Af Hans Hauge
Et folketingsvalg minder os om, at sandheden i et demokrati altid er partisk, og fornuften partipolitisk. Der findes en socialdemokratisk og en konservativ fornuft. Det kan utallige faktatjek ikke rokke ved. Selv tal er fortolkninger, og økonomi er retorik. At deltage er jo at tage en del af det hele. Kun i totalitære samfund findes der én og kun én sandhed. Den slags samfund er ikke relativistiske.
Folkehøjskolen ligner på den måde demokratiet. Og vi kan godt tage efterskolen med. Eller de gjorde. Jeg ved ikke, om det er fortid eller nutid. Disse skoler er ikke neutrale, sådan som folkeskolen burde være, men som den muligvis ikke er. Højskolen og lignende skoleformer deler sig efter anskuelser - og anskuelser kan være mosaisk-kristne, indremissionske, grundtvigske, socialistiske, sportslige, journalistiske, transcendentalmeditative. Det er et ideal, at statsskoler - folkeskoler, ungdomsuddannelser, universiteter - er neutrale. Hvis de ikke er, falder de uden for systemet og bliver frie eller private. Skolen er stadigvæk et "ideologisk statsapparat", som den strukturalistiske marxist Louis Althusser engang sagde. Er højskolen også?
Når statsskoler kun måske er neutrale, skyldes det, at vi ikke kan være sikre på, at stater kan være neutrale eller hævet over interesser, kultur, politik, tradition og religion. Idealet for den liberale stat er ganske vist neutralitet. Tæt på dette ideal er den amerikanske, idet USA i sidst instans bygger på John Lockes liberale, politiske filosofi. Den danske stat er næppe neutral, fordi paragraf 4 siger, at staten understøtter folkekirken, hvis den er evangelisk-luthersk. Er den ikke dét, falder understøttelsen væk. Staten understøtter også højskolerne på samme måde, som den understøtter kunsten. Hvor den ene institution er partisk, er den anden det ikke. Ikke officielt i al fald. Understøttelsen binder naturligvis højskoler og kunsten til staten på en eller anden måde. Ingen af dem vil hylde minimalstaten. Vi må i al fald konstatere, at højskolen ikke befinder sig i det civile samfund, skønt det var dér, at højskolerne opstod. Jeg kan kun huske én højskole, der var uden for det statslige system: Poul Erik Søes.
Jeg læste i et tillæg om efterskolen, som Politiken havde vedlagt den 17. september. Deri blev det diskuteret, hvad man skal med den. 'Man' er staten. Hvis vi skal dømme efter den måde, som efterskolerne repræsenterer sig selv på, ser det ud til, at de næsten alle er ens. Plusordene er drama, performance, kreativitet, musik og så naturligvis "global"- for har man sagt global, har man også sagt rejser. Og glemt det grønne islæt. Så var den en ung mand, en musiker, der kom med et bud på, hvad efterskolernes funktion er. De skal skabe nationalt sammenhold. Det har han helt ret i. Det er deres statslige funktion, der gør, at indholdet er underordnet. Det er derfor, de understøttes af staten. De har nemlig den rolle, som værnepligtshæren havde før i tiden. På efterskolen kommer unge fra alle egne af landet. De bliver kærester og venner. Således skabes det forestillede fællesskab, der udgør nationen. Staten? Jo, men den er jo ikke neutral, men netop national. Gad vide om ikke højskolen har samme funktion som efterskolerne. Det har altid været statens opgave at skabe fællesskab, men ikke civilsamfund.