Den alternative dagsorden

Publiceret 28-03-2011

Nogle emner klarer aldrig at komme på dagsordenen under en valgkamp. Dannelse, kultur, udenrigspolitik, klima, højskoler, folkesundhed er blot nogle af dem. Højskolebladet forsøger at sætte en alternativ dagsorden

Af Andreas Harbsmeier

Visse emner egner sig tilsyneladende bedre til en valgkamp end andre. Og visse emner egner sig slet ikke til en valgkamp. Og visse emner bliver overhovedet ikke diskuteret. Umiddelbart er der nemlig ingen sammenhæng mellem de emner, der tages op, og hvad der reelt er vigtigt for landet. Det kommer måske ikke som nogen overraskelse for de fleste.

Valgkampen har været i gang længe, og der er allerede lagt forholdsvist klare pejlinger ud, i forhold til, hvilke emner, der bliver taget op. Men hvem bestemmer egentlig, hvad der skal være på dagsordenen?

Rasmus Jönsson, ekstern lektor i politisk kommunikation ved Roskilde Universitet og indehaver af PR-firmaet New Deals, forklarer, hvem der sætter dagsordenen således:

"Der er tre bærende ben. Der er politikerne, der er medierne, og der er borgerne. Politikerne sidder i øjeblikket og lægger strategi og fokuserer meget på, hvad der interesserer borgerne. Og de emner, som de tror, folk interesserer sig for, satser de på og forsøger at skabe en dagsorden ud fra det. Partierne er efterhånden så topstyrede, så man vælger mellem tre og fem mærkesager og forsøger så at sætte sig på dem."

Men også medierne er styret af egne interesser: "Medierne sidder også og tænker: Hvordan kan vi imødekomme vores læsere og seere bedst, og hvordan kan vi bedste skabe vores egne historier. Og så laver de en plan for det."

Og det sidste ben i meningsdannelsen er borgerne. De bliver primært hørt igennem meningsmålinger. "Det er gennem synergien mellem de tre dele at dagsordenen skabes," vurderer Rasmus Jönsson.


Professionalisering af meningsdannelsen

Ud over politikere, medier og meningsmålinger findes en lang række andre aktører, der hver især forsøger at få lige netop deres sag placeret højt på den politiske agenda:

"Meningsdannelsen er blevet professionaliseret, så der er en masse aktører i form af interesseorganisationer og NGO'ere, der prøver at få sat deres dagsorden i forbindelse med valgkampen," mener Jönsson.

Der er blevet ansat flere folk, og man bruger flere penge på kommunikation, forklarer han: "Det gør man for at stå stærkere i det politiske felt. For det er jo sådan: står man stærkt i offentligheden, står man også stærkt i forhandlingsspillet."

Og det er i dette felt, at højskolerne befinder sig. De har, ifølge Jönsson, været påfaldende fraværende i valgkampens indledende fase: "Højskolerne burde jo for længst have været ude og forsøge at sætte deres dagsordener inden valgkampen. De har ikke for alvor fået gjort opmærksom på, hvorfor de er til. Det er et af de emner, der er blevet forsømt," siger han.
 

Tabere og vindere

Ifølge den model, er det de interesseorganisationer, der ikke får sat deres egne interesser på dagsordenen, der bliver taberne i kampen om fx økonomi, fordi de ikke får gjort opmærksom på, hvorfor de er til; får spillet med musklerne:

"Når politikere i de kommende år skal finde besparelser, vil de helt klart se på nogen af dem, som ikke spiller en rolle i den offentlige debat, så man kan skære uden for meget ballade. Højskolerne har stadig et par gode venner på Borgen - det så man under finanslovsforhandlingerne - men dem kan man ikke leve af på lang sigt. De kommende år bliver rigtige hårde for mange. Så det bliver sværere og sværere for politikerne at forklare, hvorfor højskolerne skal have så meget støtte. Og lige nu, er der jo ikke noget, der tyder på, at højskolen skulle komme til at spille nogen som helst rolle i valgkampen," lyder Jönssons vurdering af højskolernes fremtid i politisk sammenhæng.

Bemærk! Dette indhold kræver cookies for at blive vist korrekt.
Læs mere om cookies