livsform lider under forskellige dårligdomme. Hvilket underbygges fra forskellige perspektiver i aktuelle debatbøger fra for eksempel retorikprofessor Christian Kock (De svarer ikke - Fordummende uskikke i den politiske debat), CBS-professoren Ove Kaj Pedersen (Konkurrencestaten), Statskundskabsprofessoren Tim Knudsen (Fra folkestyre til markedsdemokrati), historielektoren Michael Böss (Republikken Danmark - Oplæg til en værdipolitisk debat) og den samfundsfaglige forfatter Lars Olsen (Eliternes triumf).
På Bornholm afholdt man i midten af juni politikfestival for første gang med en dagsorden, der falder i forlængelse heraf. Der er hentet inspiration hinsidan fra det folkemøde, man kan opbyde ved Almedals-ugen på Gotland. Et alsidigt, svensk arrangement, som åbenbart har gjort indtryk på højskolebarnet Bertel Haarder, der i et interview sidste år i Information udtrykte sin begejstring herfor og efterlyste en efterligning hertillands. På Bornholm, hvor Information ellers ikke er til at opdrive, læste regions kommuneborgmester Winni Grosbøll med, greb bolden og tog Bertel Haarder på ordet. Resten er en historie, der fandt sin forløsning for nylig under massiv mediedækning på udkantsøen, hvor politikere, organisations- og kommunikationsfolk, meningsmagere, analytikere og journalister kom hinanden lidt ved.
Taler og smagsprøver
Men der var ikke alene dømt elitært socialt samvær - eller mediemingling og networking som det hedder på nudansk
- ved de 250 arrangementer, som havde mellem 5- og 8.000 besøgende. Besøgstallet er som bekendt svært at opgøre, når der er fri adgang til alt på festivalområdet, der strakte sig over Allinge-arealet på det turist-rutinerede Nordbornholm. Her var der ikke blot fri entré men også oceaner af gratis mad og drikke. Man kunne snildt spise sig mæt og få slukket tørsten i smagsprøver og ødsle udskænkninger hos diverse partier og organisationers gavmilde repræsentanter.
Mens bygerne kom og gik - og solen også bidrog - gik folkemødet sin uformelle gang med konstante strømme ud og ind af debatteltene. Ved den udendørs hovedscene var der alt mellem flere hundrede og en lille håndfuld tilhørere alt efter vind og vejr - og måske også talerens position i det politiske hierarki. I hvert fald overværede hundreder statsministerens tale, hvor Lars Løkke holdt en lejlighedstale med en erklæret ambition om at hæve sig over den daglige politiske trummerum mellem blokkene:
"Jeg glæder mig både som statsminister og Venstres formand meget over at deltage i noget, som kunne være fødslen af en ny tradition i dansk politik. En tradition, hvor afstanden mellem Folketinget og folket bliver lidt mindre, og hvor befolkningen er i centrum. Hvis jeg skal sætte ord på, så ser jeg Folkemødet som en insisteren på, at politik er for vigtigt til at blive overladt til politikerne."
Talen adresserede kulturelle og strukturelle problemer, som velfærdsstaten, samtaledemokratiet og det aktive medborgersamfund står over for med forskellige eksempler og overordnede betragtninger. Oppositionslederen Helle Thornings-Schmidts tale var tilsyneladende ikke skrevet til lejligheden. I hvert fald ikke ifølge hendes tidligere taleskriver og nuværende lederskribent på Politiken, Kristian Madsen. Han konstaterede, at det var en gang "uinspireret ruskomsnusk af hendes grundlovs-, første maj- og afslutningsdebattaler, der var så tam, at den socialdemokratiske pressetjeneste nægtede at udgive den på tryk, og kødranden af journalister stod med blanke blokke efter 23 minutters kritik af regeringens økonomiske kurs."
Efterkritikken
På Gæstgivergården i uphill-Allinge, hvor Politiken havde indlogeret sig og var vært ved en lang række events, ironiserede Margrethe Vestager i et uformelt buffetaften-causeri lidt over festivalnavnet Folkemøde. Det er hun ikke ene om i debatten om den nyfødte festival. Mange stemmer i offentligheden har ytret sig forbeholdent om den folkelige forankring - også debattører der ikke vader der selv. Men Politiken-redaktøren Lars Trier Mogensen, som anlagde festivalskæg til lejligheden, udlægger på lederplads sagerne således:
"Folkemødet på Bornholm blev en succes fra første dag. Ideen om at samle landets toppolitikere, lokale borgere, organisationsfolk og journalister levede mere end op til forventningerne: Det lykkedes Danmarks første politiske festival at skabe en ny ramme for uformel og tværpolitisk debat, som med garanti vil blive en fast tradition. Som afslutning på folketingsåret og startskud på sommerferien vil Folkemødet fremover kunne blive en begivenhed, der sætter dagsordenen for debatten i en periode, der ellers er præget af agurketid."
Og en anden af Politikens topfigurer, kulturredaktøren og eksil-bornholmeren Anita Bay Bundegaard, tilslutter sig sin medredaktørs optimisme:
"Demokratiet opstår, hvor folk mødes, konkret og fysisk, hvor der er nærvær, lytten, diskussion og engagement. I Allinge var der stort set ikke den kro eller café, isbar eller havnekaj, græsplæne eller fortrappe, hvor der ikke blev diskuteret valgkamp, miljø, udenrigspolitik, udviklingspolitik, menneskerettigheder,
kunst og erhvervsliv."
Men skeptikere angående evalueringen og fremtidsudsigterne for Folkemødet findes også i den offentlige debat. For eksempel i skikkelse af Cevea-direktøren og avisbloggeren Jens Jonatan Steen, der selv var tilstede:
"De eneste repræsentanter for folket ved Folkemødet på Bornholm er de mennesker, der gør rent på hotellerne, laver maden og slår de telte op, som den politiske elite skal bruge til deres debatter. Folkemødet er således blevet til en slags Roskilde Festival for teknokrater, der kan rose hinanden for hvor dygtige de er til at råde og regere over resten af befolkningen".
Og de generelle samfundsperspektiver ser han i samme omgang således:
"At vores samfund engang byggede tanken om Danmark for folket og Grundtvigs idealer om folke-lighed, hvor alle borgere blevet inddraget og sikret adgang til de politiske beslutninger, er ved at være en saga blot. Det levende demokrati lever udelukkende
for den uddannede overklasse, der er ved at tage monopol på den politiske beslutningskompetence."