Af Johannes Henriksen
Vi har haft en nå-generation, en generation x og en generation fucked up. Fælles for dem alle var, at de ikke orkede at kæmpe for noget eller nogen. Højst for sig selv. Men den tid kan meget vel være forbi. De unge er nemlig igen gået på gaden under paroler som "We are Too Big to Fail", "Human Need, Not Corporate Greed", "No More Money for Wars".
Protesterne mod kapitalismens grådighed og den galoperende gæld genlyder fra New York over Athen til Rådhuspladsen. I London kæmper de i gaderne, Mellemøsten henligger i kaos, mens de økonomiske supermagter får nedjusteret kreditværdigheden, og krisens tegn langsomt, men sikkert smiger sig ind på os.
Det lyder alt sammen som noget, vi har hørt før. Det ligner nemlig 1970erne, som var præget af borgerkrige, oliekrise og langvarig økonomisk elendighed. Men også af miljøbevidsthed, Love-Ins, og demonstrationer mod alt fra Vietnam-krigen til Verdensbanken. Og de gamle, gråhåredehippier fra dengang kan da også lide, hvad de ser, siger Peter Øvig Knudsen, som i forbindelse med sit aktuelle tobindsværk Hippie har talt med flere af 1970ernes bannerførere.
"Hippierne holder hele tiden øje med, om der er nogen, der tager den oprørske arv op. Og det er helt klart, at hippierne ser nogle arvtagere i Occupy Wall Street-bevægelsen. Ser man på billederne fra New York, har der da også sneget sig en enkelt hippie ind hist og pist," siger Peter Øvig Knudsen.
Fra ideologi til identitet
Men det er ikke kun på overfladen og i parolerne, at de aktuelle demonstrationer bringer mindelser om 1970erne. Også indholdsmæssigt tager Occupy Wall Street-bevægelsen over, hvor hippierne slap. Nemlig i opgøret med kapitalismen.
"Hvor hippierne sejrede på en hel masse felter, med opgøret med autoriteterne som det mest fundamentale, så sejrede de netop ikke, hvad angår kampen mod forbrugerismen og den materialistiske indstilling. Kritikken af kapitalismens blinde tro på vækst og forbrug kan blive indholdet i et nyt ungdomsoprør," vurderer Peter Øvig Knudsen.
I modsætning til Øvig Knudsen har forfatter og lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation - Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet Hans Hauge svært ved at se substansen i de aktuelle demonstrationer og oprør.
"Forskellen mellem 70ernes oprør og i dag er, at de aktuelle protester ikke er i stand til at formulere et alternativ. Hvor hippierne ville skabe en helt ny verden og en anden økonomisk måde at organisere samfundet på, så har nutidens unge intet alternativ til kapitalismen og det liberale demokrati," siger Hans Hauge.
Hvis man endelig skal lave en historisk sammenligning, minder de aktuelle protester i den vestlige verden derfor ifølge Hauge mere om den tidlige beat-bevægelse og 1950ernes Rebels Without a Cause - opkaldt efter James Dean-filmen af samme navn - som netop var kendetegnet ved at gøre oprør uden at have en sag. Men bevægelser som Occupy Wall Street er i virkeligheden snarere
udtryk for ønsket om at skabe sin egen identitet i tilknytning til en større sag svarende til Greenpeace eller 1990ernes Attac bevægelse, hævder Hans Hauge.
"Nutidens unge gør brug af en meget individualiseret oprørsform, hvor enhver har sin egen agenda og sit eget tweet. Det handler ikke længere om en ideologisk kamp, men snarere om et identitetspolitisk projekt, hvor det først og fremmest handler om at finde sig selv," siger han.
Smalhals
Men selvom der er både ligheder og forskelle i de unges kamp mod
borgerskabets diktatur dengang og nu, så er det ikke mindst de strukturelle ligheder i den økonomiske udvikling, som har fået flere eksperter til at tale om 1970ernes genkomst.
Dengang blev smalhalsen sparket i gang af oliekrisen i 1973, der kom som et lyn fra en klar himmel efter mere end et årti med heftig højkonjunktur. Præcis som finanskrisen i 2008, der også kom som en stor overraskelse for de fleste politikere og økonomer.
Én af de politikere, der har været med i maskinrummet under begge
kriser, er Mogens Lykketoft. I 1973 som økonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, i dag som FolketingetsFormand og eks-finansminister. Han påpeger, at man allerede i 1970erne
talte om 'grænser for vækst'.
"Diskussionen, som dengang blev igangsat af Rom-klubbens rapporter, vender nu tilbage i en lidt anden forklædning, som er præget af de mange mennesker i især Asien, som griber efter en vestlig levestandard. Det betyder også, at det er blevet endnu mere åbenlyst, end det var i 1970erne, at kloden hverken har energi, råstoffer eller øvrige ressourcer til den hastigt stigende efterspørgsel," siger Mogens Lykketoft.
Derfor forstår han også godt de yngre generationers protester og kapitalismekritik i Occupy Wall Street, som han kalder en 'forståelig folkelig reaktion'.
"Den aktuelle krise er jo ikke nogen naturkatastrofe, men derimod i meget høj grad skabt af et finansielt system, som uden nogen form for regulering leverede en masse dårligt dækkede lån på baggrund af nogle værdistigninger, som forsvandt igen," siger Mogens Lykketoft.
Selvom det ser skidt ud lige nu, så vurderer han, at der er flere strukturelle forhold, som gør den aktuelle situation mindre slem end 1970erne.
"Dengang havde vi blandt andet dyrtidsreguleringen, som betød, at vi, i takt med at staten blev fattigere, fordi oliepriserne eksploderede, samtidigt bevilgede hinanden lønforhøjelse. Det endte selvfølgelig i tårnhøj inflation, som siden omsatte sig i meget høje renter. Modsat i dag, hvor både inflationen og renten er lav," understreger Mogens Lykketoft.
Men det betyder ikke, at det er blevet nemt at føre os ud af krisen, påpeger han. For siden 1970erne er vi også blevet langt mere afhængige af, hvad der sker i andre lande. Ikke mindst udviklingen i Sydeuropa og næste års præsidentvalg i USA har enorm indflydelse på Velfærdsdanmarks fremtid, uanset hvad vi måtte finde på af tiltag og reguleringer.
Den usynlige krise
Men selvom krisen for længst har bidt sig fast på de finansielle markeder, og forbrugerne holder på pengene, så er den aktuelle krise i modsætning til 70ernes krise stadig langt hen ad vejen en usynlig krise. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det.
"Ingen kan rigtigt mærke krisen. Selv de studerende sidder med deres dyre iPad og tager på vinterferie. Man får at vide, at der ikke er flere penge, men de enorme tal, man hører, er uvirkelige, og lufthavnen er jo stadig fyldt med mennesker. Krisebevidstheden har ikke indfundet sig," siger Hans Hauge.
Derfor er der ifølge ham heller ikke rigtigt nogen, der protesterer. Og de få, der gør det, vil i virkeligheden ikke have det anderledes. De vil bare have mere af det samme, hævder Hans Hauge.
"Det skyldes, som Fukuyama allerede hævdede i Historiens afslutning i starten af 1990erne, at du ikke længere kan få noget andet, men kun mere af det samme. Hvad kommer efter friheden? Mere frihed. Hvad kommer efter demokratiet? Mere demokrati," siger Hans Hauge.
Protestkulturen er blevet en acceptkultur, siger han. Alt fra Roskilde Festival til Bob Dylan-koncert i Jyske Bank Boxen, der tidligere var protesthandlinger, er i dag blevet til en oplevelsesøkonomisk accept af det bestående.
"Der er ingen reel modstand i samfundet længere. For ingen vil have et samfund uden deres iPad og pc. Der er heller ingen modstand mod teknologien, der er ingen kritik af medierne, ingen kritik af underholdningsindustrien. Alle de klassiske kritikformer er forsvundet," siger Hauge.
Mens mange i 1970erne faktisk ønskede et andet samfund uden biler og moderne bekvemmeligheder, så er det i dag blevet en svag drøm, som udleves ved at se "Bonderøven" og drikke økologisk mælk fra Harmonie med Morten Korch-motiv på kartonen. Ifølge Hauge er der tale om en slags venstreorienteret konservatisme, som i virkeligheden først og fremmest kæmper for status quo.
"Den danske ungdom har jo indtil videre reageret på krisen ved at sætte deres kryds ved dem, der lover mere tryghed. Velfærdsstaten skal blive ved med at være, som den altid har været. Den tryghedssøgen er selvfølgelig en form for reaktion, men den er snarere motiveret af en frygt for det, som skal ske, end et egentligt oprør mod en ny dagsorden," siger Hans Hauge.
Måske kommer nutidens unge demonstranter derfor på paradoksal vis til at gå i kapitalismens tjeneste. Men også i den forstand slægter de hippiebevægelsen på. Deres kapitalismekritik endte nemlig med at bane vejen for en ny og mere opdateret kapitalisme.
"Som en af hippierne sådan lidt desillusioneret sagde til mig, så sørgede hippiebevægelsen i sluttresserne for en modernisering af kapitalismen, som i lang tid ikke havde fulgt med udviklingen. Men med nye ledelses- og organisations- og samværsformer, sørgede hippierne for ny olie til kapitalismens maskiner," siger Peter Øvig Knudsen.