Af Ove Korsgaard
Når jeg holder foredrag om Ove Mallings klassiske værk Store og gode handlinger af danske, norske og holstener, spidser deltagerne altid ører, når jeg omtaler vindskibelighed som en af de 18 dyder, børn og unge skal lære i skolen. For hvad betyder vindskibelighed? Det fremgår af kapitel 15, men først et par ord om bogen som sådan.
Mallings bog, der er udgivet i 1777, handler om borgerdyder, man kunne også - mere nutidigt - sige samfundssind. Bogens indhold består af en lang række fortællinger om, hvordan mænd og kvinder gennem historien har handlet som eksempel til efterfølgelse. Historiens kronologi er brudt op, og i stedet er bogen disponeret efter 18 borgerdyder. Øverst rangerer naturligvis den religiøse følelse, men umiddelbart herefter kommer "Menneskekærlighed" og "Højmodighed".
Kapitel 15, der er et af bogens længste, handler som sagt om "Vindskibelighed". Her indleder Malling med at slå fast, at det ikke er mængden af guld og sølv, der gør et land rigt, "men det er arbejde og mennesker." Han beklager, at man let kommer til at overse betydningen af vindskibelighed, idet dyden ofte har stået i skyggen af militære dyder som for eksempel tapperhed og mod. Men for Malling er det afgørende at få trukket vindskibelighed frem som en dyd af helt afgørende betydning for landets fremtid.
Den norske fæstebonde Jon Brandt er en af hverdagslivets helte. Han har for store omkostninger og ved møjsommeligt arbejde på gården Brevig "opført ordentlige og nette bygninger i stedet for faldefærdige huse." Han har ved rydning, dræning og indhegning udvidet og forandret gården, så den ikke er til at kende. Jon Brandt var den første på egnen, "som har begyndt, og med fordel drevet kartoffelavl." Og selv om han var tilflytter, har han søgt at opmuntre sine naboer ved at vejlede dem om brugen af denne nyttige plante og endda uddelt kartofler gratis til dem.
Ifølge Malling findes der rundt om i riget mange af disse hverdagslivets helte, og han nævner navnene på en række personer, som har udvist vindskibelighed i håndværk, vindskibelighed i biavl, vindskibelighed i fåreavl, og vindskibelighed inden for andre områder af samfundslivet. "Hvor vindskibelighed øves, der stiger velstand og der kendes gerne munterhed, sundhed, styrke og hæder tillige."
Vindskibelighed betyder driftighed, stræbsomhed og initiativrigdom. Da ordet desværre er gledet ud af sproget, har vi været nødt til at indføre nye begreber. Det har vi så gjort i form af ord som innovation, entreprenørship og kreativitet. Innovation er blevet tidens kampråb. Vi har fået en innovationspris, en minister for innovation og en højskole for innovation, Ryslinge Innovationshøjskole.
Jeg har ikke principielt noget mod nye begreber, men når jeg hører ordet innovation bliver jeg alt andet end innovativ. Jeg bliver træt i hovedet. Hvor Malling taler konkret om vindskibelighed i biavl, fåreavl og håndværk, tales der i dag ret så ukonkret om innovation, innovation, innovation. Al den snak om innovation lyder som et mantra uden mening.
Hvis man i stedet for ordet innovation havde hentet inspiration hos Ove Malling, ville Morten Østergaard være minister for forskning, vindskibelighed og de videregående uddannelser, og Ryslinge Højskole ville hedde Højskolen for Vindskibelighed. Så ville vi i det mindste have spidset ører - og måske ligefrem tilsluttet os ideen om innovation som en dyd af afgørende betydning for landets fremtid.