Den altfavnende konservatisme

Publiceret 25-05-2011

KRITIK Kasper Støvrings Villy Sørensen-fortolkning er temmelig ensidig

Af Per Øhrgaard

Om Kasper Støvring kan man sige, hvad Villy Sørensen engang skrev om den tyske sociolog Helmut Schoeck: Han er "ikke blot videnskabsmand [Støvring er ph.d.], men også konservativ debattør, hvilket gør hans bog både spændende og problematisk." At Støvring er konservativ og kan lide Villy Sørensens forfatterskab, er en interessant kombination, da det i reglen er blevet angrebet fra den kant.

At det omvendt skulle være genstand for en kulturradikal "kanonisering", som Støvring skriver, er ikke let at få øje på lige for tiden, hvor det vist nærmest negligeres. Det hænger naturligvis sammen med den position, Villy Sørensen indtog. Han beskrev den selv tidligt - i 1961 - som et "hverken-eller" og senere mere og mere energisk som "midten", vel at mærke en aktiv, dynamisk midte, som der endda kunne og burde udgå et oprør fra. Nutiden forlanger simplere standpunkter.

Med dette in mente kunne man tro, at titlen på Kasper Støvrings nye bog (hans nr. 2) om Sørensen, "Villy Sørensen og kulturkonservatismen," handlede om Sørensens forhold til denne strømning; det kunne ligge i ordet "og". Men sådan forholder det sig ikke helt; bogen handler om den - i Støvrings øjne - kulturkonservative Villy Sørensen. Så det vil være rimeligt at spørge: 1) Hvad betyder "kulturkonservativ"? 2) Var Sørensen kulturkonservativ?

Med forstavelsen "kultur-" signalerer Støvring, at han ikke taler om eller på vegne af nutidens Konservative Folkeparti, og tak for det. Men skønt han bruger mange sider - og mange gentagelser - på sin definition, er og Den altfavnende konservatismebliver det svært at se forskel på hans begreb om kulturkonservatisme og almindelig sund fornuft - eller for den sags skyld den gyldne middelvej.

Det er nok også meningen. I Støvrings øjne er fornuften og den gyldne middelvej konservative størrelser. Det truer til gengæld med at gøre begrebet indholdsløst. Og hvis Villy Sørensen selv havde ment, at han var kulturkonservativ, så havde han vel sagt det - men det sagde han ikke. Støvring kan ikke opdrive stort flere eksempler i forfatterskabet på en positiv brug af ordet end en sætning om "en godartet kulturkonservatisme"; Sørensens takketale for Paul Hammerich-prisen i 1994. Den skal trods den let ironiske tone ikke anfægtes (lige så lidt som fx et udsagn om "mere konservative tænkere", der bl.a. omfatter sovjetiske statsfilosoffer ("Fremmedgørelse før og nu", 1968)). Støvring er klar over problemet allerede på s. 9 i sin bog, men skriver her, at det "imidlertid [er] min antagelse, at konservatismen altid, i det mindste i kulturkritisk form, har været en integreret del af hans [altså Sørensens, p.ø.] tænkemåde."

Det kunne være udgangspunkt for en frugtbar diskussion. Men som bogen skrider frem, glemmer Støvring sin oprindelige forsigtighed. Så er det ikke længere nogen antagelse, at Sørensen var kulturkonservativ, men en fastslået kendsgerning. Når som helst Villy Sørensen kan citeres for noget, som Støvring bifalder, kaldes hans standpunkt konservativt. Så hedder det ikke fx "Villy Sørensens kritik" af dette eller hint, men "Villy Sørensens konservative kritik" (s. 163), især af venstrefløjen, men også af liberalismen. Og inden man når at se sig om, har den konservative
opfattelse af menneske og samfund også fået prædikatet realistisk. "Ud fra et realistisk menneskesyn skaber Sørensen sin konservatisme, som dog ikke ekspliciteres", hedder det s. 189. Mon ikke der er en grund til, at den ikke bliver det? Måske den, at der ikke er tale om konservatisme?


Ensidig fremstilling

Kasper Støvring gør det for nemt for sig selv og derfor ikke nemmere at forstå Villy Sørensen. Alt imens han priser ham for hans flersidighed, gør han ham ensidig. Støvring er en kender af Villy Sørensens forfatterskab, og hvad han citerer, er rigtigt nok. Problemet er, hvad han udelader - både af forfatterskabet og af dets kontekst. Det kunne være fristende at samle modeksempler, men vi nøjes med et par stykker efter hukommelsen. "I sin rette form er velfærdsstaten et værn mod dragen - for den frie personlighed", skrev Villy Sørensen i 1959 i "Digtere og dæmoner", rettet mod både kultur- og andre konservative. Det ved Støvring godt (se s. 157), men han synes at mene, at sagen er afgjort ved, at velfærdsstaten ikke fik sin rette form.

Dette sidste ville Villy Sørensen nok give ham ret i, men det gjorde ham ikke til konservativ. Han søgte andre veje, som det fremgår af medarbejderskabet på Oprør fra midten (1978) og af flere andre formuleringer af et fundamentalt lighedsideal. Man kunne også anføre Villy Sørensens virksomhed ved politisk revy, hans støtte til Russell-tribunalet, hans tidlige afsløring af Søren Krarups aggressive selvoptagethed eller hans kommentar til dav. højesteretsdommer Tamms modstand mod liberaliseringen af pornografi. Med lad det være nok med det.

Det problematiske i Støvrings brug af Villy Sørensen er ikke, at han peger på de tilfælde, hvor Sørensen kritiserede venstrefløjen - for det gjorde han! - men at han overser, at denne kritik blev fremsat på baggrund af en grundlæggende sympati med "venstrefløjens" eller "de progressives" projekt. Når Villy Sørensen irriteredes over venstreorienteredes snæversyn, var det, fordi han håbede på noget bedre fra den kant. Derfor følte han behov for at opdrage lidt på venstrefløjen, især i 1970erne, som de fleste af Kasper Støvrings belæg stammer fra, medens han anså konservatismen for mindre væsentlig at skændes med.

Kasper Støvring har et stykke af vejen en pointe. Men han skamrider den til skade for sit eget ærinde. Mest problematisk bliver det mod bogens slutning, hvor han prøver at gøre Villy Sørensen til en allieret i forsvaret af den nationale kultur, som Støvring opfatter den. Han citerer fra "Den gyldne middelvej" (1979): "Ser man stort på sit indre Danmarksbillede, er det et ansvar man løber fra". Vist så. Men Støvring og Sørensen mener noget højst forskelligt med det indre danmarksbillede. For Støvring orienterer det sig fremfor alt efter herkomsten - han undgår akkurat ordet etnisk - for Sørensen havde det i langt højere grad at gøre med fælles projekter og med at åbne sig mod verden (herunder EU). At Villy Sørensen respekterede traditionerne og rodfæstetheden, er sandt nok. Derfor respekterede han også andres traditioner og rodfæstethed, fx de udlændinges, som kom og kommer til Danmark. Han var ikke ukritisk, for det var han aldrig. Men han lader sig ikke spænde for en nationalistisk vogn. Ikke for ingenting oversatte han Lessings skuespil "Nathan den Vise".

"Det er muligt at menneskene ikke bliver bedre af at få det bedre, men det er i hvert fald givet at de bliver slettere af at forhindre andre i at få det bedre", skrev Villy Sørensen i "Hverken-eller" (1961). Det er ord, som 50 år efter er mere aktuelle end nogen sinde i lyset af Danmarks politik over for flygtninge og indvandrere.
 
 

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies